Det var endnu ikke blevet rigtig lyst, da Klavs Arnold var fremme ved Kasper Sonnes og Christina Thomsens bopæl. Huset viste sig at være en rød murermestervilla i to planer, med et åbent trappeforløb til førstesalen. Det forekom, om ikke forfaldent, så forsømt, med afskallet hvid maling på vinduesrammerne, algebegroede sortrøde tagsten og en vildvin, der voksede løbsk op over facaden helt op i tagrenden. Han hørte lyden af et tog, der kørte bag bygningen, og en mor, der skændte på sine børn, for at få dem til at skynde sig. Ellers var verden stille.
Den betjent, som observerede huset, sad i en bil tyve meter fra indgangen til villaens smalle forhave. Han gik hen for at tale med hende, og da han var næsten fremme, rullede hun bilruden ned. Klavs Arnold hilste og ærgrede sig over, at han ikke havde taget en kande kaffe med, det ville ikke have været noget besvær. Hun gabte ugenert og lignede en, som havde sovet, men hun havde åbenbart gjort sit arbejde ordentligt:
- Du skal gå rundt om huset, og så er der en kældertrappe, du går ned ad. Der er ingen klokke, så du må banke på. Hvis hun ikke lukker op, er der en nøgle i urtepotten til venstre, før du går ned ad trappen.
- Har du været derinde?
- Det var da et underligt spørgsmål. Det ville jo være ulovligt.
- Så det har du altså?
Hun rynkede brynene og betragtede ham mistroisk i et langt sekund, inden hun svarede:
- Ikke hvis du spørger mig officielt, men jeg ville jo gerne vide, om det var rigtigt, at der ikke var nogen hjemme. Jeg tænkte også på det der barn, jeg mener, tiden arbejder ikke med os?
Han takkede hende, hun gabte igen og spurgte, om hun måtte køre, eller om hun skulle vente. Klavs Arnold bad hende blive.
Efter at have banket kraftigt på kælderdøren et par gange uden resultat, fandt Klavs Arnold nøglen, der ganske rigtigt var skjult i urtepotten, og låste sig ind. Hans hallo, det er politiet, forblev ubesvaret, indtil han hørte vand fra en bruser bag en dør, som han slog hårdt på med flad hånd. Christina Thomsen åbnede døren på klem og forlangte, at han viste hende sit politikort. Forskrækket blev hun ikke, underligt nok. Han holdt kortet op i øjenhøjde, uden at kunne se hende. Hun sagde spørgende:
- Klavs Arnold, kriminalpolitiet.
- Ja.
- Kan du ikke gå ud i gården, Arnold, så henter jeg dig om lidt.
Han tøvede, og hun gættede hans tanker:
- Jeg skal have noget tøj på, men hvis du insisterer, kan du såmænd godt tage min mobil med dig. Den ligger oven på reolen i værelset bag dig. Du kan også blive, hvis det ikke kan være anderledes, jeg er bare helst fri.
Han afslog hendes mobiltelefon og gik udenfor og ventede. Kort efter hentede hun ham.
Christina Thomsen var en kvinde med skulderlangt, blond hår, regelmæssige, en smule hærgede, træk og en buttet skikkelse med tunge bryster. Hun havde en tatovering på håndryggen og bar et væld af fingerringe, alle billige. Hendes ene øje var hævet og rødt. Hun lavede kaffe til dem begge, pulverkaffe, som han normalt ikke brød sig om, men her til morgen smagte den udmærket. Måske var det et mærke, han ikke kendte, eller måske var han i koffeinunderskud. De sad i hver sin ende af en slidt lædersofa. Kælderværelset var dunkelt, hun havde slukket lyset, bortset fra en enkelt lampe på væggen bag hende, og det var ikke meget dagslys, der kom ind ad kældervinduet. For god ordens skyld indledte han med at fastslå hendes identitet, du hedder Christina Thomsen og bor her med Kasper Sonne, er det korrekt? Hun nikkede, jo, det var rigtigt.
- Hvad er der sket med dig, Christina?
Hun svarede ham træt, men med et mærkeligt anstrøg af humor i stemmen:
- Jeg faldt på trappen eller gik ind i en dør. Vælg selv.
- Er det ofte, at du går ind i døre?
- Nej, det er første gang, siden vi flyttede fra Jylland, at … at jeg er så klodset.
Han pressede hende med en pause, og den virkede, lidt efter fortsatte hun:
- Kasper bliver ondskabsfuld, når han er beruset. Men det her er ikke noget. Jeg har prøvet det, som var meget værre.
Hun fortalte. Dagen i forvejen var Kasper Sonne kommet hjem ud på eftermiddagen. Han havde været fuld, og han forlangte penge. Hun havde givet ham, hvad hun havde, godt firehundrede kroner, men samtidig havde hun set sit snit til at gemme hans bilnøgler. Det havde hun så modtaget et blåt øje for.
- Jeg låste mig inde på toilettet. Han hamrede på døren et stykke tid, råbte og skreg, men til sidst opgav han og skred.
- Det var modigt af dig.
- Hvis han kørte nogen ihjel, eller også sig selv, selvfølgelig ... altså, det ville være noget lort. Også hvis han mistede sit kørekort, selvom … ja, det kunne endda gå. Nå, men så tog jeg over til en veninde og sov der, fordi jeg helst ikke ville være hjemme, når han kom tilbage, hvis du forstår?
Klavs Arnold forstod udmærket. Han spurgte:
- Vi har prøvet at ringe til dig. Du tager ikke din telefon, og det gør Kasper heller ikke.
- Jeg glemte min, den har ligget her i nat. Kaspers er gået i stykker, den led lokumsdøden i forgårs, og vi har ikke råd til en ny før i næste måned.
- Har han været hjemme i nat?
- Det tror jeg ikke. Nej, det har han nok ikke.
Hun fortsatte af sig selv:
- Det er første gang, siden vi flyttede, at han har været sådan rigtig beruset. I Viborg … det var et pisseliv … når vi ikke var skæve, var vi altid bange, strømerne, bagmænd, psykopater, vi skyldte penge, for ikke at tale om almindelig paranoia. Nu har vi vores eget, uden kriminalitet, uden narko og sprut … ganske almindeligt, som de fleste andre mennesker, og vi tjener vores egne penge.
Hun fortalte om, hvordan hun var i gang med en massøseuddannelse – rigtig massage, ikke sex eller den slags – målet var at blive idrætsmassør, og hendes kæreste ville gerne på pædagogseminar, hvis de en dag fik råd. Han lod hende tale ud, inden han spurgte:
- Hvorfor tror du, at Kasper var fuld i går.
Hun kiggede forbløffet på ham:
- Fordi hende pigen blev væk, selvfølgelig. Det er vel også derfor, at du er her, går jeg ud fra. I har ikke fundet hende endnu, eller har I?
- Nej, desværre. Har du nogen gode gæt på, hvor jeg kan finde Kasper?
Det havde hun, hun gennemgik dem for ham, og da hun blev klar over, at hans kendskab til kvarteret var begrænset, fandt hun et slidt Krakkort frem og instruerede ham. Han takkede og sagde:
- Vi skal have jeres bil ind til teknisk undersøgelse.
Det gav et spjæt i hende, og hun protesterede vredt. Hendes ord faldt over hinanden og blev uforståelige. Slap af, Christina, det er ren rutine. Med besvær fik hun hold på sig selv.
- Du tager fejl. Kasper har helt sikkert intet med pigens forsvinden at gøre.
- Så har han heller ikke noget at frygte.
- Tager du ham med, hvis du finder ham.
- Ja.
- Vil du så ikke ringe til mig?
Det lovede Klavs Arnold. På vej ud tænkte han på, at han ville have ransaget kælderlejligheden. Han tænkte også på, at en massøseuddannelse var dyr og harmonerede dårligt med en pædagogmedhjælper- og en rengøringsassistentløn.
Klavs Arnold parkerede sin bil på parkeringspladsen foran Skattecenter København og gik langsomt ad Ved Stigbordene ud til Sluseløbet, mens han omhyggeligt kiggede sig omkring.
Fremme ved Sluseløbet fik han øje på Kasper Sonne, han sad på en stensætning under bropillerne cirka midtvejs ude på den bro, der gik over til det gamle sluseanlæg – en smuk gul bygning med rødt tag og et irret kobbertårn, som Klavs Arnold bestemt syntes, at han havde set før, selvom det var første gang i sit liv, at han var her. Jyden stoppede og betragtede pædagogmedhjælperen, han havde sat sig på en sten helt ude ved vandet og foretog sig ikke andet end at stirre ned i den kraftige strøm foran sig. En morgenfisker befandt sig også på stensætningen. Han var rykket så langt væk som muligt fra Kasper Sonne og koncentrerede sig om sit fiskeri. Oppe fra Sjællandsbroen kunne man høre bilernes summen, ellers var der fredeligt.
Klavs Arnold kravlede over gelænderet og krabbede forsigtig sidelæns ned ad stensætningen. Stenene var endnu glatte af aftenens dug, og faldt man i vandet her, havde man ikke store chancer mod strømmen.
Kasper Sonne var en kraftig mand med lyst viltert hår og et markeret ansigt med daggamle skægstubbe. Han frøs i sin tynde vindjakke, fra hvis ene lomme en snapseflaske stak ud, og hans øjne var blanke af alkohol og mangel på søvn. Han vendte sig halvt, da Klavs Arnold kom hen mod ham. Så knyttede han truende sin ene hånd og sagde:
- Du skal ikke komme tæt på mig.
Hans stemme var rusten. Klavs Arnold strakte afvæbnende håndfladerne mod ham og satte sig en meter fra ham.
- Er du strømer?
- Ja, og du er nødt til at følge med mig.
- Nej!
Han tog flasken op af lommen og holdt den som et slagvåben, så rejste han sig med besvær. Klavs Arnold tænkte, at han burde have gjort det omvendt. Han tænkte også, at Kasper Sonne ikke mere var videre beruset, og det værste der kunne ske, hvis manden angreb, var, at en af dem eller de begge to faldt i vandet. Han besluttede at blive siddende.
- Har du tænkt dig at slå mig med den flaske?
- Du skal lade mig være. Gå din vej.
Han hævede flasken til slag, men halvhjertet, det var tydeligt mere en trussel. Lystfiskeren havde opgivet sit fiskeri og i stedet fundet sin mobiltelefon frem. Han stemme var eksalteret, Jeg har det på video, hvis der bliver noget, Klavs Arnold bad ham om at skride og sagde så roligt til Kasper Sonne.
- Nu er du ved at gøre noget rigtig dumt, Kasper. Jeg vil ikke slås med dig, og slet ikke her. Så lad være med at tvinge mig til det, for du har ikke en chance, og det ender med at gøre modbydeligt ondt på dig. Det er ingen af os interesseret i.
Det var en fejl, erkendte Klavs Arnold bagefter. Han skulle have taget slagsmålet. For Kasper Sonne var god til at aflæse andre mennesker, og han kom til den helt korrekte konklusion, nemlig, at jyden havde ret, så han afstod fra en fysisk konfrontation. Men i stedet for at følge med slap han flasken, som klirrede mod stenene, så satte han sig ned på hug og fastholdt Klavs Arnolds øjne i et langt blik fuld af smerte og resignation. Nej, Kasper, for helvede nej, det gør du ikke, tænk på din kæreste, din idiot. Det var for sent, Kasper Sonne lod sig falde sidelæns ud i vandet og blev straks revet med af strømmen.