KAPITEL 24

Gregory Reginald Wainwright var stadig relativt ny på Henley-museet. Ni måneder havde været mere end nok til, at han havde fået tømt sine flyttekasser, og det var også lykkedes ham at lære navnene på de vagter og omvisere, der arbejdede i dagtimerne. Men hvedebrødsdagene, som man siger, var ved at være ovre for museets nye direktør. Det ville ikke vare længe, før bestyrelsen ville bede om at se kvartalsregnskaber og spørge ham ud om donationer og budgetoverskridelser – og ikke mindst om en person ved navn Visilij Romani.

Det var den slags bekymringer, der forhindrede ham i at koncentrere sig om avisen denne fredag morgen. Og derfor var han måske slet ikke ked af at blive forstyrret, da samtaleanlægget på hans skrivebord brummede.

”Hr. Wainwright,” sagde hans assistent. ”Der er en ung mand, som gerne vil tale med Dem.”

Han stønnede. Der var så mange unge mænd på Henley. Og unge damer. For det meste var det bare en høflig måde at sige børn på. De spildte sodavand på caféen og satte fingeraftryk på glasruderne i forhallen. Der kom busser fulde af dem hver dag hele skoleåret rundt. De stimlede sammen i udstillingssalene, snakkede alt for højt og fik museumsdirektøren til at foretrække sit fredfyldte kontor, en god kop te og sit papirarbejde.

”Hr. Wainwright?” Assistentens stemme lød lidt utålmodig. ”Skal jeg sende den unge mand ind? Han har ingen aftale, men han håbede, at De kunne afse et øjeblik.”

Gregory Wainwright ledte efter et svar – en undskyldning – men før han fik sagt, at han ventede en vigtig gæst, eller at han blev nødt til at foretage et vigtigt telefonopkald, tilføjede assistenten: ”Han hedder W.W. Hale den 5.”

”Er han god?” Nicks varme ånde ramte Kats øre. De stod alt for tæt på hinanden, tænkte hun, mens de holdt øje med en dør uden navneskilt, hvor to korridorer mødtes i et T-kryds på den anden side af Henley-museets sale. Der er garanteret nogen, der opdager det, tænkte Kat bekymret. Eller får mistanke om noget. Alligevel blev drengen stående lige bag hende og holdt vagt, indtil døren til direktørens kontor gik op, og en kejtet, halvskaldet og lettere vommet mand kom ud sammen med en dreng, der på alle måde var hans modsætning.

Kat så, hvordan Hale gjorde et stort nummer ud af at holde døren for den ældre mand. Hun tvivlede på, at andre end en professionel ville lægge mærke til det lille stykke tape, han efterlod på låsen, og det hurtige blik, han sendte i hendes retning.

Hun slappede af og sagde: ”Ja, han er god.” Men hun tænkte: Han er stadig vred.

Direktøren tog et lille kort op af inderlommen på sin jakke og kørte det igennem kortlæseren. Se bare, syntes han at sige, Henley-museet har verdens bedste sikkerhedssystem. Ingen andre steder i verden opbevares kunstværkerne lige så sikkert som her, lige meget hvad aviserne skriver.

Han vidste selvfølgelig heller ikke noget om Hale og hans tape.

Da manden stak kortet tilbage i jakkelommen, vendte Kat sig om mod Nick.

”Så du det?” spurgte hun. Han nikkede.

”Venstre inderlomme.” Nick grinede fjoget. ”Heldigt, at jeg er venstrehåndet.”

”Det her handler ikke om held, min ven.” Gabrielles tonefald røbede intet, idet hun gik forbi. Der var ikke antydningen af flirt eller udfordring i den. Hun var hundrede procent professionel, da hun råbte: ”Vær venlig at følge efter mig.” I det samme fyldtes Kats øresnegl med larm. Det lød, som om en hel flok skræppende og hvinende fugle var ved at bygge rede inde i hendes hoved, da hundrede halvtreds pludrende skolebørn samledes bag Gabrielle og fulgte efter hende ned ad gangen.

Larmen var øredøvende. Kat og Nick trak sig tilbage for ikke at stå i vejen for ungerne i deres nystrøgne bukser og marineblå jakker.

”Jeg beklager meget,” råbte Gabrielle til lærerne oppe foran børneflokken. ”Men i dag begynder alle rundvisninger i skulpturhaven.”

Trods larmen fra børnene kunne Kat høre Hale småsludre om London i sin øresnegl. Om regnvejr og hans evige jagt på den perfekte fish and chips. Vagterne i salen stod presset op mod væggen og glemte alle deres pligter i det kaos, der fulgte i Gabrielles kølvand.

”Angus, Simon, der er fri bane,” hviskede Kat.

Vagterne så ikke, at døren uden navneskilt gled ubesværet op. Og der var heller ingen af børnene, der lagde mærke til, at to drenge, de aldrig havde set før, pludselig forsvandt fra flokken.

”Vi er inde,” sagde Angus i Kats øre et sekund senere. Børnene blev ved med at komme, og de strømmede gennem Henleys udstillingssale som en flodbølge. Da Kat vendte sig om for at gå, bevægede hun sig i den modsatte retning. Hun var trods alt ikke noget almindeligt barn.

Katarina Bishop fulgte ikke i hælene på nogen.

”Så vidt jeg kan forstå, så fandtes Visilij Romani i virkeligheden.”

”Du skal bare holde øje med døren, Hamish,” advarede Kat ham.

”Det gør jeg også, Kat. Slap af. Som jeg sagde lige før, så var ham der Romani-fyren en af landets bedste tyve, indtil han faldt ned fra et vagttårn …”

”Jeg har hørt, at han druknede.” Angus’ stemme fyldte Kats øresnegl og overdøvede brorens stemme.

”Lad nu mig fortælle historien.”

”Simon?” spurgte Kat og så sig om i de overfyldte sale. ”Hvor lang tid skal du bruge?”

”Femten minutter,” lød Simons svar.

”Men Romani døde slet ikke, vel?” fortsatte Hamish uanfægtet. ”Eller rettere sagt, han døde, men så …”

”Hamish, holder du øje med den dør, eller hvad?” snerrede Gabrielle og blandede sig i samtalen, samtidig med at hun i passende afstand holdt øje med Hale og Henleys direktør.

”Det kan du tro, søde. Jeg ser den helt tydeligt. Som sagt døde han, men han blev genfødt. Kan I ikke se det? Hver ny generation har sin Romani.”

”Sådan er det altså ikke, Hamish,” indvendte Kat.

”Nej,” fortsatte Angus, der altid skulle spille storebror. ”Den rigtige Romani druknede. Og det er kun hver anden generation …”

”Drenge!” advarede Kat, men gik i stå. Hun kunne ikke skælde ud på de to brødre – hun kunne knap nok få et ord frem – da det gik op for hende, hvor tæt på hende Nick stod. Og hvordan han kiggede på hende, som ingen nogensinde havde gjort det før.

”Øh, hva’ så, Nick … har du boet længe i Paris?” Hun gik væk fra den statue, som de havde stået og beundret, mens de i virkeligheden holdt øje med de andre. Hun var glad for at komme lidt væk fra ham.

Drengen trak på skuldrene og fulgte efter. ”Med jævne mellemrum.” Kat mærkede et stik af noget – irritation, måske? Eller også var det noget andet.

”Din accent lyder ikke hundrede procent britisk. Er den det?” spurgte hun.

”Min far var amerikaner, men min mor er englænder.”

”Savner hun dig så ikke?”

Nick så sig omkring i Henleys statue-samling og rystede på hovedet. ”Der går et par dage, før hun begynder at savne mig.”

”Mere behøver vi ikke,” fortalte hun ham.

Nick standsede pludselig og smilede til hende. ”Jamen så får du da bare det, frøken Bishop.”

Hans ord rystede hende. Eller måske var det ikke så meget ordene som måden, de blev sagt på. Hun studerede ham og forsøgte at gennemskue ham.

”Ja?” sagde han og smilede gådefuldt. Han gik videre som en almindelig turist. Som en ganske almindelig dreng. ”Havde du ikke regnet med, at jeg ville tjekke dig ud? At jeg ville finde ud af, at du var den fantastiske Katarina Bishop?”

”Helt ærligt, hvordan tjekker man mig egentlig ud?” Kat rødmede. Hun vidste ikke hvorfor.

”Selvom jeg arbejder alene, kan jeg jo godt have et netværk. Rygterne sagde faktisk, at du havde forladt branchen.”

”Jeg er ikke …” Kat rystede på hovedet og forsøgte igen: ”Jeg er stadig på vej væk.”

Og det var hun – ned ad den brede korridor, ned gennem mylderet, som nu var blevet jævnt fordelt ud over museets mange sale. Da de gik forbi Renæssance-salen, så hun, at den ikke længere stod tom. Turisterne flokkedes igen foran da Vincis sidste mesterværk. Det var, som om verden var ved at genvinde balance og falde på plads igen.

”Her har vi Leonardo da Vincis Engel vender tilbage til himlen,” fortalte en omviser tre meter fra dem. ”Maleriet blev erhvervet til samlingen i 1946 af Veronica Hensley og betragtes som et af de kostbareste kunstværker i verden. Ja, efter fru Henleys mening er det faktisk det kostbareste. Lige før hun døde, spurgte nogle journalister hende, hvilket maleri hun helst ville have i sin samling – det her eller Mona Lisa. Til det svarede hun: ‘Lad bare Louvre beholde Leonardos dame. Jeg har hans engel.’”

Gruppen gik videre, og Kat møvede sig hen i nærheden af da Vinci-maleriet. ”Er du fristet?” spurgte Nick.

Var det smukt? Ja. Var det værdifuldt? Helt vildt meget. Men nu da hun stod over for et af verdens mest betydningsfulde malerier, undrede hun sig faktisk over, hvor lidt fristet hun var.

Og det var ikke, fordi det nærmest var umuligt at stjæle og praktisk talt umuligt at sælge på det sorte marked. Det skyldtes ikke alle de praktiske grunde, som en god tyv nok ville nævne. Hendes problem var, besluttede Kat – eller også håbede hun bare, at det var sådan – at hun var et godt menneske.

”Du har været med til nogle af de allerstørste kup, ikke?” spurgte Nick.

”Stor er et relativt ord,” sagde hun og slog det hen.

”Narrede du og din far ikke Tokyos børs sidste år?” Kat smilede, men svarede ikke. ”Og hvad med ambassaden i Paris? Og …”

”Hvad er det egentlig, du vil vide, Nick?”

Der gik et helt minut, inden han rystede på hovedet og sagde: ”Jeg forstår ikke Colgan-jobbet.”

”Det var ikke noget job. Det var mere … et nyt liv.” Nick stirrede tomt på hende. Så tilføjede hun: ”Det var en måde at … få udvidet min uddannelsesmæssige horisont på.”

Nick grinede. ”Hvad kan en som dig overhovedet lære sådan et sted? Eleverne der er jo bare … almindelige.”

”Ja,” sagde hun og gik videre. ”Det var ligesom hele idéen med det.”

”Det er i denne fløj, hr. Hale, at Deres Monet vil få sit nye hjem.” Direktør Gregory Wainwright bredte armene ud, som om Hale kunne få hele væggen for sig selv, hvis han ville. Hale havde set det før, og det var nok meget på grund af den overdrevne gestus, at han fandt det med at tage selv så tiltrækkende.

”Vi har udstillet nogle af verdens fineste kunstværker fra nogle af verdens fineste familier her,” fortsatte direktøren. Hale vendte sig om og studerede det pragtfulde rum, som om han kedede sig. Han kunne ikke have set mere ligeglad ud. Det var næsten for let … Det var trods alt en rolle, han var født til at spille. Direktøren kastede et blik på sit ur og sagde: ”Som tiden dog går.” Hale kunne mærke, at direktøren var ved at miste interessen.

”Sig mig engang, hr. … Worthington,” sagde Hale og pegede på en rigtig fin Manet. ”Hvordan kan jeg være sikker på, at mit maleri er i sikkerhed her?”

Direktøren klukkede faktisk af latter, da han vendte sig om og kiggede på drengen. ”Det her er Henleymuseet, unge mand. Vi har verdens mest avancerede …”

”Er der omvisere og vagter i salen i hele åbningstiden?”

”Ja.”

”Følger museet de retningslinjer, som Museernes Internationale Sammenslutning mod Tyveri foreskriver?” spurgte Hale, mens direktøren tydeligvis ville hurtigt videre i sit program. ”På guld-niveau?”

Direktøren virkede lidt fornærmet. ”Platin.”

”Har I magnetbånd med sensorer ved alle udgange?”

”Selvfølgelig.” Direktøren standsede. For første gang den dag turde Gregory Wainwright betragte den unge mand som en ganske almindelig, irriterende teenager. ”Nu vi taler om sikkerhed, så har jeg faktisk et meget vigtigt møde med vores sikkerhedschef her klokken ti.”

I sin øresnegl kunne Hale høre Kat spørge om det, han allerhelst ville vide. ”Er du klar til at få gæster, Simon?”

”Om fem minutter,” sagde Simon nede fra den anden fløj.

Direktøren blev ved med at snakke. ”Jeg forsikrer Dem, at vi er vant til at opfylde enhver anmodning, så hvis De vil i gang med papirarbejdet, skulle vi måske …”

”Jeg er ikke kommet for at udfylde papirer.” Hale stillede sig op foran direktøren og forsøgte at vinde tid ved at rose en smuk Pissarro på en måde, der antydede, at han havde dobbelt så smukke malerier derhjemme. Hvilket han faktisk også havde.

Museumsdirektøren lo forlegent. ”Jeg beklager meget, hr. Hale. Jeg havde fået det indtryk, at De gerne ville udstille Deres Monet midlertidigt her på museet.”

”Nej,” sagde Hale bare og trådte ind foran manden. ”Jeg vil ikke udstille min families Monet her på Henley.”

”Det beklager jeg, hr. Hale. Nu er jeg lidt forvirret. Er De her så på grund af …” forsøgte han sig.

”Kat,” sagde Hale og gjorde mandens sætning færdig, mens han stirrede ned ad gangen, hvor Kat og Nick stod seks meter væk og gloede med åben mund. Gregory Wainwright blev ved med at nikke, mens han ventede på, at den unge milliardær skulle afslutte sin sætning. ”Jeg er her på grund af hende.”

De fleste midaldrende forretningsfolk ville nok have undret sig over denne usædvanlige bemærkning fra en alt andet end almindelig dreng. Men Gregory Wainwright var vant til, at usædvanligt rige folk opførte sig usædvanligt, så han nikkede blot og spurgte smilende: ”Sagde De katte?”

”Ja,” sagde Hale. Kat måtte indrømme, at Hale var en dygtig insider – når bare han holdt sig til manuskriptet. Men det gjorde han desværre aldrig. Og nu begyndte Gregory Wainwright at gå igen, hvilket tvang Hale til at følge efter.

”Jo, Greg. Det er min mor. Hun er inde i en katteperiode. Binky er en perser,” sagde han bare, som om det forklarede det hele. ”Og Binky har det med at fælde på alle dagligstuemøblerne.” Gregory Wainwright nikkede, som om han så udmærket forstod.

”Derfor har vi fået nye møbler i dagligstuen, men de passer slet ikke til Monet-maleriet.”

I et kort sekund fik Kat indblik i en verden, hvor folk blev trætte af et maleri til mange millioner, fordi det ikke matchede sofaen.

Det mærkeligste ved det hele var måske, at historien ikke virkede underlig på hverken Gregory Wainwright eller Hale selv for den sags skyld.

Kat tænkte på Hales mors tomme værelse og det tomme hus – alle de værdifulde ting, som kvinden slet ikke savnede.

”Han er god.” Nick så over på Kat, som ikke kunne lade være med at smile. ”Hvor længe har I været sammen?” spurgte han så, og straks forsvandt Kats smil.

”Vi er ikke sammen,” røg det ud af hende. Hun ønskede med det samme, at hun havde sagt noget andet. Noget lidt mere vittigt. Eller gennemtænkt. Men det var allerede for sent, og nu lød hun som en fornærmet lillepige og en håbløs løgner – og hun plejede ikke at være nogen af delene.

”Jeg mente bare, hvor længe I har arbejdet sammen,” tilføjede Nick med et fjoget smil. ”Men det andet er da også rart at vide.”

Før hun nåede at tænke mere over det, hørte de fodtrin på gangen hen til direktørens kontor.

”Simon?” sagde hun, men inden han havde nået at sige: ”Giv mig ét minut til,” skete der noget, Kat aldrig før havde oplevet på et job.

Direktøren og Hale kom hurtigt nærmere.

”Vind tid,” hviskede hun og skulle lige til at vende sig om, tænke, gøre noget, da Nick lynhurtigt greb fat i hendes arm og trak hende ind til sig med et blidt: ”Så gerne.” Før hun kunne finde på en afledningsmanøvre, slog han armene om hende og kyssede hende der midt i korridoren på Henley-museet.

For øjnene af Gregory Wainwright og Hale.

Ud af øjenkrogen så hun de to standse, sekundet før de drejede om hjørnet – og tog Simon på fersk gerning. Og hun var sikker på, at hun hørte direktøren sige noget i stil med: ”Nu er de også begyndt at kysse i mit museum …”

I øresneglen hørte hun Angus sige: ”Vi er færdige.” Men hun ville hellere høre Hales stemme.

Samtidig med at hun trak sig væk fra Nick, sagde Hale afslappet og upåvirket: ”Hvis jeg skal være ærlig, hr. Wainwright, så kan jeg ikke love Dem noget. Ikke før De garanterer, at der ikke er noget at frygte fra denne mand …” Han knipsede med fingrene, som om han prøvede at komme på navnet. ”Denne Visilij Romani.”