KAPITEL 3
Hale-familien havde mange ejendomme, men det var hverken penthouselejligheden på Park Avenue (for smart), lejligheden i Hongkong (for larmende) eller palæet på luksusøen Martha’s Vineyard (alt for meget sand), som hørte til blandt W.W. Hale den 5.’s foretrukne. Nej, han holdt mest af ejendommen på den to en halv kvadratkilometer store grund ude på landet i delstaten New York. Det var i hvert fald det eneste sted, Kat nogensinde havde hørt ham sige: ”Så er vi hjemme.”
Forhallen var to etager høj og strakte sig næsten ti meter ud foran dem. Hale gik i forvejen og skyndte sig forbi et Monet-maleri. Mon han troede, at det ville forhindre hende i at lægge mærke til det og så måske stjæle det? Han pegede hen mod trappen. ”Marcus har givet dig det blå værelse. Du kan bare gå op, hvis du vil. Eller vi kan gå ud på terrassen og bede Marcus komme med noget at spise. Er du sulten? Jeg har helt glemt at spørge. Vil du have …”
”Ja, jeg vil gerne have, at du fortæller mig, hvad der foregår.”
Efter at have lyttet til Hales snorken og set landskabet glide forbi uden for bilen i flere timer havde Kat opgivet at finde på en strategi til at få sit kostskoleliv tilbage. Hun havde været alle mulighederne igennem i sit hoved. Så nu benyttede hun enhver tyvs ældste og mest pålidelige metode til at få, hvad hun ville have. Nemlig at bede pænt om det.
”Kom nu, Hale.”
Han svarede ikke. Han havde alt for travlt med at komme gennem forhallen og få hende skubbet ind i et halvmørkt værelse, hun aldrig havde set før. Månelyset strømmede ind gennem vinduerne, og der var bogreoler, lædersofaer, cognackarafler og en sur lugt af gamle cigarer og rigdom. Kat var ikke i tvivl. Det var et vigtigt værelse. For vigtige mænd. Alligevel strøg hun forbi Hale uden at blinke … indtil hun så maleriet.
At nærme sig det var som at træde hen til et vindue, der førte ind til et andet land. Et andet århundrede. Hun studerede de dybe farver og de stærke penselstrøg. ”Det er smukt,” hviskede hun, mens hun stirrede på værket i månelyset.
”Det er en Vermeer.”
Kat vendte sig om mod Hale, som stadig stod i døråbningen. ”Er det stjålet?”
”Hvad skal jeg sige?” Hale stillede sig bag hende og studerede maleriet hen over hendes skulder. ”Jeg mødte en meget venlig mand, som ville vædde på, at han havde det bedste alarmsystem i hele Istanbul.” Hun kunne mærke varmen fra hans ånde i nakken. ”Det havde han så ikke.”
Kat stod helt stille, indtil Hale gik over til skrivebordet i det fjerneste hjørne af det enorme værelse. Han tog telefonrøret og sagde: ”Marcus, vi er hjemme. Kunne du komme med noget … Ja tak. I biblioteket.” Han holdt hånden over røret. ”Kan du lide pastrami?” Kat stirrede spørgende på ham, men han smilede bare. ”Hun elsker det,” udbrød han. Han lagde på og lod sig synke ned i en af lædersofaerne, som om han ejede stedet. Men det gjorde han jo rent faktisk også, måtte Kat huske sig selv på.
”Nå,” sagde han med et langsomt og veltilpas grin. ”Har du savnet mig?”
En god tyv er også altid en dygtig løgner. Det er en af håndværkets vigtigste færdigheder. Så måske var det meget godt, at Kat havde opgivet sit liv som tyv – for hendes benægtende svar fik bare Hale til at smile endnu bredere.
”Hvor er det dejligt at se dig, Kat.”
”Du burde måske lige huske på, hvem jeg er, før du prøver på at fuppe mig.”
”Nej,” sagde Hale og rystede på hovedet. ”Du burde huske på, hvem du er. Jeg fatter ikke, du gerne vil tilbage til Colgan. Vær glad for, at jeg fik dig væk fra det sted.”
”Der var ikke så slemt. Der kunne jeg være blevet normal.”
Hale grinede. ”Tro mig, du ville aldrig være blevet normal på den skole.”
”Jeg kunne være blevet lykkelig.”
”De smed dig ud, Kat.”
”Fordi du fik mig beskyldt for noget, jeg ikke havde gjort!”
Hale trak på skuldrene. ”Så siger vi det.” Han strakte armen hen over ryglænet på sofaen. ”Men jeg hjalp dig med at flygte, fordi jeg har en besked til dig.”
”Måske havde der været en nemmere måde … Ejer din familie ikke et mobiltelefonselskab?”
”Kun et lille et,” sagde han og viste to centimeter med fingrene. ”Desuden skal den her besked overbringes personligt.”
”Jeg troede ikke, min far ville tale med …” Hun gjorde ikke sætningen færdig. Hale rystede på hovedet, og pludselig begyndte tingene at falde på plads for Kat. Hun lod sig falde ned på sofaen over for ham og spurgte: ”Hvordan har onkel Eddie det?”
”Han har det godt.” Hale nikkede. ”Han bad mig hilse. Han siger, at skoler som Colgan ødelægger ens sjæl.” Hun skulle til at sige ham imod, men han standsede hende. ”Men det er ikke beskeden.”
”Hale …” stønnede hun træt.
”Kat …” efterabede han. ”Vil du høre onkel Eddies besked, eller hvad?”
”Ja.”
”Han siger, han bliver nødt til at levere dem tilbage.”
”Hvad?” Kat var sikker på, hun havde hørt forkert. ”Hvad er onkel Eddie nødt til at …?”
”Nej, det er beskeden. Jeg citerer: Han bliver nødt til at levere dem tilbage.”
Kat rystede på hovedet. ”Det forstår jeg ikke.”
”Nogen begik et kup, Kat. For en uge siden … i Italien.”
”Jeg har da ikke hørt om noget kup,” insisterede hun. Så kom hun i tanke om, at hun havde været ude af miljøet. Ude af inderkredsen. Ude af det liv. Hun vidste, hvad der blev serveret i Colgans kantine hver dag hele måneden, men det her …
”En privat samling,” fortsatte Hale. ”Meget dyrebare malerier. Et avanceret sikkerhedssystem. Meget høj risiko. To – måske tre – teams i hele verden kan have gjort det, og …”
”Min far står øverst på den liste?”
Hale rystede på hovedet. ”Der er ingen liste. Der er kun …”
”Far.” Kat tænkte sig om og sukkede. ”Og hvad så?” spurgte hun. Pludselig virkede det hele så absurd. ”Det er hans arbejde, Hale. Det er det, vi alle sammen laver. Hvorfor er det her anderledes?”
Hun rejste sig op og gik hen mod døren. Som et lyn var Hale oppe af sofaen og greb fat om hendes håndled.
”Det er anderledes, fordi det er anderledes, Kat. Fyren her – maleriernes ejer – han er en af de slemme drenge.”
”Jeg er Bobby Bishops datter, Hale. Jeg kender mange slemme drenge.”
Hun forsøgte at rive sig løs, men Hales bryst var presset ind mod hendes. Hans hænder føltes varme mod hendes hud. Hans stemme lød endnu mere indtrængende, da han hviskede: ”Hør nu efter, Kat. Han er ikke en slem dreng sådan som din far eller onkel Eddie.” Han trak vejret dybt. ”Eller som mig. Ham her hedder Arturo Taccone, og han er slem på en helt anden måde.”
I de to år, Kat havde kendt Hale, havde hun set ham se drillende og arrogant ud. Hun havde set ham, når han så ud til at kede sig. Men hun havde aldrig set ham være bange før. Hun skælvede let.
”Han vil have sine malerier tilbage.” Hales stemme lød blidere nu. Den hårde klang var væk og afløst af noget andet. ”Hvis ikke han får dem inden to uger, så …” Hale havde tydeligvis ikke lyst til at sige mere, og det var godt det samme. Kat havde ikke lyst til at høre det.
Kat faldt tilbage i sofaen og kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde tabt mælet. Men faktisk kunne hun heller ikke huske, hvornår hun sidst havde fået skylden for en forbrydelse, hun ikke havde begået. Eller var blevet smidt ud af en kostskole, hun havde brugt tre måneder på at snyde sig ind på. Eller hvornår hun sidst var blevet bortført af en fyr, der havde råd til at købe et maleri af Monet, men som ikke kunne lade være med at stjæle et af Vermeer. I sådan en situation var det vel okay at miste mælet.
”Min far … Han plejede at være mere forsigtig,” svarede hun blidt.
”Han plejede at have dig.”
Kat spiste sin pastramisandwich og drak limonade til. Hun kunne mærke, at Hale betragtede hende, men ellers sad hun bare musestille. Hendes familie ville virkelig have været stolt af hende.
En time senere fulgte Marcus hende op ad den svungne trappe. Kat stirrede og forsøgte at gætte, om butleren med det sølvgrå hår var halvtreds eller firs. Hun lyttede efter og forsøgte at finde ud af, om hans accent var mere skotsk end walisisk. Men mest af alt undrede hun sig over, at Marcus var den eneste butler, hun nogensinde havde set i kredsløb om planeten Hale.
”Jeg har tilladt mig at lade Dem sove i fruens værelse, frøken.”
Marcus åbnede den brede dobbeltdør, og Kat protesterede. Huset havde trods alt fjorten soveværelser. Så tændte Marcus lyset, og Kat indåndede den hengemte lugt fra værelset. Det var rent, men forsømt. Der stod en kæmpestor dobbeltseng, en sofa, og så var der mindst tyve silkepuder i forskellige blå nuancer. Et smukt, men trist værelse, tænkte hun. Det manglede et varmt og bankende hjerte.
”Hvis De får brug for noget, frøken,” sagde Marcus henne fra døren, ”har jeg nummer syv på den interne telefon.”
”Nej,” mumlede Kat. ”Jeg mener, ja … Nej, jeg mener, at jeg ikke har brug for noget. Tak.”
”Det er i orden, frøken,” sagde han og rakte ud efter dørhåndtaget.
”Marcus,” sagde hun og stoppede ham. ”Har Hales forældre … Jeg mener, hr. og fru Hale … hvor længe bliver de væk?” spurgte hun. Gad vide, hvad der var værst? At have forældre, der var døde – eller forældre, der bare var gledet væk fra en?
”Husets frue får ikke brug for værelset, frøken.”
”Kommer du nogensinde til at kalde mig ved mit fornavn, Marcus?”
”Ikke i dag, frøken. Ikke i dag,” gentog han blidt.
Han lukkede døren, og Kat hørte hans fodtrin fortone sig ned ad den lange gang. Hun lagde sig på Hales mors tomme seng. Dynen var kold mod huden. Hun følte sig meget alene i det store værelse og tænkte på sin far og onkel Eddie, på Monet og uerstattelige Porscher.
Timerne gik. Hendes tanker flød sammen, indtil de mindede om et impressionistisk maleri. Hun var alt for tæt på alting til at kunne se klart. Hun tænkte på den kriminelle verden og på den dag, hendes far havde lovet hende en is for bare at skrige – og blive ved med at skrige, indtil vagten uden for Tower of London forlod sin post for at se, hvad der var galt.
Hun hørte Hale sige: ”Han plejede at have dig.”
Kat sprang ud af sengen og rodede sine tasker igennem, indtil hun fandt sit pas. Hun åbnede det og så navnet Melanie O’Hara ved siden af et billede af sig selv med rødhåret paryk på. Hun rodede videre og åbnede et andet pas: Erica Sampson, en slank, blond pige. Tre forsøg mere vakte tre forskellige minder, indtil hun fandt … sig selv.
Hun gemte de andre piger væk. Indtil videre. Hun løftede røret og tastede syv. ”Marcus?”
”Ja, frøken,” svarede han og virkede alt for vågen her klokken fire om morgenen.
”Jeg bliver nok nødt til at tage af sted.”
”Selvfølgelig, frøken. Hvis De ser efter ved siden af telefonen, kan De se, at jeg har tilladt mig at …”
Så fik hun øje på den – en kuvert. En flybillet. Klokken otte på første klasse til Paris.