Kapitel 42

Forræderen

 

„Nu er der altså gået en time, Zlit,“ oplyste Helmer som om han var på strandtur og ventede på tilladelse til at gå i vandet. „Og vi har ikke hørt fra de andre dimensionsdetektiver. Jeg tror de er i vanskeligheder.“

Rak-Zak'en var stadig i dok ved Dimensionsrådets hovedsæde i Den Orange Dimension. Helmer havde siddet og leget med et underholdende, men svært spil, hvor 10 stålkugler rullede i gennemsigtige rør med små forhindringstunneler, hvori de forsvandt sporløst for at dukke op igen på helt uventede steder. Imens havde drømmetjeneren foretaget nogle opkald til sine overordnede i sin videre jagt på forræderen.

„Måske,“ svarede det store væsen roligt og forsøgte at kalde deres nye allierede over radioen. „Hmmm, de svarer ikke. Det behøver dog ikke at betyde at de har problemer. De er dimensionsdetektiver. De er vant til at klare sig selv. Måske har de bare forladt fartøjet.“

„Og er blevet ædt.“

Helmer mente at han så forbavselse i Zlit's 12 sorte edderkoppeøjne, men det var nok indbildning.

„Ædt? Af hvem dog?“

Helmer trak på skulderen.

„Det ved jeg ikke. De dér kæmpevandmænd eller nogen andre uhyrer. Alt ka' ske derinde.“

Zlit nåede ikke at svare før der kom et nyt radioopkald. Kempiren benyttede sin ejendommelige snabel til at hviske på et fuldstændigt fremmedartet sprog. Det lød mere som vand der klukker ud i en vask end reelle ord. Bagefter gjorde han straks Rak-Zak'en klar til transport.

Helmer kom hen til ham.

„Skal vi retur til Vægverdenen?“

„Nej. En af vores spioner har lige sendt hovedkvarteret et tip om at Kølhaleren befinder sig i Terningehavet. Hvis mistænkte Kleptor og din ven Markus stadig er om bord, kan vi måske komme videre i gåden om mordforsøget på Mr. Spoing og forræderen i Dimensionsrådet ... Og så er der jo stadig sagen om Optaklerne og Kappen.“

„Okay, men lige én rettelse, Zlit: Markus er ikke min ven!“

 

„Det forstår jeg altså ikke,“ sukkede Galaxos tungt og støttede sit trætte hoved i hænderne. „Jeg var overbevist om at Den Gyldne Bys position lå begravet et sted i min hjerne.“

„Jeg var selv helt sikker, kaptajn,“ svarede Kleptor. „Men jeg gjorde virkelig et ihærdigt forsøg på at få sandheden ud af dig. Tro mig.“

„Det gør jeg osse,“ stønnede piratkaptajnen og stemte forsigtigt tommelfingrene mod tindingerne. „Åh, min pandeskal ... men hvis det ikke var for optageren her, så ville jeg tro at du lavede numre.“

„Numre?“ udbrød drømmetjeneren uforstående. „Hvordan i alverden skulle dét kunne lade sig gøre? Voxofonen er slettesikker. Den lyver ikke. Du har selv gennemlyttet forhøret.“

Galaxos skulede.

„Ja, og jeg synes du var ret hård ved mig, mestertyv.“

„Tilgiv metoden, kaptajn, men det var jo i vores interesse at få hemmeligheden frem ... hvis den altså var der ... hvad den ikke var. Troldmænd går stille med dørene. Dét ved vi.“

„Hmmm ... Jeg er ikke ét skridt tættere på mine rigdomme end jeg hele tiden har været. Alt hva' jeg har opnået er en dundrende hovedpine.“

„Måske er den Gyldne By kun et sagn,“ foreslog den smidige væselalien.

„Nej!“ råbte Galaxos og hamrede en tung næve i bordet, så den overdækkede vhork skvulpede i beholderen. Han tog sig atter til hovedet. „Den eksisterer! Jeg ved det! Jeg kan fornemme det helt ind i mit gamle røverhjerte. Der ligger ufattelige mængder guld og ædelstene og bare venter på at blive hentet, og jeg ska' nok finde det en dag, men så længe der er en vhork på skibet, vil uheldet blive ved at forfølge mig. Hvordan slipper jeg nu af med den fordømte tingest én gang til?“

„Simpelt, kaptajn: Sælg den.“

„Ingen vil købe den, dit fjols. Alle ved at en vhork bringer ulykke.“

„Så sælg den som noget andet. Det er de færreste der har set en vhork.“

Galaxos rettede sig i stolen med et udspekuleret udtryk.

„Du siger noget ...“

Markus sad stadig gemt i skabet og lyttede til samtalen. Han følte sig uforklarligt ør i hovedet og var i tvivl om han havde sovet nogle minutter. Det foresvævede ham at han havde hørt Kleptor afhøre Galaxos om Den Gyldne By, men præcis som piratkaptajnen kunne han ikke mindes at der var kommet noget konkret resultat frem.

... Kleptor har sikkert manipuleret med Galaxos' tanker, men har han også manipuleret med mine? ... hvordan kan han dét, når han ikke ved at jeg sidder her i skabet? ... for det kan han da ikke vide ... eller kan han? ... intet er sikkert med den skurk ... man aner aldrig hvor man har ham ...

Markus kiggede ud af sprækken igen. Kleptor var gået hen til de store panoramaruder, hvorfra der var udsigt fra Kølhalerens agterstavn.

„Vi hænger over en by jeg kender ret godt, kaptajn. En af mine venner ejer et værtshus der. Det er fuldt af fordrukne idioter fra morgen til aften. Jeg er sikker på at jeg ka' finde en køber til vhorken derinde.“

„Virkelig?“

Galaxos livede op ved tanken.

„Men jeg er nødt til at gå alene.“

Piratkaptajnen skubbede vhorkbeholderen fra sig.

„Gå endelig og ta' bæstet med dig. Jo før, jo bedre.“

 

Kølhaleren gik ned på en af vandkubens andre havsider end den hvor byen lå. Det var Kleptors intention at de skulle sejle ind i Rak som ethvert normalt skib. Det var trods alt et fåtal af hyperfartøjer, der bevægede sig omkring i denne mere primitive og fattige del af Terningehavet, og der var ingen grund til at gøre mere opmærksom på sin tilstedeværelse end højst nødvendigt.

Efter at de to superskurke havde forladt Galaxos' kahyt, kravlede Markus forsigtigt ud fra sit gemmested og gik ad en række gange og trapper op til yderdækket, hvor piratkaptajnen og drømmetjeneren stod på agterdækket og fulgte Kølhalerens manøvrer.

Markus stillede sig hen ved en mast og greb fat i et tykt reb. Han så skibet nå randen af kuben og Kølhaleren tippede et øjeblik forover, men i stedet for at styrte i afgrunden, tilpassede Terningehavets særlige gravitationslove fartøjet og hjalp det sikkert om på den næste side af vandterningen.

... holy bugger ... den manøvre ku' tjene mange penge på Jorden ...

Han kvalte endnu et forbavset udbrud, da de stævnede ind i havneindløbet.

... hey, det er jo dén! ... byen med de snoede tårne og høje smalle bygninger ... det var her jeg kontaktede Kleptor første gang ... i drømme ... derinde i den aflange blå bygning med de store muslingeskaller på taget ... det er værtshuset Den Knuste Brud med ham krotyren, der kaldte sig ... hva' var det? Brøler ... hold kæft, tænk at stedet findes ... nu har jeg ikke nogen drøm at vågne fra ... nu er jeg her i virkeligheden ... det er for sejt ...

10 minutter senere stod Kleptor klar. Han havde beholderen med vhorken gemt i en stor rygsæk.

„Jeg forventer at du kommer tilbage uden den forvoksede klemmelus, mestertyv,“ krævede Galaxos. „Det er altafgørende for min videre jagt på Byen.“

„Har jeg nogensinde svigtet dig, kaptajn?“ spurgte den lille pelsede drømmetjener med et hvidt smil. Der spillede et ubestemmeligt skær i hans vandblå øjne. „Jeg er Kleptor. Jeg udfører altid opgaverne som de er bestilt.“

Galaxos svarede bare med et kort nik og Kleptor gik alene fra borde. Piratkaptajnen ventede til drømmetjeneren var nået helt ind fra den ene molearm, før han gik hen mod trappen op til broen. Ingen tog notits af Markus der stod lidt derfra. Han så ubeslutsomt først efter den ene og så den anden.

... hva' helvede gør jeg? ... min intuition siger mig at Kleptor ikke kommer tilbage ... han hentede nogle vigtige informationer frem under den afhøring, men det lykkedes ham at fuske med voxofonen, så Galaxos ikke kan bevise det ... nå, der kommer Galaxos igen sammen med den lille mide ... jeg gemmer mig her ...

Markus hoppede op i en stor sammenrullet tovdynge og trak en presenning over sig. Lidt efter hørte han piratkaptajnen og hans næstkommanderende tale dæmpet i nærheden.

„Jeg stoler ikke på den halunk længere end jeg kan kaste ham og det er ikke ret langt for jeg er en lille mand,“ sagde Gnidder.

„Selvfølgelig ikke,“ svarede Galaxos mørkt. „Kleptor fandt ud af Den Gyldne Bys beliggenhed under den afhøring. Jeg ved det fordi jeg nu er helt sikker på at den eksisterer. Det var jeg ikke før. Altså må han ha' hentet informationer ud af min underbevidsthed.“

„Men det er nu uforståeligt at det ikke fremgår af samtalen på voxofonen,“ kvækkede Gnidder. „Så måske foregik det virkelig som han sagde ... du skulle ha' ladet mig lytte med på den afhøring, admiral.“

„Ja, dét ku' du li', dværg, men jeg stoler heller ikke på dig. Min mor lærte mig at jeg kun kunne stole på én person her i verden og det var hende. Det var lige før hun solgte mig til nogle sortbørsslavehandlere. Kleptor har manipuleret den voxofon. Det er den eneste forklaring.“

„Måske lavede han et nyt forhør med dig, admiral. Ét der blev lagt oven i det første hvor han fik vristet hemmeligheden frem. Det skulle overbevise dig om at du aldrig har vidst hvor Den Gyldne By ligger.“

Der blev stille et øjeblik.

„Ikke nogen dårlig idé, men så skulle han ha' lavet en anden optagelse oven i den første og det er umuligt. Begge optagelser ville være kommet med i voxofonens hukommelse.“

„Med det stinkdyr er intet umuligt,“ knurrede Gnidder.

„Interessant tanke. Så ligger informationerne vel på et underliggende lag i optagelsen. Måske kan computeren hente dem frem.“

„I mellemtiden forsvinder Kleptor.“

„Det tror jeg ikke,“ svarede Galaxos. „Lige nu hænger han på vhorken. Han ved at hvis han ikke slipper af med den, finder han aldrig selv frem til Den Gyldne By, om han så har et kort og en hoveddørsnøgle til den. Han vil prøve at sælge vhorken på Den Knuste Brud, men for at være helt sikker sender jeg dig derind for at holde øje med ham ... i al diskretion, naturligvis.“

„Forstået, admiral, men hva' nu hvis han ikke får solgt bæstet til nogen?“

„Så er der kun én løsning tilbage for den skal ikke om bord på Kølhaleren igen.“

„Mener du ...?“

„Ja, Gnidder. Hvis mestertyven ikke får solgt vhorken, må du snigmyrde ham. Så har han nemlig vhorken når han dør, og den kan ikke komme retur og plage mig.“