KAPITEL 9

Det kan godt være, at de ikke var vant til at modtage gæster i Taccone-villaen, men det lod de sig ikke mærke med.

Manden, der åbnede døren, mindede lidt om Marcus, da han uden et ord tog Kats frakke og venligt bad hende følge med. Der var marmorgulve og lysekroner, friske blomster og ild i pejsen i to af de fire rum, hun kom igennem. Men der lå ingen bunker med post på bordene, og ingen havde kastet deres frakke eller tørklæde over stoleryggene. Kat kunne tydeligt se, at her gik man lige så meget op i orden som i skønhed. Hun sagde ikke noget, fulgte blot efter butleren hen mod en dobbeltfløjet dør. Den virkede næsten mere skræmmende end vindebroen. Tavst ventede hun på at komme ind til Arturo Taccone.

Da dørene gik op, sad han bag et antikt skrivebord i nærheden af endnu en buldrende pejs. Rummet mindede meget om biblioteket i Hale-familiens hus i New England. Der var bøger og karafler, høje vinduer og et flygel, som Taccone sikkert spillede en hel del på, gættede Kat. Selvom huset var næsten to tusind kvadratmeter stort, fornemmede hun, at husets herre holdt til netop her.

”Vi vil gerne være alene,” sagde han til butleren. Hun hørte dørene blive lukket bag sig og tænkte, at det nok var en smule dumt ikke at være bange for at være alene med Arturo Taccone. Men hendes hænder var rolige, og pulsen slog normalt.

”Jeg burde vel byde dig velkommen i mit hjem, Katarina,” sagde han og lagde hovedet let på skrå. ”Men det her er noget af en overraskelse, og jeg lader mig normalt ikke overraske.”

”Jamen,” sagde Kat langsomt, ”jeg fik pludselig sådan en lyst til pasta.”

Taccone smilede. ”Og så kom du her helt alene,” konstaterede han. I virkeligheden var det et spørgsmål.

”Nu kunne jeg svare ja og få dig til at tro, at jeg løj.” Hun tog et skridt frem og lod hånden glide hen over en af stolenes babybløde læder. ”Eller jeg kunne sige nej og få dig til at tro, at jeg bluffede. Så måske skulle jeg bare sige … ingen kommentarer.”

Han skubbede sin stol tilbage fra bordet, mens han betragtede hende. ”Så du har – som I amerikanere udtrykker det – backup?”

”Ikke rigtigt.”

”Men du er ikke bange, vel?”

Hun befandt sig i Arturos yndlingsværelse. Alligevel var hun på hjemmebane. ”Nej, det er jeg vist ikke.”

Han stirrede på hende. Efter en ulidelig pause spurgte han: ”Du tror måske ikke, at jeg vil gøre en lille pige fortræd?”

Af årsager, som Taccone aldrig ville forstå, blev Kat overrasket over hans ord. Det føltes underligt at blive omtalt på den måde. Hun kunne ikke nægte, at hun var lille. Men pige lød underligt. Kvinde eller dame duede heller ikke. Hun havde været medlem af drengenes klub så længe, at hun nogle gange glemte, at hun ikke bare var en yngre og mindre version af mændene omkring onkel Eddies køkkenbord. At hun biologisk faktisk var ret meget ligesom Gabrielle.

”Sikke et smukt møbel,” sagde hun og pegede på Ludvig XV-skabet ved siden af pejsen.

Manden hævede brynene og spurgte: ”Er du kommet for at stjæle det?”

”Pokkers også,” sagde hun og knipsede med fingrene. ”Jeg vidste, at jeg skulle have taget min store taske med.”

Væmmelige mænd gør væmmelige ting, men Arturos latter skræmte Kat mere end noget andet. ”Det er en skam, vi ikke har mødt hinanden under andre omstændigheder, Katarina. Jeg tror, jeg ville have nydt at lære dig at kende. Men sådan skulle det ikke gå.” Han rejste sig op, gik hen til et barskab og skænkede sig et glas af noget, der så meget gammelt og dyrt ud. ”Jeg går ud fra, at du ikke har mine malerier.”

”Det har jeg ligesom sagt.”

”Hvis du kommer for at bede om mere tid, så …”

”Som jeg fortalte dine drenge i Las Vegas, så arbejder jeg på sagen.” Hun stirrede på Gorilla 2, som var smuttet ind og nu stod som en statue henne ved døren. ”Du fik måske ikke min besked?”

”Jo, jo.” Arturo satte sig i lædersofaen, som stod midt i rummet. ”Du har foretaget dig nogle interessante forespørgsler. Din grandonkels hjem i New York … Det var forventet. Han er en mand, man bør spørge til råds. Men din rejse til Las Vegas …” – han lænede sig tilbage og tog en slurk af sit glas – ”det var en overraskelse. Og da jeg så opdagede, at vi havde fået gæster i aften, blev jeg helt forvirret.”

”Jeg sagde det til dig i Paris,” forklarede Kat med fast stemme. ”Min far har ikke stjålet dine malerier. Hvis jeg får lidt tid og lidt hjælp, vil jeg måske kunne fortælle dig, hvem der har gjort det. Og jeg vil måske endda kunne sørge for, at du får dem tilbage …”

Hans smil voksede. ”Det var søreme et interessant tilbud.”

”Men først …”

”Hjælp?” gættede han.

Hun nikkede. ”Du siger, at min far har gjort det.”

”Jeg ved, at han har gjort det.”

”Hvorfor?”

”Åh, Katarina, enhver bare nogenlunde kompetent tyv vil vide, at jeg har truffet visse … forholdsregler … for at beskytte mig selv og min ejendom.” Arturo Taccone løftede hånden og slog ud mod de overdådige omgivelser.

”Ja ja, dine Stig 360-kameraer,” sagde hun med et smil. ”De er udmærkede, men personligt foretrækker jeg 340-modellen. De er mere klodsede, men har længere rækkevidde.”

Udenfor styrtede regnen ned, men indenfor var Taccones stemme tør som optændingsbrænde. ”Jeg havde håbet, at du ville tro mig, når jeg sagde, det var din far, der havde udført dette forfærdelige tyveri, Katarina. Men hvis …”

”Hør lige her,” sagde Kat og blev overrasket over sit skarpe tonefald. Hun gik hen imod Arturo. Gorilla 2 rørte på sig, men Taccone standsede ham med en håndbevægelse. ”Det her handler hverken om stolthed eller tillid, men om informationer. Du er en mand, der tager velovervejede beslutninger baseret på de bedst mulige informationer. Ikke sandt, signor Taccone?”

”Selvfølgelig.”

”Så hjælp mig. Hjælp mig med at skaffe malerierne tilbage. Sagde du ikke, at du havde beviser?”

Taccone løftede sin drink op mod lyset, som om han skålede for hendes mod. ”Selvfølgelig.”

Kat smilede glædesløst. ”Så vis mig, hvad du har.”

Senere – selvom Kat ikke var klar over det nu – ville hendes samtale med Taccone blive fortalt og genfortalt mindst tusinde gange i onkel Eddies køkken. Historien om, hvordan hun gik over vindebroen, ville ikke bare handle om regn, men sprint gennem kugleregn. Og fortællingen om, hvordan hun overtalte Taccone til at hjælpe sig, ville omfatte trusler, smadrede vinduer og et par antikke duel-pistoler (som Kat ifølge legenden endte med at stjæle).

Kat fortalte aldrig selv den sande historie til nogen. Hale og Gabrielle lå stadig ude i regnen, da vindebroen blev sænket, og Kat forlod stedet af egen fri vilje og i sit eget tempo.

Da hun gik gennem regnen og mørket, kunne Hale og Gabrielle ikke se dvd’en fra Arturo Taccone, som Kat havde klemt fast under armen. Men den fik de at se senere.

Og den ændrede selvfølgelig alt.