5. KAPITEL

DEN FØRSTE DAG efter, at Juliane havde lagt sin lille besked på stenen, var det overskyet. Hvordan skulle hun så være sikker på, hvornår solen stod højest på himlen?

De havde aldrig haft et ur i huset – de fulgte bare solens og årstidernes gang. Men af gammel vane kunne hun mærke, da det nærmede sig middagstid. Da lod hun, som om hun havde et ærinde ude i stalden, men i virkeligheden smøg hun sig rundt om udhusene og videre op i skoven. Der var en vis risiko for, at nogle af hendes søskende skulle få øje på hende, men den risiko måtte hun bare løbe.

Det lille højdedrag lå stille og forladt under den regntunge himmel, uden tegn på liv. Skuffelsen sank som en sten i hende, da hun så sine dumme pinde ligge helt uberørt.

Ingen havde været der. Juliane havde mest lyst til at feje hele den tåbelige rebus, som hun havde lavet, væk. Men hvad havde hun egentlig ventet? Den lille buket af smukke markblomster, som den ukendte havde plukket til hende, havde jo ligget der og visnet i flere dage, fordi det ikke var lykkedes hende at komme hjemmefra.

Altså bestemte hun sig for at give rebussen en chance til.

Eller måske skulle hun sætte sig og vente lidt? Det var jo ikke sikkert, at hun havde ramt det rette tidspunkt, nu hvor solen var helt forsvundet bag skyerne.

Men hun kunne ikke være længe borte. Hun måtte hjem igen.

Den dag magtede hun ikke at tage del i sine søskendes overdådige humør. Hun var stille og eftertænksom hele eftermiddagen og aftenen.

Og alligevel … Da en ny dag oprandt, vågnede Julia­ne med nyt håb. Matti og Linnea tumlede rundt i sengehalmen og legede krig med de grove sækkelærredspuder. Almindeligvis plejede de aldrig at få lov til det, men i dag lod Juliane dem fortsætte. Hun var ikke i humør til at komme med bebrejdelser, når hun selv boblede af iver og forhåbninger.

Det bedste af alt var, at skydækket var forsvundet.

Glad og arbejdsvillig fejede hun halmen af gulvet og hjalp Ola med at reparere et fiskegarn, som faderen havde bundet. De havde fået en god fangst af fjeldørred i søen, så middagen var reddet i flere dage fremover.

Formiddagen slæbte sig af sted.

Da solen klatrede op mod sit højeste punkt, smøg hun sig af sted på samme måde som dagen forinden. Det passede så godt netop på den tid, alle have spist og slappede af efter maden. Undte sig et middagshvil.

”Kære Gud,” bad hun. ”Lad der have været nogen der!” Det havde aldrig strejfet Juliane, at det kunne være en farlig voldsmand, hun havde fået kontakt med – en som legede skjul med den troskyldige unge pige bare for at få anledning til at kaste sig over hende, når tiden var inde.

Da hun langsomt smøg sig opover mod højdedraget, skridt for skridt, forstod hun i hvert fald hurtigt, at der ikke var nogen i nærheden. Da havde hun kun ét håb tilbage, og …

”Ja!” hviskede hun stille for sig selv. Der havde været nogen der!

Forbavset så hun ned på sine tegn. De lå fortsat uberørt, men nu var der flere af dem. Under hendes rebus med de to mennesker under solen, lå der nye tegn – mange.

Men Juliane forstod ingenting af det, de skulle forestille.

Hun vovede ikke at røre dem af rædsel for at øde­lægge noget. I stedet studerede hun dem fra alle kanter. Og til sidst forstod hun, hvad det var – bogstaver!

”Åh, nej!” jamrede hun.

Juliane kunne ikke et eneste bogstav.

Hvad skulle hun gøre? Hvordan skulle hun få hjælp?

Hun trak vejret dybt og spærrede øjnene op. Ola!

Ola havde spurgte mor, hvad der stod uden på den eneste bog, de ejede – en bibel, hun havde arvet efter sine forældre. ”Jeg ved det ikke,” havde mor svaret. ”Men måske der står ’Bibelen’?”

I mange dage fremover have Ola studeret disse bogstaver. ”Det må der gøre,” sagde han til sidst. ”For to af dem er ens, og der er to ens lyde i ordet. Bibel. B.”

Men den kundskab kom han ikke langt med. Ikke før den dag, hvor far, som kunne meget af Bibelen udenad, kom til at røbe, at han vidste, hvordan den begyndte: ’I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.’

Til at begynde med havde Ola taget helt fejl, fordi han troede at overskriften ’Første Mosebog’ var begyndelsen. Men langt om længe forstod han sammenhængen. Bogstavet ’I’ genkendte han jo, og ligesådan med ’BE’ … Så havde han det. Med de få ord som udgangspunkt lykkedes det ham at sætte forsættelsen sammen også. Nogle af ordene var for vanskelige. Men han havde lært sig at læse sådan nogenlunde.

Juliane kunne ikke skrive beskeden fra klippestykket ned. Men hun studerede hvert enkelt tegn, til de sad som spigret fast i hendes hukommelse, alle sammen, og så løb hun hjem og overøste Ola med spørgsmål.

Hun fandt et bundt med små pinde frem og lagde dem ud over spisebordet, i samme mønster som det, hun havde set på stenen. De nysgerrige småsøskende blev jaget væk. Kun Ola fik lov at se det, for det var han jo nødt til.

”Hvor har du set det der?” spurgte han forvirret, da hun havde lagt mønsteret færdigt.

”Pyt med det! Bare sig mig, hvad det betyder!”

Han rettede på en pind, som åbenbart måtte have været skredet ud på stenblokken. ”Tja, her står der … De streger der forstår jeg ikke. Men der står: JA ALLE SOVER OM III DAGE. Skal de tre pinde der – stregerne, altså – betyde ’tre’, monstro? Forstår du noget af det her?”

Juliane gjorde nu noget, som næsten aldrig forekom mellem disse søskende. Hun lagde armen rundt om halsen på Ola og klemte ham så hårdt, at han næsten ikke kunne få luft.

”Hold dog op, det er da ingenting at takke for! Men hvad betyder det? Hvor har du fået fat i disse ord?”

”Åh, ikke noget specielt sted,” sagde Juliane svævende. ”Ola … lær mig at læse!”

”Læse? Dig? Ja, det kan jeg vel godt!”

Juliane tænkte, så det knagede, og efter megen tvivl og grublen kom hun frem til, at det måtte betyde, at den ukendte ville møde hende om aftenen. Når alle sov. Ganske vist havde han sprunget ordet ’når’ over, men det var sikkert bare, fordi der var dårlig plads på klippeblokken. Så enkelt var det.

De to følgende dage gik hun rundt som et tændt lys. Hun pressede livet af Rebecka med spørgsmål om, hvordan hun så ud, og kunne hun låne mors sjal? Var det ikke slemt, at hendes kjole var så slidt?

De andre søskende forstod ingenting. Men de more­de sig over, at Juliane var i så godt humør.

Jorulv havde sine egne bekymringer. Han var også begyndt at føle uroen i kroppen, på samme måde som Juliane. Inderst inde havde han en anelse om, at der måtte findes noget stort og vidunderligt i verden – fællesskabet med et andet menneske. Men hos ham var alt dette meget vagt endnu. Det var noget andet, som bekymrede ham meget mere. Far havde været borte i mange dage nu. Han vidste, at det tog lang tid at komme ned gennem elvedalen – men så længe? Far burde være kommet tilbage igen nu.

Hvis han ikke havde tænkt sig at blive borte for bestandigt, altså?

Nej, så egoistisk var ikke engang han. Desuden var far meget stolt af sin fjeldgård, den var hans, alt hvad han ejede her på jorden. Hans kongerige.

Aldrig om han ville forlade det frivilligt.

Derfor var Jorulv urolig.

Sommeren gik vel endda an, da klarede de sig godt alene. Så meget havde de da lært af et liv herude i ødemarken. Men tænk, hvis dette blev en af de virkelig hårde vintre …?

Så ville hele ansvaret hvile på Jorulv. Og han følte sig ikke moden nok til det endnu. At bestemme over dyrenes liv og død. Hungersnød. Mangel på foder. De havde oplevet den før, den skrigende sult, og de glemte det aldrig.

Allerede nu gøs Jorulv ved tanken om, hvor vigtigt det var at planlægge sommeren godt, så de kunne tage imod en kold vinter med megen sne. Hvis bare huset havde været lidt mere tæt! Han huskede sine småsøskendes hår, som satte sig fast i isklumperne på væggen om natten …

Burde han begive sig ud og lede efter faderen?

Og lade sine søskende være alene? Han kendte jo ikke vejen ned til elvedalen, hvor der vistnok skulle være andre mennesker. Han kunne fare fuldstændigt vild og aldrig finde vejen tilbage til gården igen.

Måske var det det, der var sket med faderen? Der var en anden tanke, der også gnavede i Jorulv – som tandpine. Stien, som faderen havde fulgt, da han gik, var en af dem, som børnene aldrig fik lov at gå ad. Det kunne være en sti, som småfolket havde lavet, og de holdt af at narre mennesker. Det havde faderen selv sagt.

Nu var Jorulv ikke så sikker på dette længere. Måske havde faderen bare villet holde børnene på gården? Sørge for, at de ikke fandt vejen ned til de beboede egne, som mor havde nævnt et par gange? Hun havde heller ikke været helt sikker på, at de fandtes, men hun havde hørt om dem – de farlige egne uden for skoven.

* * *

TRE DAGE VAR gået. Juliane var så renskuret, som hun kunne blive, og hendes klæder var rene – selv om hun måtte indrømme, at de ikke var særligt fine. En lang kjole, som hang lige ned og ingen pynt. Jo, for resten, mors sjal rundt om skuldrene. Håret var skinnende blankt, og hun havde redt det, til det var så skinnende som silke. Skoene havde hun fået lov at låne af Rebecka mod at tage madlavningen en hel uge. Søsteren forstod ikke, hvad Juliane skulle med hendes sko, men hvis det var så umådeligt vigtigt, så godt!

Alle var gået i seng. Heldigvis lå Juliane yderst, men akkurat denne aften syntes hun, at der gik en evighed, før alle sov. Tænk, hvis den ukendte ikke orkede at vente længere? Tænk, hvis han gik sin vej?

Nå, ja – han eller hun, så. Men hun håbede så inderligt, at det ville være en ’han’. Mattis redningsmand. Det måtte, måtte, måtte være Mattis redningsmand, det måtte ikke være en anden! Endelig. Nu sov de vist alle sammen.

Juliane smøg sig op og klædte sig på inde i vævestuen, så ingen skulle høre hende. Døren ud … lad være med at knirke nu, vær nu rar!

Hun var ude. I en verden, som var helt fremmed for hende.

Juliane havde ikke regnet med nattetågen. Almindeligvis sov de jo det arbejdende folks tunge søvn om natten og vidste meget lidt om, hvad der foregik i naturen på den tid af døgnet. De eneste gange, de måtte holde sig vågne, var, når en ko skulle kælve eller noget lignende. Og så var mor eller far altid med.

Dette var noget andet.

Selv om årstiden var lys, kunne hun ikke engang se så langt som til udhusene. Hun håbede, at tågen ville lette, når hun kom lidt op i skoven.

Hvor var alting dog troldsk! Nattefuglenes skrig fik sådan en underlig genklang over indsøen, og hun skimtede lige netop et par dyr inde i disen på engen, da hun smøg sig op over den. Det kunne være rensdyr. Det håbede hun. De var i hvert fald ufarlige.

Skoene, Rebeckas sko, blev våde af duggen i det halvlange græs. Det gjorde den nederste kant af hendes kjole også, den blev helt sort i farven af væde. Forsigtigt løftede hun kjolen en anelse. Hun ville så gerne være fin i nat.

Det var uhyggeligt at komme ind i skoven på denne tid af døgnet. Tågen var tæt herinde, så hun måtte støtte sig med hænderne mod træstammerne for ligesom at mærke efter, om de var virkelige. Men hun havde selv sat mange spor i græsset her i løbet af den sidste tid. Der var blevet en hel lille sti ud af det, og den var til hjælp for hende nu.

Hvad er det egentlig, jeg begiver mig ud på? tænkte hun bekymret. En drøm om nogen. En drøm om det uopnåelige.

Men nu var hun her, og det kom ikke på tale at vende om – ikke engang hvis hjertet hamrede og hele kroppen dirrede svagt af spænding.

Årets første blåklokke lyste mod hende. Juliane blev glad. Hun tog det for et godt tegn, for hun elskede den klare farve og de rene linjer i den spinkle blomst. Men hun plukkede dem sjældent, de var for seje i stilken, og hun foretrak at lade dem stå der, hvor de voksede. De var smukkest ude i naturen, hvor de hørte hjemme.

Skønt ingenting var vel så smukt som en stor buket blåklokker i et mørkt krus på et nyskuret bord. Det var som regel Rebecka, som gav sig af med sådan noget. Rebecka var som en fremmed fugl i deres familie, syntes Juliane. Hun skabte så meget smukt, hun vantrivedes med de daglige sysler …

Juliane kom tilbage til virkeligheden med et sæt. Hvor var hun nu? Var hun gået vild, mens hun lod tankerne følge deres egne veje?

Nej, hun var kommet frem til den lille dal – hun genkendte den lave sten med det snirklede mønster af rensdyrlav, som lå lige ved siden af stien.

Tågen var måske ikke helt så uigennemtrængelig her, men den var ganske tæt alligevel. Tågeklatterne hvirvlede rundt omkring hende i munter leg. Havde hun ikke været så godt kendt med detaljerne i landskabet, ville tågen have ført hende helt på vildspor. Det var, som om den drillede hende, forsøgte at narre hende på afveje, lokkede og trak.

Juliane blev så påvirket af den, at hun måtte stå helt stille med begge fødder trygt placeret på stien. Hendes hjerte hamrede i stilheden.

Hun hoppede himmelhøjt, da en stor hånd pludselig lagde sig over hendes mund. Nogen holdt hende hårdt bagfra. Juliane ville have skreget højt og spontant, hvis ikke hånden havde været der.

”Shh,” hviskede en stemme lige ved hendes øre. ”Jeg slipper dig, hvis du lover ikke at skrige eller løbe din vej.”

Juliane nikkede. Hun mærkede, hvordan koldsveden piblede frem over hele hendes krop, men satte alle kræfter ind på at forholde sig rolig.

Hånden forsvandt. Hun vendte sig om.

Det var ingenting at skrige for. Men det udløste et skred af forvirrede følelser i hende. Overraskelse. Forfærdelse. Skuffelse – først og fremmest skuffelse. Og … respekt?

Hun nejede dybt. Mor havde lært hende at neje for alle voksne, men dette var første gang, Juliane traf nogen, hun kunne benytte denne lærdom overfor.

”Skovguden?” hviskede hun ærbødigt. Han smilede skævt, men sagde ingenting.

Var det ham, der havde hjulpet Matti hjem?

I så fald forsvandt jo alle hendes hemmelige drømme som dug for solen.

Han var en ældre mand med grå striber i skægget og langt, mørkt hår. Klæderne var af dyrehuder, omhyggeligt syet sammen med tynde remme. Han var kæk og imponerende, men alt for gammel.

”Jeg ville se dig,” sagde han dæmpet. ”Se, om du er god nok.”

Juliane blev forskrækket. God nok – til hvad? Hun var ikke god nok til noget som helst, det sagde far altid. Ingenting duede hun til!

”Ja,” sagde den høje, ranke mand. ”Dine øjne fortæller om renhed og varme. Du er naiv, men klog. Ja, du er god nok.” Han gjorde en bevægelse op mod skoven mod det lille højdedrag.

I næste øjeblik var han forsvundet ind i skoven.

Juliane blev stående og så forvirret efter ham. Hun forsøgte at samle tankerne, men de svirrede bare rundt uden mål eller mening.

Hun vendte sig og kiggede usikkert op mod højen. Hvad skulle hun der nu? Alt var jo forbi, drømmen var knust, hendes følelser og tanker havde vist sig at være fuldstændig latterlige og håbløse.

En bølge af varme skyllede op i hendes kinder.

Der stod nogen deroppe! En anden, slankere skikkelse. Nu kom den ned mod hende.

Et øjeblik så hun ham ganske tydeligt mellem to tågeklatter.

Hun blev endnu mere varm i kinderne. Dette var Mattis redningsmand, det var hun ikke i tvivl om.

Hun begyndte at gå ham i møde. Det var, som om hendes fødder bevægede sig helt af sig selv uden hensyn til hendes egen tvivl og generthed. Så stod han foran hende. En ung mand, så overvældende kæk, at hun fik tårer i øjnene. I et nedslået glimt kom hun til at tænke på sine egne usle klæder og på, hvor almindelig hun selv var.

Juliane stirrede ufravendt på ham.

Hans hår var mørkt som natten, øjnene mørkebrune under lange, tætte øjenvipper. Ansigtet var meget velformet med bred pande og høje kindben. Og det bedste af det hele. Han så så inderligt rar ud.

Hans hår lå i bløde bølger ned over de brede skuldre. Juliane havde aldrig set et så smukt hår.

Han smilede mod hende, men der var noget ved udtrykket i hans øjne, som røbede, at han også befandt sig på ny og usikker grund.

Netop det fyldte hende med en sådan grænseløs ømhed og hengivenhed, at et par tårer listede sig vej ned over hendes kinder.

Julianes hjerte var redningsløst fortabt.