Kapitel 56
Kleptors sidste mestertræk
Hvis der havde stået nogen midt i det enorme rum som udgjorde Trevejen, kunne vedkommende have set tre nøjagtigt lige store og lige brede stenveje, der alle forekom at forsvinde i hvert sit fjerne punkt. Synet gav en stærk fornemmelse af tomhed og ensomhed der ikke kunne opleves noget sted i regnbuedimensionerne – eller for den sags skyld på Jorden.
Fra den ene af vejene ville en god hørelse kunne opfange en buldrende torden som stadig var langt borte.
Fra en anden vej nærmede et lille fartøj sig med høj hastighed. En erfaren tekniker ville kunne identificere det som en Tarrowrow; en hurtiggående fighter udviklet og bygget i Den Violette Dimension. Skibet strøg snart ind i Trevejens vældige katedralrum og foretog en skarp drejning samtidig med at det satte hastigheden markant ned. Det svævede lavt og søgende over stenbunden. Den blev oplyst af en kraftig projektør i fighterens snude.
Så hang Tarrowrow'en stille i luften, en bundluge åbnede og et mørkt smidigt væsen på størrelse med en lille mand smøg sig ud.
Kleptor gik lidt væk fra fighteren, så sig om i det kolossale rum, hvis vægge virkede flere kilometer borte, og lyttede. Den fjerne buldren fik ham til at knibe de blå øjne sammen.
... et uvejr er under opsejling ... nu gælder det om at finde ly for stormen og spille sin hånd på den rigtige måde ...
Mestertyven tog et lille kugleformet apparat op af en lomme og aktiverede det. Kuglen sendte røde laserbånd i alle mulige retninger. De skød ud til de mødte faste flader – inklusive ham selv – og lavede en markering hvert sted.
Kleptor gik lidt frem og tilbage med apparatet i sin udstrakte arm. Strålerne flyttede sig efter hans bevægelser. Da de mødtes i et bestemt mønster, stoppede han og gloede på stengulvet. Det var fladt, støvet og lignede til forveksling resten af bunden i denne verden.
... her er det absolutte center for Trevejen ... det skal være her, men hvorfor er her ingen ma...? ... vent lidt ...
Hans skarpe blik opfangede en ganske svag bølgende aktivitet i luften lige over centeret. Noget normale øjne aldrig ville kunne se.
Kleptor strakte halehånden frem og flyttede den igennem punktet. Der skete intet ud over at de følsomme nervecentre i hans hud registrerede en smule højere temperatur. Det var så lidt at det kunne være en tilfældighed.
... men det er det ikke ... hvis Lididajdandur hemmelighedsplacerede Den Gyldne Bys nøjagtige position i knolden på Galaxos, så var der en grund til det ... det var en forsikring ... Gamle Venstrefod er blevet udnyttet som en simpel notesbog, hvori troldmanden placerede de korrekte data, hvis han skulle glemme dem på grund af troldmandssenilitet som kan udvikle sig meget specifikt ... han kunne for eksempel godt risikere at glemme hvor Byen lå, men ikke at han havde hemmelighedsplaceret dens position ... det er altså komisk at tænke på at Galaxos har gået rundt med den viden i årevis uden at ane det mindste uråd ... hi, hi, hi, det er sgu lige før man fælder en tåre ... af latter, men der er ikke tid til munter skadefryd ... der bli'r rigeligt med tid til den slags, når jeg inden længe nyder mit velfortjente otium ... lige nu drejer det sig om denne bølgebrydning i luften ... hmmm ...
Mestertyven skridtede rundt om stedet og betragtede det fra alle vinkler. En timer inde i Tarrowrow'ens kabine hylede.
... 10 minutter til den nærmeste af forfølgerne er her ... de idioter! ... tror de at Kleptor ikke ved når nogen skygger ham? ... det er jo næsten en fornærmelse ... jeg så den Gvikk i samme sekund den landede på Reptildos bod ... nå, der venter dem en gevaldig overraskelse ...
Han tog en sender frem og rettede den mod speederen. Lugen gled i og Tarrowrow'en steg lodret op. Den fløj med stigende hastighed ind i den næste stenpassage.
... hi, hi, hi ... det er næsten for nemt ... de fjolser kan jagte den til den løber tør for brændstof ... nå, til arbejdet ... ahhh, her er det! ...
Han sænkede halehånden foran sig. En del af den forsvandt med ét i den tomme luft. Han løftede hånden igen. Den blev synlig.
... dette er den bedst camouflerede portal jeg nogensinde har set ... selv jeg ville ikke have opdaget den, hvis jeg ikke havde vidst hvor jeg skulle lede ... må lige prøve noget ...
Han gik igennem bølgecenteret. Der skete intet. Han forblev på Trevejen.
... portalen er lodret, men usynlig ... det er dog ikke som at gå igennem en normal dør ... her skal der virkelig lempes ...
Han stillede sig så han mente at han måtte være helt parallelt med den skjulte portal. Ganske langsomt gled han til siden i en bevægelse væsener med normal knoglebygning slet ikke kunne præstere. Den venstre arm og skulder forsvandt og lidt efter fulgte hele venstre side. Han flyttede hovedet i samme retning til et ubeskriveligt lys ramte hans øjne.
Selv mestertyven blev ramt af overvældelse.
... den ... den eksisterer virkelig ... jeg er i Den Gyldne By! ...
Resten af kroppen smøg sig sidelæns og forsvandt. Kun det øde rum lå tilbage som om ingen nogensinde havde været her.
En udgang i Rak-Zak'en tonede frem til en tunnelformet åbning et sted i Trevejsrummet. Zlit gik ud og så sig om. Markus og Helmer kom tøvende efter.
„Jeg er sgu ikke særlig vild med denne her verden,“ indrømmede Markus. „Den bringer dårlige minder frem ...“
„Og dårlig samvittighed, går jeg ud fra,“ tilføjede Helmer. „Hva' er det du måler, Zlit?“
„Jeg leder efter tegn på organisk liv, men der er intet ud over os selv.“
„Skulle der være det?“
„Ifølge computeren havde Kleptor et næsten 6 minutter langt ophold her, før han fløj videre.“
„Hvorfor?“ spurgte Helmer.
„Det er netop spørgsmålet. Hvorfor? her er intet og det ville han kunne se ved et simpelt tryk på en knap. Alligevel foretog han et stop.“
„Der kommer et fartøj,“ sagde Markus ivrigt og pegede.
„Det må være kaptajn Totenschlæger og hans folk.“
De ventede til RIG 47'eren landede og de tre dimensionsdetektiver kom ud sammen med Alex. Markus spærrede øjnene op.
„Alex? Dét er sgu da løgn, mand!“
Alex var lige så overrasket.
„Markus? Hva' laver du her?“
„Mest lort i den,“ sagde Helmer tvært.
„Hvem er din ven?“ spurgte Alex og så på Helmer.
„Vi er ikke venner ... mere,“ svarede Helmer.
„Jeg fik mig en drømmetjener,“ forklarede Markus med et skuldertræk. „Hold kæft, det er altså syret at møde dig herinde. Du aner ikke hva' vi har oplevet. De vildeste eventyr med sørøvere og kæmpeblæksprutter.“
„Galaxos,“ sagde Alex. „Og sirunexer.“
„Du må sludre med dine venner på et andet tidspunkt, knægt,“ afbrød manfanten. „Kleptor er fløjet videre ... eller osse narrer han os med et snedigt trick.“
Helmer og Markus stirrede på Mr. Spoing og den 4-armede amfifighter.
„Det er Abdur GinGing, min drømmetjener.“
„Og det er min,“ sagde Helmer og pegede stolt på Zlit.
„Drømmer vi i virkeligheden alt det her?“ spurgte Markus.
„Jeg ville ønske at I gjorde,“ svarede manfanten og bed i en cigarstump. „Så ville vi nemlig ikke behøve at ta' det her alvorligt ... I to knægte må hellere komme med os, så vi har jer Jordunger samlet på ét sted.“
„Men hva' så med Zlit?“ spurgte Helmer.
„Jeg følger efter i Rak-Zak'en,“ sagde kempiren. „Bare rolig, Helmer. Du er sikker hos dem.“
... sgu ikke med Markus om bord ...
Trevejen lå igen øde da en sværm af store letflyvende dyr nærmede sig fra den tredje af de enorme stenslugter. Fortroppen bestod af en kæmpe sort drage og dens blå mage. De bevægede kun det yderste af vingespidserne og blev alligevel på magisk vis bragt frem med høj fart. I deres kølvand lå omkring 150 gule og orange drager af noget mindre, men stadig imponerende størrelse.
Da Visseldrum og Magnadrum strøg ind i katedralrummet, vendte de instinktivt rundt i en bred bue og cirklede, mens resten af dragerne og sandfolket sluttede sig til dem. Trevejen var så omfattende at den uden problemer kunne favne den magiske hær der med reptilagtige kald kommunikerede og legede i luften, mens de afventede signal fra lederen.
Visseldrum lagde an til landing og de øvrige drager fulgte den. Siin-Dii-Jee hoppede ned fra Magnadrums hals og gik ind til midten af rummet med Frihedens Tavle i favnen.
„Er det her slaget skal stå?“ kaldte Mortus Faw.
„Ja. Skyggen vil forsøge at trænge ud fra sit fængsel på Trevejen, fordi stedet er et af de stærkeste magiske områder. Heldigvis er vi kommet før fjenden. Det giver os mulighed for at planlægge baghold og angreb.“
„Men hvordan skal vi gemme os?“ spurgte en af mændene. „Her er tomt og lyset er ikke svagt nok til at vi kan udnytte skyggerne.“
„Der findes andre kneb,“ sagde Siin-Dii-Jee og drejede Frihedens Tavle i hænderne.
... jeg håber at min intuition er rigtig ... jeg kan høre din fjerne stemme, Mandator ... du taler til mig ... hva' er det du ønsker jeg ska' gøre? ... bruge tavlen? ... hvordan? ... til hvad? ... lokke ondskabens håndlangere ind til dette afgørende sted? ... det er Skyggens bedste chance for at slippe ud af sin dvale, men er det også lysets bedste chance for at holde den nede? ... du mener at alt afhænger af de to modpoler? ... af GlæGanna og Siin-Dii-Jee? ... fint, jeg slås gerne med hende og flår den kappe af én gang for alle ... det vil svække mørket nok til at du kan slippe ud af dit fængsel, Mandator ... men hvor er du? ... ikke endnu? ... først kampen? ... som du vil ...
Hun løftede Frihedens Tavle over hovedet og noget uforklarligt skete. En svag vibrerende bevægelse opstod i luften. En usynlig bølge rullede over Trevejen. Den viskede sandfolk og drager ud som en hånd visker dug bort fra en rude. Der opstod uro blandt både mænd og dyr.
„Frygt ikke, kære venner! Mandator viser os blot et af sine tricks. Nu kan I vente i usynlighed og slå til mod fjenden når det passer jer bedst!“
Til sidst stod Siin-Dii-Jee som den eneste synlige tilbage med tavlen. Situationen mindede hende om engang for længe siden, da hun gik rundt herinde helt på egen hånd; en næsten forsvarsløs pige. Nu var hun ikke længere alene. Det var en beroligende tanke. Til gengæld var den modstand som ventede skræmmende og den ville gøre alt for at vinde kampen.