Hun havde lyset tændt i køkkenet, fordi det ikke var blevet rigtig lyst endnu. Det var ganske vist lyst, men køkkenet vendte ud mod gården og selv om det var lyst var det svært at se noget ordentligt på den tid af året, når klokken ikke var mere. Det kunne også være det var fordi hun var søvnig, at det hjalp med lyset. Fru Krems bror var syg og lå på hospitalet, og han var så gammel, at man ikke skulle regne med, at han kom sig. Hun var blevet kaldt derud ved ellevetiden og havde siddet der til klokken et, men så havde de sendt hende hjem, fordi krisen var drevet over. De sagde, at krisen var drevet over. Hun var taknemmelig, fordi hun havde fået lov til at gå hjem, på den anden side var det hendes eneste bror, og han havde været syg længe, og det var ikke sikkert han kunne leve. Han havde ligget på ryggen og stirret op i loftet og noget af tiden trak han vejret normalt, men ind imellem trak han det meget hurtigt, og hun vidste ikke, om hun skulle ringe på klokken eller lade være. Hun gjorde det en enkelt gang, og der kom en sygeplejerske ind og tog puls, men hun sagde det ikke var noget, og næste gang han trak vejret uregelmæssigt og hurtigt, ringede hun ikke, men holdt ham bare i hånden til det gik over. Der stod en omvendt flaske på en høj stang ved siden af sengen og en ledning førte ned fra den og forsvandt ind under broderens dyne. Der var en klar væske i flasken, men hun kunne ikke se, om det sank i den eller ej. Hun tænkte ikke på noget særligt, mens hun sad ved siden af den syge bror. De havde ganske vist haft meget med hinanden at gøre i tidens løb, han havde hjulpet hende, da hun først kom til byen, men det var så fjernt og hun tænkte mere på Rane og Kim, der skulle giftes og hvordan det skulle gå dem. Det var ikke urimeligt at tænke mere på de levende end på de døde, men broderen var jo heller ikke død endnu. Klokken ti minutter i et kom der en læge ind og lyttede til broderens hjerte og sagde et par ord til sygeplejersken. Hun kastede et blik op på flasken og så sagde lægen til fru Krem, at hun godt kunne gå hjem. Hun var lidt ked af det navn, ikke for sin egen skyld, men fordi det ikke lød godt til Kim. Kim Krem, det kunne man næsten ikke hedde. Men der var ikke noget at gøre ved det, og det var også vigtigere, at de havde det godt med hinanden og kunne se hen til en god fremtid. Hun samlede sit tørklæde op fra stolen og knappede frakken. Lægen og sygeplejersken var gået ud, og mens hun stod og tog sin hat på, så hun ned på broderen, der lå med åbne øjne uden at se hende. De havde engang. Der havde været nogle høns. De havde stået sammen og solen skinnede og lyden af hønsenes skraben lød næsten lige som deres stemmer. Det var noget ganske langsomt, men det var længe siden. Han havde holdt hende i hånden, og sammen havde de set en høne, der skrabede med kloen mod et blad og gokkede ganske langsomt. Lyden blev ved, selv om den stod med åbent næb. Hun så på broderen, der trak vejret gennem munden og stirrede op på vågeblusset i loftet. Det var noget i hans nyrer der var galt. Hvis han tænkte på noget, var det sikkert ikke hønen. Fru Krem stak nålen gennem hattepulden og gik hen mod døren. Klokken måtte være et, men hun kunne vel få en natsporvogn. Ellers var der altid en taxa. Det kunne hun godt tillade sig, når hendes broder lå for døden. Der var ikke en kat, der ville indvende noget i den anledning. Det var bare lidt strengt at hun skulle op og smøre mad, fordi Munt skulle møde klokken otte. Et par måger bevægede sig i linje med tagrygningen overfor, men så kastede vinden, og de blev skudt uden for synsfeltet. Der var vand over til kaffe. Hun tog rugbrødet frem og hentede maskinen ud fra køkkenbordet. Først skulle Munt have. Men han spiste rå havregryn og mælk. Så kom Rita og Ludvig (hun måtte huske at vække ham i tide) og så kom endelig Rane, når de andre var gået, eller i hvert fald lige når Ludvig var ved at gå. Hun satte farten lidt op, og tænkte at kaffen passende kunne være til hende selv i første omgang. Det var naturligvis familien Wirne, der skulle holde brylluppet, og det var meget godt at slippe for. De fik jo deres chance, når Rita skulle til det. Det var tidligt, Rane giftede sig, men sådan noget var i orden. Hun ville slet ikke tænke på alt det med at det var andre tider nu. Sådan var hun ikke, for hun ville have syntes det samme for halvtreds eller hundrede år siden, hvis hun havde levet. Det vigtigste var, at de kunne klare sig og holdt af hinanden. Hun var sikker på, at Rane nok skulle klare sig. Der havde været lidt vanskeligheder, da han havde taget sin realeksamen og straks var gået ind som soldat. Han var sytten år, og det måtte da være ulovligt. Og så tussede han rundt en månedstid bagefter og pludselig tog fanden ved ham, og han var væk, simpelt hen sporløst forsvundet i halvanden måned. Han havde sagt til Ludvig, at han rejste og så var han borte. De skulle ikke lede efter ham. Der skete ikke noget slemt. Han kom hjem og fortalte, at han havde været i Grækenland og Jugoslavien på tommelfingeren og havde arbejdet i markerne. Måske havde han været i fængsel. Nej, så havde de hørt det. Måske havde han bare boet i den anden ende af byen eller i en anden landsdel. Der var ingen, der vidste det. Hun vidste det ikke, for han havde aldrig fortalt noget. Hun kunne selvfølgelig se efter i hans pas, det havde hun aldrig tænkt over før, men hvor lå det. I øvrigt skulle man ikke rode i deres papirer, det var personlige sager, som ikke kom andre ved. Og når han bare kom hjem. Nu skulle han af sted for resten af livet, men han var der endnu. Og det var jo heller ikke langt væk. Bare lidt i den anden ende af byen. Og Kim skulle nok sørge for at holde på ham. De fik børn, og så rejste man ingen steder, i hvert fald ikke uden at sige noget. Men de skulle ikke have børn nu, og det var godt. Hvis de ikke skulle have børn. Det vidste man heller ikke, for han sagde ikke noget om det. Men de skulle ikke have børn, for det var planlagt for længe siden, at de skulle giftes nu, og der var ikke noget at se på Kim. Selvfølgelig ville de også have sagt det, hvis de skulle. Det gode ved Rane var, at han havde taget fat på sin studentereksamen med det samme. Da han kom hjem eller hvor han kom fra meldte han sig med det samme og klarede det på to år. Det var et slid, det var det. Men sådan var Rane. Han gjorde, hvad han havde lyst til. Når han havde sat sig noget i hovedet. Munt fulgte bare mere med, mere med strømmen, der var ikke noget at være urolig for og Rita skulle giftes. De havde holdt fest for Rane, da han var færdig og så havde han selv holdt en fest. De kom først hjem klokken to, men festen var ikke rigtig færdig endnu. Han havde bedt dem om at gå, og hun syntes det var rimeligt. Ludvig var kommet hjem fra provinsen og han havde mødt hende i byen. De spiste et stykke natmad på en restaurant, hvor hun aldrig havde været før, men som han åbenbart kendte, og da den lukkede tog de hjem. Hun havde ikke været med på skadestuen. Ikke fordi hun ikke ville, men Ludvig havde sagt, at det var bedre hun gik i seng. Hun lå vågen til de kom hjem og hun hørte Ludvig sige godnat til Rane i entreen. Hun lod som om hun sov, da han kom ind. Han måtte have drukket mere end hun, for hun kunne lugte hans ånde, da han lagde sig ned ved siden af hende i dobbeltsengen. Men de havde måske fået noget på færgen. Fru Krem skar fire skiver af spegepølsen og lagde dem på en rundtenom rugbrød, der var skåret over på midten i to halve. Hun slap kniven og gik over til gasbordet og tog kedlen af. Den sendte en fane af damp op ad fliserne bagved, og fanen flyttede sig og tog af, mens hun svingede kedlen rundt og snuppede den løse fløjte af med to fingre. Nu serverede de også morgenmad for hendes bror. Nej. De kom nok ind og så til ham. Der stod en tudkop på hans natbord med appelsinsaft. Hvis der var noget ringede de. Hun hældte det kogende vand på kaffekanden. Om lidt måtte Ludvig være der. Så kolliderede de i badeværelset. Hun gik hen til spisekammeret og trak smørrebrødspapir ud af den flade rulle. Der stod mellemlægspapir i en kasse ved siden af. Hun kunne trække dem frem med to fingre, hvis hun fik låget skudt lidt tilbage. Det lykkedes og hun gik igen hen til køkkenbordet og Munt kom ud gennem døren i det samme i pyjamas. Han spurgte måske, hvordan det gik med morbroderen. Han spurgte ikke hvordan det gik med morbroderen. Munt gabede og gik hen og lukkede op ind til spisekammeret. Han stak hovedet helt ind over hylderne og løftede hælene fra gulvet. Hun havde måske glemt at købe havregryn. Munt stak armen ind på en hylde og kantede pakken ud med hånden. Der stod mælk uden for døren, hvis mælkemanden ikke havde været forsinket. Hun lagde papiret ind over maden og foldede det i hver sin ende af pakken. Vandet var løbet igennem kaffeposen, og hun vendte sig og lettede på den, så det sidste kunne komme med.
– Der er dækket bord, sagde fru Krem.
Hun tænkte på engang hvor de havde været i skoven, og der var kommet en myre på Munts puddersukkermad. Han var ikke ret stor, og hun skar maden ud til ham i firkanter. Da hun stak en af dem i munden på ham opdagede hun, at der sad en myre på brødet. Han fik den ind i munden og hun blev forvirret og begyndte at proppe fingrene ind sammen med brødet for at få den ud, og de spurgte alle sammen, hvad der var i vejen, og hun sagde, at der var en myre på maden og i det samme kom hun til at jage fingrene så langt ind i munden på Munt, at han kastede op og det løb ud over hendes fingre og dryppede ned på madpapiret. Det var umuligt at se, om myren var kommet med ud, men det måtte den være i den syndflod. Han græd og så på hende, og det var svært at trøste ham og Rane klagede over, at han havde ondt i skulderen fordi de havde gået så langt og skulle hjem fra en anden station, end den de var kommet til.
– Hvor er avisen? sagde Munt.
Det var nærmest for at få avisen først, at han var stået så tidligt op. For at undgå slagsmålet. Nej, det var ikke noget slagsmål bare en sej trækken mellem ham og Ludvig om at få lov til at læse avisen først. Hvis han sad med den når faderen kom ind, kunne han mærke, at det hele blev vanskeligere. Det var svært for faderen bare at sige god morgen, og når det kom, lød det mere som en ræben. Hvis Munt fik avisen først kunne han nå at læse den og lægge den på faderens plads, så var der ikke noget i vejen. Det var dårligt vejr igen, selv om det godt kunne blive solskin op ad dagen. Men det var alligevel for tidligt til at spille bold, og de fik heller ikke lov før efter påske. Han var den eneste der interesserede sig for avisen bortset fra faderen. Rane åbnede den næsten aldrig og Rita så kun, hvad der gik i biografen. De snakkede heller ikke om, hvad der stod i den. Men det var jo heller ikke så mærkeligt, når de aldrig læste den. Munt gik ud i entreen og avisen lå under brevsprækken. Han stod midt i gangen og følte, at der var et eller andet forkert. Dagen var ikke som den plejede at være. Så kom han i tanker om, at morbroderen var syg. Han gik hen efter avisen og samlede den op. Nu var spørgsmålet, hvordan han skulle læse den. Der var forskellige måder. Han kunne se hele forsiden først eller kun billederne. Han kunne også lukke op og bladre forbi forsiden og springe ti sider ind for at komme til teaterstoffet og bøgerne og filmene. Det sværeste var at begynde med bagsiden. Han vendte bladet om og så kort på bagsiden. Så vendte han avisen igen og satte en finger ind under forsiden og slog op på side to. Det var den kedeligste side i avisen, fordi der ikke begyndte noget nyt, men bare var fortsættelser af det, der havde stået på forsiden. Det var let at blade videre fra den. Han bladrede videre og tog flere sider af gangen hen over sporten og slog op på en side med en tegning foroven. Han så på tegningen uden at forstå den. Så læste han, hvad der stod nedenunder og så derefter på tegningen igen. Han ville gerne have moret sig over den, men den var ikke morsom syntes han. Munt tog avisen med ind på sit værelse og lagde den på sengen. Der var nogen i badeværelset. Han begyndte at klæde sig på, mens han gik til og fra sengen og kastede et blik i avisen. Der var en ny film, han i hvert fald gerne ville se. Den havde gået længe, men nu var der billeder fra den igen. Et forestillede tre mænd, der knælede ned på et fladt tag og holdt meget svære automatiske våben i hænderne. Bag ved dem så man en flyvemaskine i dyk. Den måtte lige være fløjet hen over dem. Der var også røg i baggrunden, og mændene havde flade stålhjelme og lyse uniformer. Munt hørte døren til badeværelset gå og gik ud i gangen for at komme til. Han mødte faderen, der skråede lige over fra badeværelset til soveværelset. De nikkede til hinanden uden at sige noget. Avisen lå stadig væk inde på sengen, mens hvis han ikke barberede sig i dag, kunne han nå at hente den og lægge den på faderens plads, før han kom ind for at spise. En gang imellem var det sommer, men det varede noget endnu. De tog forskellige steder hen, men de sidste tre år havde Munt været på cykeltur. Der var et særligt sving ved en bakke, hvor man kom rundt om hjørnet og så lå der en mølle og man kunne se vandet i baggrunden. Han havde ikke set Rane længe, men han skulle jo også giftes. Så skulle de til bryllup, men først skulle de til begravelse. Han dyppede hænderne ned i vandet og holdt ansigtet tæt hen over kummen. Så lod han vandet samle sig i de hule hænder og løftede dem op mod ansigtet. Han holdt vejret og gned vandet ud over hovedet og pustede ud i det samme. Der var nogen ved døren, og han vidste at det var Rita. Rane sov endnu eller også lå han vågen og gloede op i loftet. Han var engang gået derind, og så havde han set Rane ligge helt på ryggen i sengen med ansigtet lige op i loftet og åbne øjne. Han havde set op i loftet og opdagede slet ikke, at Munt kom ind. Munt kunne ikke huske, om han havde banket på eller ej. Men selv om han havde gjort det, ville Rane sikkert ikke have flyttet sig. Han lå helt udstrakt på ryggen og stirrede op i loftet, og Munt stod der et øjeblik og så på ham og gik så ud igen. Han havde glemt, hvad det var han ville sige.
– Er du snart færdig, sagde Rita.
– Ja, ja, sagde Munt.
– Jeg kommer for sent, sagde Rita.
Klokken var ikke engang kvart over syv, så der var ikke noget at være nervøs for. Rane så på sit ur. Han kunne sove et par timer til, hvis han havde lyst. Klokken var sytten minutter over syv. De havde først aftalt at mødes klokken ti. Han lå med ansigtet ind mod væggen. Der var sat et stykke tøj op bag ved ottomanen, så man ikke satte fedtede hoveder af mod væggen, når den blev brugt til sofa. De gik omkring ude på gangen og i badeværelset. Når han havde drukket meget øl, kunne han ikke sove om morgenen. Det var ikke fordi de havde fået så meget i går, men det var alligevel sent og han havde røget pibe hele aftenen. Han stak tungen ud mellem tænderne og kunne mærke, at den var ru, da han trak den tilbage. Han gjorde det en gang til og lod tungen kure meget langsomt tilbage. Der blev en lille kant af belægning siddende på overtænderne. Kim havde haft vagt og så mødtes de og gik ned i kælderbeværtningen, da Rane var færdig på seminariet. Det var ikke meningen, at de skulle have haft andet end en øl eller to. Men Mark havde fundet ud af, at de kunne gå hjem til ham, fordi hans forældre var ude at rejse. Og så var de taget ud til Mark og efter at de havde drukket et par bajere og Mark havde tilbudt dem whisky satte Lune og Mark sig ind i den anden stue, mens Rane og Kim blev siddende. Lune ville ikke med derind, men Mark var trukket af sted med hende i hånden. Kim og Rane sad ved siden af hinanden og han røg pibe og hun holdt en cigaret mellem to fingre. De hørte ikke ret meget fra stuen ved siden af. Bare en skraben en gang imellem, og det var svært at beslutte sig til, om de skulle snakke eller lade være. Det ville være påtrængende at snakke og uhøfligt bare at sidde og lytte. Men han havde ikke kunnet få sig selv til at gøre noget ved Kim. Det er muligt hun gerne ville have det, men det var ikke rigtig noget for dem på den måde. De kunne jo bare gå hjem på hendes værelse eller på hans. Det var meget lettere og behageligere. Og det var også naturligere. Men Mark havde jo sine problemer med Lune. Måske troede han hun ville synes det var tryggere, når Rane og Kim sad inde ved siden af. På den anden side var Lune så genert, at hun sikkert syntes det var endnu værre at Mark tog på hende, når der sad nogen inde ved siden af. Rane så på nisterne i stoffet på væggen. Kim blev der ikke til om morgenen og han blev der ikke til om morgenen ude hos hende. Det var anstrengende at stå op klokken fire eller fem og tage hjem med den første sporvogn eller køre på cykel fra den ene ende af byen til den anden. Men der var ingen af dem, der brød sig om at tumle rundt mellem hinandens brødre og søstre og forældre om morgenen. Det var svært nok endda. Men der var Rane heldig, for han skulle møde senere end alle de andre, og Kim havde sine skiftende vagter og kunne også sove en gang imellem. Og når hun havde nattevagt, så de ikke hinanden og hun kunne sove hele dagen, fordi han var i arkivet og på seminariet om aftenen. Han var på seminariet om aftenen. Men en gang imellem var han der ikke. Han havde set flere film i den sidste tid. Bølgerne slog ind over stranden i mørket og de hvide kamme lyste. Det var godt de begge to røg, ellers ville det smage temmelig forfærdeligt for den ene af parterne. Hans pibesmag var sikkert også streng at tage eller kunne være det ind imellem, når han havde røget en hel dag og drukket øl. Der var intet besvær, det hele gik ganske naturligt og ingen af dem svigtede. De lå ved siden af hinanden i mørket, og han kunne mærke hendes hår, der faldt ned på skulderen over undertrøjen. Det lå på hans skulder i mørket og han kunne ikke se det, men det var køligt og kildede en lille smule, når hun rørte sig i søvne. Han så på det brune klæde på væggen og vendte sig om og så ud i værelset. Han havde været ude at tisse klokken fem og var vågnet klokken fem minutter over syv. Rane så på uret. Klokken var tre minutter i halv otte. Der lå en lille stak bøger på hans skrivebord, og det var rimeligt, at han gik over og tog en af dem og læste i den, indtil han skulle op. – Det ville være behageligt at ligge under dynen og læse, selv om han blev kold på fingrene af at holde på bogen. Men det var for besværligt at stå op. Nej, det var ikke for besværligt at stå op, det var for kedeligt at læse. Han tænkte på arkivet. Hvis Mark gik tidligere i dag end han plejede kunne han nå at læse i kælderen. Der var i hvert fald varmt. Det var et godt sted. De havde haft en hule en gang ved kysten. Først gravede de et hul. Der lå en gammel forfalden gård tredive meter længere henne. De havde hentet brædder og lagt dem over hullet. Hun havde haft en rød gummihætte der sad meget stramt omkring hovedet og gav en smældende lyd fra sig, når den blev taget af og på. Benene forsvandt op under badedragten, der havde et mønster som en tiger. De sad i mørket og de steder lyset trængte igennem var det blåt. Det var blåt som is. Han vidste godt at arbejdet ikke kunne holde vinteren over, men der var andre tilsvarende jobs at få. Den slags var der ikke mangel på. Hvis man virkelig lagde sig i selen for at få et arbejde som student, kunne man få det. Og der var det gode ved det, at lønnen blev næsten fordoblet, når man var gift. Hvis man fik et barn, steg lønnen yderligere. Og der var noget, der hed et kvalifikationstillæg, men han var ikke sikker på, at han kunne få det. Men med en studentereksamen var man jo næsten på forhånd kvalificeret. Det hjalp i hvert fald gevaldigt på alting, at man havde den eksamen. Mange stillinger stod åbne. Der var muligheder i alle retninger. Man kunne blive forretningsmand og ingeniør og læge og. Seminariet var betydeligt kortere, fordi han var student. Der var mangel på lærere og lige så snart han var færdig kunne han få arbejde. Han kunne få arbejde som lærer. Når han engang var færdig med seminariet kunne han straks få en stilling. Så skulle han undervise. Men først skulle de have ordnet arkivet og så skulle han giftes. Han var lige ved at falde i søvn, men holdt øjnene åbne. Det gjorde ikke så meget, for moderen ville komme ind og vække ham. Men han kunne ikke læse, når han sov. De skulle bestille senge og se på gulvtæppe en af dagene. De ville gerne have en stor seng, men der var ikke plads til den. Så de fik nok to senge i stedet for. Men de kunne stilles sammen, hvis de engang fik noget større. Når de engang fik noget større. Det varede ikke ret mange år, så var han færdig med sin uddannelse og med deres indtægter tilsammen var der ingen problemer. Det var rigtigt, hvad hans mor sagde, at de sagtens kunne klare sig. De skulle ikke sætte for store krav til tilværelsen, for så kunne det godt blive vanskeligt. Men det gjorde de jo heller ikke. De satte ingen krav. Og så fik de også en bil og kunne stikke af sammen til udlandet. Børnene kunne anbringes i bagsædet og så kørte de af sted i hans lange sommerferie. Det var bare at smutte sydover. Det kostede ikke ret meget i benzin, og de kunne tage frokosten på grøftekanten og bare spise et varmt måltid om dagen. Det blev selvfølgelig dyrt, når de skulle sove fire mennesker på hotel hver nat. Men der var altid mulighed for en campingvogn. Nej, det ville han ikke have. Han ville ikke have nogen campingvogn. Det var for åndssvagt, når han så de små biler med en stor papkasse på slæb. Men det var jo heller ikke deres problem endnu. Nu skulle han bare være færdig på seminariet og få stillingen. Nu skulle de bare være færdig med arkivet. Han vidste godt det ikke kunne holde en sæson til. Papirkurven stod inde i halvmørket under skrivebordet. Han havde siddet med sangen i forgårs, og der lå tre kasserede vers nede i den. Hvis moderen ikke havde tømt papirkurven lå de der sikkert endnu. Han kunne huske to eller tre af linjerne. I det bare ben og skind, drømmer alle om fru Nin og den der vil ha barn og viv må ha job i et arkiv. Men de duede ikke. Det var for tæt på, og for kantet også. Men på den anden side, hvis tingene skulle være morsomme eller bare lidt frække, måtte de også være rigtige. Det drejede sig først og fremmest om at få tingene til at blive rigtige eller sande. Hvis de var det og folk hørte dem, kunne de ikke lade være med at grine. Folk havde sans for hvad der var rigtigt i hvert fald i sange. Man behøvede ikke at gå særlig vidt, bare man holdt sig lige til stregen og det der stod skrevet var rigtigt, så virkede det. Det behøvede ikke være særlig elegant, men selvfølgelig heller ikke helt formløst eller hakkende. Det skulle gerne være sådan, at de kunne synge med, alle dem der overhovedet kunne synge. Og dem der ikke kunne synge var det lige meget med. De kunne prøve at følge med i teksten, men hvis de ikke havde lyst var det deres egen fejl. Der skulle selvfølgelig en vis forståelse til eller evne til at leve med eller lidt humoristisk sans, ellers gik det ikke. Det vigtigste var, at sangen var rigtig. Hvis den ikke var det, var den dårlig. Man kunne godt prøve at doktorere på den med vittigheder og krumspring, men det var først når den handlede om det der virkelig skete og det folk gik og følte og tænkte uden at sige det, at den rigtig bed og blev til noget. Rane vendte sig om på ryggen og så op i loftet. Når han onanerede drømte han om at kunne nå loftet, men det blev aldrig til noget. Hvis det havde været fru Nin, men så skulle det være indeni, indeni. Han vendte sig om mod væggen igen, de skulle være der klokken ti. Der var god tid. Mark sad under det høje loft og hans halstørklæde lå ved siden af mappen og manuduktøren talte. Der var god tid. Mark var slet ikke kommet ind endnu. Han gik ned ad gaden med frakken åben og hatten i nakken og mappen under armen og halstørklædet flyvende bagud. Han havde mappen med og referatet fra mødet. Han havde siddet derhjemme og skrevet det ud på maskine. Måske ville han få lov til at lade det duplikere på kontoret: Der var en elektrisk duplikator. Den skulle de også bruge, når sangen var færdig. De måtte ikke selv betjene den, men hvis de spurgte frk. Jensen eller fru Pedersen, ville hun nok hjælpe dem. Det var bedst med fru Pedersen, for hun ville ikke plage om at få lov til at læse sangen. Naturligvis skulle hun have lov til at se, om maskinen sværtede ordentlig og så kunne hun ikke undgå at læse et par af linjerne, men det var oplagt, at hun ikke ville plage. Mark standsede ud for en tobaksforretning i kælderen. Det var åndssvagt at købe cigaretter der og bruge kontanter på dem, når han havde regning hos købmanden, men nu havde han ingen cigaretter, så det var bedre at købe en tistykspakke end at sidde og lide hele morgenen. Han gik ned ad trinene og lukkede døren op. Tobaksmanden var ude bagved. Der lå cigaretter på disken, og Mark stod et øjeblik og så på dem. Det ville være nemt og tage en pakke og stoppe den i lommen, men manden havde måske tal på dem og kunne straks se, at der manglede nogen. Han kunne heller ikke tillade sig det, når man tænkte på, hvad han studerede. Manden kom frem bag forhænget og spurgte, hvad Mark skulle have.
– Hvad skal det være? spurgte tobaksmanden.
Mark bad om cigaretterne og købte tyve i stedet for ti. Han skyldte købmanden over tre hundrede kroner, men det var lige meget for han kunne få kredit til op over fem. Han havde prøvet det før, og han betalte tilbage lige så snart han havde penge. Der stod noget om breddegraden på forsiden af et formiddagsblad, men han kunne ikke se, hvad det var, fordi bladet var bøjet om i holderen så resten af teksten var skjult. Han lagde tre kroner og femogtres øre på disken og samlede cigaretpakken op. Det var for dyrt med cigaretter, men han kunne ikke lide andet. Støvet ramte ham i ansigtet da han trådte op og var i højde med fortovet. Vinden kom rundt om hjørnet, men lagde sig pludselig. Støvet, der var krøbet lidt op ad væggen, faldt ned igen. Mark trådte op og cyklerne kørte i begge retninger fra den mindste plads ned til den store og omvendt. Der var en hestevogn, som prøvede at rykke baglæns ind gennem en portåbning, men det var vanskeligt. Mark gik op ad stentrinene til trappen ved siden af restauranten. Der lugtede svagt af gammel øl og tobak, og han kunne se, at en eller anden havde kastet op i hjørnet under trappen, men der var tørret op. Det var et underligt sted at have manuduktion. Men det mærkeligste var, at når han en gang imellem kom på værtshuset om aftenen, kunne han slet ikke forestille sig, at det var ovenpå han sad næsten hver formiddag og hørte efter. Det var i og for sig lige så svært, når han sad deroppe at forestille sig ham selv på værtshuset nedenunder, men det var alligevel lettere, fordi han tænkte mere på andre ting under manuduktionen, end han gjorde, når han var på værtshus. På værtshuset var der ikke tid til at tænke på så meget, for der skete alting jo lige rundt omkring. Man gik frivilligt på værtshuset, men det var anderledes med manuduktionen. Mark havde ikke noget imod den, det gjorde studiet lettere, når tingene blev lagt ud på den måde og nogen af manuduktørerne var også ret underholdende, men det var jo alligevel undervisning. På et eller andet tidspunkt havde de siddet der alle sammen lige fra chefen ned til Dreksen, og nu var det altså hans tur og det var i orden, for det var noget, der hørte til. Det svuppede på trappen bagved og han mærkede en hånd skyde bag på enden. Det var manuduktøren. Mark tog et par trin hurtigere end han havde gjort før. Det var underligt, at manuduktøren rørte ved ham på den måde, men det var vist ikke noget særligt. Det var bare uventet, fordi netop den manuduktør altid forholdt sig helt upersonligt til holdet og aldrig krydrede undervisningen med oplevelser eller anekdoter fra praksis.
– De kommer for sent, Reuner, sagde manuduktøren.
– Ja, hvis jeg lader Dem komme forbi, sagde Mark.
Han trådte ud til siden og lod manuduktøren komme forbi. Manuduktøren lettede på hatten. Der var halvfuldt i lokalet og det blå lys fra glasdørene i loftet fik alting til at se blegt ud. Studenterne var grønne i hovederne, men det kunne ikke være underverdenen, for de sad på fjerde sal. Manuduktøren begyndte at tale med det samme og spurgte om, der var nogen, der frivilligt ville lade sig overhøre. Ingen meldte sig straks og manuduktøren pegede på en vilkårlig elev, der så op fra bogen og besvarede det stillede spørgsmål. Han talte forholdsvis flydende, men der var meget luft i sætningerne og lidt efter gik han i stå. Mark så over på ham, og hans blik passerede Lina Harstorf, der var meget rig og grim. Så satte han albuen op på bordet og lænede sig frem med armen rakt i vejret. Mark følte sig lidt opstemt, men kunne ikke afgøre, om det var fordi han tilfældigvis kunne besvare spørgsmålet eller fordi han havde set på Lina og fået bekræftet, at hun var grim selv om hun var rig. Det var mærkeligt med Lunes hofter, for fanden, at de var så spidse. Manuduktørens blik passerede ham og vendte tilbage, og han forstod på hans nik, at han skulle svare, og han sagde, at det var et spørgsmål om rentabilitet. Det kunne ikke være rigtigt for det var så indlysende. Men det var rigtigt. Der kunne ikke være nogen rimelighed i at fortsætte. Men håret havde hængt ned over skuldrene og de var meget spinkle, og det var usædvanligt, at piger havde langt hår i disse tider. Hun havde bøjet hovedet forover og slangekrøllerne hang helt ned på skuldrene og han kunne se, at hun satte undertænderne op mod overlæben og bed til. Men det kunne ikke nytte noget og så sjov var hun nu heller ikke. Han var ligeglad med, hvad Rane tænkte og hvad de andre tænkte hjemme. Hans søster havde bemærket noget, men det var lige meget. Han kunne bare ikke finde ud af sig selv. Lyset kom ind fra vinduet og gadelygten havde fået det hele til at gynge fordi den selv gyngede frem og tilbage i vinden om natten og potteplanternes skygge duvede frem og tilbage på væggen, og der var lys inde ved siden af. Potteplanterne ikke engang duvede, det var som om de blev trukket frem og tilbage i vindueskarmen. Frem og tilbage. Og han kunne ikke skelne i mørket om hun græd eller hvad hun gjorde, men det var også lige meget. Han så på de firkantede gulmalede piller, der holdt taget oppe og det skrå vindue foroven og tavlen, hvor manuduktøren stod med kridtet nu og ryggen til. Nu måtte de prøve et stykke tid, så fik de se. Han var faldet for hende, det var han, der var ingen tvivl om den ting. Hun kom gående hen over gulvet i forhallen og havde været i bad, og der sad lidt fugtighed i slangekrøllerne så de var tungere og efter det gamle instinkt, men med en ny følelse var han skrået lige over til hende og havde spurgt om hun ville have en sodavand. Det var fuldstændig tåbeligt, men det var de ord, der kom ud af munden på ham. Hun var drejet af med det samme og ville slet ikke tale med ham, men han fulgte hende helt hen til døren, og da hun ville gå ud ad glasdøren til højre, havde han stillet sig op foran den, og da hun ville prøve den venstre, stillede han sig op foran den. Nu undrede det ham, at hun ikke var blevet rasende eller fornærmet og var løbet sin vej, men det gjorde hun ikke. Han måtte have set komisk ud, for hun kom til at le og han havde set, at hun gik med en bog i hånden, som han tilfældigvis havde læst, og det var det, der gjorde udslaget. Det var sikkert, at Lina Harstorf havde hår i revnen helt bagud, men man kunne aldrig stole på den slags ting, han vidste bare, at hans søster måtte barbere sig meget omhyggeligt på lårene om sommeren, når hun skulle i badedragt. Hårene groede i brede striber på begge sider ned ad lårene. Men det var måske mest mænd, der havde hår i revnen. Han tænkte på Kim, der gik hver dag og så ind i den slags. Det gøs i ham. Nej, han var ligeglad. Det var som om der havde ligget en lille smule fugtighed i skuldrene. Men det var måske kun fordi lyset bevægede sig og skyggerne faldt i rytmer og lyset kom tilbage og forsvandt.
– De skulle dyrke hestesport lidt mere, sagde manuduktøren.
Mark flyttede rundt på bøgerne og stak hånden ned i mappen. Det var tid nok til at gå inden om købmanden på vejen til arkivet. Egentlig burde han også klippes. Han kunne mærke at håret på siderne af hovedet krøllede ned bag ved ørerne, men det var ikke noget. Det kunne vente til efter den første. Efter den første eller lige på den første når de hævede deres gage skulle han først hen til købmanden og betale regningen. Nej, han skulle betale et afdrag og så skulle han hen og klippes. Men så måtte han huske at vaske hår først, for det var helt urimeligt at bruge penge hos frisøren til at blive vasket for. Det var nødvendigt at komme med håret rent, for der var ikke noget ubehageligere end at møde op med fedtet hår og så skulle sige nej, når frisøren spurgte om man ville have det vasket. På den anden side havde han også en ubehagelig fornemmelse, hvis han havde vasket hår samme dag eller dagen i forvejen og frisøren kom med sine kamme og sakse der havde været i andre folks hår. Så kunne han gå lige hjem og vaske det en gang til. Men til festen på kontoret ville han lade sig både vaske og klippe. Selv om håret ikke var groet ret langt ud ville han gå til frisøren og få det studset og lade ham vaske det også. Han var sikker på, at han kunne få Rane med, og det var meget hyggeligt, når de sad i hver sin stol og de to frisører arbejdede på dem samtidig. Gennem spejlet kunne man se skråt bagud på trafikken, og det var lettere at tage vittighederne, når de kunne skotte til hinanden i spejlet. I øvrigt syntes han ikke vittighederne var så ringe som Rane, men når de var sammen grinede han mindre ad dem og skottede mere til Rane. Det gjorde ikke så meget. De gik ind til købmanden bagefter, der boede lige ved siden af frisøren, og når det var den første og Mark havde betalt sin regning fik de gerne en pilsner gratis og stod sammen med købmanden, der var ung, og drak den.
– Ved mortifikation, men kun ved mortifikation, sagde frk. Harstorf.
Lune pjækkede ikke i den forstand. Hun havde ikke mødepligt, det vil sige selvfølgelig skulle hun være der hver dag, men der var ingen der sagde noget, hvis hun blev væk en enkelt dag. Ester havde ikke bedt hende om det, det kunne aldrig falde hende ind, men Lune havde selv foreslået, at hun skulle blive hjemme og hjælpe hende og frk. Rasmussen, når de skulle have gæster til frokost i anledning af Knuds halvtreds års fødselsdag. De havde snakket meget om den dag, fordi det var vigtigt at finde ud af, hvordan den skulle fejres. Knud var helt indstillet på, at det skulle foregå så stilfærdigt som muligt. Allerhelst ville han bare være sammen med Ester og Lune og ikke andre. Men jo mere de snakkede sammen desto klarere blev det, og her støttede Lune Ester, at han måtte se visse mennesker på sin store, runde fødselsdag. Det lykkedes dem at få antallet ned under ti, de kunne simpelt hen ikke være flere i lejligheden, selv om de tog Knuds kontor til hjælp, men de var enige om, at det i hvert fald kun skulle være til frokost. Der var ingen grund til at bruge ordet kun, for arrangementet var stort nok. Men middagen ville de have for sig selv. Der skulle de kun være tre. Der ville de kun være fødselsdagsbarnet og Ester og Lune. Der var ingen problemer i den forbindelse indtil Ester spurgte, om Lune ville have Mark med til middagen. Først troede Lune ikke sine egne øren, men så forstod hun, hvad Ester mente. Hun sagde ikke noget, for hun kunne ikke. Hun gik lige ud af stuen og ind på sit værelse og begyndte at græde. Ester blev meget ulykkelig og stod udenfor og bankede på hendes dør ganske sagte, og lidt efter sagde Lune, at hun måtte komme ind, og Ester sagde, at hun naturligvis ikke skulle tage Mark med, hvis hun ikke syntes. Hun ville også meget gerne vide, hvorfor hun blev så ulykkelig over, at hun havde foreslået det, men det sagde hun ikke lige ud. Mens de stod sammen og Ester havde lagt armene om hende, kunne Lune også godt se, at der var noget rimeligt i at Mark kom med til fødselsdagen. Og nu var det bestemt. Først kom de fremmede til frokost. Det var mest forretningsforbindelser og et par af Knuds skolekammerater samt Esters far og mor. Knuds forældre levede ikke mere, men Esters far og mor levede begge to. Og når de havde været der og spist og drukket kaffe, skulle de vaske op og sende frk. Rasmussen af sted og så skulle de i gang med den rigtige fest og klokken halv syv kom Mark og de skulle gå til bords klokken syv præcis. Knud kunne hvile sig om eftermiddagen, han havde lukket kontoret i dagens anledning, men der var ingen grund til at lukke det, for han bestemte egentlig selv hver dag om det var lukket eller åbent undtagen i de store måneder, når selvangivelserne skulle ordnes. De havde været inde i soveværelset med fødselsdagschokolade klokken otte til ham, og nu gik han inde i stuen og ordnede, mens de var i køkkenet og hun rørte mayonnaise. Moderen gik til og fra, mens hun dækkede bord og frk. Rasmussen stod ved køkkenbordet og skar en sildefilet ud. Lune kunne mærke på sig selv, at hun var nervøs, og hun vidste også godt, at hun var nervøs fordi Mark skulle komme. Ikke fordi han ikke kunne opføre sig ordentlig, han opførte sig udmærket. Hun var mest nervøs, fordi hun var bange for, at han ikke skulle more sig. Det var så anderledes end det han var vant til. Og det var det alligevel ikke. Jo, tonen var anderledes og maden en lille smule også. Men man var nødt til at snakke mere, når Mark var der. Hjemme hos ham snakkede de løs under hele måltidet og søsteren kunne være ret voldsom. I hvert fald hørte man hendes stemme hele tiden, og selv til retter, hvor det ikke passede fik de tit snaps. De fik snaps til retter med brun sovs, men det var lige meget for det var ikke det det kom an på, og Mark ville ikke gøre vrøvl, det kunne da ikke falde ham ind, og de skulle også have rødvin. Moderen havde snakket om en kalvesteg, men da Lune vidste at Mark skulle komme overtalte hun hende til at købe oksekød, og de havde haft en mørbrad liggende siden i går og Knud havde trukket to flasker rødvin op, der stod på varmeapparatet inde i dagligstuen. De stod selvfølgelig ikke lige på varmeapparatet, men på træhylden ovenover og propperne var trukket op og sat halvt i igen. Ester kom ud og gik hen til frk. Rasmussen, der var den dame Esters mor plejede at bruge. Hun smilede til Lune og hendes nervøsitet blev til en slags opstemthed, og hun kunne pludselig se sig selv gå rundt i sit eget køkken og forberede en fest. Men billedet opløste sig igen hurtigt, fordi mayonnaisen var ved at skille og hun rørte kraftigere og slog et slag med hovedet for at få krøllerne til at gå om bag skuldrene. Måske hun skulle lade sig klippe, men det var idiotisk bare fordi alle andre havde det. Der hang et fotografi af hende inde over Knuds skrivebord og hendes hår så ligesådan ud, som da hun var femten, og de sagde begge to, at det klædte hende.
– Der kom en flaske sherry med posten før, sagde Ester.
Hun havde godt hørt det ringede på døren. Det havde ringet flere gange i dagens løb, og der havde været to telegrammer. Det var mærkeligt, at folk troede alle mennesker drak. De sendte sherry uden at vide, om man kunne lide det eller ej. Det var godt de ikke var afholdsmænd. Men de kunne selvfølgelig altid have solgt flaskerne eller givet dem væk, hvis de havde været det. Nu var det bare rart, at der kom lidt spiritus i huset, så kunne hun altid byde Mark, og det behøvede ikke altid at være te, når han nu så godt kunne lide det. Hun gik over til Ester med skålen og spurgte om hun mente, der skulle mere olie i, og Ester sagde, at hun hellere måtte spørge frk. Rasmussen. Hun mente nok at mayonnaisen kunne tage lide mere olie, så Lune gik hen efter den tynde tragt med skruen på og hældte lidt mere olie op og lod den dryppe ned i skålen. En gang blev hun også nødt til at invitere Rane og Kim. for hun havde været både hos ham og hende. Den ene gang til et gilde hos Kim, hvor hendes forældre ikke var hjemme og Mark havde prøvet på at få hende til at gå i seng med sig i et havelysthus på vejen og en anden gang hos Rane, hvor både hans forældre og hans broder og søster var med, og det var egentlig meget hyggeligt. De ville sikkert synes det var kedeligt, hvis Ester og Knud også var med, men det skulle de være. Hun kunne ikke sende dem hjemmefra og sige, at hun skulle have gæster. De ville gå med det samme, men hun ville ikke gøre det. Ikke fordi hun var bange for at være alene med Mark, det var hun slet ikke, for hun kunne godt klare ham. Det var bare unaturligt. Men når vejret blev noget bedre. Og det var på den anden side ikke så godt. Lune foretrak bestemt vinteren og det tidlige forår. Det var bedst når det var lidt mørkt og koldt, så var kravene ligesom mindre. Man behøvede ikke at gå rundt på en særlig måde og være tyndt klædt på, og der stod ingen havelysthuse åbne, som man bare kunne gå ind i på vejen hjem. Om vinteren var der lys i stuerne fra tidligt om eftermiddagen til man gik i seng, og der var varmt, og der var altid nogen hjemme, fordi det var for koldt og ubehageligt at gå på gaden. Om sommeren stod man for tæt på folk i sporvognene med sine bare arme, og hun havde ikke noget imod at lade Mark få lov en dag, hun havde bare ikke lyst. Det var noget man ikke kunne bestemme over, og hun regnede også med muligheden af, at han måske kunne vække hende, men det var bare så besværligt med den stadige påtrængenhed. Hun ville gerne selv have lov til at bestemme. Hun ville gerne en dag have lov til at sige, værsgod, jeg er parat, gør så hvad du vil – Eller hvad jeg vil. Men det fik man aldrig lov til. Der stod ikke noget i bøgerne om, at det absolut skulle være ham, der hele tiden ville. Men alligevel lå det i luften. Og man kunne sige om Mark, at det der lå i luften, trak han hurtigt ned på jorden. Lune lo lidt over sin egen vittighed og Ester så på hende og smilede og troede, at hun glædede sig til fødselsdagen, og det gjorde hun også. Knud kom ud i køkkenet og snusede ind og sagde, at der lugtede dejligt, men der lugtede nu mest af sild. Han stod et øjeblik og kiggede hen over skulderen på frk. Rasmussen, så vendte han hovedet og så ud ad vinduet. Hans ører stod en lille smule ud fra hovedet og han havde en måde at sno overlæben på, men man kunne ikke se, at han var halvtreds. Når Lune blev halvtreds havde hun prøvet det hele og gik ikke med slangekrøller mere, men det var utænkeligt, at hun nogen sinde skulle skille sig af med dem. Det ringede på døren og Knud gik ud af køkkenet igen. Lune stod lidt og rørte langsomt rundt i mayonnaisen. Det var efterhånden besværligt. Hun lod blikket løbe langs med køkkenbordet og så den temmelig sorte køkkensaks frk. Rasmussen havde brugt til at skære finnerne af sildene med. Den var ikke sort, fordi den var snavset. Den var bare anløben fordi den havde været brugt i køkkenet i mange år. Der sad lidt lage og et par skæl på den. Selv om den var sløv kunne den sikkert godt klippe håret af hende. Hvis hun stod sådan ville det falde lige ned i mayonnaisen. Blev hun ved med at dreje skeen rundt på samme måde ville krøllerne følge med, selv om nogle af dem ville gå ned i mayonnaisen og forsvinde. Han kom sikkert i sit sorte tøj, der var lidt komisk, fordi det var gammeldags. Men han gik med det, fordi han havde fået det af sin far og syntes det var ganske smart fordi det var så usædvanligt. Han havde en gul vest til det og gik med et sølvur han også havde fået af sin far eller arvet, og det passede til tøjet og egentlig kunne hun også godt lide det. Men det var meget uanstændigt når han prøvede på at knappe op når han havde det på. Hans hænder virkede meget hvide i mørket og ikke mindst på baggrund af det sorte tøj, det var ligesom om knoerne lyste og det, der var indenunder lyste endnu mere, men hun vendte altid ansigtet bort og hørte bare lyden af bæltespændet og følte hans hånd på nakken, når han løftede hendes krøller op. Det var underligt med tøj, det skiftede fra situation til situation, og det var mærkeligt, at det sæt tøj skulle komme her og sidde til bords sammen med hende og Knud og Ester når det også havde været brugt til det andet. Frk. Rasmussen tørrede sine hænder i et gammelt viskestykke og kom over til hende og sagde, at mayonnaisen var god nok, nu kunne hun godt komme ærterne og gulerødderne i, men måske skulle de smage den til med lidt sennep. Det var også godt med lidt pickles-saft sagde hun, men det havde de ikke i huset. Lune havde fået pickles hos Mark og kunne ikke lide det fordi det var for stærkt, og hun syntes det var synd at komme det i mayonnaisen. Italiensk salat måtte gerne være lidt sød for hendes skyld. Der var en halv time til gæsterne kom og de havde snakket en del om, hvorvidt Lune skulle sidde med ved bordet eller ej. Lune havde sagt fra starten, at hun ikke ville, men til sidst var Knud blevet ked af det, for han ville absolut have, at hun skulle være der. Og så havde hun selvfølgelig sagt ja. Det var slet ikke for at diskutere med ham, hun havde sagt nej i begyndelsen. Hun ville bare hjælpe. Det skulle bare lige mangle, det var hans fødselsdag, og selv om det ikke havde været det, ville hun have gjort nøjagtig, hvad han bad hende om, lige så snart han sagde det. Lune havde foræret ham et meget stort værk om Danmarks Oldtid, som de lige havde fået på biblioteket. Det var ikke ret længe siden, det var udkommet, og der blev snakket meget om det blandt kolleger. Det var ganske vist dyrt, men det var skrevet af en af hendes yndlingsforfattere, og selv om hun godt vidste, at Knud ikke fik læst det helt igennem nogen sinde, så var det for det første smukt at have stående, for det andet havde hun selv tænkt sig at læse det, ja hun glædede sig til det og for det tredje var hun også sikker på, at han ville synes om bogen, når han først kom i gang, for den handlede på en måde om mennesker, der havde det sammen ligesom hun og Knud og Ester. Hun havde først tænkt på at give ham digte, men så kom hun alligevel til at smile da hun stod i boghandelen, fordi hun vidste, at han nok ville sige tak og kysse hende på munden, men han ville alligevel synes det var at gå for vidt, selv om hun var bibliotekar og elskede både ham og bøger. Derfor valgte hun den tykke bog med de sorte tegninger og ekspedienten havde også forsikret hende om, at den købte alle mennesker og havde snart gjort det længe. Hun havde købt en digtsamling til sig selv og kunne godt lide dens alvorlige, manende vers, der kaldte så mange billeder frem og fik hende til at tænke på påsken, når de gik tur i villakvarteret og ned til mosen og kom forbi de lukkede fabrikker, hvor mælkebøtterne groede imellem rustne tønder. Himlen var tit meget sort i påsken og blev pludselig bevægelig, når der kom en byge og så skinnede solen voldsomt og alt kom ligesom til at handle om det samme hele tiden. Der var meget stemning tilfælles i digtene og den store bog, og det var rart at læse det og lade sig transportere væk og føle sig alvorlig og nærværende alligevel. Hun havde ikke været i kirke i mange år, men det føltes lidt på samme måde. Hun så en række sorte mænd med hatten i hånden, når hun læste digtene og billedet af Mark i selskabstøjet gled ind imellem og hun måtte lægge versene fra sig og tænke på ham i mørket.
– Du skal klædes om, Lune, sagde hendes mor.
Hun tørrede hænderne i viskestykket og kom i tanker om, at hun hellere måtte vaske dem, før hun klædte sig om. Men det var ikke så godt, for de havde gjort badeværelset i stand til gæsterne, så hun måtte hellere gøre det i køkkenet alligevel. Lune gik hen til vasken og tog sæben i skålen til højre. Hun fugtede hænderne og så på sildene, der stod i to skåle på bordet. Hun huskede et digt om nogle fisk eller bare om fisk og hun kom i tanker om, at hver gang hun læste det, så hun en spegesild for sig. Det var ikke det digtet handlede om, men alligevel kunne hun ikke fjerne billedet af spegesild, hver gang hun læste det. Fisken i digtet stod for noget andet, og hun vidste også godt, at hun skulle tænke på noget andet, end det der stod i digtet, men det var svært fordi billedet af skålen med lage og de firkantede stykker der stak op, trængte sig på. Hun tørrede hænderne i et frisk stykke, som frk. Rasmussen rakte hende og gik ud ad døren, mens hun tænkte på, at hun skulle have to forskellige kjoler på den dag, og at det næsten var for meget af det gode. Frk. Rasmussen lukkede sin håndtaske op og rodede lidt i den. Så fik hun fat i cerutterne. Hun gik over til gasbordet og ledte efter tændstikker. Der var ingen. Frk. Rasmussen løftede den elektriske gastænder ned fra krogen, lukkede op for gassen og holdt gløden hen til den. Gassen tændte med et smæld, og hun prøvede at holde cerutten i munden og nærme ansigtet til flammen, men hun var bange for at brænde håret. Hun tog et stykke papir fra avisen under silden og rev en flis af. Med papiret i hånden gik hun hen til gassen og stak den ind i ilden. Der gik ild i papiret, og hun tændte cerutten med det.
Han havde glemt at aflevere nøglen til arkivet dagen i forvejen, men han havde ringet til fru Pedersen og sagt, at han nok skulle passe godt på den og aflevere den næste dag. Der var ingen grund til at gå om ad kontoret og ned med elevatoren, når han havde nøglen, så han kørte cyklen ind over fortovet og gennem gården hen til nedgangen. Da han stod og låste cyklen og tog spænderne af kom frk. Jørgensen trækkende med sin cykel og stillede den op i stativet ved siden af hans. Kontorpersonalet havde cykelparkering i gården. Ejendommen var omgivet af en slags metalhåndtag hele vejen rundt, som var meget fristende at stille cykler op ad, men der var skilte hele vejen om at de fjernedes uden ansvar, så der var ingen der gjorde det. Mark anede ganske vist ikke, hvem det var, der skulle fjerne dem uden ansvar, men det var måske politiet. Han hilste på frk. Jørgensen og så at hun havde et net på styret foruden skuldertasken. Det var sikkert indkøb, så hun slap for at styrte rundt efter kontortid. Der stak en flaske vermouth op af nettet. Det måtte være vermouth fordi flasken var større end almindelige flasker, eller også var det eddike. Men eddikeflasker var tykkere. Han stod over for hende og tilbød at hjælpe, men så kom han i tanke om, at han havde nøglen til arkivet. Det var vanvittigt af hende at gå rundt om hele bygningen, når hun kunne gå lige gennem gangen og tage op med elevatoren. Der var ganske vist også elevator på hovedtrappen. Når personalet i almindelighed ikke gik gennem gården og kælderen var det fordi elevatordøren ud for kontoret var aflåst til kontoret åbnede, og det ville se underligt ud, hvis de alle sammen kom, når klokken var over ni eller kørte op og fandt døren låset. Men nu var klokken ti, så der måtte være nogen på kontoret, så det var rimeligt, at frk. Jørgensen kørte med op. Klokken var ganske vist ikke helt ti, nærmest kvart i, men frk. Jørgensen måtte have sine grunde til at komme på dette tidspunkt, og når hun nu var kommet, så var det lettere at gå igennem kælderen.
– Skal jeg tage nettet? spurgte Mark.
– Pas på flasken, sagde frk. Jørgensen og fnisede.
Mark slog ud med hånden mod kældertrappen, men hun rystede på hovedet og han måtte forklare hende, at det var meget nemmere at komme op på kontoret med elevatoren fra arkivet end at gå hele vejen udenom. Han viftede med nøglen og træskiltet, og bagefter vidste han ikke, hvorfor han havde gjort det, for det var ikke nødvendigt at låse op til arkivet for at køre op med elevatoren. Det underlige var nemlig, at elevatoren ikke var låst forneden, men kun ud for kontoret. Om den var låst ud for de andre kontorer vidste han ikke, men det var jo også deres sag. Det var muligvis en nødforanstaltning, hvis nogen skulle være spærret inde, så kunne de i hvert fald altid komme ud i kælderen. Rane troede nok ikke han var kommet, når han lukkede skabet op og så at hans overfrakke ikke hang der. De havde ladet kitlerne blive dernede, det gjorde de en gang imellem. Mark skulle altså bare lige ind og låse døren op og tage frakken af, så var han der. Frk. Jørgensen gik foran ham, og de drejede om hjørnet to gange, men først når Mark havde fortalt hende, til hvilken side de skulle. Det var helt tydeligt, at det var en flaske vermouth, og Mark kunne ikke lade være med at tænke på, at der var meget vermouth i hans liv. Det var ikke fordi han havde noget imod vermouth, men alligevel. Frk. Jørgensen havde en frakke på med spændetamp midt på ryggen. Han kunne jo vise hende arkivet. Men det havde hun set. Hun havde været dernede masser af gange og også til julefesten, hvor de havde hængt guirlander op og delte småkager ud. Han standsede ud for døren og lod nettet hænge ned fra højre hånd, mens han bøjede sig og satte mappen på gulvet. Frk. Jørgensen så på ham og smilede, som om hun syntes det var underligt, han ikke først gav hende nettet i stedet for at sætte mappen fra sig. Han sad halvvejs på hug med hatten i nakken og tørklædet kastet bag over skulderen, og hun gik de tre skridt hen til ham og rakte hånden ud efter nettet. Elevatoren satte i gang. Mark kunne høre, at den kørte opad. Han havde snart et års, ja i hvert fald et halvt års træning i at høre, hvordan elevatoren kørte. Nu kørte den opad og bumpene for hver etage blev fjernere jo højere den kørte. Det var ikke fru Nin. Frk. Jørgensens hånd var i højde med hans næse, og han så hendes ring med en grøn sten i og en lille sort stribe, hvor guldet begyndte. Han slap mappen og tog fat om hendes hånd. Siddende på hug løftede han den op til munden og lod bagsiden af den hvile mod læberne. I det samme tabte han hatten. Elevatoren bevægede sig igen. Han lod hendes hånd falde og rejste sig op og så på hende. Frk. Jørgensen så forvirret ud og hendes læber bevægede sig. Pludselig trådte hun helt hen til ham, og da hun lagde armene om ham og pressede ham ind til sig kom nettet i klemme, og Mark kunne mærke at halsen på flasken borede sig ind i det underste af ryggen på ham. Elevatoren var stille på en etage ovenover, men han hørte en lyd, og kunne ikke afgøre, om det var ventilationssystemet eller frk. Jørgensen, der pustede nær ved hans øre. Hendes frakke lugtede af vejret udenfor, og hendes mund lå ved hans kind helt oppe ved øret, så han kunne ikke lugte noget.
– Reuner, sagde frk. Jørgensen. Reuner.
Mark bevægede armene lidt og flasken holdt op med at gnave ham i ryggen og lidt efter løsnede hun sit greb, og de stod over for hinanden og han bøjede sig ned og samlede hatten op og smilede til hende. De havde alligevel ikke kunnet nå ind på arkivet før Rane kom, så det måtte hellere holde op der. Mark rakte hende nettet og kom i det samme i tanker om, at det ville være vanskeligt for hende at komme ind i elevatoren med både net og taske, så han trak armen til sig og gik hen og trykkede elevatoren ned. Da den standsede i kælderen lukkede han døren op for hende og hjalp hende ind, og da hun stod i stolen rakte han hende nettet og hun tog med den ene hånd i ringene og samlede med den anden nettet ind til sig, så det så ud, som om hun omfavnede vermouthflasken. Mark slap døren og vacuumstopperen forhindrede den i at falde hurtigt i, men selv da den var lukket, trykkede frk. Jørgensen ikke med det samme på knappen, men stod lidt og så ud gennem det runde hul. Måske var det fordi hun havde noget i begge hænder og det var vanskeligt. Hun smilede igen og lænede sig med højre skulder mod knapperne, men det virkede ikke, og Mark så hendes hår foran da hun bøjede sig ned og stillede nettet fra sig og rettede sig op og trykkede på knappen til kontoret. Hun nåede ikke at rejse sig helt op før elevatoren forsvandt, så han så kun hendes brune snøresko med de firkantede hæle, før hun var væk. Han gik hen til døren og samlede mappen op, så låste han døren op og tændte lyset i arkivet. To gange havde han trykket på knappen, mens han stod sammen med frk. Jørgensen, men havde glemt det, fordi det var så almindeligt. Lyset gik ud bag ved ham næsten i samme øjeblik han fik tændt indenfor og mærkede, at luften havde stået stille i mange timer og at der var kommet flere sedler med bogstaver op på midterhylden. I øjeblikket kunne han ikke huske, hvad de havde skrevet om frk. Jørgensen i sangen, men hvis det var for åndssvagt, måtte det laves om. Det var lige meget. Det betød jo ikke noget, der var bare ingen af dem, der måtte føle sig kede af det. Men det sjove var nok, når det kom til stykket, at de der ikke blev nævnt, var dem der blev mest ked af det. Han hængte frakken over Ranes trækasse og vidste at han måtte flytte den, når Rane kom, så han samlede den op igen og rullede den sammen og smed den ind på hylden, hvor han havde tørret af for et par dage siden. Så satte han sig i lænestolen med mappen på skødet og lukkede dobbeltlåsen op og stak fingrene ind under klappen og vippede den tilbage. Han havde glemt, at han ikke havde en halvtredsstyks pakke, men kun de tyve han havde købt i kælderen. Han lukkede mappen igen og stillede den væk og begyndte at søge i lommerne. Han havde anbragt cigaretterne i brystlommen, og det var ikke sædvanligt, for de blev gerne så flade, når de sad i den forreste lomme. Han trak en cigaret frem og stak den i munden. Han så på uret. Klokken var tre minutter i ti. Det var enten tirsdag eller fredag, for han havde været på loftet. Tænderen virkede ikke de første tre gange. Han lod røgen gå et lille stykke ud af munden som en fortsættelse af tungen, så bremsede han den og trak den tilbage ned i lungerne. Det blev rart når Rane kom om et øjeblik. Der var ingen grund til at begynde på noget nu, og klokken var jo heller ikke ti så taxametret talte ikke. Det var også svært at gøre noget selv i arkivet, det var lettere at konferere om det. Hvad den ene ikke vidste gjorde den anden måske, og det var hyggeligt at snakke, selv om sagerne ikke var spændende og selv om de var, var han og Rane ikke ansat for at fortabe sig i dem. Det var Knuds fødselsdag. Det var Lunes faders fødselsdag, og han skulle derud i aften. Mark havde købt et slips til ham og kunne ikke afgøre med sig selv, om gaven var for personlig eller for fjollet til en halvtredsårs fødselsdag. Han glædede sig ikke. De var flinke, men der var kedeligt, fordi de ikke sagde så meget. Men måske sagde de mere, når han fyldte halvtreds. Til almindelige middage sad de bare og spiste, når de spiste. Det var ikke som hjemme, men det kunne også blive for meget af det gode, også fordi hans far pludselig fandt på at styrte af sted, hvis der gik et eller andet i biografen, som han gerne ville se. Så sad de andre tilbage og søsteren blev tit gal, fordi der stod mad tilbage på faderens tallerken og servietten lå slængt hen over kuverten, som om det var stormvejr. Måske tog man kun imod udfordringer. Der var en slags hemmelig udfordring i de biografture, men det var sært for moderen ville gerne med. De kunne finde på at styrte af sted begge to midt i det hele, så han og søsteren stod med opvasken og søsteren brændte de mest uhyrlige sjofelheder af. Men han kunne se biografannoncen for øjnene af faderen inde i hovedet og kunne også mærke, hvordan den pludselig kom og krævede at faderen gik ind og så filmen. Der var en skjult udfordring i annoncen, og det var der også i Lune og frk. Jørgensen. Den var ikke skjult hos fru Nin, men den var det hos de andre. Det havde bare været bedre, hvis frk. Jørgensen ikke havde været så flad bagpå og hvis hun havde haft mindre læber. Det var ikke til at afgøre med brysterne, men det var sikkert nogle lange nogen, der kiggede ned i gulvet, når der ingen brystholder var på. Der var Lune trods alt anderledes, for nok var de små, men vorterne pegede en lille smule opad, og det var også en slags udfordring. Mark rejste sig og gik om bag reolen i midten. Han stak hånden ind i hjørnet, men der stod ingen flasker. Det vidste han godt på forhånd, men en gang imellem sker der ting i verden, som man ikke ventede. Han havde engang rodet hele sin fars garderobe igennem for at finde noget at ryge på og i den fjerde jakkelomme lå der en pakke med over femten cigaretter i. Han var blevet så glad, at han var gået lige ind i vinskabet og havde taget faderens whisky frem og havde drukket over en kvart flaske. Han var alene hjemme, så der var grund til det. Egentlig brød han sig ikke om at drikke alene, men man kunne blive tvunget til det i visse situationer. Han var blevet temmelig beruset og havde sat sig til klaveret og spillede indtil naboen bankede fordi det var klokken to om natten. Han tænkte på, om han skulle begynde at ringe til nogen af de piger han kendte, men det var for sent. Enten sov de eller også havde de besøg af nogen andre, og i øvrigt kunne han ikke lide at vende tilbage til sine gamle piger, fordi det var færdigt og der ikke var ret mange af dem, han brød sig om. Han kunne ikke huske en, han brød sig rigtig om. Det var også løgn. Han kunne faktisk godt lide dem alle sammen eller havde kunnet, men der var ikke noget ved at vende tilbage til dem. Det var ikke spændende og han var bange for at, at han ville synes de var grimmere alle sammen, end de egentlig var. Mark masede cigaretten ud mod siden af trækassen og sprang op, fordi der faldt et par gløder ned på gulvet og var ved at lande i hans sko. Han børstede ned ad kitlen og på buksebenet, selv om gløderne var væk og tænkte på, at det ville være rart med noget solidt som Kim, men på den anden side, der var heller ingen udfordring. Jo, der var udfordring nok, men det var ikke en han kunne hamle op med. Hun var på en eller anden måde for overlegen, selv om hun ikke var overlegen. Det var måske fordi hun stillede krav uden at stille krav, men bare ved at være der. Der skulle honoreres et eller andet sammen med Kim, og Mark vidste ikke hvad det var, men tænkte på, at det kunne Rane vel klare. Det måtte man håbe, for de skulle giftes snart. Han havde ikke snakket med Rane om arkivet, og det var helt sikkert, at der ikke var arbejde nok, til efter sommerferien, men det vidste han nok. De skulle være gift resten af livet. Sådan havde han det i hvert fald selv. Når han blev gift var det for resten af livet. Der var ikke en af dem, han havde kendt han ville gifte sig med. Men han ville gerne giftes med Lune og det forstod han ikke. Han kunne ligefrem se sig selv på knæ foran sofaen med en buket blomster i hånden. Det var det underlige ved det. Til gengæld kunne han også se sig selv i sofaen ved siden af hende i halvmørket og det var ikke morsomt. Det var ikke morsomt. Men det var måske det der var udfordringen, når det kom til stykket. Elevatoren kørte udenfor, og hvis det ikke var Rane kom han for sent. Mark rejste sig og gik hen til Ranes kittel, der hang på dørhængslet bag døren. Han stod og så lidt på kitlen. Elevatoren var på vej opad, så den måtte have været nede. Men den havde ikke været helt nede i kælderen. Mark rakte hånden ud og rørte ved kitlens ene ærme. Han trak det lidt ud fra resten af kitlen og lod det falde tilbage igen. De trængte til at få skiftet. Det var ikke gået på et hospital. Men der drejede det sig jo også om liv og død. Elevatoren kørte igen, og nu var den på vej nedad.
Selv om glasset var gennemsigtigt så man alligevel også sig selv, når man kiggede ind på møblerne i udstillingen. Kim så på de røgfarvede senge og kunne samtidig se sin egen regnfrakke og håret på begge sider af hovedet, men ansigtet var utydeligt. Gaden spejlede sig op over ruden og bilerne, der kørte forbi og helt foroven kunne hun se himlen, der var blå i spejlglasset. På den tættrafikerede forretningsgade kørte alle biler og cyklister i samme retning mod vest. Hun skulle ikke købe noget i dag, men bare kigge. Det havde været rart at have Rane med, men han hævdede, at han ikke havde forstand på det. Hun ville prøve at finde tingene, og så kunne hun vise ham dem, når hun vidste helt nøjagtigt, hvor de skulle gå hen. Der stod seks tusind kroner på hendes konto, og de fik to tusind af Ranes forældre, og så havde de hver for sig møbler med hjemmefra. Men det vigtigste var sengene. De skulle have gode senge, de kunne ikke blive gode nok. Ikke bare af en grund, men fordi det var så vigtigt, at man havde det godt om natten. Hvis man ikke havde det godt om natten, havde man det heller ikke godt om dagen. Kim bevægede sig langs med ruden og gik ind i forretningen. Man havde lov til at gå rundt alle steder i de store forretninger uden at købe noget. Hun lukkede klappen på jagttasken op og fandt et kort frem med navnet på en herre hun havde snakket med i forretningen tidligere. Måske hun skulle henvende sig til ham og høre, hvad det ville koste, hvis de fik sengene forlængede. De kunne godt ligge i de normale mål, men skulle det være helt godt, og det insisterede hun på, så måtte der ekstra længde både på madrasserne og på sengene. Selv kunne hun godt ligge i en almindelig seng, ja hun kunne ligge der næsten to gange. Men sengene skulle være ens. Hun holdt døren for en dame i sælskindspels og gik ind i forretningen, hvor de handlede med alle mulige slags møbler og sengeafdelingen var ovenpå. Man kunne godt køre med elevator derop, men Kim gik, fordi hun ikke havde noget imod at se de ting, der var udstillet på vejen. Når de fik råd om nogle år kunne de købe mere, og det gjorde ikke noget de ventede, for tingene blev bedre år for år, og der kom mange flere af dem. Også fra udlandet. En dieselbus kørte forbi og lyden af den blev kraftig lige uden for forretningen, fordi gaden snævrede ind fra torvet. Der var stoppested lige før fodgængerovergangen og krydset og når busserne havde passeret springvandet speedede de op og skiftede gear, selv om de faktisk standsede et lille øjeblik senere ved kirken. Kim drejede ind i sengeafdelingen til venstre og der var mange senge både af dobbelttypen og sovesofaer. Det ville måske være praktisk at tage en dobbelt sovesofa, men det blev ulideligt i længden og selv om to senge fyldte urimeligt meget, var det alligevel rigtigt at købe dem. Hun gik med kortet i hånden og følte tasken slå mod hoften. Der var ekspedienter rundt omkring, men så længe hun ikke stod stille ville de ikke komme hen til hende. Hun standsede ud for en seng af ganske enkel konstruktion. Den var lige op og ned og uden svinkeærinder. Sådan skulle den være. Hun vidste ikke, om det var den billigste. Men det spillede ingen rolle. I spørgsmålet om senge var penge underordnede. Den ekspedient, hun havde talt med tidligere kom hen til hende og hun behøvede ikke at bruge kortet med hans navn på.
– Det var mig, der talte om de senge, sagde Kim.
Ekspedienten bukkede hovedet en lille smule og lagde en finger på læberne. Så trak han hovedet op med en bevægelse der blev hurtigere og hurtigere. Da hans øjne var lige i højde med Kims, løftede han øjenlågene og så hende fast i øjnene. Han bekræftede derefter, at de havde snakket sammen om senge på et tidligere tidspunkt. Hun skulle måske have haft Rane med allerede nu, fordi hun faktisk var indstillet på at købe sengene, på den anden side var der udvidelsen som undskyldning for at tale om dem igen, og hun begyndte straks at forklare, da hun havde spurgt om, hvor lange de i virkeligheden var, selv om hun godt vidste det, at det var nødvendigt med en forlængelse. Hun ville gerne vide, hvad det kostede, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre og om det også var muligt at få madrasser med ekstra længde og sengebunde og hessian til at beskytte madrassen med. Ekspedienten gik hen til en lille reol og hentede to brochurer frem og en blyant og en blok, og mens han en gang imellem løftede blikket og så på hende uden at se på hende, fordi han var så travlt optaget af at regne, regnede han ud, hvad det ville koste hvis sengene skulle laves om. De lå i forskellige længder, men hvis de skulle være så lange, skulle de laves om. Kim hørte ikke efter, da han nævnte tallene, hun var ligeglad. Det vigtigste var, at det kunne lade sig gøre. De ting de fik inden døre før de blev gift skulle de ikke bekymre sig om og ikke betale mere for, og derfor skulle de være i orden. Ekspedienten skrev tallene og målene op på en seddel og lagde en kopi fra og gav hende sedlen. Hun takkede ham, og han gik bagefter hende et lille stykke ned ad gangen mellem sengene, så standsede han med et par små skridt og hun fortsatte, som om hans inerti var ført over i hende. Hun så markisen nede i en vandpyt, da hun kom ud på gaden og en mærkelig frygt for, at hun havde gjort noget forkert indhentede hende. Men så trak hun skuldertasken højere op og begyndte at gå rask ned ad gaden mellem de mange mennesker og mærkede trafikken på kørebanen, som noget kompakt og voldsomt, der dog ikke kunne røre hende, fordi hun gik på fortovet.