Alle fængsler er forskellige. Hvert eneste har egne regler og love. Ligesom USA’s stater. Der har de en guvernør, der står til ansvar for præsidenten. Fængslerne har hver deres inspektør, der refererer til Kriminalforsorgen. Det eneste, fængslerne har til fælles, er frihedsberøvelsen.
I gamle dage var der ikke noget, der hed frihedsberøvelse. Der holdt man fangerne i et hul og torturerede dem. Henrettede dem til sidst. Men efter 2. verdenskrig blev man mere human. Og fandt ud af, at selve ventetiden var straf nok i sig selv. Man holdt op med at påføre fanger smerte, fordi den psykiske smerte ved ikke at have sin frihed er frygtelig. Samtidig begyndte man også at tænke på, at fangerne skulle bygges op igen. Resocialiseres. Så de kunne komme ud i virkeligheden igen.
Jeg er låst inde i min celle fra klokken 21 til 7 alle ugens dage. Min hverdag er ubehagelig, og jeg lider. Jeg sidder indenfor og kan kun kigge ud på solen, men ikke være en del af det. Jeg kender til livet udenfor, og jeg savner det. Det er som at være en fisk uden vand. At kunne gå udenfor, når jeg har lyst. At kunne se de mennesker, jeg har lyst til at se. At stifte familie og kunne være sammen med den. At realisere mine drømme. Herinde er jeg tvunget til at bo sammen med folk, jeg ikke vil være sammen med.
Det er den værste straf for mig. At tvinge mig til at bo sammen med andre mænd. Jeg vil omgive mig med smukke kvinder. Jeg bryder mig ikke om samvær med mænd, og jeg er ikke bøsse. Er opdraget i en amerikansk kultur, hvor bøsse er det værste, man kan være. Jeg var sportsmand dengang og en af de populære i skolen. Surfer. Wrestler. Bodybuilder. Jeg har intet mod bøsser nu, men babyer kommer ikke ud af mænds røvhuller.
Jeg afsoner i Anstalten ved Herstedvester igen. Efter over et år i Horsens. Blev flyttet tilbage i juli 2009. Her sidder alle mulige forskellige mennesker, både mænd og kvinder. Lige fra folk, der har fået 30 dage for vold, til sådan nogle som mig, der har en livstidsdom. Det er samfundets værste af det værste. Men jeg dømmer ikke folk på deres handlinger. Det rager ikke mig. Jeg vurderer kun folk ud fra, hvordan de opfører sig i et fællesskab med mig
I Horsens boede jeg på en særlig sikret afdeling. Der var seks mennesker med hver deres celle; jeg så ikke andre end dem. Og så personalet. Der var et fællesrum med køkken, fjernsyn, dvd-afspiller, PlayStation. Et stort spisebord, hvor de andre fem spiste sammen. De var meget danske på den måde, at de søgte fællesskabet. Så sport sammen i fjernsynet. Gik ud og røg sammen. Der var også en lille gård, hvor man kunne være udenfor, når man ville.
I Herstedvester er der kun en times gåtur hver dag. På et areal på størrelse med en fodboldbane. 150 mennesker på en gang. De fleste bruger den til noget socialt. Sidder og ryger smøger og snakker med de andre. Nogle spiller fodbold. Jeg træner altid for mig selv. Mavebøjninger, løb, alt der kan få pulsen op, så den ene time bliver brugt fornuftigt.
Her bor 12 mænd sammen på hver afdeling. Der er et fælles køkken. Jeg spiser ikke tre store måltider som de andre. De spiser også sammen. Jeg indtager små portioner gennem hele dagen. Man kan handle hos købmanden i fængslet to gange om ugen. I Horsens skulle man bare krydse af på en indkøbsliste, hvad man skulle have, og så blev det leveret. Man får 408 kroner om ugen af staten til at købe mad for.
Juleaften spurgte de andre fem i Horsens, om jeg ville spise sammen med dem. Det sagde jeg ja til. Ikke fordi det var hyggeligt, men jeg ville heller ikke have, at de syntes, at jeg var fuldstændig mærkelig. Det var jo jul, og jeg ville ikke virke som Scrooge. Jeg tror heller ikke på jul, og det betyder heller intet for mig. Tror ikke på Jesus fødselsdag.
»Jeg spiser ikke jeres mad. Jeg har ikke den der traditionelle danske kultur i mig. Jeg er internationalt orienteret. Men i aften vil jeg gerne spise med jer, så I ikke tror, at jeg er asocial«, sagde jeg til dem.
I Horsens var der adgang til et andet fællesrum også, hvor der var bordtennis og billard. Det delte man med en anden afdeling, men der måtte kun være en afdeling ad gangen. Jeg brugte det ikke. Der var træningsrum uden håndvægte, som jeg ellers bedst kan lide. Dem plejer jeg at bruge i timevis. Så var der en fælles telefon. Alle har fire numre, de må ringe til, og som skal godkendes først.
Det kostede 99 øre i minuttet at ringe. Jeg brugte omkring 500 kroner om ugen på at ringe. Nogle gange mange flere. Brugte alle mine penge hver uge. Siden 2002 har jeg brugt over 200.000 kroner på at ringe til min far og kvinderne.
Fængslet er et godt sted til at udvikle diplomatiske færdigheder. Det har jeg. For eksempel når det gælder telefonen. Når man bor så mange sammen, skal man få det til at glide så harmonisk som muligt. Og der er tit trafikprop ved telefonen. Vi har kun én.
Det er altid mig, der tager initiativet til at finde en løsning. Jeg træder i karakter. Har lært og ved, hvordan man er holdspiller. Jeg kommer måske med et forslag, hvor vi får lige meget taletid, og siger:
»Vi skal alle sammen kunne ringe. Vi må lave en plan. Skal vi ikke gøre det sådan her?«
Hvis de andre så siger nej, siger jeg: »Okay, hvad foreslår du så?«
Det er den måde, man udøver diplomati og er retfærdig på. Det har jeg lært i fængslet. Og i de sammenlagt snart 20 år, jeg har siddet inde, har jeg aldrig været i slagsmål. Jeg er blevet overfaldet, men det er noget andet.
I Horsens gik man på arbejde i hver sin arbejdscelle. Samlede for eksempel skruer og pakkede dem. Eller foldede klude. Så lå der et bjerg af klude i cellen, som man skulle folde og lægge ind i plastik.
I de danske fængsler er der arbejdspligt, og det er rent tugthusarbejde. Som et diktatur. Man arbejdede fra klokken 7.30 om morgenen til 15.30 om eftermiddagen. Der var frokostpause fra 12.00-12.45. Hvis man arbejdede fuld tid, fik man 650 kroner om ugen, men der var flere, der lagde sig syge, når de ikke gad. Jeg ville gerne, for så fik jeg penge, som jeg kunne bruge på telefon og frimærker.
Hvis jeg ikke arbejder, får jeg ingen penge, bliver låst inde i mine celle og får dagbøder på 100 kroner.
I Herstedvester er der 10 forskellige værksteder. Det er det samme meningsløse idiotarbejde. Som at samle skruer, papkasser eller konvolutter. Vi kan søge om, hvad vi helst vil. Men i sidste ende er det fængslet, der bestemmer. Jeg vil ingen af tingene. Fordi det er lortearbejde. Men jeg har ikke noget valg. Sådan er dansk lov. Det værste, jeg ved, er rengøring. At blive beskidt og vaske toiletter. Heldigvis er der mange af de andre, der gerne vil det, så jeg ikke bliver tvunget til det. Typisk danskere. De kan godt lide snavs og at lugte surt.
Min celle er som enhver anden dansk fængselscelle. Cirka 10 kvadratmeter. Jeg har en sofa, som man bruger som seng også. Et lille kontorbord og to stole. Fjernsyn og dvd-afspiller. Man kan købe dvd’er hos købmanden. Jeg har også et køleskab, der altid er fyldt med grøntsager. For jeg lever stadig sundt og drikker mit proteinpulver hver dag. Jeg har bøger over det hele. Et minibibliotek. I Horsens havde jeg mit eget badeværelse med toilet inde i cellen. Nu deler jeg både toilet og bad med de andre. Det er den værste straf for en alfahan; som at pisse på den samme lygtepæl som andre hunde.
Jeg bruger al den tid, jeg kan, på at læse. Der er et bibliotek i fængslet, og jeg elsker at læse. For eksempel om psykologi. Kort sagt; jeg har lært meget om narcissisme, og hvor meget det har at gøre med udviklingen af ens identitet i barndommen. Hvorfor man bliver meget glad for sig selv. Det handler om at have et behov for anerkendelse fra andre. Som Thymos-begrebet, som de gamle grækere kom på. Alle er narcissister. Hvis man ikke indrømmer det, er man falsk. Jeg forstod det ikke, da jeg var ung. Der var jeg en overfladisk lille lort.
En af de få gode ting ved at sidde i fængsel er, at jeg har så meget tid til at reflektere og tænke over tingene. Det har almindelige mennesker ikke. Jeg lærer meget om, hvordan verden er skruet sammen. At der for eksempel ikke er noget fagligt udtryk, der hedder psykopati længere. Det er ikke en anerkendt sindslidelse. Det er nu bare et nedsættende ord, som mennesker bruger i daglig tale, og som medierne brugte til at beskrive mig. Fordi jeg afveg og brød normen. Jeg kan kun ryste på hovedet af deres uvidenhed.
Ligesom Pia Kjærsgaard, der offentligt har kaldt mig massemorder. Det er ikke korrekt. Det er jeg ikke. Og blandt andet derfor har jeg stævnet hende. Når jeg kommer i retten med hende i 2010, så vil jeg præsentere hende som det gamle Danmark og mig som det nye. Jeg vil sige, at jeg står for globalisering og for ansvarlig ytringsfrihed. For alt det, som hun er bange for.
Jeg er heller ikke enig i hendes holdninger og den politik, hun fører. Hun er bange for alt nyt og fremmed, og jeg er lige det modsatte. Jeg er ikke nationalist, som hun er. Men internationalt orienteret. Jeg ved, at hun vil det bedste. Hun er sikkert et fint og ordentligt menneske. Men hun er blot i kraft af sin uvidenhed ude af stand til at rumme større problematikker. Og derfor bliver hun aldrig minister eller stueren.
Jeg interesserer mig også meget for filosofi. Kærligheden for visdom. Har meget til fælles med Friedrich Nietzsche. Han havde store tanker om ikke at tro på Gud, og han tvivlede ikke på sin egen overbevisning. At man selv bestemmer og fylder sin verden med det, der giver mening for en selv. Han sagde, at Gud var død. Jeg tror, at Gud er en illusion.
Jeg er ateist. Jeg tror på mig selv. Behøver ikke lyve. Men forstår også godt, at folk kan have brug for at tro på noget større end sig selv. De Abrahamske religioner, kristendommen, islam og jødedommen giver jeg ikke meget for. Som Nietzsche sagde: Det er tabere, der har brug for at tro på, at der findes noget efter livet.
Jeg har mindre afsky over for religioner som hinduisme, buddhisme og mange af de mere primitive afrikanske. Fordi de er mere kulturelt baserede og blot sætter retningslinier for hverdagen.
I mine øjne er mysterierne en del af livets gave. Og det skal man acceptere. Jeg har ikke brug for svar på, hvorfor vi er, hvad vi er, og hvor vi kommer fra. Vi er ikke som menneskehed udviklede nok til at svare på det. Og hvis man insisterer på det, så snyder man bare sig selv.
Jeg hader at sidde i fængsel, men sådan er det, og det kan jeg ikke ændre på. Jeg bruger ikke tiden på at ærgre mig, og jeg bruger ikke energi på negative tanker. Det kommer man ingen vegne med. Hvis jeg hele tiden skulle tænke, at jeg har et lorteliv. Så det tænker jeg ikke på overhovedet. Jeg prøver i stedet at få det bedste ud af mit ophold.
Jeg står stadig tidligt op og går tidligt i seng. Jeg vil helst ligge i min seng klokken 20.00 og stå op ved 3-4-tiden om morgenen. Så bliver jeg liggende og læser bøger, indtil jeg skal på arbejde. Tugthusarbejde. Hver dag styrketræner jeg min hjerne og krop og prøver at få det bedste ud af det. Nyder det aldrig. Er aldrig rigtig glad. Jeg føler straffen. Fordi jeg kender til livet.
Min lidenskab gennem de sidste 10 år har været bøger. Skolen. Læse. Lære noget. Min celle er fyldt med bøger. På gulvet, bag sofaen; alle steder, der er plads, er der bøger. Jeg kan bedst lide at læse om filosofi, historie, matematik og psykologi. Jeg ved godt, at man ikke kan læse sig til al viden. Men jeg bliver nødt til at udnytte tiden herinde til noget. Så når jeg kommer ud, kan jeg få mig et ordentligt arbejde. Og uddannelse og viden er vejen til succes.
Jeg tænker på, da jeg var 19 år og arbejdede på en restaurant, og jeg meget hellere ville blive hjemme og have sex med min lækre kæreste, der havde store bryster, men det kunne jeg ikke, fordi jeg skulle hen og grille burgere.
Det gider jeg ikke igen. Jeg kan mere. Jeg er en iværksætter, en skaber. Og når jeg kommer ud, så skal jeg have lært så meget, at jeg kan blive hjemme, hvis jeg hellere vil det. Jeg skal være selvstændig. Min egen chef. En succes.
For eksempel har jeg lige været til HF-eksamen. For tredje gang. Har min studentereksamen fra 1989 i USA. Tog den for anden gang i fængslet i USA i 1998. Nu var det tredje gang. I et lukket dansk fængsel er det det højeste, man kan få af uddannelse. Idiotiske bureaukrati.
Fik to 12-taller i engelsk mundtlig og skriftlig. Og to 10-taller i matematik mundtlig og skriftlig. Censor i engelsk sagde, at i de 36 år, han havde været lærer, havde han aldrig oplevet en så flot præstation. Min lærer sagde, at jeg var klar til at komme på universitetet.
Jeg tænkte, at ingen af dem lod sig mærke med, at jeg er Peter Lundin. De var helt fine.
Det er et VUC selvstudie, jeg er i gang med. Næste år håber jeg at fortsætte med matematik, dansk, tysk og samfundsfag på et højere niveau. Og når jeg har point nok, så har jeg en dansk HF-eksamen.
Jeg glæder mig til at komme i dybden med retsvidenskab, lægevidenskab, talekunst, litteratur og musik. Den alsidige uddannelse. Så man kan begå sig på alle livets områder.
Jeg har også lånt alle eksemplarer af National Geographic på biblioteket. Alle udgivelser nogensinde siden 1880. Det har været mit vindue til verden. Har rejst kloden rundt på den måde. Jeg har set og oplevet det hele, og det har været meget lærerigt. Det er ikke fordi, at jeg har lyst til at rejse et bestemt sted hen i virkeligheden, når jeg en dag kommer ud. Jeg har jo været der med National Geographic. Og det eneste sted, jeg har lyst til at rejse hen, når jeg bliver løsladt, er hjem. Hvor det så end er.
Jeg håber på udgang på et tidspunkt. En udslusning af en fange som mig tager mange år, og den skal iværksættes inden det 12. år. Jeg sidder på 10. år nu. De første mange år er det ledsaget udgang, derefter uledsaget, og til sidst får man weekender uden for murene. Og så bliver man måske løsladt. Jeg glæder mig helt afsindigt meget. Ser frem til det.
Man bliver blind af at sidde i fængsel så lang tid. Når man bliver løsladt, får man synet tilbage. Og jeg glæder mig til at se igen. Jeg vil ikke én bestemt ting, når jeg kommer ud. Når man har siddet inde, så vil man bare alt. Jeg vil alt, det hele. Prøve alt, gøre alt, blive en succes.
