KAPITEL 20

Det var sent, da Kat kom hjem – eller rettere sagt ankom til Hales familielandsted. Kats eneste hjem var en lejlighed i New York. Og her havde herren i huset på det strengeste forbudt hende at gøre det, hun nu var i gang med.

Hun kunne mærke kuverten med fotografierne gnubbe mod sit maveskind. Hun havde stukket den ned i linningen på sine cowboybukser for at skjule den. Hallen var stor, kold og tom. På væggen hang der malerier af Hales slægtninge, som for længst var døde og borte. Hun forestillede sig, at de holdt vagt og ventede på, at de levende familiemedlemmer skulle komme hjem.

Kat savnede onkel Eddie.

Hun fik pludselig vildt meget lyst til en skål suppe.

Og hun savnede at snakke med sin far.

Hun tog et skridt frem og mærkede kuverten mod maven igen. Hun havde lyst til at ringe til alle sine venner og bekendte og sige, at de skulle gå under jorden. Men hun kendte kun professionelle tyve, og de levede allerede i skjul.

”Angus, hun er her!” Hamish Bagshaws stemme havde ændret sig. Ingen tvivl om det. Han sad nederst på trappen og ventede på hende.

Han gumlede løs på sit tyggegummi og grinede, da hans bror kom ud i hallen med en skål is. ”Genialt!” sagde Angus.

Kat ville helst være gået videre, men Angus stillede sig foran hende.

”Vi håbede, at vi kunne få et minut af din kostbare tid,” sagde han.

Hamish så sig om i den tomme hall og tilføjede så: ”Alene.”

Angus var elleve måneder ældre end sin bror og lidt højere. De havde begge to hår, der var en mellemting mellem rødt og blondt, og deres hud så ud, som om den kunne blive solskoldet selv på en overskyet dag. De var bredskuldrede, men havde tynde arme. Det gik op for Kat, at de stadig var i voksealderen. At der stadig var lang tid til, at de var rigtige mænd.

”Hvad er der?” spurgte hun.

”Vi har længe villet tale med dig om … ja, nogle uheldige hændelser. Vi ville bare sige …”

”Lige et øjeblik,” stoppede Kat ham. ”Hvilke uheldige hændelser?”

”Jo, altså …” begyndte Hamish. ”Det gik lidt skævt med et job her for nylig.”

”I Luxembourg?” spurgte Kat.

”Har Hale allerede fortalt dig om det?” spurgte Hamish. ”Det var ellers et ret godt kup, men …”

”Hamish!” vrissede Kat. ”Kom til sagen!”

Brødrene tog sig sammen. ”Det var efter Luxembourg,” fortalte Angus.

”Hvad …” begyndte Kat, men Hamish slyngede begge arme omkring hende og sagde: ”Ved du, hvad vi elsker ved dig?”

”Altså ud over din skønhed,” tilføjede Angus, selvom ingen af dem, så vidt hun vidste, nogensinde havde lagt mærke til, hvilket køn hun var.

”Ja, ud over den,” bekræftede Hamish og nikkede.

”Og din intelligens,” tilføjede Angus.

”Som er ret imponerende,” bakkede Hamish ham op.

”Venner …” Kat var ved at miste tålmodigheden. ”Hvad skete der?”

”Det var ikke så meget hvad,” sagde Angus og lod ordene svæve i luften.

”Som hvem,” sluttede hans bror af.

Angus trak sig lidt tilbage og studerede hende. ”Har du ikke hørt om det?” Da Kat rystede på hovedet, kiggede han ned i gulvet. ”Wauv, Kat, du har virkelig været væk.”

De to drenges ansigtsudtryk bekræftede tydeligt den følelse, hun havde haft, da hun trådte ind i onkel Eddies køkken – hun havde gjort det. Katarina Bishop havde i den grad forladt sit tidligere liv. Det havde ikke været en drøm.

”Hvad skete der?” spurgte Kat.

”Så slemt er det heller ikke,” sagde Hamish. ”Vi skulle ikke have …”

”Skal jeg ringe til onkel Eddie?” truede hun.

”Vi vidste ikke, at de var nonner!”

Der var en regel, som var ældre end selv et Tjelovek Pseudomina. En sandhed, som ikke engang de største løgnere kan benægte: Man må ikke snyde en ærlig person. Og hvis man gør det … kommer man til at fortryde det.

”Vi er kommet på den sorte liste, Kat,” indrømmede Angus og så skyldbetynget over på sin bror. ”Onkel Eddie har bedt os holde en pause i et stykke tid. Men din far har altid været så venlig mod os … Hvis du siger, vi skal gå, så gør vi det. Og hvis du siger, vi stadig må være med …”

Kat betragtede de to drenge, som havde stjålet hendes første mælketand og forlangt løsepenge af tandfeen. De to drenge, som havde stjålet en Tyrannosaurus rex fra Naturhistorisk Museum – en knogle ad gangen.

”Venner, onkel Eddie vil ikke have, at nogen af os er med til det her.” Kat vendte sig om og gik ind i det kæmpestore hus, mens hun råbte over skulderen: ”Selvfølgelig er I med!”

Da hun trådte ind i biblioteket lidt senere, vidste hun straks, at der var noget galt.

For det første var Simon blegere, end han plejede at være. Gabrielle lå på sofaen med fødderne oppe, en våd klud på panden og uglet hår. Og da Angus satte en skål is ved siden af hende, prøvede han ikke engang på at kigge ned i hendes udringede bluse.

”Velkommen tilbage.” Hun fik øje på Hale, der stod lænet op ad vindueskarmen bagerst i værelset. Han hverken sad ned eller stod op. Han skubbede sig fri og sagde. ”Det er vel nok dejligt, at du kunne komme.”

Kat mærkede kuverten gnubbe mod maveskindet. Hun kunne have svoret på, at hun hørte den skrabe mod cowboybukserne, så det gav genlyd i det stille værelse. Men det var bare hendes ører, der spillede hende et puds. Eller hendes hoved. Måske havde hun også mistet sin kølige distance på Colgan.

”Jeg har det fint, Kat.” Gabrielle besvarede det usagte spørgsmål med en dramatisk håndbevægelse med sin uskadte hånd. ”Brandsårene på mine fødder skal nok forsvinde.”

Ingen af de andre sagde noget. De kiggede alle sammen på Kat, men ingen ville overbringe den dårlige nyhed.

”Hvad?” udbrød hun og så sig om i værelset.

”Simon,” sagde Hale og smed sig ned på en af lædersofaerne og smækkede benene op. Han gjorde tegn til, at Simon skulle begynde.

”Førstehjælpsfolkene sagde, at svimmelheden burde forsvinde snart,” fortsatte Gabrielle henne fra sofaen. Alle ignorerede hende.

”Tja,” sagde Simon langsomt. Der stod tre bærbare computere foran ham. Den lille konsol, han havde haft med sig på Henley-museet, var sluttet til den ene af dem. En tredimensional model flimrede på skærmen. ”Det er …” – Simon så ud, som om han ledte efter det rigtige tekniske udtryk – ”… kompliceret.”

”De gav mig en fantastisk salve til mine skoldede fingerspidser,” tilføjede Gabrielle. Ingen hørte efter.

”Vil I have den gode eller den dårlige nyhed først?” spurgte Simon.

”Den gode,” sagde Kat og Hale i kor.

”I løbet af det sidste halve år har Henley-museet fået opdateret hele sikkerhedssystemet – som allerede var helt tip top. Og her mener jeg Henley-tip top. Så det nye system er …”

”Skulle det være den gode nyhed?” spurgte Hale.

Simon nikkede. ”Den slags ændringer udføres ikke fra den ene dag til den anden. De gør det en sal ad gangen og begynder selvfølgelig med de mest værdifulde sale, og …”

”Romani-salen står ikke øverst på listen?” gættede Kat. Simon rystede på hovedet. ”Nej, langtfra. Så hvis Henley har nogen sårbare punkter, så er det faktisk der.”

Kat havde tilbragt mange timer med at spekulere over, hvorfor det lige netop havde været den sal på det museum. Hun vidste, at det ikke var en tilfældighed. Der måtte være en god grund til, at Romani havde valgt netop den sal frem for Renæssance-salen eller museets andre hovedsale. Nu kendte hun den. Hun smilede. På en eller anden måde begyndte verden at hænge sammen igen.

”Og så den dårlige nyhed,” sagde Hale.

Simon trak på skuldrene. ”Det er stadig Henley-museet.”

Der gik et øjeblik, før ordene sank ind – og før de alle sammen fattede omfanget af den opgave, der lå foran dem. I Kats verden afhang succes af alle de små detaljer, at det var nemt at miste overblikket. Men hun vidste udmærket, hvad de var i gang med. Og ganske langsomt begyndte det også at gå op for de andre.

”Systemet er hermetisk lukket,” fortsatte Simon lidt efter. ”Vi kan ikke hacke os ind. Men det vidste vi jo på forhånd.”

”Kunne du gå over til det, vi ikke allerede ved?” udbrød Hale utålmodigt.

”Okay,” sagde Simon og nikkede til Hale, som om dét var en genial idé. ”De har allerede opdateret alle installationer i hovedbygningen med det bedste og det mest avancerede udstyr. Det er helt vildt …”

”Simon,” hvæsede Hale.

”Jamen det var så den dårlige nyhed,” sluttede Simon. ”Vi kan ikke hacke os ind. Selvom jeg måske kunne trænge ind til deres mainframe, kan jeg ikke deaktivere systemet.”

”Jeg håber virkelig, der er flere gode nyheder,” begyndte Hamish.

Simon smilede. ”Det er altid besværligt at installere den slags i gamle bygninger som Henley,” sagde han med strålende øjne.

”Og …” sagde Hale straks.

”Nogle gange, mens man installerer et nyt system …” begyndte Simon. Kat nikkede allerede.

”… så lader man de gamle systemer blive siddende,” afsluttede hun. Hun så over på Hale, og de udbrød i kor: ”Ligesom dengang i Dubai.”

Simon nikkede. ”Jeg siger ikke, at jeg kan få det op at køre. Men hvis jeg kunne komme ind i sikkerhedsrummet i bare femten minutter, og hvis jeg har ret … ja, så har vi fundet vejen ind til Henleys allerhelligste.”

”Gør det,” sagde Hale, men standsede så op. Han kiggede over på Kat og gjorde tegn til, at hun skulle fortsætte.

Kat vendte sig om mod sin kusine. ”Gabrielle, hvad fandt vi ud af?”

Gabrielle gloede irriteret på hende. ”Vi fandt ud af, at næste gang du vil vide, hvor effektiv en tyverisikring er, kan du godt …” Hendes stemme døde hen, og hun lænede sig tilbage mod puden. ”Hvad var det lige, jeg var ved at sige?”

Kat så hen på brødrene.

”Gitterlågerne ind til udstillingssalen gik ned 1,2 sekund efter kontakt,” fortalte Angus.

”Og hele bygningen var lukket af på under 5 sekunder derefter,” tilføjede Hamish og lagde det ene ben over det andet. ”Så vi kan ikke klare det her ved at være hurtigt ude ad døren. Det er helt sikkert.”

”Ja, det er det,” gav Angus ham ret. ”Og de der Henleyvagter er ikke til at spøge med. De lader os aldrig spadsere ud ad hoveddøren midt på dagen med fem malerier under armen.”

”Selvom det ikke engang er deres malerier,” tilføjede hans bror.

”Skønt,” udbrød Gabrielle nede fra sofaen. ”Så har jeg ødelagt mine negle til ingen nytte.”

”Hvad mener du?” sagde Kat. ”Takket være dig, Gabs, kender vi nu til mindst ti måder, vi ikke skal gøre det på.”

”Mary Poppins?” foreslog Hale fire timer senere.

”Ved du, hvordan man får det til at regne inden tirsdag?” spurgte Gabrielle.

”Hvad med Daggamle skægstubbe?” spurgte Hamish.

”Backup-generatorerne giver os kun fem sekunder,” sagde Simon og rystede på hovedet.

De havde været igennem hvert eneste trick, de nogensinde havde hørt om, og et par stykker til, som Bagshaw-brødrene havde fundet på hen ad vejen. Kat havde helt glemt tiden, indtil hun så Gabrielle kvæle et gab. Hun tænkte kun på det ur, der tikkede inde i hendes hoved. Hendes deadline. Hendes plan. Hun stirrede på listerne og diagrammerne, som de havde tegnet med tusser på bibliotekets vinduer – og siden med eyeliner, da tusserne ikke duede mere.

”Det nytter ikke noget,” sagde Hale og satte sig i en af lædersofaerne. ”Måske hvis vi havde haft en måned.”

”Men det har vi ikke,” fortalte Kat ham.

”Eller hvis vi var to eller måske tre mere …”

Kat lukkede øjnene. ”Det er vi ikke.”

”Prinsessebruden?” foreslog Hamish, hvorefter hans bror vendte sig om mod ham.

”Ved du, hvor man finder en mand med seks fingre med så kort varsel?”

Kat mærkede stemningen skifte. De mistede håbet. Måske var de for trætte. Måske havde de været lukket inde i dette værelse for længe. Alligevel for hun sammen, da hun hørte Hale sige: ”Vi bliver nødt til at ringe til onkel Eddie.”

”Nej!” tænkte Kat med det samme, og der gik et øjeblik, før det gik op for hende, at Gabrielle havde gentaget hendes tanker mere højlydt. ”Onkel Eddie sagde nej. Fatter I det ikke? Hvis han har sagt nej, så …” Hun fuldførte ikke sætningen, og det så ud, som om det krævede alle hendes kræfter at sidde op i sofaen.

”Vi bliver nødt til at klare det her,” sagde Kat.

Simon så på hende. ”Hvad med at gå ind om natten? Det gjorde Romani.”

Hvis han overhovedet havde gjort det, tænkte Kat uden at turde sige det højt. Hun ville ikke minde de andre om – og mindst af alt sig selv – at der måske slet ikke var noget bag de fem malerier. Ud over nogle af verdens mest følsomme tyverisikringer. At det hele måske bare var en skyggejagt og ville være helt forgæves. Det største fupnummer, som en fupmager, der slet ikke fandtes, nogensinde var sluppet af sted med.

”Se lige på dem igen, Kat,” sagde Hale og pegede på tegningerne på vinduerne. ”En af planerne kan måske fungere, hvis den bliver udført af verdens bedste ottemands-team.” Han vendte sig om og talte: ”Men vi er stadig kun seks.”

”Seks personer kan godt klare det.”

”Det gør det mere risikabelt.”

”Ja …” sagde Kat og snurrede rundt, så hun kiggede direkte på ham. ”Det var det også, da jeg som femårig var klatrer for far under kuppet i Tower of London. Men vi klarede det.”

Hamish og Angus sad i et hjørne og smilede. ”Det var tider,” sagde Angus.

”Hvorfor kom du så sent hjem?” spurgte Hale afslappet, nærmest køligt. Det var nu, hun burde fortælle ham om fotografierne. Enten det, eller også burde hun gå sin vej.

”Gabrielle,” sagde hun og så på kusinen. ”Tak. Og … prøv med lidt fugtighedscreme.” Kat undgik at se på Hale, da hun sagde: ”Simon, mens jeg er væk, kan du så ikke finde ud af, hvordan vi får nogle øjne og ører derinde?”

”Det skal jeg nok,” sagde Simon. ”Vi kunne køre en … Vent lidt. Hvor skal du hen?”

Da Kat nåede ud til døren, stod Marcus der allerede med en kuffert i hånden. ”Jeg tænkte, at De ville få brug for den her, frøken.”

Hale sukkede. ”Paris?” Han kiggede væk. ”Hils din far.”