Politidirektør Gurli Iversen småløb med opspilede øjne og åben mund hen ad gangen på Politigården. Da hun nåede chefkriminalinspektør Konrad Simonsens kontor, bragede hun ind ad døren, uden at banke på. Det skete sjældent, normalt var hun meget korrekt i sin opførsel.
Indenfor sad Konrad Simonsen ved sit skrivebord, foran stod hans hustru, Nathalie von Rosen, af alle kaldet Komtessen. Han var en stor 62-årig mand, halvskaldet med et tungt, magtfuldt ansigt og sorte buskede øjenbryn. Hun var omkring ti år yngre, elegant klædt og med kortklippet lyst hår. De havde diskuteret ferie, et tilbagevendende tema, når de skulle have fri. Han ville som sædvanlig helst blive hjemme i huset i Søllerød, have tid til at dovne og drikke en øl med naboen over hækken. Hun ville til Sydfrankrig. Begge kiggede forbavset mod døren, da deres chef kom tumlende ind. Politidirektøren sagde forpustet:
- Der er et barn, som er blevet kidnappet fra en børnehave i Kokkedal. Det er sket her for to timer siden, og begge forældre er kollegaer fra Glostrup, men det er værre endnu: pigens morfar er Hans Gunnarsen, altså vicerigspolitichefen.
Komtessen hentede en stol til politidirektøren. Sæt dig ned. Hun skubbede hende ned at sidde. Politidirektøren tog en dyb indånding og slappede en smule af. Så kiggede hun på Konrad Simonsen og sagde:
- Det er en pige, og hun er fire år. Hun går i børnehave på Østerbro, og hundene har mistet sporet. Jeg er her for at bede dig om at tage sagen, det vil alle meget gerne have.
Konrad Simonsen rejste sig. Det føltes underligt at sidde bag skrivebordet, mens politidirektøren sad foran. Han stillede sig hen på sin faste plads ved vinduet og lagde håndfladen på vindueskarmen.
- Hvordan kan pigen både gå i børnehave på Østerbro og i Kokkedal?
- Børnene tager fra byen hver dag og op i en skov i Kokkedal. Eller ikke helt i Kokkedal, men tæt på. Jeg kan ikke huske, hvad skoven hedder … hvis jeg altså har fået det at vide … men … men det tror jeg ikke. Jo forresten, den hedder Stasevang, ikke Stasevang Skov, kun Stasevang, og børnehaven hedder Thorvalds Børnehave.
Komtessen kiggede appellerende på sin mand og chef, det ville måske være meget fornuftigt at tage den sag. Politidirektøren havde ofte hjulpet ham. Konrad Simonsen undgik hendes blik og sagde:
- Nordsjællands Politi kan sagtens gøre deres eget arbejde. De er ikke mindre dygtige, end vi er.
Han modstod fristelsen til at understrege, at han var drabschef, og at hun befandt sig i Drabsafdelingen, der ikke normalt arbejdede med forsvundne børn. Hun fejede hans indvendinger af bordet som en detalje:
- Jamen, du kan selvfølgelig bruge de lokale, alt det du vil. Det bliver intet problem. Men Hans, altså vicerigspolitichefen, han er helt ude af den, stakkels mand, han vil have dig, og det lovede jeg ham, sådan næsten kan man sige, og alle er som nævnt enige ...
Konrad Simonsen kiggede på Komtessen og trak på skuldrene. Hun kendte sin mand nok til at vide, at det var et ja. Så lagde hun en hånd på politidirektørens skulder. Det afbrød hendes talestrøm, hun kiggede næsten taknemmeligt op, som om hun ikke var i stand til at stoppe af sig selv. Komtessen sagde roligt:
- Gå op til dig selv og få en eller anden, der ved noget om, hvad der er sket, til at kontakte Simon. Ring derefter til Nordsjællands Politi og forklar, hvorfor vi skal overtage sagen, for det er der ingen arbejdsmæssig grund til, ud over at politiledelsen og dens sekretariat åbenbart betragter sig selv som alle.
Politidirektøren rejste sig.
- Det her vil ikke blive glemt, Simon. Jeg ved udmærket, at de ikke altid har behandlet dig godt, men du kan tro, at …
Konrad Simonsen affejede hende med en håndbevægelse, hold op med det der, han åbnede døren for hende.
- Jeg vil have den samtale inden for ti minutter, den er din første prioritet, så skynd dig.
Hun småløb mod døren, som om hun havde fået stød. Ja, ja, jeg skynder mig. Jeg skal nok gøre det, jeg kender godt reglen med fireogtyve timer. Han kiggede efter hende og tænkte, at han godt kunne lide hende. Han tænkte også, at hendes kendskab til praktisk politiarbejde var skandaløst dårligt. Som hos stort set alle andre af politiets topledere.
Politidirektøren holdt ord. Kort tid efter hun var gået, fik Konrad Simonsen en kompetent telefonisk gennemgang af det, der nu tegnede til at blive hans sag. Han lagde røret på og informerede Komtessen om, hvordan, hvor og hvornår barnet forsvandt. Det var hurtigt gjort. Han fortsatte:
- De leder stadigvæk efter hende. Kør op til Stasevang, tag kommandoen, hvis det er nødvendigt, ellers ikke. Jeg får Arne til at afløse dig senere, og derefter koncentrerer du dig om pigens udseende og tøj. Det arbejde er sikkert allerede i gang, men jeg vil have, at du går på i forhold til pressen. Jeg taler med Pressetjenesten og får den til at bruge sine kontakter. Jo mere presse, jo bedre, og helst i primetime her i aften. Men lad være med at nævne, at pigens forældre er kollegaer, for slet ikke at tale om hendes morfar. Det er irrelevant og skaber kun støj. Bagefter følger du op på pigens forældre, og i morgen, hvis hun ikke er fundet, sørger du for, at hendes to veninder igen bliver afhørt … altså talt med, mener jeg. Brug en af de der børnepsykologer, hvis du synes.
Komtessen elskede, når han tilrettelagde hendes arbejde på den måde, skønt hun passede på ikke at vise det. Det var som i gamle dage, fra før de blev gift, lige som hun kendte ham. Hun sagde:
- Du ved godt, at Arne har fødselsdag i dag, ikke?
Arne Pedersen var vicedrabschef og Konrad Simonsens nærmeste medarbejder. For få måneder siden var han blevet skilt og var flyttet sammen med en ung kvinde i en lejlighed i Brøndbyøster. Hun havde arrangeret et større surprise party for ham her i dag på hans 44-års fødselsdag, vidste Konrad Simonsen. Primært fra sin egen datter, Anna Mia, der var medarrangør, og som havde skvadret lystigt løs til ham om alle de spændende ting, der var planlagt. Han selv og Komtessen skulle have været med til festen i aften.
Han virrede med hovedet, som om et insekt fløj omkring ham.
- Skulle vi ikke koncentrere os om Ida? Er der noget, du er i tvivl om?
Det var der ikke, hun tog af sted.
En halv time senere kom Arne Pedersen ind på Konrad Simonsens kontor. Han havde Klavs Arnold med sig. De to mænd satte sig og ventede, deres chef talte i telefon. Det var Konrad Simonsens anden samtale, siden Komtessen var gået. Den første havde været fra politidirektøren for Nordsjællands Politi. Han havde forsikret ham om et gnidningsfrit samarbejde, hvilket var godt for ikke at sige afgørende. Hvad der var mindre godt, var, at det – med evindelige gentagelser – tog manden en krig at udtrykke. Konrad Simonsen havde mistanke om, at han var blevet ringet op af rigspolitichefen, men han havde ikke spurgt ham. Og endelig, da samtalen var slut, fik han en stjernearrig datter i mobiltelefonen. Det var selvfølgelig om Arne Pedersens aflyste fødselsdag. Han lyttede mest, hvilket til tider også var eneste mulighed, samtidig med at han undrede sig over hendes barnlige tirader. Hun var nu fastansat betjent ved Lokalpolitiet i Glostrup, og hun havde for nylig vist sig som en kriminalefterforsker med potentiale. Alligevel havde hun åbenbart rigtig meget at lære endnu. Såsom at blive voksen, tænkte han, samtidig med at han med to fingre betydede Arne Pedersen og Klavs Arnold, at han var klar om kort tid. Han overholdt tidsfristen ved straks efter brutalt at afbryde samtalen. Han havde et arbejde at gøre, så måtte hun tage det, som hun ville. Han satte sin mobiltelefon på lydløs og smed den fra sig på sit skrivebord. Arne Pedersen, der havde gættet sammenhængen, undskyldte:
- Din datter og Louise kom helt op at køre, da du ringede. Det beklager jeg, men det har ikke noget med mig at gøre.
Klavs Arnold fritog Konrad Simonsen fra at svare. Skal vi ikke gå i gang? Og Konrad Simonsen gennemgik sagen, som han havde gjort det for Komtessen. Så vendte han et kort, interimistisk klæbet sammen af seks A4-papirer, og sagde til sin vicedrabschef:
- Du tager til Stasevang og afløser Komtessen. Og deroppe engagerer du civilforsvaret, jeg vil have den skov, og den, og den, gennemtrawlet i nat. Det bliver mørkt om en times tid, og meteorologerne lover frost. Jeg vil også vide, om nogen har set biler, der holdt på de skovveje, der går gennem Stasevang, specielt naturligvis der, hvor hundenes spor forsvandt.
- Sagde du ikke, at der var en mand, som bar hende væk?
Det var Klavs Arnold, der spurgte. Han var en høj, muskuløs mand, 36 år, karseklippet med et velplejet skæg og udviste under normale omstændigheder et roligt temperament. Oprindelig var han fra Esbjerg. Konrad Simonsen svarede ham:
- Jo, ifølge to fireårs børn. Kom i sving, Arne. Vi har tiden imod os.
Da Arne Pedersen var gået, instruerede Konrad Simonsen Klavs Arnold. Han skulle tage sig af pædagogerne og deres medhjælpere, børnehaven i det hele taget, finde ud af, om nogen havde set eller hørt noget af interesse.
- Særligt Dorthe Ebert og Kasper Sonne, der var de eneste voksne deroppe, da pigen forsvandt. De ved sikkert ikke mere, end de allerede har fortalt, men afhør dem alligevel igen.
Klavs Arnold, der selv havde fem børn, og af egen erfaring vidste en smule om pædagognormeringer, spurgte forundret:
- To voksne til sytten børn, det virker nærmest uansvarligt.
- Der var en tredje voksen, men hun fik migræne og tog hjem med en taxa, en times tid før Ida forsvandt. Men tingene er jo, som de er, god arbejdslyst, og ring til mig, hvis der er noget, vi kan bruge.
Så gik Klavs Arnold også. Lidt efter virkede kontoret tomt, og Konrad Simonsen følte sig ensom. Han skulede ud ad vinduet, der snart stod som en truende mørk flade. Han hadede, når der var børn involveret i hans arbejde. Som alle andre kriminalbetjente også gjorde. Og mens han ved gentagne telefonbeskeder og et par personlige samtaler frigjorde sig selv og sin inderkreds fra de igangværende opgaver, rakte politichefens stereotype udsagn om fireogtyve timer ud efter ham. Nitten timer, atten timer, han så Komtessen i tv, hun gjorde det rigtig godt, sådan som han havde forventet, sytten timer, det var, som om den store viser på uret racede rundt. Han arbejdede med sine ting, andet kunne han ikke gøre, det og så håbe. Seksten timer, femten timer, og endelig lidt før klokken 23.00, da han så småt var ved at være færdig, ringede hans telefon. På displayet kunne han se, at det var Klavs Arnold, og han ventede et par sekunder med at etablere forbindelsen. Gid de har fundet hende. Gid de har fundet hende. Sidste gang sagde han det højt. Så besvarede han opkaldet.
Men hans bøn blev ikke hørt, jyden informerede ham træt om, at pædagogmedhjælper Kasper Sonne var forsvundet.