Kapitel 24
Nemesis straffer Galaxos
Helmer stod på bunden af den blinde tunnel midt i den uoverskuelige Vægverden. Foran ham hang de gigantiske gopleformede aliens og ulmede som tændte vågeblus. De var på én gang skræmmende og dragende med deres fremmedartede udseende og lange tentakelformede følere, der forsøgte at nå ham. Men der var også noget varmt hypnotiserende ved det beroligende lys i den kulsorte verden. Skinnet ulmede i bølger over endevæggen, hvor Kølhaleren på magisk vis var fløjet ind.
... jeg håber sgu de er blevet støbt ind i beton, hele banden ... tænk, de skred bare! ... stak af og lod mig stå alene tilbage med lorten, selvom det var min skyld at de overhovedet fik mulighed for at slippe væk ... har de slet ingen samvittighed? ... næ, det ka' de vel ikke ha' ... de er selvfølgelig osse hærdede lovløse, så det er måske ikke så underligt ... jeg ka' måske »forstå« at Galaxos gjorde det, selvom det er svinsk fejt ... dét burde jeg nok ha' forudset ... men jeg havde ikke noget valg, jeg blev presset ud i det her ... og ham Kleptor ka' man slet ikke regne med, men at Markus ku' gøre det? ... og jeg var så naiv at tro at han var min ven ... det viser bare endnu en gang at rigtige venner ikke hænger på træerne ... man ska' ikke vælge den første, den bedste der melder sig, når man kommer hen et nyt sted ... hvornår lærer du det? ... det var den samme historie på den anden skole ... dér endte det med politi og ballade, fordi du lod dig lokke med den aften ... og det var hverken dig der fik ideen, førte an eller brød ind ... du sku' bare „holde øje“, mens de andre var inde i slikbutikken, og hva' skete der? ... alarmen gik uden at du hørte den og da politiet kom, var de andre over alle bjerge og du stod alene tilbage uden svar på hva' du lavede dér ... det var sgu da kun fordi den gamle dame overfor havde set dig og lagde et godt ord ind for dig, at du slap så billigt ... ja, og nu står jeg altså her i virkelig dyb lort ... denne gang er det ikke bare en advarsel fra politiet eller en tur over på inspektørens kontor ... det her er serious shit! ...
Når han så op på de tre gopler, følte han sig meget, meget lille. Kæmpernes mangefarvede øjne betragtede ham; grøn, rød, blå, brun og violet.
... gad vide om de er kødædere? ... jeg ka' ikke se munde på dem ... de består måske bare af en mælkehvid lysende krop, en masse øjne og tentakler ...
Helmer så ned på beholderen ved sine ben. Det tætte grønne klæde var trukket over glasset. Her i tunnelen så det ganske vist lige så sort ud som hans situation.
... jeg har mest lyst til at tyre det akvarium mod væggen så glasset knuses, men det er nok ikke nogen fed idé ... selvom vhorken er skyld i at jeg står her nu, kan den vel ikke gøre for det ... Galaxos var ret nervøs for om klædet blev fjernet ... hvorfor? ... måske ser den creepy ud? ... han virker ellers som en gut der ka' klare lidt af hvert ... jeg tror lige jeg ta'r et kig på den ... jeg er jo alligevel dødsdømt ...
Han satte sig på hug og krængede det grønne klæde af. Beholderen lignede et forseglet opretstående akvarium. Den var fyldt med en glasklar væske som måske var vand, måske ikke. Der var noget levende indeni. Vhorken. Den glødede svagt, men der gik ikke mange sekunder før lyset steg i styrke. I løbet af få øjeblikke strålede væsenet derinde, men selvom lyset var stærkt, var det ikke ubehageligt. Tværtimod. Der var noget smukt og fredfyldt i det.
Goplerne reagerede. En treenig dyb tone udsprang fra deres bløde kæmpekroppe. Nu strakte også de to andre deres lange følere ind i tunnelen.
Helmer stirrede på vhorken. Den var en slags miniatureudgave af goplerne, men havde ingen fangarme. Den var formet som en amerikansk fodbold og virkede knogleløs. Den var som kæmperne tæt besat med øjne over hele kroppen, men selvom de stirrede på ham uden øjenlåg, var der intet uhyggeligt over dem.
... sådan ser en vhork altså ud ... det føles underligt når den kigger på mig ... den gennemskuer alle mine hemmeligheder og tanker og alt hva' jeg har bedrevet gennem hele livet ... den ved alt om mig nu og den har kun set på mig i 10 sekunder ... måske er det bare en fornemmelse, men den er meget stærk ...
„Det er mere end en fornemmelse,“ sagde en stemme. „Det er sandheden.“
Helmer fór sammen. Han var lige ved at vælte beholderen. Han kneb øjnene sammen og stirrede hen mod den mørkeste krog ved endevæggen. Der var en dørformet åbning. Den havde ikke været der for lidt siden.
... en udgang, men den er mørk ... og der står nogen ...
„Hvem er det?“ spurgte han.
Spørgsmålet blev ikke besvaret. Goplernes dybe toner steg både i intensitet og højde. Lyden generede hans trommehinder. De store væseners lange fangarme bølgede i tunnelen.
„Tag beholderen og gå så langt frem at den længste arm på den forreste sirunex netop kan nå, men heller ikke længere,“ sagde stemmen. „Ellers risikerer du at blive revet med.“
Helmer så tøvende fra vhorken hen mod den mørke passage og tilbage på goplerne som åbenbart kaldtes sirunexer.
„Hvem er du?“ råbte han for at overdøve den vibrerende tone.
„Gør som jeg siger,“ svarede stemmen. „De har set vhorken. De fjerner sig ikke før de har den. Din hjerne risikerer at eksplodere af lyden. Dit skelet pulveriserer.“
... hvem han end er, så har han ret ... den tone gør allerede ondt i hele kroppen ...
Helmer bøjede sig og løftede forsigtigt beholderen. Vhorken stirrede sørgmodigt på ham. Han forsøgte ikke at glo tilbage, men det var svært med alle de øjne. Han gik et par skridt frem. Den forreste sirunex kunne næsten nå. Spidsen af dens fangarm vibrerede voldsomt. Alarmtonen tog yderligere til i styrke. Helmer holdt beholderen ud i strakte arme. Den var meget tung. Han kunne ikke gøre det i mere end få sekunder. Han tog et skridt til. De ivrigt bevægelige tentakelfingre bevægede sig lige foran ham. En af dem snittede glasset.
... et halvt skridt mere ...
Vhorken og dens fængsel blev revet ud af hænderne på ham og trukket hundredvis af meter igennem luften til den forreste sirunex. Fangarmens spids forsvandt ind i den bløde krop og med den vhorken. Om det betød at hypnosevæsenet blev spist var ikke til at afgøre. Sirunexerne trak sig væk fra hullet og gled ud i det mørke rum bagved. Den generende tone fadede bort
... sammen med lyset ...
Han stod tilbage i mørke, men kun et øjeblik. Et andet lys tændte bag ham. Helmer vendte sig. Silhouetten af hans rådgiver tegnede sig i døråbningen. Han genkendte den straks, selvom han ikke kunne se detaljer.
... åh shit! ... det er den! ... bjørneedderkoppehummeren fra mit mareridt ... og denne gang drømmer jeg ikke ...
I en anden dimension meget langt derfra susede Kølhaleren over et malerisk landskab hvor alt var farvet i utallige blå nuancer. En strålende sol skinnede på de højeste tinder og lange bjergdale der snoede sig som slanger omkring søer og skove. Hist og her lå små landsbyer hvor beboerne gik omkring i deres egen lilleputverden. De nød at det nu kun sjældent regnede efter at en mystisk pige helt alene havde stoppet den evige blå tåreregn. Den var faldet som en forbandelse over deres dimension.
Hverken Galaxos, Kleptor eller hans drømmevært, Markus så meget til solen. De sad for nedrullede skodder i piratkaptajnens store kahyt. Forbryderne drak stærk spiritus som Markus kun havde nippet til før han fik et hosteanfald og var ved at besvime. Drømmetjeneren og den store pirat derimod tog godt for sig af den begsorte drik, der blev skænket op i høje jernkrus fra en tung dunk.
„Det var på et hængende hår,“ sukkede Galaxos tilfreds og strakte sig i lænestolen bag det store skrivebord. „Hvor kunne jeg ha' sparet meget tid, hvis jeg havde vidst at vhorker bragte uheld. Så stod jeg måske i Den Gyldne By nu.“
Kleptor trak på skulderen. Han hang afslappet i en flettet stol med benene over det ene armlæn. Stillingen fik ham til at ligne en smidig sort kat i den dunkle belysning.
„Det undrede mig at du overhovedet havde købt den. Jeg har fået tilbudt mange vhorker gennem årene, men selvom de har visse fordele, så er de ikke prisen værd. Ejeren vil altid være omspundet af uheld og dårlige vibrationer.“
„Det er gået op for mig,“ knurrede piratkaptajnen og gnubbede sin lange trekantede hage. „Men det er heldigvis et overstået kapitel. Nu er jeg fri af den byrde.“
„Øhm, ikke for noget,“ indskød Markus forsigtigt. „Men ska' vi ikke lige flyve tilbage og se hvordan det går med Helmer?“
Både Galaxos og Kleptor gloede på ham.
„Det går ikke,“ svarede piratkaptajnen lidt efter. „Vhorken er knyttet til ham nu. Han ejer den. Hvis vi henter ham, er vi nødt til osse at tage dén med, og så er jeg lige vidt.“
„Men ... øhh ... han er altså ikke så sej som I er. Han kommer fra en anden verden. Han risikerer at dø derinde.“
„Alle dør før eller siden,“ svarede Kleptor filosofisk og glanede op i loftet, hvor der hang en udstoppet miniature-drage. „Det drejer sig om at udnytte den tid man har fået stillet til rådighed på den mest rentable måde.“
„Rage så mange guldpiastre sammen som overhovedet muligt,“ sagde Galaxos og skænkede op i sit krus.
„Var det ikke dét jeg lige sagde?“ spurgte drømmetjeneren og rakte armen ud for at få en påfyldning.
Markus genkendte det her mønster alt for godt fra sin egen dagligdag, når han kom ned på værtshuset for at hente faren, fordi moren ikke havde set ham (og lønnen) i tre dage.
De to aliens var halvfulde og der hang en sløvhed i kahytten som efter en stor drikkefest.
„Jeg er stadig ikke kommet et skridt videre mod målet,“ mumlede Galaxos dystert og stirrede frem for sig. „Og jeg aner ikke hvor jeg ska' fortsætte. Måske findes Den fordømte skønne Gyldne By slet ikke, når alt kommer til alt.“
En rum tid hørtes kun Kølhalerens svage hypersusen. Et insekt snerrede arrigt ved en af skodderne.
„Jeg krydsede engang en 800 år gammel troldmand der påstod at han havde været der,“ sagde Kleptor så med halvt lukkede øjne.
Et dybt gisp undslap Galaxos. Han rettede sig så brat at det knagede faretruende i hans store ryg.
„Hva' siger du? Hvad hed han? Hvor er han nu?“
Drømmetjeneren tænkte sig om. Markus havde mistanke om at Kleptor ikke var det mindste fuld. Det hele var skuespil.
„Han hed ... Lididajdandur og han boede ... i en lang sal i Troldmandsbjergene.“
„Lididajdandur!“ brølede Galaxos som om en Daggertbrodhveps havde stukket ham. Piratkaptajnen røg op fra stolen med sådan en voldsomhed at Kleptor smidigt sprang på benene og Markus gemte sig bag en stol. „Ved alle falske bøjede guldpiastre! Ham kendte jeg særdeles godt.“
Drømmetjenerens blå øjne blev også større. Han så selv forbavset ud.
„Hvordan dét, om man må spørge?“
„Lididajdandur var min gamle læremester. Han lærte mig alt hva' jeg ved om alkymi og trolddomskunst.“
„Nå ... jeg troede ikke at du havde nogen ... øhh ... »uddannelse«.“
„Jeg er troldmand af 2. grad med diplom i Manipulation,“ hævdede Galaxos stolt med hånden på brystet. „Jeg kunne være nået helt til tops i Troldmandsrådet, hvis jeg ikke var blevet ... misforstået.“
„Dét problem kender jeg,“ svarede Kleptor. „Jeg er selv blevet fejlfortolket livet igennem.“
„Mig med,“ tilføjede Markus og kom frem fra stolen.
„Men ... men ... men,“ stammede Galaxos forvirret og pegede på drømmetjeneren. „Lididajdandur er da død, ikke?“
„Jo, det er længe siden.“
„Så ham ka' jeg ikke pumpe for oplysninger,“ sagde piratkaptajnen ærgerlig og travede frem og tilbage i kahytten.
„Hovsa! Hvis du har kendt Lididajdandur, må du osse ha' mødt Mandator der er forsvundet,“ fortsatte Kleptor med en snu mine.
„Naturligvis. Mandator kom tit i Lididajdandurs stuer. De to var nære venner og førte ugelange samtaler om trolddomskunst og andre interessante emner.“
„Lyttede du aldrig til disse samtaler?“
„Jo, og jeg fik mange gode oplysninger som jeg senere har brugt i min ... æh, virksomhed.“
Kleptor så ud som om en fantastisk mulighed faldt ham ind.
„Har du nogensinde hørt om Hemmelighedsplacering, kaptajn?“
„Selvfølgelig. Det er et ældgammelt troldmandstrick. Kun få mestrer det.“
„Hva' går dét ud på?“ spurgte Markus nysgerrigt.
Kleptor så på ham.
„De allerdygtigste magikere har udviklet en metode til at gemme vigtige informationer i en anden persons hjerne uden at denne selv er bevidst om det. Ofte benytter de en lærling eller en tjener. Skulle troldmanden for eksempel blive ramt af en fjendtlig magisk spell, der sletter dele af hans egen hukommelse – og mange spells har tab af erindring som en sideeffekt – så kan hemmeligheden gen-etableres via den anden hjerne.“
„Hvis troldmanden altså kan huske at han har Hemmelighedsplaceret nogen,“ lo Galaxos lumsk.
„Det gi'r sig selv ... men ka' du ikke se muligheden, kaptajn? Mandator regnes for den største troldmand der har levet og nu er han forsvundet. Mandators nære ven var din læremester, Lididajdandur. Hvis nogen ved besked med Den Gyldne By – forudsat at den eksisterer – så må det da være Mandator. Måske har han Hemmelighedsplaceret Den Gyldne Bys beliggenhed i Lididajdandurs hjerne? Selv om hemmeligheden lå i hans underbevidsthed og den normalt ikke kunne hentes frem, ledte den måske alligevel Lididajdandur på sporet af Byen og hvem tror du så din læremester ka' ha' Hemmelighedsplaceret?“
Der blev igen stille i kahytten. Galaxos gloede på mestertyven med åben mund, mens han forsøgte at begribe omfanget af det sagte.
„Antyder du ...?“ hviskede han omsider og rømmede sig. „Antyder du at jeg går rundt med en sikker viden om Den Gyldne Bys position uden selv at vide det?“
„Hvorfor ikke? Jeg vil sige der er en meget stor chance for det.“
Piratkaptajnen faldt tungt og fuldstændig groggy ned i sin stol som om han havde kæmpet 20 omgange med en Hornet Kaosbryder.
„Hvorfor har jeg så ikke kunnet komme i tanke om det, når Lididajdandur kunne?“
Drømmetjeneren vred sig.
„Fordi – undskyld jeg siger det, kaptajn – men Lididajdandur var nok en lidt større troldmand end dig.“
Galaxos skulede, men protesterede ikke.
„Der er heldigvis en stensikker metode til at hive hemmeligheden ud af dig, hvis den altså ligger i din underbevidsthed.“
Den store pirat lænede sig ind over skrivebordet. Guldfeberen ulmede påny i hans sorte øjne.
„Hvordan, mestertyv? Spyt ud!“
„Simpelt. Jeg udspørger dig om det ... foran en vhork.“