”Tror du, man skal medbringe et pas, hvis man vil besøge den anden ende af bordet?” hviskede Ivy til sin søster. Hun og Olivia sad i den ene ende af et grotesk langt bord i festsalen. Krystaldråber hang ned fra de strålende lysekroner i loftet, og hvide marmorsøjler stræbte opad. Bordet var dækket af en højrød dug broderet med guldtråd, der glimtede i stearinlysenes varme skær.

Olivia var lige ved at få vandet galt i halsen, og Ivy måtte leende slå hende på ryggen. Tvillingerne og et dusin andre vampyrer ventede på, at Tessas Enlige Hjertes Fest skulle begynde. Men den kommende prinsesse var allerede et kvarter forsinket. Ventetiden ville ikke have været så slem, hvis der havde været lidt mad på bordet, men indtil æresgæsten kom, kunne der ikke tages hul på festlighederne. Derfor ville det serverende personale ikke sætte noget mad frem. Ivys mund løb i vand ved tanken om bjerge af varme boller med smør og en totalt overdreven chokolade-amaretto-kage. Lazar-familien ansatte kun de dygtigste færdiguddannede elever fra Transsylvaniens skole for kulinarisk kunst. Og det vil sige verdens bedste unge kokke.

”Bare der ikke er noget galt,” sagde Olivia, da hun havde fået vejret igen. Hun holdt øje med døren, så hun kunne få øje på Tessa, det øjeblik hun dukkede op. De andre gæster virkede ærligt talt ligeglade. Omkring bordet sad flere andre vampyrpiger med perfekt hår og glamour make-up. ”Hun kommer til at gå glip af sin egen hvad-er-det-nu-den-hedder-fest.”

Ivy himlede med øjnene.

”Hvad?” Olivia satte hænderne i siden. Hun var i en skrigende pink, ærmeløs kjole med bar ryg, og en lang perlekæde klirrede, hver gang hun bevægede sig. ”Du må da indrømme, at det er et gyseligt navn for den ceremoni. Vi bliver simpelthen nødt til at finde på en bedre oversættelse. Heldets Hjerte … Lykkens Hjerte … Kommende Brud-fest … hvad ved jeg?! Men helt ærligt, hvor bliver hun af?” Olivia drejede sig i stolen og skimmede lokalet, som om Tessa kunne have sneget sig ind, uden nogen bemærkede det.

Ivy kiggede igen på sit ur. ”Fald nu ned frøken-selv-to-timer-om-at-lægge-makeup. Hun er her sikkert lige om et øjeblik.”

”Jeg bruger i hvert fald ikke to timer!” Olivia tjattede til sin søster og vendte så tilbage til at trille tommelfingre. Ivy følte sig også rastløs. Hun kunne mærke, hvordan vamppigerne tog mål af hende med øjnene, mens de snoede deres lange, blanke hårlokker om deres manicure-kløer. Hun håbede virkelig, at Tessa snart kom. Der kan da ikke være gået noget galt, kan der?

Olivia lænede sig frem mod hende. ”Synes du, vi skulle få lavet noget, mens vi venter? Georgia flipper helt ud, hvis hun tror, vi driver den af, når vi har fået en vildt vigtig opgave for magasinet. Måske kunne vi få nogle kommentarer fra de andre?”

Ivy pillede ved sin notesbog i skødet. De andre gæster virkede ret utilnærmelige og reserverede. Alle bar solbriller, selvom festsalen kun var dæmpet oplyst af stearinlysene. De var så storsnudede, at de fik Franklin Groves lokale diva, Charlotte Brown, til at virke selvudslettende! Ivy gøs. Selv Olivia – som altid lod tvivlen komme folk til gode – var ikke imponeret over de meget lidt venligtsindede vampyrpiger.

”Behøver vi?” mumlede Ivy. En af vampyrpigerne løftede hovedet med et ryk, og Ivy krympede sig. Hun var så vant til at være blandt mennesker i Franklin Grove, at hun havde glemt, at alle her havde supervampyrhørelse. Hun forsøgte sig med et undskyldende smil, men pigen gjorde et kast med håret og vendte sig bort.

Var det her, hvad man forstod ved et velopdragent vampyrselskab? Og endnu værre … gik de her piger på Wallachia-akademiet? Ivy rømmede sig. Hun havde taget en beslutning. Pigerne var muligvis ikke de mest oplagte til et interview, men hun var på en opgave, og hun havde tænkt sig at være professionel på sit første rigtige journalistjob.

”Undskyld mig.” Ivy vendte sig mod den nærmeste vampyrpige og åbnede sin notesbog. Havde det ikke været for de diamantbesatte solbriller, så ville pigen have set totalt gothhip ud i den blodrøde kjole og stilfulde halskæde i sølv. ”Jeg hedder Ivy Vega. Er det okay, at jeg stiller dig nogle spørgsmål? Det er, fordi jeg er i gang med at skrive en artikel til Vamp Magazine. Min søster og jeg skal dække det royale bryllup, så ja, vi ville høre, om du kunne hjælpe os med nogle spørgsmål?”

Pigen trak på skuldrene og hævede et af de perfekt buede øjenbryn. ”Hvis det er nødvendigt.”

”Herligt!” Ivys stemme lød noget skinger. Hun bemærkede, at alle vampyrhovederne vippede svagt mod deres samtale, men de lod, som om de ikke hørte efter. Det der skulle de tage at droppe, tænkte Ivy. Det klæder dem ikke. ”Okay,” begyndte hun. ”Allerførst, hvad hedder du?”

”Ivana, hyggeligt at møde dig.” Hun rakte sine spinkle fingre frem. Ivy greb dem klodset og trykkede let Ivanas hånd. Pigen ved siden af hende, der var klædt i en cocktailkjole af pailletter, gispede, som om Ivys håndtryk var en mega fadæse.

”I lige måde,” sagde Ivy, mens Ivana tørrede hånden af mod kjolen. ”Hvor længe har du været venner med Tessa?” fortsatte Ivy og tog tutten af sin pen.

”Jeg har aldrig mødt hende,” svarede Ivana med en hæs, drævende stemme.

Ivy bed sig i læben og rynkede panden. ”Okay? Æhm … jeg er ikke helt sikker på, jeg forstår det. Hvis I ikke er venner, hvorfor er du her så?”

”Det siger vel sig selv.” Ivana snoede en lok hår mellem fingrene. ”Tessa bliver jo dronning en dag, og så er det en rigtig god ide at blive venner med hende, ikke?”

Ivy kastede i smug et blik mod Olivia. Hun kunne se, at hendes søster tænkte det samme, som hun selv gjorde: Føj! Hvor mange af de andre piger kendte heller ikke Tessa? De kunne da ikke alle sammen være en samling sociale stræbere, eller kunne de?

”Æhm, okay, tak skal du have.” Hun lukkede sin notesbog. ”Det var virkelig … fascinerende.”

Ivy puffede til Olivia og gjorde tegn til, at hun skulle forsøge sig med sin bordfælle. Olivia kastede ét blik på pigen – som var meget optaget af sine polerede negle – og vendte sig så mod Ivy igen.

Niks, mimede hun med store, chokerede øjne.

Vampyrpigen var ekstremt høj og lignede en blanding mellem en kriger og en glamourpige. Okay, hun var temmelig skrækindjagende at se på. Ivy nikkede til sin søster. Hun kunne godt forstå hendes tøven.

Og så gav Ivy Olivia et endnu hårdere puf, så hun stødte ind i glamourkrigeren.

”Undskyld!” bjæffede Olivia og sendte Ivy et dræbende blik.

”Ups!” Ivy baskede med øjenvipperne og gjorde sig klar til at tage noter.

Glamourkrigeren kiggede på Olivia, som om hun var et stykke tyggegummi, der havde sat sig fast på hendes stilethæl.

”Hej!” Olivia vinkede med fingerspidserne, selvom hun sad lige under næsen på vampyrpigen. ”Jeg hedder Olivia. Spændende at være her, ikke? Æhm …” Hun vrikkede sig tilbage på stolen. ”Hvor kender du så Tessa fra?”

Glamourkrigeren skød stolen lidt tilbage. ”Mit navn er Arabella, og hvem er den Tessa, du snakker om? Jeg har aldrig hørt om hende.”

Ivy vidste godt, at det var uopdragent, men hun kunne ikke lade være. Hun satte begge albuer i bordet og lænede sig frem. ”Tessa … Pigen, som skal giftes med Prins Alex … Er der nogen klokker, der ringer?”

Annabella trak på skuldrene og vendte sig bort. ”Nej, ikke rigtig.”

Ivy smækkede sin notesbog i. At få nogle passende kommentarer fra de her gæster ville ikke blive let. Gad vide om Vamp Magazine kunne være interesseret i en artikel om det uacceptable niveau af snobberi blandt overklassevampyrer? Her er materiale til en hel bog!

Nu blev dørene til festsalen slået op, og Horatio, der var nydeligt klædt i en sort smoking, trådte frem. ”Må jeg præsentere Petra Tarasov, Anastasia Gorya, Nastya Petrov og Kristina Kazimir.”

Flere vampyrer? Super! Vi er lige gået fra snobfaktor 40 til 80! tænkte Ivy.

Og så måske alligevel ikke. De piger, der trådte ind, var i kjoler, der var lidt mindre stive og lidt mere kreative. Desuden bar de ikke solbriller, og endnu bedre: De smilede rent faktisk!

”Hej, piger!” En af de nyankomne trak en stol ud og lod sig dumpe ned mellem Ivy og Olivia. Hun var i en sort, enkel kjole med en funky blondekant. ”Jeg er ked af, at vi kommer for sent.” Ivy kunne spore indtil flere europæiske accenter. Den var helt anderledes end den transsylvanske accent, som de andre piger lige havde angrebet hende med. ”Vi var til et møde på akademiet, og det blev lidt sent. Puh, hvor kan lærere være kedsommelige!” Hun himlede med øjnene. ”Altså, der var jo ingen, der ville dø, hvis vi skulle vente med lektion nummer et tusind i afbalanceret kost i forhold til rød-blodcelle-diæt.”

Ivy havde det, som om en jernnæve knyttede sig om hendes mave. Sagde hun akademiet? Som i Wallachia-akademiet? Hun rettede sig op i stolen. Det her ville blive det første glimt, hun fik af de elever, som hun eventuelt – muligvis – måske skulle studere sammen med. Og de virkede meget mere cool end de der snobbede vampyrgazeller, som havde givet hende og Olivia den kolde skulder hele aftenen.

”Hej!” Petras ansigt lyste op. ”I to må være de amerikanske tvillinger, som skriver for Vamp Magazine, er det ikke rigtigt? Jeg bliver simpelthen nødt til at snakke med jer to senere.” Hendes stemme var dæmpet og spændt, som om hun ville indvie Ivy i noget seriøst saftigt sladder. ”Jeg vil vide alt om Amerika! Hvorfor kalder I for eksempel de der superlækre kartoffelsplinter for pomfritter?”

For første gang den aften lo Ivy og Olivia. Måske ville den her fest alligevel ikke blive et totalt flop.

Petra kiggede sig omkring. ”Hvor er Tessa henne?” Hun rettede spørgsmålet mod de andre piger omkring bordet, men ingen af dem gjorde sig den ulejlighed at svare. De nye pigers ankomst havde ikke formået at tø isdronningerne op.

”Vi ved det ikke,” sagde Olivia og vred sig lidt på stolen. ”Faktisk er jeg ved at blive lidt bekym…”

”Jeg er her! Jeg er her!” Tessa kom løbende ind i festsalen, før Horatio nåede at bekendtgøre hendes ankomst. Hun bremsede op for enden af det lange spisebord, hvor de storsnudede vampyrfrøkener nu sad med åbne munde og stirrede.

Hun så fantastisk ud, men også en lille smule forpjusket. Den marineblå kjole sad lidt skævt, og frisuren var knap så elegant, som den kunne være. Hallo! tænkte Ivy. Hvor kom det fra? Og hvornår er jeg blevet et medlem af modepolitiet? Olivia må have smittet mig.

”Jeg ved det godt! Jeg kommer for sent.” Tessa glattede hektisk sit hår og satte en hårklemme på plads.

Horatio nikkede til de ventende tjenere, og de strøg ind med sølvfade fyldt med små, lækre appetitvækkere: blodpølse i svøb, små trekanter af toast med paté og små glas med blodsmoothie.

Tessa stod lidt på afstand af alle og vidste vist ikke rigtig, hvad hun skulle gøre af sig selv. Væk var den selvtillid og filmstjerne-holdning, Ivy havde set tidligere på dagen. Faktisk så lignede hun igen den sky og generte tjenestepige, Ivy først havde mødt. Hun skulle have været festens midtpunkt, ikke en, der forsøgte at skjule sig. Hallo – hun ville være prinsesse Tessa lige om lidt!

Alles øjne var rettede mod den kommende brud, og stilheden var mere pinlig, end Ivy nogensinde havde oplevet. Tessa åbnede munden, men fortrød så. Bare det at sætte sig ned på en stol lod til at være for meget for hende.

”Måske skulle vi lægge ud med en lille leg,” foreslog Petra.

”God ide!” Olivia klappede i hænderne.

Ivy smilede for sig selv – ikke bare på grund af sin søsters begejstring ved udsigten til en selskabsleg, men også fordi det var en Wallachia-pige, som var kommet Tessa til undsætning. Hun kunne allerede lide Petra. Måske var den berømte skole ikke helt fuld af storsnudede vampyrpiger alligevel.

”Hvad med Hemmeligheder og Løgne?” sagde Petra med et lille snu smil på læberne.

”Hvad går det ud på?” spurgte Ivy og Olivia i kor – og krummede tæer. Det var lidt for tvillingagtigt, når de talte med én stemme. ”Ups,” sagde de begge – i kor. Åh nej, ikke igen!

Petra lo bare. ”Det er en fed vampyrleg, hvor personen bliver stillet en hel masse meget direkte og personlige spørgsmål.” Hun lod fingerspidserne spille mod hinanden. ”Og den, der bliver spurgt, skal fortælle sandheden. Det er næsten umuligt at lyve, fordi vores vampyrhørelse gennemskuer enhver løgn. Vi kan høre de små bitte ændringer i stemmen eller tonefaldet, der afslører løgnen – ja selv den mindste ændring i hjertets slag kan vi registrere. Og en lille bitte usandhed, så kalder vi løgneren frem!”

Ivy kiggede nervøst på Olivia. Hun ville ikke have, hun skulle føle sig udenfor, bare fordi hun var den eneste ikke-vampyr i lokalet, men Olivia lænede sig bare frem og hvilede albuerne på bordet. ”Er det rigtigt?” sagde hun spændt. ”Kan I virkelig høre det bare på tonefaldet?”

”Jep!” sagde Petra med løftet hage.

”Wow, I ville være dræber som spioner!” svarede Olivia med store øjne.

”Og legen …?” sagde Ivy, før Olivia røg ud på et eller andet vildspor.

”Ja,” sagde Petra. ”Måske skulle Tessa starte. Det er jo hendes fest.”

Tessa bakkede og viftede afværgende med hænderne. ”Nej, det behøver jeg altså ikke. Faktisk bliver jeg nødt til at gå et lille øjeblik.” Hun holdt en finger op, så Ivy ikke alene kunne se den blanke forlovelsesring, men også at Tessa rystede på hånden. ”Bare ét lille øjeblik, så er jeg tilbage.”

Ivy fulgte hende med øjnene, da hun forlod rummet i sådan en fart, at den blå kjole brusede om hendes ben. Der var gang i et eller andet, det var helt sikkert, men hvad kunne det være?

Ivana rystede langsomt på hovedet. ”Tsk, tsk, hvor uforskammet. Og hun skal være prinsesse?” Hun stak næsen i vejret og så hoven ud. ”Men hvad kan man ellers forvente med sådan en baggrund?”

Glamourkrigeren Arabella var enig, kunne man høre på hendes mumlen.

Ivy åbnede munden for at sige noget, men Petra var hurtigere. ”Undskyld, Ivana, jeg skal lige forstå det her rigtigt. Mener du, at Tessa er uforskammet? For ikke så længe siden skulle hun betjene de gæster, som sidder her i lokalet, og nu er det meningen, at hun skal sidde for bordenden. Selvfølgelig er hun nervøs! Og folk som dig, der dømmer hende på hendes baggrund, hjælper ikke ligefrem. Giv hende dog en chance!” Petra lænede sig tilbage i stolen og lagde armene over kors.

Ivy fangede Petras øjne og sendte hende et smil. Der var da i hvert fald nogen i det her meget fine og megasnerpede netværk, som skilte sig ud.