2. KAPITEL

NITTEN ÅR SENERE, året 1851:

Skumringen sænkede sig over de uendelige skove, stille og blidt. Den ene ås fulgte efter den anden, mere og mere diset og utydelig, jo længere væk de lå. De strakte sig helt ind i minderne om en gylden solnedgang. Den hemmelighedsfulde vårnat ventede på at få lov at udøve sin trolddom …

Skov, skov. Ødemark over al forstand.

Kun et eneste sted var der tegn på liv.

Langt borte, på en slette neden for en fjern ryg af en ås, var der et svagt lysskær. Det virkede så patetisk, så ufattelig ensomt i den endeløse vildmark.

Man kunne næsten tro, at det var de første mennesker på jorden, som holdt til der, en lille flok, som havde tændt ild uden for deres hule og klemte sig sammen rundt om bålet omringet af alle skovens hemmelighe­der. De vilde dyr. De overnaturlige magter. Angsten, som lå på lur inde mellem træerne og ventede på en chance til at overliste dem og indtage deres krop­pe og sjæle. Lysskæret kom fra et hus af den mest sim­ple slags, ikke stort mere end en tømmerhytte. Det lå på en lille slette, en frodig bakke, som skrånede ned mod en indsø.

Smukkere sted fandtes der ikke i skoven, hævdede de børn, der boede der.

Og de kendte skoven ud og ind – hver mosklædt tue, hver hemmelig hule, hvor de bedste multebær-moser var, hvor man fandt de bedste hindbærkrat, og hvor tyttebærrene var størst og saftigst. De havde navn på hver eneste sø, og de havde klatret op på hver eneste fjeld – i hvert fald inden for synsvidde fra huset, for længere væk fik de ikke lov at gå.

Selvfølgelig vidste de også, hvor det husmandssted lå, som var deres moders barndomshjem. Det var ikke så langt hjemmefra, men det lå øde og forfaldent hen nu, for både mormor og morfar var døde.

Børnene kendte til dyrene også, både de rare og de farlige. De kendte til elvere og huldrer og småfolkene – for ikke at snakke om skovens gådefulde hersker, ham, som kun viste sig i glimt bag en træstamme for dem, der var faret vild og virrede hjælpeløse rundt i ødemarken. De mistede det almindelige menneskesyn og fik et andet slags syn i stedet, et syn, som gjorde, at man så det, som ellers ikke fandtes …

Mor sagde, at hvis man så skovens herre, risikerede man at blive taget til fange og gemt af vejen i en af skovens mange huler, langt inde i mørket. Børnene spurgte, om han var den samme som Fjeldkongen, som moderen også havde fortalt om. Lige straks blev mor lidt usikker, men så svarede hun, at det ikke var den samme skabning. Fjeldkongen boede i bjerget det blå, mens Skovens Konge var hersker over det hele. Det alt sammen. Så langt øjet rakte og endnu længere. Samerne i nord kaldte ham Tapio, skovguden.

Men dén, som kom ind i bjerget eller i Skovkongens dybe huler, han kom aldrig ud igen, det sagde mor. Og derfor var det vigtigt ikke at gå for langt hjemmefra.

Der var mange stier i skoven, men børnene måtte ikke følge dem, for det kunne være småfolkets narrestier, som førte folk på vilde veje.

Mor var den, der lærte dem forskel på rigtigt og forkert, på trygt og farligt.

Mor var det kæreste, børnene ejede.

Denne aften, mens den blågrå skumring sænkede sig over landskabet og sangdroslen kaldte melodisk oppe fra åskammen, kom Døden på besøg i den ensomme hytte.

Det havde været en slidsom dag. Jorulv, den ældste dreng på atten år, havde hjulpet far med at pløje de små agerstykker op. Far var ikke let at samarbejde med. Han forlangte så meget og tålte ingen svagheder hos andre. Han var indesluttet og jordnær og anede ikke, hvad ordene fantasi og drøm betød.

Derimod krævede han altid sin ret som husets herre. Han var først i fadet med mad og tog, hvad han ville have, uden at tænke på, om de andre fik nok. Han sjaskede og smaskede, når han spiste, men krævede stilhed af børnene. Jorulv havde aldrig set faderen le. Han var en mand af meget få ord. Men en rasende dygtig arbejdskarl, det var han, og det kunne være nødvendigt her i vildmarken. Hans hænder var grove, hans ryg begyndte at bære præg af de tunge løft, han havde båret gennem årene.

Efterhånden som Jorulv voksede til, indså han, at faderen også var temmelig uretfærdig. Han havde sine favoritter blandt børnene, men der var også et par, han ikke kunne tåle. Uden ord, bare med blikke og en gestus, kunne han vise, hvor hans sympati lå.

Men alle godtog ham som den suveræne patriark.

Og dog – ikke alle. Jorulv var urolig, for to af hans søskende var begyndt at vise tegn på oprørsvilje. Han måtte forsøge at slå denne tendens ned. Deres lille, sølle hjem levnede ikke plads til konflikter og uoverensstemmelser.

Men nu i aften var der helt stille derinde. Dødsens stille.

Døden havde allerede høstet et liv. Det nyfødte barn nåede aldrig at åbne munden til sit første protestskrig mod verden. Det var en ynkelig lille skabning, som faderen svøbte ind i et stykke tøj og bar med sig ud.

Mor lå i sengen, hvidere end sne. Hun havde netop født sit syttende barn. Kun seks af dem havde fået lov til at vokse op. Hun var alt for tidligt ældet. Hendes hår lå i gråbrune totter mod puden. Hendes hænder var magre og knudrede med udstående årer.

Far var lige så tavs som sædvanlig.

De to ældste piger sad ved mors seng for at hjælpe hende, men hvad kunne de gøre? De var bare seksten og femten år gamle.

Rådløse så de til, mens livsgnisten brændte ud.

Mor – samlingspunktet for dem alle. Altid rar. Altid træt, altid på vagt for at dæmpe modsætningerne mellem børnene og faderen. Træt, træt. Men uendelig tålmodig alligevel.

Far kom ind igen og så på kvinden i sengen. Så vendte han sig om mod den ældste søn, Jorulv, som stod henne i en krog sammen med sine små søskende.

”Kan I ikke se, at hun er død?” sagde han kort. ”Vi må lægge hende på ligstrå. Juliane – du lukker hendes øjne.

Pigebarnet så forskrækket på ham. I det samme sprang den femårige Matti hen til sengen, mens han jamrede højt. Far fejede ham til side, så han sejlede tilbage til krogen igen. Der blev drengen liggende, mens han kæmpede forgæves for at dæmpe gråden. Jorulv satte sig på hug og hviskede trøstende til ham.

Matti var det ene af de to børn, som far aldrig havde godtaget. Drengen mente det så godt, men han var klodset, og det meste mislykkedes for ham. Måske var det netop, fordi han anstrengte sig så inderligt for at være tilpas.

”Ungen er både grim og dum,” plejede far at sige, når mor tog den lille Matti i forsvar.

Nu havde de ingen mor længere.

Elleve år gamle Ola gloede olmt hen på far. Jorulv så hadet i sin broders øjne og blev bange. Ola var egentlig en af favoritterne, intelligent og hurtig til arbejdet som han var. Men Ola var også intelligent nok til at se uretfærdighederne.

Jorulv kastede et blik hen på de to ældste søstre. Juliane, seksten år, blid og varm, selvudslettende og pligtopfyldende, akkurat som moderen. Rebecka, den trodsige femtenårige, som altid ville gå sine egne veje, men som aldrig fik lov af far. Rebecka var den anden, som far ikke kunne tåle. Han tugtede hende med dræbende blikke og iskold tavshed – ja, han havde til og med slået hende nogle gange, selv om hun nu var et halvvoksent pigebarn. Men uanset hvad han gjorde – ydmyg blev Rebecka aldrig.

Matti og Rebecka led samme skæbne. Men Matti ejede ikke søsterens trods. Han forstod ikke, hvorfor far ikke kunne lide ham – han gjorde alt, hvad han kunne for at være sød og dygtig!

Det sjette barn var lille Linnea på tre år. Hun charmede alle med sit strålende smil og blev nok ganske forkælet. Men nu sad hun uforstående med dirrende underlæbe og klemte sig ind mod væggen. Hvorfor ville mor ikke vågne igen?

* * *

DER BLEV SÅ stille i den lille gård i skoven. De små huse, som faderens forældre havde bygget i de hårde nødens år, var ligesom sunket sammen. De lå i en tæt klynge, beboelseshuset, dyrestalden og laden, fårestien, bryggerhuset og fadeburet … Alle bygningerne var små og trange. Men der havde ikke været plads nok til alle menneskene nede i byen ved elven, så nogle var flyttet op i skoven og havde fundet plads til et hus og græsningsareal nok til dyrene.

Nu var våren på sit smukkeste, men ingen glædede sig over den.

Selv dyrene savnede en madmoder. Koen og oksen og kalven brølede sørgmodigt fra stalden, og gederne og fårene brægede lige så trist fra deres indhegning. Mor havde altid været livsens ræd for at miste et af dyrene, og de beholdt altid et handyr af hvert kuld for at sikre ny tilvækst til husdyrholdet.

Nu var det, som om alle sørgede over mor – ikke kun børnene.

Sangdroslen sendte sine melodiske lokketoner ud over øde skovstrækninger. Bækken klukkede vemodigt. Alt var blevet så gråt og trist.

* * *

BEGRAVELSEN BLEV ET mareridt for børnene. Far og Jorulv havde snedkereret en kiste sammen til mor, og hun blev jordfæstet oppe på bakken ved skovbrynet, hvor alle de døde børn lå, og hvor både hans og hendes forældre havde fundet deres sidste hvilesteder.

Desværre valgte far at tvinge alle børnene til at over­være begravelsen. Også de mindste.

Far læste et stykke fra Bibelen. Men da jorden blev kastet på kisten, magtede børnene ikke at forholde sig uberørt længere. Alle græd, og Matti forsøgte at kaste sig ned i graven. Far blev rasende. De ældste børn måtte lægge sig imellem. Linnea løb tilbage til huset og gemte sig.

Alle forstod, at den dag mor døde, var hele deres liv blevet forandret. Ingenting ville blive som før.

Det var Matti, som tog det mest hårdt. Han forstod, at han ikke længere havde nogen, der kunne beskytte ham mod faderens ubegribelige modvilje. Og uanset hvor meget han grublede, kunne han ikke forstå, hvad han gjorde galt. Han hjalp jo til, alt hvad han orkede, og han lystrede far i et og alt. Og alligevel var det forkert.

Rebecka havde sagt, at mor var i himlen nu. Nej, hun lå ikke nede i jorden i den ækle kiste. Englene havde været der og havde hentet hende op til himlen om natten, mens Matti sov.

Drengen funderede meget på dette. Han længtes så forfærdeligt meget efter mors rare hænder, som plejede at stryge ham så kærligt over hans hørgule hår. Mor blev aldrig vred. Mor sagde altid, at han var en fin lille dreng.

Han vidste, hvor himlen var. Det havde Jorulv fortalt ham, og Jorulv vidste alt. Engang havde Matti set ud gennem vinduet og havde peget på det højeste fjeld, de kunne se. Og da fortalte Jorulv, at det var Himmelbjerget. Det var så højt, at man kunne klatre ret ind i himlen – derfor hed det Himmelbjerget.

Det var ganske langt væk, men Matti var overbevist om, at de rare engle var kommet ned den vej og var trasket af sted gennem skoven for at hente mor.

Det var kun de rare, som kom i himlen, det sagde far, når han læste fra Bibelen. Men mor var jo den rareste i verden …

En uge efter begravelsen hørte Matti, at faderen sad og mumlede for sig selv, mens han trak sine tunge støvler af. Matti forstod ikke så meget, men han syntes, det lød, som om far var vred på mor, fordi hun ikke var her længere.

”… for resten uduelig som kælling, så det spiller ikke nogen rolle. Lavede ikke andet end at få unger hele tiden. Manden er ikke skabt til at leve alene, det siger Herren. Må se at anskaffe mig et ordentligt kællingeemne, for det her nytter jo ikke. En, som kan tage en tørn i huset. Ungerne er jo ikke til nogen nytte. En ung, stærk pige vil jeg have, ikke en halvgammel, udslidt, radmager kælling, som ikke orker noget som helst.”

Far vidste ikke, at Matti var inde og hørte ham. Ordene ramte mange ømme punkter i drengen.

* * *

AFTENEN EFTER VAR Juliane i gang med at klæde den mindst lillepige, Linnea, af. Klæderne var både trange og lasede – mor var ikke nået længere end til Ola med det nye tøj, som hun kartede, spandt og vævede af fåreulden fra i fjor. Pigerne hjalp hende, så godt de kunne, men det blev som regel ikke til nyt tøj for mere end et barn hvert år. De havde jo så få husdyr.

Lillepigen var træt og surmulende den dag. Hun savnede vel moderen, hun såvel som alle de andre. Juliane havde fået et glas mælk i hende – aftensmad orkede hun ikke, sagde hun. Linnea var ikke stærk. Hun var så ofte forkølet …

Juliane så sig rundt i rummet med en følelse af håbløshed. De havde tre senge. Den største og bredeste optog far alene. Pigerne delte en seng, og drengene den anden. Der var så trangt, at man ikke kunne vende sig, uden at de andre også gjorde det. Væven fyldte hele det lille kammer.

Rebecka og hun gjorde alt, hvad de kunne for at holde stuen ren, men det blev aldrig så godt, som mens mor levede. Far spyttede på gulvet og kastede de tilsølede støvler fra sig hvor som helst. Ola var både klog og arbejdsom, men umådelig rodet. Og der skulle ikke meget rod til, før alt blev det rene kaos, når man boede så trangt, som de gjorde.

Aftensmaden stod på bordet, Rebecka smed træskeerne frem.

”Så! Nu må de komme ind og spise, mens maden er varm.”

Røgen fra ovnen lå som en tung em over rummet, men det lugtede bare godt, af birkebrænde.

Så kom mændene ind. Far, Jorulv og Ola. Trætte og beskidte, men godt tilfredse med dagsværket, de havde udrettet.

Men far var usikker og irritabel. Jorulv gik an, han gjorde, som han fik besked på – men han begyndte også at udvise en vis modvilje mod at lystre helt ubetinget. Han var begyndt at komme med egne forslag – til og med rigtig gode forslag af og til, ting som faderen aldrig ville være kommet på selv. Men det gik ikke an, man måtte ikke miste overtaget over for sine børn.

Endnu værre var det med Ola, hans yndlingssøn. Ola var begyndt at se på ham med noget, som mindede om foragt! Den skarnsknægt, skulle han forsøge at sætte sin far på plads?

Men sandheden var, at Ola vidste meget mere end sin far. Han kunne alt om dyrene og skoven, om træerne og væksterne, om vind og vejr. Og han stillede alt for mange spørgsmål om, hvad der var uden for skoven.

Det var ikke godt, det der.

Iltert sparkede far de snavsede støvler af sig og lod dem ligge, der hvor de tilfældigvis havnede. Rebecka tog dem op og bar dem demonstrativt ud i vindfanget.

Gudskelov, at han i hvert fald havde Juliane. Hun var lydig og rar og klagede aldrig over arbejdsbyrden eller det nye ansvar, hun havde fået som ældste pige i søskendeflokken.

Men Rebecka var der kun brok med. Fordømte skarnstøs, hun skulle aldrig have været født! Kun trods hele tiden.

Nej, han burde nok se at komme herfra snart. Dette var ikke noget liv for en mand, alene med en besværlig børneflok. Hvor forlangte de dog meget af ham! Tøj. Mad. Varme. Hvor meget troede de egentlig, at en stakkels enkemand kunne klare?

Forkælede var de! Alle sammen!

”Hvor er Matti?” spurgte Jorulv.

Juliane så op. ”Jeg troede, han var sammen med jer,” sagde hun.

”Nej, vi har ikke set ham siden middag,” sagde Jorulv forvirret.

”Men han gik jo lige efter jer,” indskød Rebecka. ”Jeg så, at han gik over engen op mod skoven.”

Alle så de uroligt på hinanden.

Mattis varme jakke var borte. Hans elskede træhest, som Jorulv havde snittet til ham, var også forsvundet.

Matti var stukket af. Han havde begivet sig ind i den store skov, helt alene. Der vandrede bjørnen rundt. Det hændte, at en ulveflok strejfede forbi, selv om det var længe siden sidst. En los kunne være farlig for småbørn. Moser. Klippefald. Uendelige skove at fare vild i …

Uroen voksede til angst og forfærdelse. Selv far blev bleg. Men hans ord var hårde: ”Når jeg får fat i den lømmel, skal han få riset at smage, det er i hvert fald sikkert!”

Børnene undgik at møde hans blik. De forstod ikke, at den slags vrede bare dækker over en dyb uro. Derfor vendte de ham ryggen, alle sammen.

Da gøs faderen i en ilning af angst, som han aldrig havde kendt magen til før. Han var vant til, at Rebecka udviste foragt og trods. Olas reaktion var heller ikke nogen voldsom overraskelse.

Men Jorulv? Og Juliane?

”Vi må gå ud og lede,” mumlede han kortfattet.