Olivias hjerteslag steg i tempo, jo nærmere de kom på skolen. Da hendes adoptivfar, hr. Abbott, kørte bilen op til fortovskanten, var hun på randen af et totalsammenbrud.
”Jamen, far,” jamrede hun, da hun spændte sikkerhedsbæltet op. ”Hvordan skal jeg kunne organisere en skolefest, som alle synes om?” Olivia havde endevendt sin hjerne, lige siden hun havde påtaget sig opgaven som forkvinde for festudvalget. Og alligevel var hun ikke kommet på en eneste ide, som både vampyrer og kaniner ville kunne lide.
Hr. Abbott lagde en hånd på sin datters skulder. ”Olivia, en klog mand træffer sine egne beslutninger. En mindre klog følger andres. Træf dine egne valg, Olivia. Jeg ved, at du vil klare det fantastisk.”
Olivia sendte sin far et mat smil. Hun var altid glad for hans filosofiske råd, men nogle gange hørte de mere hjemme i en yogatime end i virkelighedens verden. Hun steg ud af bilen og vinkede farvel til hr. Abbott, som forsvandt rundt om hjørnet.
Olivia glattede sit syrenfarvede miniskørt og stod et øjeblik og kiggede på Franklin Grove Skole. Pludselig huskede hun sin gamle skole, den, hun havde gået på, før hun flyttede hertil – før hun overhovedet vidste, at hun havde en tvilling. Der havde den moderne skolebygning lignet en stor, klodset kasse, malet i en kombination af hæslig beige og mudderbrun. Til sammenligning var Franklin Grove en meget gammel bygning. Frodige vinplanter draperede de to søjler, som flankerede indgangsdøren, og den tunge egetræsdør førte gabende ind til hallen. Olivia smilede og huskede sin første dag på skolen. Hun havde været skrækslagen ved tanken om, at hun skulle være den venneløse nye pige i al evighed. Men se mig lige nu – forkvinde for den største begivenhed på skolen! Og det skulle hun nok klare!
Olivia tog en dyb indånding og trådte ind til sit første møde i festudvalget.
”På klokkeslættet, frk. forkvinde!” Jenny modtog muntert Olivia ved døren til skolens fællesrum. Pedellen havde været sød at lade døren stå ulåst over weekenden, så de kunne bruge rummet. Olivia følte sig som en forretningskvinde, som skulle lede et møde i et eller andet smart konferencerum … hvis der altså fandtes smarte konferencerum med mælkeplakater og børnetegninger.
Jenny åbnede døren for Olivia. ”Nå, æhm … hvordan går det så med planlægningen?” Hun så meget forhåbningsfuld ud.
”Vi finder ud af noget,” sagde Olivia med et smil. Hun gik ind i rummet for at finde det bedste sted at afholde mødet. Jenny var lige i hælene på hende. ”Hvad tager du på?”
”Det har jeg overhovedet ikke haft tid til at tænke over. Men jeg må jo leve op til rollen som festens forkvinde!”
”Der er jo også masser af tid stadigvæk,” skyndte Jenny sig at indskyde. ”Jeg er sikker på, du finder noget, Jackson vil elske!”
”Hvis han kan komme,” mumlede Olivia.
Henne i en krog af fællesrummet havde tre piger fra klassen over Olivia gjort sig det behageligt i en sofa. Olivia mente at kunne genkende dem fra skolekantinen. Mærkeligt. Jeg troede ikke elever fra klasserne over os deltog i festplanlægningen. Hun rettede ryggen og trådte hen mod pigerne. Pigen i midten rejste sig og rakte en hånd frem mod Olivia.
”Hej … det er Olivia, du hedder, ikke?” Pigen var i et par hvide, afklippede jeans, plateausko, som Olivia ville have givet sit liv for, og en lysegul, ærmeløs top. Hendes lange hestehale matchede den gule top. ”Jeg hedder Lucrezia, og det er Melinda, og det er Veronica.”
”Hyggeligt at møde …” Længere kom Olivia ikke.
”Og du behøver ikke at bekymre dig om at huske vores navne. Du kan bare kalde os Boss.”
Boss? En ildevarslende fornemmelse ramte Olivia. Hun kiggede på Jenny for at få noget opbakning, men Jennys øjne var limet til gulvet. Var det derfor, hun havde haft så travlt med at komme af med rollen som leder? Nu trådte flere medlemmer af festudvalget ind ad døren og fandt sig siddepladser.
”Dejligt at se jer alle sammen!” sagde Olivia med sit største smil.
”Tag endelig plads, I to,” Lucrezias stemme var kvalmende sød. Olivia kiggede sig omkring. Nu hvor de andre var ankommet, var der kun to hårde træstole tilbage henne i hjørnet. Lucrezia bemærkede Olivias blikretning. ”Ja, der vil I sidde fint,” sagde hun.
Jenny gik lydigt hen mod en af de to tomme stole. Olivia rykkede sig ikke en millimeter.
”Lad os lige få slået fast med det samme …” Lucrezia snoede en hårlok om pegefingeren. ”Vi styrer forberedelserne, uanset hvem der officielt er blevet valgt til festkomiteen. Vi styrede det sidste år, og det gør vi igen i år. Okay?”
Jenny lignede en plukket undulat, som hun sad der på kanten af stolen. Skulle Olivia gå hen og sætte sig ved siden af hende? Så huskede hun sin fars kryptiske råd. En klog mand træffer sine egne beslutninger. En mindre klog følger andres.
”Undskyld mig,” sagde Olivia og smilede stort. ”Der er vist opstået en lille misforståelse her. Det er vores klasse, der organiserer årets skolefest, så hvis I lige gider rykke jer lidt, så vi kan komme i gang.”
Melinda – eller var det Veronica? – sprang på fødderne og var på nippet til at sige et eller andet, da hun frøs på stedet. Olivia fulgte hendes blik. I den anden ende af fællesrummet svingede døren i efter Charlotte, som nu stod indenfor med et kamera på skulderen.
”Undskyld,” mimede hun, men så tog hun stemmen i brug, en høj stemme, der skar igennem den giftige stemning. ”Bare lad, som om jeg ikke er her, og opfør jer helt naturligt.”
Da Olivia vendte sig igen, stod Melinda, Lucrezia og Veronica og så alt andet end naturlige ud. Alle tre havde skruet et stort, kunstigt smil på. Det var helt tydeligt, at ingen af dem havde lyst til at blive filmet i rollen som bitchtøser. For det er præcis, hvad de er, sagde Olivia til sig selv. Og de skal ikke have lov til at trække mig rundt i manegen!
Lucrezia klappede Olivia på skulderen. ”Gud, det er da også rigtigt. Det er jeres klasse, der er ansvarlige for årets skolefest.” Hun kiggede Olivia lige i øjnene. ”Ring endelig til os, hvis I får brug for hjælp.” Så traskede de tre piger ud en efter en, til Olivias lettelse. Jenny fulgte dem med øjnene og kiggede så undskyldende på Olivia.
”Det er jeg ked af,” sagde hun og rejste sig fra stolen. ”De piger …”
Olivia rømmede sig og himlede med øjnene mod Charlotte, som stadigvæk havde kameraet rettet mod dem.
”Jeg ved det godt,” afbrød hun. ”De tilbød deres hjælp. Det var rigtig pænt af dem.”
En kuldegysning løb gennem Olivias rygrad. Selvfølgelig! Pigerne ville ikke optræde som bøller foran kameraet, men hvor længe ville Charlottes filmen kunne holde dem på afstand? Ikke længe var Olivias eget gæt, for på dørtærskelen vendte Melinda sig og sendte hende et blik, der var så beskidt, at Olivia fik lyst til et bad.
”Føj,” Jenny lod det sive ud med sit åndedræt. ”Nå, men jeg har i hvert fald valgt den rigtige forkvinde.”
Olivia var knap så sikker. Hun var ret rystet. Det kan godt være, at hun kom ud af det her slag som vinder, men krigen havde hun ikke vundet. Det var helt sikkert.
”Olivia!” Charlotte vinkede hende over. ”Vil du ikke se nogle optagelser fra vores lille interview den anden dag?”
”Klart!” Olivia blev pludselig helt optimist igen. Det her skulle være sjovt, og det skulle tre råklamme dansedronninger ikke få lov at spolere. Niks.
Charlotte vippede skærmen ud fra kameraets side og viste optagelserne. Olivia fulgte nervøst med. Men til sin lettelse var hun godt tilfreds med sine egne svar, og hun så ikke totalt dum ud på skærmen. Og det oven i købet uden at hun havde haft adgang til en hel hær af stylister og makeup-artister. Hun havde vist tilegnet sig mere end en hot skuespillerkæreste gennem sin debut på lærredet. Holdning og skærmtække var fulgt med!
Lige da hun skulle til at komplimentere Charlotte for hendes evner som filmfotograf, opdagede hun Ivy i billedets baggrund. Hendes søsters hånd krammede om et supertykt glas smoothie og – pow – spredtes smoothie og splinter over det hele. Det måtte være vampyr-superstyrke. Ingen normal pige ville kunne knuse et glas mellem hænderne. Bare en tynd aluminiumsdåse gav Olivia problemer. Hvorfor havde hun ikke bemærket det, da det skete i cafeen? Det her måtte simpelthen ikke blive set – så ville alle opdage hendes søsters hemmelige vampyrstyrke, og hele hendes vampyrfamilie ville blive afsløret.
Olivia kiggede på Charlotte, prøvede at vurdere, om hun havde set afsløringen af Ivys superstyrke. Charlottes ansigt lyste op, hver gang hendes egen stemme tonede frem på lydsiden, og det passede – for en gangs skyld – Olivia fint. Charlotte var så fokuseret på Charlotte, at hun overhovedet ikke havde bemærket Ivy i baggrunden. Godt! Men Olivia blev nødt til at gøre noget ved filmen.
”Må jeg lige prøve at se dit kamera?” spurgte Olivia. Hun kunne slette scenen lynhurtigt.
”Selvfølgelig! Det var det bedste, min far kunne finde,” sagde Charlotte og strålede. Hun lagde kameraet i Olivias hænder, men i samme øjeblik lød der en bippende lyd, og et rødt lys på siden af kameraet blinkede. Så gik skærmen i sort. Olivia rystede apparatet i håb om, at det ville blive vakt til live igen som en anden zombie.
”Hej, pas lige på!” protesterede Charlotte. ”Er du klar over, hvad sådan et koster!” Hun flåede kameraet tilbage. Batterierne måtte være døde. Typisk! Olivias chance for at slette scenen var gået tabt. Nu måtte hun finde en anden måde at få det slettet på, før nogen så det.
Charlotte stirrede på den sorte skærm.
”Nederen!” udbrød hun og pillede ved batterimekanismen. ”Jeg havde satset på at få nogle bagscenen-klip, for jeg når nok ikke at komme til nogen af de andre møder – jeg får supertravlt med mit outfit.”
”Øv, hvor ærgerligt!” sagde Olivia og mente det. Det kamera havde været det eneste effektive våben over for de tre onde dansedronninger, tænkte Olivia, som stadigvæk havde et udvalgsmøde foran sig, hun skulle have gennemført.
”Hvad med en skumfidus-lagkage?” sagde en person med hånden oppe,
”Hvad med en buegang af balloner, som folk skal gå igennem, når de ankommer?” råbte en pige bagest i fællesrummet.
”Jeg kender en supergod DJ,” sagde en dreng.
Olivia noterede alle forslagene ned med sin kuglepen, der havde en lyserød kvast for enden. Hun blev bestormet med vildt gode ideer fra alle sider. Den her skolefest havde potentiale til at blive en kanonsucces!
Døren åbnede sig knirkende, og Olivia kiggede op. Det var trioen – Lucrezia, Melinda og Veronica. Det var øjeblikke som dette, hvor Olivia virkelig ville have værdsat hele Jacksons hær af sikkerhedsfolk.
En af pigerne lænede sig tæt op ad Charlotte. ”Virker den der tingest?” spurgte hun.
Charlotte hævede øjenbrynene, forbavset over at blive spurgt. ”Æhm, nej, desværre, batteriet gik død.”
De tre piger sendte barberbladsskarpe smil i retning af Olivia. ”Pyt,” sagde Veronica med høj og klar stemme. ”Det gør ikke spor.” De spankulerede gennem rummet i deres designer-espadrilles og plateausko. ”Har I savnet os?” spurgte Veronica.
Egentlig ikke, havde Olivia lyst til at svare. Hvad har de nu gang i?
”Vi er kommet på nogle gode ideer. Og vi vil jo bare gerne hjælpe,” fortsatte Veronica og kiggede på deltagerne til mødet. Hendes blik fejede som en isstorm hen over deres hoveder. ”For eksempel den her: Jeg synes vi skal forbyde alle gother og nørder adgang til skolefesten. Alle, som er enige, rækker hånden i vejret.”
”Ja!” Lucrezia og Melinda stak hænderne i vejret, før nogen kunne nå at protestere.
Wow, det kan man da kalde et fjendtligt angreb, tænkte Olivia. Hun rettede ryggen og trådte et stort skridt fremad.
”Ahem,” Olivia rømmede sig.
Melinda snurrede rundt. ”Klap i, din cheerleaderidiot.”
Olivia måbede, og der lød et kollektivt gisp i rummet. Det sagde hun simpelthen ikke! Olivia sank ned i en stol. Hun var helt målløs.
”Sig mig, har du ikke tænkt dig at gøre noget?” hviskede Charlotte i stolen ved siden af. ”Jeg ville aldrig lade nogen tale sådan til mig.” Når selv Charlotte reagerede, så måtte der virkelig være tale om ekstrem dårlig opførsel. Bare Ivy havde været der. Ivy ville have vidst, hvad hun skulle gøre. Ivy ved altid, hvad hun skal gøre.
Men hvad skulle Olivia gøre? Skolefesten var bragt i fare, før de overhovedet havde taget hul på planlægningen. Hemmeligheden om hendes søsters super-vampyrkræfter var i fare for at blive afsløret. Og tre megadivaer angreb hende totalt skånselsløst. Og så regnede hun ikke det faktum med, at hendes kæreste var hundredvis af kilometer borte, og sandsynligheden for et kram fra den side fortonede sig til en fjern fremtid.
Hun kiggede på de tre bitches, som kastede hestehalerne over skuldrene og grinede smørret til hinanden. Olivia sukkede dybt.
Hvor meget kan man udsætte mig for?