Kapitel 50
Forhøret
„Du får altså ikke noget ud af det her.“
Lee-Daa-Loo så sig over skulderen. GlæGanna var lige bag hende. De gik i en jævnt skrånende tunnel med drypsten i loftet.
„Bare gå,“ lød svaret kort.
Hendes fjende havde ført hende ind i klippesprækken og ned ad en smal gang der ledte mod det enorme underjordiske hulesystem, hvor stentroldene normalt levede.
„Jeg forlanger at få at vide hvor vi skal hen,“ protesterede Lee-Daa-Loo og stoppede. „Ellers flytter jeg mig ikke ét skridt mere.“
GlæGanna stillede sig bag hende. En kulde som fra en åben fryser føg i gangen. Lee-Daa-Loo gøs indvendigt. GlæGanna gav hende et hårdt skub i ryggen.
„Du gør hva' der bli'r sagt! Her er det mig der bestemmer!“
„Jeg er ikke bange for dig, hvis det er dét du tror.“
Stemmen dirrede desværre en smule.
Frostpigen lo ondskabsfuldt.
„Nej, det ka' jeg tydeligt høre. Du har altid været en patetisk lille skid, Amalie. Bange for din egen skygge. Bange for alting.“
„Amalie er død. Jeg hedder Lee-Daa-Loo.“
„Hvis du ikke samarbejder, ska' jeg sørge for at både du og hele dit skævbenede slæng og deres vanartede firben bli'r ekspederet som knogler og løs hud til Den Sorte Dimension.“
De to dødsfjender gik videre i tavshed. Lee-Daa-Loo spekulerede på hvad hendes plan mon kunne gå ud på.
... jeg har prøvet at dø før, så dét er jeg ikke bange for ... men ka' hun mon finde på noget værre end døden? ... Gabrielle har altid været en opfindsom plageånd, men med de kræfter hun er blevet tilføjet af den Kappe, er hendes udspekulerede ondskabsfuldheder sikkert blevet mangedoblet og det er dét der bekymrer mig ... måske ka' jeg gøre et forsøg på at ... ja, dét prøver jeg ...
Lee-Daa-Loo lod som om hun snublede og faldt. Hun rullede over det hårde klippegulv. Den magiske kampdragt sørgede for at hun landede smidigt og uden at gøre skade på sig selv. Samtidig så det realistisk ud.
GlæGanna skraldgrinede.
„Ha, ha, ha, hold kæft, hvor er du ynkelig. Ka' du nu ikke engang stå på benene, dit pattebarn?“
Lee-Daa-Loo blev liggende på ryggen som en omvendt skildpadde og holdt om sit knæ.
„Jeg tror jeg har forstuvet min ankel,“ klagede hun.
„Så må du hoppe videre på den sådan, for videre skal vi. Rejs dig!“
„Jeg ... jeg kan ikke,“ klynkede Lee-Daa-Loo. „Jeg tr... tror noget er brækket.“
„Op eller jeg brækker dig!“
GlæGanna sparkede hende hårdt i siden. Dragten bødede for slaget. Lee-Daa-Loo jamrede sig og rullede rundt.
„Du får kun én advarsel til, ellers blæser jeg hovedet af dig med Optaklen.“
... det er bluff ... hun har brug for mig ... uden min hjælp får hun aldrig fat i de andre Optakler og det ved hun ...
GlæGanna stod i det glitrende hulelys der illuminerede fra klippen som tusind små stjernekastere. Hun holdt truende Optaklen i en knuget hånd.
... nu! ...
Lee-Daa-Loo lod som om hun prøvede at komme op, men i stedet kastede hun sig frem og fangede sin modstanders ben. GlæGanna mistede balancen og tabte Optaklen. Den hoppede over hulegulvet med klikkende lyde og forsvandt ned ad gangen.
„Nej!“
Skriget var skingert og desperat. De to piger tumlede rundt. GlæGanna frådede og prøvede at kradse sin modstander i ansigtet med de lange blå negle, men Lee-Daa-Loo fik krummet sig sammen og stemt fødderne op på GlæGannas brystkasse. Hun stødte GlæGanna fra sig med et hårdt stød. GlæGanna fløj baglæns og ramte ind i hulevæggen med et gisp. Hun faldt fortumlet til jorden. Lee-Daa-Loo kravlede hen ad gangen efter Optaklen.
... jeg ka' ikke se den, men jeg fornemmer at den ligger få meter væk i en lille revne ...
Hun fandt sprækken. Det farvede objekt var trillet ned i spalten. Hun fiskede den behændigt op med to fingre.
... hi, hi, så let som at plukke et jordbær ...
Et pust af iskold frost lagde sig om hende. Lee-Daa-Loo løftede hovedet. GlæGanna stod lige foran. Hvordan hun havde flyttet sig så hurtigt og lydløst begreb Lee-Daa-Loo ikke, og hun fik heller ikke tid til at tænke videre over det, for sekundet efter ramte GlæGannas højre støvle hende hårdt i ansigtet. Lee-Daa-Loo faldt ned på ryggen og tabte Optaklen. Dragten beskyttede ikke hovedet, men på grund af hendes særlige situation gjorde det ikke ondt. Det var mere skuffelsen over at Gabrielle kunne være så grov.
„Dit feje svin! Jeg sparkede ikke i ansigtet!“
GlæGanna stod igen lige over hende. En blå ishånd greb hende i kraven og trak hende op mod sig. Det hæslige frostfjæs gloede med brændende had ind i hendes eget.
„Jeg ska' flå dig langsomt i stumper og stykker, dit lille afskum. Du ska' komme til at trygle om at blive sparket retur til Den Sorte Dimension, hvor du hører hjemme.“
„Jeg er ikke bange for ...“
Lee-Daa-Loo nåede ikke at sige mere før GlæGanna pressede Optaklen mod hendes tinding. Et lammende lyn slog igennem hendes hoved og hun mistede bevidstheden.
Da Lee-Daa-Loo vågnede, befandt hun sig i et lille stenkammer. Det lignede en dekoration fra en primitiv science fiction-film. Noget pirkede hende i ansigtet med gentagne iskolde tik.
Da hun fik sundet sig oven på Optakelchokket som havde givet hende en summende hovedpine, fik hun kræfter til at tjekke omgivelserne. Hun lå på ryggen på en stor aflang stenblok med en ujævn overflade. Hendes ben og arme blev holdt ud til siderne som på Leonardo da Vinci's berømte Vitruvian Man, men da hun forsøgte at trække dem til sig, kunne hun ikke, skønt intet tilsyneladende var bundet om dem. Det virkede nærmere som om en stor magnet holdt hende låst til klippen.
Stenblokken dækkede kun midten af gulvet. Rundt om var en stille sø dannet af bjergvandet der plirk'ede og plong'ede fra et lavt kuppelformet loft. Herfra hang lange skarpe drypsten. Et par af dem doserede iskoldt bjergvand i hendes ansigt.
Hun var i stand til at dreje hovedet for at orientere sig, men heller ikke mere. Kammeret var blot få meter i diameter og der var kun én udvej. Den gik opefter i form af et lille hul, hvorigennem GlæGanna gloede ned med et ondskabsfuldt udtryk.
„Så hva' synes du om dit nye gæsteværelse?“ grinede hun fornøjet og kastede en sten ned til Lee-Daa-Loo. Den landede i søen med et hult plonk. „Jeg har indrettet det specielt til dig.“
„Din gæstfrihed har altid været noget specielt,“ svarede hun. „Du er næsten lige så udspekuleret som Gabrielle var, men også kun næsten. du har stadig meget at lære af den bitch. I den forbindelse – som i mange andre – er du bare en simpel amatør.“
Smilet forsvandt fra GlæGannas ansigt.
„Jeg vil ikke råde dig til at gøre det værre for dig selv.“
„Jeg ligger skam fint,“ sagde Lee-Daa-Loo. „Jeg mangler bare en hovedpude. Ka' du ikke lige smide et klippestykke herned?“
„Inden der er gået et kvarter, vil du trygle mig om at gøre en ende på dine lidelser,“ lovede hendes fjende.
Lee-Daa-Loo smågrinede.
„Inden du starter din amatøragtige tortur, så la' mig spare dig for en masse unødigt besvær: Måske er det gået op for selv dig, at jeg er død og ikke kan føle smerte. Din plan med at drukne mig i denne her sø eller spidde mig på dine vaffelis deroppe vil være forgæves.“
Til hendes overraskelse blev smilet på GlæGannas mund større.
„Den her papkulisse er bare for at more mig selv. Glødende jerntænger og brændende nåle hører fortiden til. Næh, psykologisk tortur er det store hit i disse år!“
GlæGanna stod på hovedet, set fra Lee-Daa-Loo's vinkel, men hun havde ikke besvær med at se glaskuglen som den anden fremdrog fra et skjul i Kappen.
„Her er min magiske følgesvend. Den kan vise fremtiden, nutiden eller fortiden. Hvaffor én vil du helst se?“
„Jeg vil gerne se fremtiden hvor heksen ligger død, offer for sin egen ondskab,“ svarede hun med en urolig knude i maven, for det her kom bag på hende.
„Heksen døde for snart længe siden,“ sagde GlæGanna og betragtede kuglens mørke overflade. „Men tillad mig at vise dig hvordan hun virkelig døde. Alle troede nemlig at det var en ulykke, selv jeg hoppede på den, men nu er jeg blevet klogere ... Bliv selv klogere.“
Hun slap glaskuglen. Den dalede let som en sæbeboble ned gennem hullet og ind i det lille kammer. Lee-Daa-Loo stirrede på den.
„Hva' er det for et latterligt nummer du har ...? ahhh ... nej, gå væk med dig!“
Kuglen dalede mod hendes ansigt, men i stedet for at ramme blev den hængende lige over hende. Lee-Daa-Loo så et sceneri indeni. Genkendelsen af hendes eget værelse på Jorden gav hende et stik af vemod og sorg. Følelserne i hendes korte liv for alle dem hun havde elsket, væltede op. Kuglen var åben. Der var intet glas og da objektet samtidig dalede yderligere, bredte den sig ud centimeter for centimeter så den til sidst omkransede hele hendes ansigt ...
... Hun var tilbage i sit eget værelse. Det var aften og hun lå i sin seng. Hun kunne høre lillesøster Cecilie trække vejret tungt i den underste køje. Forældrene snakkede i stuen. Hun var Amalie igen. Hun var levende. Hun var på Jorden og alt var godt. Livet var som før ulykken. Det var en tryg aften og i morgen skulle hun i skole.
Så snart stemningen af velbehag havde lagt sig om hende, hørte hun forældrene komme op ad trappen fra stuen. Hun troede at de gik i seng, men i stedet kom de ind i værelset, hvor kun den lille lampe over hendes seng brændte. Moren og faren listede ind med smil. De så lykkelige ud. Amalie fik en salt smag i munden og næsen. Tårerne trillede fra øjenkrogene ned i ørerne.
„M... mor ... f... far,“ hviskede hun og prøvede at rejse sig op på albuerne, men en usynlig kraft holdt hende nede. „Jeg elsker jer. Af hele mit hjerte ... og jeg elsker Cecilie ... og hele verden og livet. Jeg havde mareridt. Jeg troede at jeg var død og sendt til et tomt rige af støv og knogler og evigt mørke, men det var bare en ond drøm. Nu er alt godt. Det er snart min fødselsdag. Det eneste jeg ønsker mig er, at vi må blive sammen for altid, vi fire, jer, Cecilie og mig ...“
Forældrene kom hen til etagesengene, men de kiggede slet ikke på hende. De havde kun øje for Cecilie der sov i underkøjen.
„Vi har da heldigvis hende,“ hviskede moren.
„Ja. Cecilie kan man stole på. Hun laver ikke numre.“
„Det var noget andet med ... hende-den-anden,“ fortsatte moren i en uventet hård tone, der gav Amalie gåsehud. „Tænk at hun narrede os på den måde. Tænk at hun ville være bekendt at snyde sine egne forældre for en tarvelig værdiløs sten.“
„Hva' mener i?“ spurgte Amalie med bævrende læber og tårer i øjnene. „Jeg forstår ikke. Hva' har jeg gjort?“
Enten kunne de ikke høre hende eller også ville de ikke. De blev ved med at se på Cecilie.
„Ja, dét havde jeg aldrig regnet med,“ sagde faren mørkt. „Tænk at vores førstefødte som-jeg-ikke-lige-kan-huske-hvad-hed snørede os på den måde. Det var da godt at vi slap af med hende.“
Moren så urolig på faren.
„Tror du det bli'r opdaget?“
Han rystede på hovedet.
„Nej. Så havde politiet været her nu. Alle regner det for en ulykke at hun røg ind under den lastbil. Ingen vil nogensinde opdage at vi hjalp til.“
„Thi, hi, hi,“ fnisede moren lavt. „Jeg får næsten helt kuldegysninger af at tænke på det. Det var modigt af Miranda at gå med på vores plan.“
„Miranda har altid været en fornuftig pige,“ sagde faren alvorligt. „Hun forstod ting den førstefødte aldrig fattede. Hun var jo heller ikke særlig begavet, så vi havde alligevel ikke tjent ret mange penge på hende, når hun blev gammel nok til at arbejde.“
„Nej. Det er noget andet med Cecilie. Hun har talent. Jeg tror hun bliver en berømt musiker eller en anerkendt videnskabskvinde. Eller måske astronaut.“
„Ja. Cecilie udviser allerede store evner.“
Amalie var stum af chok og skuffelse over forældrenes samtale. Hun rystede på hovedet. Tårerne løb og løb så omgivelserne flød ud i en vandet masse.
„Hva' er det jeg har gjort? Hvorfor skulle jeg straffes? det lyder som om I har planlagt min død!“
„Hva' hun har gjort?“ spurgte moren op i loftet. „Tænk, jeg syntes lige jeg hørte hende spørge hva' hun har gjort.“
„Du hører stemmer,“ beroligede faren. „Den førstefødte vidste hva' hun gjorde. Hun gemte de sten. Derfor skulle hun betale prisen. Den slags straffes altid med døden. Sådan er reglerne. Det ved alle.“
„Sten? Hvaffor sten?“ græd Amalie. „Jeg ved ikke noget om nogen sten.“
„Jeg ved at der lå mindst to Optakler i min skuffe dagen før den førstefødte døde,“ sagde faren. „Og da jeg kom hjem fra arbejde var de væk.“
„Hun har sikkert gravet dem ned,“ gættede moren. Hun var jo kleptoman. Stjal alt: Små børns slik. Fuglenes brød. Cecilies sut.“
„Det har jeg aldrig gjort!“ råbte Amalie skingert, men forgæves. „Jeg var altid sød ved Cecilie og det ved I! Jeg elskede fuglene i haven og jeg har aldrig taget noget fra nogen.“
Moren rystede på hovedet uden at høre protesterne.
„Det er uhyggeligt at hun har ligget i mit liv. Selvom de Optakler kan redde millioner af mennesker, ville hun ikke sige hvor de var gemt. Derfor måtte hun dø og vi var nødt til at arrangere det, så det lignede en ulykke.“
„Takket være Miranda,“ sagde faren. „En smuk pige. Jeg tror hun bliver skuespiller en dag.“
„I kan umuligt vide noget om de Optakler!“ råbte Amalie desperat og vred sig i sengen, men hun kunne ikke komme op. „Jeg holder dem på afstand af ondskaben!“
„Ondskaben,“ gentog moren. „Ja. Den førstefødte var ondskaben i egen person. Hun ville have dem for sig selv.“
„Egoistisk og begærlig har hun altid været, men nu er vi heldigvis ae med hende,“ sagde faren.
„Det er nu lidt spild at hun skulle dø så ubrugt,“ fortsatte moren. „Der var stadig mange gode kræfter i hende. Vi kunne have brugt hende til at gøre rent og lave plankeværket og grave ud i kælderen til det nye fyr.“
„Det er for sent at ærgre sig over dét nu,“ svarede faren. „Hun kan ikke længere gi' os Optaklerne. Hvis hun kunne, kunne vi bringe hende tilbage til livet.“
„Jo, jo, det ka' godt lade sig gøre!“ råbte Amalie desperat. „Jeg ved hvor de er. Jeg vil give dem til jer, hvis I bare vil hente mig tilbage til livet og elske mig.“
„Jamen, dét vil vi,“ svarede faren og moren i kor og så for første gang på hende med de store kærlige smil hun huskede dem for. „Hvis du bare vil gi' os Optaklerne.“
„Jeg lover! Jeg ska' nok ta' jer til dem! Jeg vil forære jer Optaklerne! Så ka' I gøre med dem hva' I vil.“