I efteråret 2000 kom jeg til Anstalten ved Herstedvester i Albertslund. Her skulle jeg komme til at afsone min livstidsdom.
Under min varetægtsfængsling havde jeg også siddet i Statsfængslet Vridsløselille. Men det havde ikke været en succes. Den første morgen skulle min afdeling i træningslokalet klokken otte. Vi var omkring 10 mand, der gik derover gennem gården. Der var tomt udenfor. De andre indsatte var lukket inde, men mens vi trænede, blev der åbnet for gåture.
Jeg bemærkede to fyre fra min afdeling, der havde stukket hovederne ud af vinduet og talte med nogen nede i gården. Det var først bagefter, at jeg kunne regne ud, at det var dem, der havde fortalt, at jeg var i træningslokalet.
Da vi skulle tilbage fra træning, gik vi gennem gården igen. Der stod måske 120 mand udenfor. De kiggede bare på mig. Jeg tænkte ikke over det. Det er normalt, når der kommer en ny mand, at alle ser ham an.
Pludselig var der en, der sprang på mig. Han hoppede op på mig, mens en anden prøvede at trække mig ned bagfra. Slog mig i ryggen. De sparkede og slog, og flere kom løbende til. Jeg sloges godt. Fik vristet mig fri nogle gange. Rejst mig op igen og slog alle, jeg var i nærheden af. Men de var for mange. Måske 20 mand.
Jeg blev ramt med en stålstang, som nogen havde taget med fra træningsrummet. Mistede bevidstheden og faldt. De blev ved med at slå og sparke mig, da jeg lå ned. Med værktøj og jernstænger. Blev ramt i hovedet igen og kom til mig selv. Jeg spyttede blod.
Slagsmålet var stoppet af fængselsbetjentene. Jeg havde brækket næsen, hjernerystelse, en flænge i ansigtet og flere trykkede ribben og kom på hospitalet. Jeg blev flyttet i isolation i tre måneder. Det var Kriminalforsorgens valg, ikke mit. Endnu en straf oven i det hele. De sagde, at det var for at beskytte, men jeg kan selv træffe mine egne valg.
Jeg lå i isolationscellen alene med min hovedpine og var virkelig vred. Tænkte kun på hævn. De fik dømt nogle af dem for overfaldet. Fire måneder for vold. Det var helt absurd. De skulle have været dømt for drabsforsøg og fået straf for drab. Det var jo det, de ville. Når de smadrede mig i hovedet med jernstænger, ville de jo slå mig ihjel. Det måtte vel være bevis i sig selv. Og det sagde de også i medierne bagefter. De ønskede at dræbe mig, og derfor var dommen og straffen helt forkert. Det var ikke deres skyld, at de ikke kunne dræbe mig.
En straf skal jo afspejle den handling, man har begået. Hvis man prøver at slå nogen ihjel, men det ikke lykkes, er man stadig skyldig i drab efter min mening. Man skal jo ikke have rabat, fordi man ikke er dygtig nok til at udføre en handling. Ligesom en direktør får julebonus efter, hvad han gerne ville lægge i arbejdsindsats. Det krænkede min retsfølelse. Følte afmagten, men jeg lærte, at sådan straffede man i Danmark. Sådan var det bare.
Alene med mine tanker i isolationen var første gang, at jeg oplevede denne psykiske smerte. Og det fik mig til at tænke på mine egne ofre. Fordi jeg selv pludselig var blevet et offer. Nu kunne jeg lige pludselig forstå, hvor ondt det måtte gøre. På de efterladte og på de tre, der døde for min hånd. De havde også mistet livet. Og uanset hvor voldsom min smerte var, kunne den dog aldrig sammenlignes med deres. Det var en sten ved siden af et bjerg. Jeg fortrød mine handlinger voldsomt. Kunne jeg bare have gjort det om. Men sket var sket. Jeg måtte acceptere det. Og værst af alt; leve med det.
Sad nu i Herstedvester med en livstidsdom. Jeg var frustreret og ikke mig selv. Danmarks mest hadede mand. Jeg sad i isolation af sikkerhedsmæssige årsager. Det var ikke mit valg, men Kriminalforsorgens. De tvang mig til det. Det samme meningsløse bureaukratiske lort, som jeg igennem hele mit liv har kæmpet mod.
Jeg tænkte på alt det, som jeg havde mistet. Livstid. Det var så ubeskriveligt ubehageligt. Jeg fattede det slet ikke. Jeg kunne ikke tænke hverken klart eller fremadrettet. Levede bare straf.
Under hele retssagen og forløbet inden havde jeg heller ikke gjort mig tanker om, hvad det egentlig var, der ventede mig. Det var for voldsomt. Jeg levede i en lille celle fra dag til dag og havde en identitetskrise. Fordi jeg var Peter Lundin. Når alle hader én, så farver det hverdagen mere og mere mørk, indtil det hele er sort.
Sagen havde vakt kæmpe opmærksomhed; jeg forstod først rigtigt omfanget, da jeg havde fået dommen. Alle kendte mig. Alle hadede mig. Jeg kunne ikke se nogen i øjnene, uden at jeg vidste, hvad de tænkte. Jeg var det laveste af det laveste. Havde begået drab på mindreårige.
Næsten halvandet år i isolation gjorde mig sindssyg. Jeg begyndte for eksempel at tvivle på mig selv. Om det var rigtigt, hvad alle sagde. Måske var jeg sådan en, der bare skulle sidde og rådne op i et fængsel. Det sagde nogle af vagterne til mig. Der var nogle af dem, som hadede mig.
»For resten, vi har ikke tid til at tage dig udenfor i dag«, kunne de sige, eller »Du får aldrig lov til at få besøg, fordi du er farlig.«
Alle mulige små bemærkninger, som kun havde til formål at provokere mig, så jeg skulle gå amok, og de fik et argument for at anvende magt, holde mig nede, lægge mig i spændetrøje, eller hvad de nu kunne finde på. Men jeg gik ikke amok. Jeg vidste godt, at det var det, de ville have.
Men til sidst blev jeg hjernevasket på en måde. Fordi jeg sad isoleret i så lang tid, og min eneste kontakt var med folk, der talte sådan til mig. »Hvem er jeg egentlig?«, spurgte jeg mig selv. »Er jeg virkelig et monster? Er jeg virkelig bare ond?«
Jeg prøvede at tale med en psykiater, psykologer og socialrådgivere. Jeg sagde: »Hjælp mig.« Men fik ikke særlig meget respons. Kort sagt mente de, at jeg måtte ordne det selv. Jeg måtte finde ud af, hvordan jeg skulle leve med mig selv. Det var straffen.
Gik på biblioteket og lånte en masse bøger om psykologi og sygdomme. Vidste godt, at jeg havde et seriøst problem. For eksempel mangel på respekt for alle andre. Jeg indså, at jeg var den eneste, der kunne hjælpe mig. At jeg var narcissistisk og arrogant, da jeg begik drabene. Og at det nu handlede om at få så meget ud af tiden i fængslet som muligt. Jeg spurgte mig selv, hvad meningen med livet er nu. Svarede på spørgsmålet ved at fordybe mig i filosofi. Læste Søren Kierkegaard og Friedrich Nietzsche. Skulle finde noget at leve og dø for.
Sorgen over min mor kom tilbage. Det var det, der havde væltet det hele. Det var der, at alt var gået galt. Jeg havde fortrængt så længe. Det havde ikke været sundt for mig. Jeg havde ikke fået hjælp til at forstå. Havde jeg bare fået redskaberne til at bearbejde og erkende min mors død, var det ikke gået galt i Danmark. Det havde ligget som en kræftsvulst, der pludselig gik i udbrud, tænkte jeg.
Men det hjalp mig ikke at sidde og være ked af det. Jeg blev nødt til at stå op hver morgen og tvinge mig selv til at sige: »I dag skal jeg have en god dag. Lære noget; bruge hvert minut fornuftigt.« Det siger jeg stadig til mig selv hver eneste morgen. Det burde alle danskere tage ved lære af.
Jeg havde frygtelig dårlig samvittighed over for min far også. Han blev idømt fire måneders fængsel for tyveri. Fordi politiet fandt nogle af Marianne Pedersens ting i hans hjem. Blandt andet et tv, en madras, en computer og nogle private papirer. Nogle af tingene havde jeg stillet der og sagt, at jeg bare ville opbevare det der, til vi havde istandsat huset. Han stolede som altid blindt på mig. Men en del af dem havde han også fået foræret af Marianne Pedersen, da hun var i live. Det var justitsmord; han var uskyldig.
Det var den værste straf for mig, at han blev trukket ind i det. På grund af noget jeg havde gjort, og som han var helt uvidende om. Da jeg første gang så ham efter hans dom, sad han selv i Vestre Fængsel og havde weekendudgang. Jeg gav ham det største knus.
»Undskyld, undskyld«, var det første, jeg sagde.
Jeg fik ondt i maven af at se ham. Han var syg af diabetes og var dårligt gående. Sad i fængsel på en sygeafdeling. Jeg vidste, hvor hårdt det i forvejen er at sidde inde. Det er som at svømme i havet; man skal ikke give op, for så drukner man. Men på et tidspunkt kan man blive så træt, at man holder op med at svømme. Jeg kunne se på min far, at han næsten havde givet op. Fængslet er jo ikke sjovt.
»Du skal ikke tænke på det. Det var systemets skyld. Jeg skulle aldrig have været dømt. Jeg vidste jo ingenting. Men det var ikke din skyld«, sagde han.
Han havde været igennem det samme med min mor, hvor de også havde mistænkt ham for at vide mere, end han gjorde. Og hvor systemet havde dømt ham alligevel. Jeg valgte at slutte fred med min dårlige samvittighed og erkende, at jeg ikke kunne gøre noget ved det alligevel. Jeg håbede, at de fire måneder gik hurtigt.