Det kunne være de troede det var hans forlovede. Munt gik tre skridt bag ved Rita. De passerede igennem parfumeafdelingen og kom til strømperne og bøgerne. Hun gik meget hurtigt og snoede sig imellem folk, og der var ingen der troede, at de hørte sammen hvis han ikke kom op på siden af hende. Hun var dum, men hun havde noget, der bevægede sig frem og tilbage under regnfrakken, mens hun gik. Han havde skabt sig i tre dage, men allerede dagen efter, hun havde foreslået, at de skulle gå ud sammen og købe gaven til Rane og Kim, havde han indset, at det var fornuftigt. Han fik det aldrig gjort selv. Selv om moderen havde givet ham halvtreds kroner, vidste han at han ikke kunne finde ud af, hvad han skulle købe. Han kunne selvfølgelig snakke med moderen, men det ville han heller ikke. Han kunne også vente til den sidste dag og så købe noget åndssvagt, men det var åndssvagt. Rita var blevet sur på ham og havde sagt, det også var lige meget. Hun kunne godt købe sin egen gave, det ville hun også helst. Det var for at hjælpe ham. Det tog ham en dag til at komme over det med at hun ville hjælpe ham. Men da hun foreslog, at de kunne slå deres penge sammen og købe noget større til Rane og Kim lod han sig overtale. Han havde været lige på nippet til selv at spørge, om de ikke skulle gå ud og handle alligevel. Men det havde været nemmere, da hun sagde det med pengene. De mødtes på pladsen da han gik fra skole og nu havde de været hele hovedstrøget igennem uden at finde noget de havde lyst til. Det skulle helst være noget praktisk, men det måtte også gerne være noget, der var lidt personligt. Det var svært at få et kabaretfad til at være personligt, så var det bedre med et likørsæt. I hvert fald var det underligt, at Rane og Kim skulle tænke på Rita og Munt, hver gang de stak en spegesild i munden. Så var det bedre, når de sad med deres likør, men det havde de ikke råd til. Det kunne være Kim kunne hugge noget sprit på hospitalet, så de kunne lave deres egen, og så var det rart med en karaffel og glas, så det så ud, som om det var rigtig likør. Men Rita var ikke rigtig med på den med likørsættet. De havde stået i tre hundrede forretninger og vendt og drejet det hele, og Munt havde ondt i skulderen og ville gerne sidde ned, men de lukkede klokken halv seks, så der var ikke for meget tid. Rita trykkede på knappen til elevatoren i det sorte glasbur og lidt efter kom damen ned og åbnede døren og de trådte indenfor. Damen lukkede døren bag dem og drejede på håndsvinget, så elevatoren satte i gang. De kunne se ud i forretningen til begge sider, og da de passerede første sal, kom elevatoren i den modsatte skakt kørende ned. Der stod mennesker i den og de stirrede alle sammen hen mod døren. Rita havde bedt om at komme til tredje sal, og da elevatoren standsede, sagde damen, at det var tredje sal. Måske de skulle være gået ned i sportsafdelingen i kælderen, der var i hvert fald noget at se på. Men man kunne ikke forære et brudepar en håndbold eller et sæt badmintonketchere. Egentlig var det dumt, man ikke kunne, for Munt var sikker på, at Rane i hvert fald ville blive glad, hvis han fik noget til sport. Men nu stod de igen blandt køkkenudstyr og vaser og han kunne se, at Rita også var træt. Hun havde lidt skygger under øjnene og han huskede engang før krigen, hvor moderen havde taget ham med i stormagasinets isbar, der hed en sodafountain dengang, og han havde fået en iscremesoda og det smagte rædselsfuldt. Isen var der ikke noget i vejen med, men da der kom sodavand ned oven i blev den uspiselig og smagte gråt ligesom træthed så ud under øjnene. Det var i det hele taget satans så ondt det gjorde at gå i butikker og særlig her også fordi det var så sent om eftermiddagen. Han kom op på siden af Rita og havde lyst til at lægge armen op under hendes og hænge på hende. Men hun ville også bare ryste ham af, og han var også for stor. For stor til at gå med hende under armen og for lille til at gå med andre piger under armen. Han så deres to halvtredskronesedler ved siden af hinanden og så dem blive til en hundredekroneseddel og inden i hovedet vekslede han dem og lod dem blive til tiere og femmere og tokroner og enkroner. Men så orkede han heller ikke mere og gik hen ved siden af Rita, der var standset og stod og så på nogle svenske skåle, de havde set hundrede gange før. Men de var pæne. Kim kunne godt tage dem ned fra hylden og sætte dem ind på bordet med noget i. Når de kom og besøgte dem ville det være meget sjovt at se skålene igen og måske få serveret noget i dem. Men det var jo ikke sikkert de blev inviteret. Selvfølgelig blev de inviteret i hvert fald om søndagen og så var det nok til frokost. Men det havde været bedre at blive inviteret om lørdagen til likør også selv om den ikke blev serveret af karaffel, men bare kom i en dum spritflaske eller hvad som helst.
– Hvad koster de der? sagde Rita hen over skranken til manden der stod inden i en firkant af diske. Han gik hen og så hvor Rita pegede og vendte skålene om og kiggede på dem.
– De der? sagde han.
– Ja, sagde Rita.
Manden begyndte at fortælle, at de var svenske og importerede og at det var en særlig berømt fabrik, der lavede dem, og Rita nikkede, som om hun ikke havde hørt den samme historie tolv gange samme dag. Hun havde bare spurgt fordi hun ville vide, om der var prisforskel, og Munt kiggede på hende og var sikker på, at hun sov indvendig. Manden begyndte at tage skålene ud af hinanden og Munt lænede sig mod disken og mærkede at frakken gnavede sig længere og længere ned i hans højre skulder. Han stillede skolemappen fra sig og så sig om, for at se, om der ikke skulle være en stol i nærheden. Der stod en rundt om hjørnet ved en anden disk, men det ville være tarveligt mod Rita at gå hen og sætte sig. De var fælles om gaven, men lige nu kunne hun for hans skyld godt købe tre hundrede grydelapper og en bollesprøjte. I virkeligheden var det jo ligegyldigt, hvad de gav dem. Der ville blive en dynge stads stablet op på et bord ude hos Kim og de ville sige næh og ah og ih, og ikke en af dem lagde mærke til, hvad der var fra hvem undtagen lige hvis det var en sølvopsats med en svane på eller tolv af hver af et eller andet. Men det var ikke rigtigt. Næste dag eller dagen efter ville de gå gaverne igennem igen, og så ville de se, hvem der havde givet hvad, fordi der også skulle skrives takkekort og hvis han og Rita så ikke havde givet dem noget ordentligt var det dårligt. Munt flyttede vægten fra den ene fod over på den anden og prøvede på at slappe skulderen af. Han så at Rita havde taget en af skålene i hånden og stod og vejede den. Hvis den nu faldt på gulvet, kom de til at betale den, og så var der ikke så mange penge tilbage. Det var også umuligt at købe noget, der kostede lige hundrede kroner. Rita rystede på hovedet og Munt skyndte sig at samle sin mappe op for at følge efter hende. Hvis han havde sagt, at de skulle tage dem, havde hun købt dem. Men han havde ikke sagt noget. Han havde bare stået og gloet efter den satans stol. Nu dampede hun af sted gennem afdelingen og han hoppede to gange og holdt under mappen for at komme op på siden af hende. Han var alt for træt til at tænke på hende som andet end sin storesøster og hvis nogen havde givet ham en iscremesoda, ville han have ladet den stå. De passerede det store hul i midten, hvor man kunne se ned i afdelingen for stoffer og tæpper, og han vidste ikke, hvor hun var på vej hen. Måske hun havde det ligesom ham og gik direkte over i dameafdelingen og smed hundrede kroner på disken og bad om for hundrede kroner af det man fik mest af. Men hun drejede om hjørnet og fulgte igen kanten af hullet ned til stuen og han følte sig en lille smule svimmel, men fulgte efter. Rita standsede ud for elevatoren og så på sedlen bag glasset, hvor der stod, hvad man fik på de forskellige etager.
– Jeg er sulten, sagde Rita.
Munt så på hende og kunne ikke forstå, at hun var sulten når han havde kvalme. Men selv om han havde kvalme, kunne han godt drikke noget. Han stirrede sammen med hende på den lille liste med navne og betegnelser.
– Vi går, sagde hun.
En gang imellem sagde folk lige det man havde lyst til at høre, og det Rita sagde nu, var det han gerne ville høre. Det havde ligget så langt væk i hovedet på ham, at han slet ikke skænkede muligheden en tanke. Han kunne godt lide sin store søster. Han stod med mappen i hånden og havde stukket alpehuen ned i den højre lomme.
– Vi skal snart spise, sagde Munt.
Hun så hen på ham over det gule halstørklæde og han lagde mærke til at hendes krave sad lidt skævt i den ene side. Lyset fra lamperne i loftet fik skyggen af hendes hoved til at falde ned over skulderen og gjorde hende sort på den side af halsen, der vendte over mod ham.
– Det gør ikke noget, sagde Rita. Vi skal bare have lidt.
Han fulgte efter hende igen, da de gik væk fra elevatoren og over til trappen i siden af bygningen. De klaprede ned ad trinene og han havde ikke besvær med at følge hende. De gik skødesløst langs med gelænderet og lod fødderne slubre en lille smule og rytmisk. Hendes skuldertaske dinglede ud fra armen i de lange remme, og hun satte hånden op med tommelfingeren ved skulderen for at holde tasken fast så den ikke skulle ryge af i farten. De kunne købe gaven en anden dag. Der var tid nok. Han var forrest gennem hovedhallen og holdt døren for hende, da de skulle ud. Manden med kasketten og den grønne uniform holdt døren for dem begge to, da de skulle helt ud og solen lyste på den store bygning overfor, da de stod på fortovet neden for trappen. De gik til venstre, og Rita havde taget sin pung frem, for hun gav.