Onsdag d. 6. maj

Det var helikopteren, der fik hende til at rejse sig fra køkkenbordet og skrue op for lyden på fjernsynet. Den flakkede over det grønne område midt i byen og sendte billeder af en afspærring, et hav af politibiler og en stor samling af mennesker ud til hele landet. Et øjeblik var Anja nysgerrigt fastlåst, mens morgennyhedernes kommentator beskrev den grufulde opdagelse, der havde vækket Århus. Det var endnu usikkert, hvad der var sket, men liget havde været slemt maltrakteret, havde et vidne oplyst. Så gled navnet på den dræbte hen over bunden på skærmen, og hun mærkede lammelsen brede sig i hele kroppen og hånden om kaffekoppen ryste. Et øjeblik huskede hun igen rædslen, fornemmede de mange dyrs tomme øjne, der stirrede på hende, og den sødlige lugt af den hovedløse hest. Så blev angsten til vrede.

* * *

Det var et sælsomt sted. Ordene trængte sig på, da vicekriminalkommissær Daniel Trokic gik over det dugvåde græs. Under ham var hundredvis af sjæle blevet stedt til hvile gennem tiden, og hver dag spadserede mennesker til og fra arbejde under de gamle træer uden at spekulere over, hvad der før havde gemt sig under jorden. Det var her i den brogede vedbend foran gravmonumenterne i Rådhusparken, at politiet havde fundet en ung, livløs kvinde. Allerede på afstand kunne han se hende ligge i bunddækket foran en sandfarvet gravsten med algepletter og udvisket inskription. Lemmerne så ud til at være brækket et utal af steder, og hovedet hvilede mod jorden i en unaturlig position.

Trokic tørrede fugt af panden trods det tidlige tidspunkt og åbnede sin fleecejakke. Så vendte han sig om mod sin kollega, Jasper Taurup, der stod i afspærringens udkant.

– Du siger altså, at fætteren var med i den patrulje, der var her først?

Kriminalassistenten nikkede.

– Ja, han og makkeren havde desværre vagten, og jeg blev tilkaldt umiddelbart efter. Klart nok, så flippede han helt ud, da han fandt sin kusine, og jeg er også selv en smule rystet. Hun ser virkelig slem ud.

Vicekriminalkommissæren klappede Jasper Taurup på skulderen. På findestedet var teknikerne nu ved at fotografere fra alle vinkler og måle stedet op. De så forbløffende friske ud. Han selv havde måttet tage et bad af arktiske dimensioner for at blive bare tilnærmelsesvist vågen. Så skråede han det sidste stykke over plænen og sluttede sig til dem.

Kvinden var i begyndelsen af tyverne, og hun var ganske rigtigt ilde tilredt. Ud over den brækkede hals havde hun voldsomme skader på kraniet, og der var brud på begge ben og den ene arm. Næsen var trykket ind i ansigtet, og de mange skader og de blå fingre med maltrakterede negle gav hende et dæmonisk skær. Hun var iført en lysegrøn, blomstret kjole, en kort skindjakke, nogle få guldsmykker og havde en ballerinasko på venstre fod.

Stedet fyldte ham med modvilje. Han brugte sjældent parken selv. Den var blot et lille åndehul midt i byen og et sted, man skød genvej. Men nu dukkede Søndre Kirkegård op fra fortiden i hans bevidsthed, og han skuttede sig. Fra starten af attenhundredetallet og omtrent hundrede år frem havde byen haft en af sine største gravpladser her, et sted, der dengang havde været en smule uden for den egentlige bymidte. Nu var området et af de mest befærdede i byen, fortiden var glemt, og kun de færreste anede, hvad stedet tidligere havde været anvendt til.

Først efter et par minutter vendte chefkriminalteknikeren sig om mod Trokic. Hans ansigt var rødmosset og lettere svedigt.

– Nå, Daniel. Det var hurtigt, du fik bragt dit gamle legeme ind fra forstaden. Så er der måske alligevel ikke helt gået råd i dig endnu.

– Hvor langt er I nået? spurgte Trokic og ignorerede resten af teknikerens morgenkaglen.

– Hun er i hvert fald ikke død her, oplyste Tønnies. – Der er et slæbespor i græsset, og vi har også fundet et dækaftryk ovre i udkanten af parken. Jorden er en anelse blød og bar derovre. Helt perfekt, så vi tager en afstøbning om lidt. Vi er også enige om, at hun er blevet dumpet her i ly af mørket, selv om det har været temmelig risikabelt.

– Så det har været meningen, hun skulle findes hurtigt, konkluderede Trokic. Han satte sig forsigtigt på hug ved hendes side og betragtede det ødelagte ansigt. En almindelig ung kvinde, der kunne have været på vej til arbejde eller i skole, tænkte han. Øjnene var to tomme brønde på hver side af det, der måtte have været en bred næse, og på højre kind sad et fint aftegnet brunt modermærke. Håret havde samme farve som et gammelt egetræsbord og var klæbrigt af delvist indtørret blod. Hun havde været død et godt stykke tid, konstaterede han, og fluerne summede. Det var i begyndelsen af maj, og de var mødt talstærkt op for at gøre deres del af arbejdet.

Trokic trak sig en anelse tilbage og betragtede tavst de to kolleger gøre deres arbejde. Nu var himlen sort af sammentrukne skyer, der kun lod nogle få skalpeltynde solstråler slippe igennem. Omkring ham var byen ved at blive genfødt. Et hav af gråspurve skræppede monotont op, og lugten af parkens fugtige jord, græsset og den fortættede luft blandede sig modvilligt med bilos og udluftningen fra en nærliggende Burger King. I Park Allé på den anden side af parken hørtes de første dieselsummende bybusser, der forkyndte en ny travl dag i byen, og på cykelstien på den anden side begyndte folk at stimle sammen.

– Der er en del jord og skidt på hendes kjole. Er det herfra?

Teknikeren rystede på hovedet.

– Det tror jeg ikke. Vi tager nogle prøver senere, og så må vi håbe, at vi kan lokalisere stedet.

– Hvad er der sket med hendes hænder og arme? spurgte Trokic.

De kiggede begge på offerets lange, slanke hænder. Neglene var flossede og deformerede, og flere steder så det ud, som om det tilmed havde blødt.

– Hun har måske kæmpet eller kradset i noget. Hvad angår snitsårene på armene, så må retsmedicineren kloge i det. Hvad har du egentligt gjort af Agersund? Burde han ikke være dukket op?

– Han er hjemme, sagde Trokic neutralt. – Han er syg igen.

Trokics overordnede havde på det sidste været ramt af en ond forårsforkølelse flere gange. Sædvanligvis fór han bandende rundt på stedet som en manisk skypumpe, men nu måtte det stå skidt til, hvis et mistænkeligt dødsfald ikke kunne få ham ud af sygesengen.

– Nå, men så er det dig, der er bossen i dag, sagde Tønnies godmodigt og uden at tage blikket fra den unge kvinde. – Jamen, det er vel på sin vis også i orden.

De stod lidt i tavshed og betragtede hende, da retsmediciner Torben Bach dukkede op og morgenhilste.

– I har vel lidt travlt, sagde han tungt og satte sig på hug ved liget.

– Hvad tænker du på, spurgte Trokic.

– Jeg giver det en halv time, så får vi et ordentligt regnskyl, og I vil vel ikke have udvisket jeres spor.

Han kiggede op mod den mørke himmel.

– Vi er heldige, at det først er på vej nu, og at hun ikke allerede er blevet sjasket til.

De flyttede sig en anelse, så han kunne få plads til sit arbejde. Der var en ro over de kyndige hænder, da de rutineret bevægede sig over offeret i et forsøg på at lokke en sidste fortælling ud af den unge krop. Og hun var i gode hænder hos politikredsens ældste retsmediciner.

– Hun er faldet ned fra et højt sted, sagde han efter en rum tid og vendte sig om mod Trokic med et alvorligt blik. Han pegede på de forkrøblede ben.

– Prøv at lægge mærke til den måde, hendes fødder er brækket på. Det er den slags, vi ser, når en person tager livet af sig selv ved at hoppe ud fra stor højde. Eller bliver skubbet ud.

– Hvor højt?

– Det kan jeg ikke vurdere i øjeblikket.

Han kiggede over mod rådhuset og det høje tårn.

– Det er ikke derfra. Hun ligger for langt væk. Jeg er nødt til at se, hvor voldsomme kvæstelser hun har indvendigt. Du må lige have lidt tålmodighed, til jeg får hende ind til mig selv.

– Men så kan du måske sige sådan nogenlunde, hvornår hun er død? spurgte chefkriminaltekniker Tønnies og viftede forgæves nogle fluer væk.

– Hvis vi ikke ved, om hun har ligget indenfor eller udenfor, før hun endte her, så er det svært at være præcis, sagde Bach med rynket pande. – Det gør jo en vis forskel, om hun har ligget mange timer i tyve graders varme eller ude i nattekulden. Så jeg kan ikke bruge temperaturen til det helt store.

Han løftede en anelse op i det ene ben.

– Ligpletterne ser ud til at være diffuse, men i hvert fald fikserede. Jeg kan bedre se, hvordan hun har ligget, når vi får hende ind og får tøjet af hende. Begyndende rigor. Umiddelbart vil jeg sige mellem klokken otte i går aftes og midnat. Nærmere kan jeg ikke komme det lige nu.

Trokic kiggede på hende igen. Huden var allerede ved at blive misfarvet, og det blodige hår var ved at blive stift.

– Og hvad så med snitsårene på hendes arme? ville han vide.

– De ser umiddelbart selvpåførte ud. De er parallelle og sidder overvejende på den ene arm, påpegede Torben Bach tålmodigt. – Nogle af dem er ikke helt nye. Så må du selv prøve at få mening ud af det. Ved I, hvem hun er?

Trokic nikkede.

– Hendes fætter var desværre i den patrulje, der blev kaldt herhen, forklarede han. – Det var temmelig uheldigt, at han skulle se hende sådan.

– Nå, det er måske ham, der har brækket sig derovre ved træet?

Trokic nikkede.

– Ja, det er det. Så vi ved allerede, at hun hedder Maja Nielsen, at hun er 21 år, og at hun boede alene i Montanagade. Jeg tager ind og taler med betjenten lidt senere, når jeg har været forbi hendes lejlighed. Han er selvfølgelig ret rystet. Hvad med obduktionen?

Retsmedicineren trak sin maske ned et øjeblik og kløede sig i skægget. Det var blevet mere gråt på det sidste. Snart ville han blive pensioneret, og Trokic gruede. Den mulige efterfølger var en emsig ung, nærmest kugleformet mand, der skøjtede let hen over politiets teorier. Det ville ikke blive sjovt.

– Snarest muligt. Jeg har allerede fået nogle folk ind. Jeg ringer, når jeg er klar til jer.

Der blev en pause, inden han fortsatte.

– Vi får nogle gange knogler ind fra nogle af parcelhuskvartererne. Folk, der graver ud til kældre og den slags. Der dukker skeletter op, og så får vi dem bragt ind til undersøgelse. Det er resterne fra kirkegården her. Da den blev nedlagt, blev de nyere gravsteder flyttet til andre kirkegårde. Men de gamle og glemte grave, som ingen længere bekymrede sig om, blev dumpet uden for byen. Men så voksede byen jo, og marker blev til by. Så indimellem dukker fortidens spøgelser bogstavelig talt op for fødderne af folk.

Trokic tog afsked med sine kolleger. Så gik han over den dugvåde plæne tilbage mod sin bil, mens han målte den urimelige folkemængde, der var troppet op. De lignede en flok surikater, der stod på bagbenene og søgte ud over området. En dame i halvtredserne med et grønt tørklæde og en skindtaske på armen talte til en veninde, mens hun med let opspilede øjne interesseret fulgte sceneriet. Den søvnige by var vågnet op, og nu var der underholdning på førsteparket, det måtte man medgive dem. Så vidt han vidste, havde byen aldrig set noget så spektakulært lige midt i byens hjerte. Trokic rystede på hovedet for sig selv, fiskede sin mobiltelefon op af lommen og ringede til vagthavende.

– Vi mangler nogle flere folk oppe ved parken. Det er galt ved afspærringen, og vi skal have plads til at komme rundt. Det er fandeme ikke en zoologisk have.

Så satte han sig ind i sin Honda Civic og fik bilen i bakgear. Hun var blevet flyttet efter et voldsomt fald til til det mest opsigtsvækkende sted i hele byen. Hvem ville løbe den risiko? Det gav ingen mening. I det samme bankede det på bilruden, og han rullede ned.

– VKK Trokic? spurgte en ung betjent i uniform.

– Ja, det er mig.

– Jeg skulle fortælle dig, at vi har fået nøglen til hendes lejlighed. Der er et par andre af vores folk omme i Montanagade for at spærre af. Du kan få nøglen af dem.

– Det lyder godt, nikkede Trokic.

Den unge betjents underlæbe bævede en anelse.

– De siger, der er blod over det hele, sagde han.

Trokic parkerede bilen i Montanagade og betragtede gaden i den spirende morgen. Nogle enkelte cyklister drev hastigt forbi med udtryksløse ansigter, og et halvt hundrede meter længere væk var to håndværkere ved at slæbe køkkenelementer ud af en hvid varevogn. Den ellers farverige gade med de mange tætliggende små huse var i de senere år efter renovering blevet endnu mere attraktiv, og det øvrige område var blomstret op. Gaden var i kort afstand fra butikker, restauranter og bymidten og alligevel et fredeligt sted.

Han fandt porten til Maja Nielsens lejlighedskompleks og gik indenfor i gården. De første dråber af den varslede regn var begyndt at falde, og stedet forekom dystert og beskidt. To betjente fra beredskabet var ved at sætte en minestrimmel op mellem bygningerne og et virvar af cykler. Han hilste kort og tog imod den nøgle til lejligheden, som de havde skaffet hos viceværten. Så vurderede han afstanden op til anden sal. Kunne hun være hoppet eller blevet puffet ud derfra og efterfølgende flyttet? Han forsøgte at se det for sig. Et fald. Et øjebliks vægtløshed, inden kroppen ramte de kolde, skæve fliser. Det forekom ikke helt rigtigt. Alle vinduer på etagen var lukkede, og afstanden var efter alt at dømme for kort. Der skulle mere end anden sal til for at give hende de voldsomme kvæstelser, anede han.

En indelukket iltfattig lugt slog ham i møde, da han åbnede døren til den trange, kølige lejlighed. Det var mørkt trods tidspunktet, og han måtte famle sig vej til en kontakt på væggen, inden han kunne orientere sig. Han var trådt ind i en smal gang med trægulve, et lille chatol af teaktræ med en buket visne blomster i en gennemsigtig vase, en knag med jakker og en plakat fra en kunstudstilling på ARoS.

Også stuen henlå i mørke med nedtrukne persienner. Det var ved første øjekast et ganske almindeligt sted med stuklofter, afsyrede møbler, bogreoler og nipsting. Men efterhånden vænnede hans øjne sig til den dæmpede belysning, og han blev kold. Flere kvadratmeter på den ene væg var fyldt med udtværet blod, ikke rødt, men næsten sort, nogle steder i flere lag, andre steder bare en flygtig stribe. Der var intet mønster, symboler eller tegninger, og det var blot, som om hun havde siddet i den ene ende af den grå sofa og tørret blodet af i væggen i et komplet afsind. Også sofaen var ramt. Betrækket i den ene ende var fyldt med sporadiske plamager, og flere af de grønlige puder var plettede.

Så gled hans blik hen til det lille spisebord i stuens anden ende, og ubehaget voksede. Det var fyldt med et utal af små sedler. Da han trådte nærmere, kunne han se, at der var tale om en feminin skrift med angivelser af tidspunkter og steder i kronologisk rækkefølge, og at der var nær hundrede af dem. Han læste for sig selv. “23/4 11:45 køkken”, 23/4 14:22 bad”, “23/4 22:40 telefon”. De gik to uger tilbage, og der var skrevet med forskellige kuglepenne, og nogle steder var papiret helt gennemhullet. Det kunne se ud, som om hun havde registreret, hvad hun havde lavet hvornår. Tiden var af en eller anden grund blevet vigtig. Et sted i udkanten af bordet sad en lille nøgle klæbet fast til bordet med tape. Han stirrede på den og følte sig fristet til at tage den op og kigge på den, men det ville teknikerne tage sig af.

Han kiggede rundt i lokalet og forsøgte at se bag vanviddet. På stuebordet stod to kopper med poser af myntete. Den modsatte endevæg var tapetseret med et smukt grønblomstret tapet, en reol afslørede en række cd’er med blandt andet Ella Fitzgerald, Jerry Lewis, Billie Holiday og Anita Ekberg, og på gulvet lå en bunke noder sammen med to aviser. En anden reol indeholdt kogebøger, bøger om rocken og jazzens historie, flere noder, biografier om musikere og skuespillere, hele tre bøger om drømmetydning, en bog om dyr i sagn og et opslagsværk om psykologi. En musikalsk pige, der havde interesseret sig for omverdenen, konkluderede han.

Han gik ud i køkkenet og åbnede køleskabet. En liter økologisk minimælk, en pakke smør, to tomater og en leverpostej med grønne mugpletter stirrede tilbage på ham. På en af de bagerste hylder stod en neglelak og en selvdød hjemmelavet ansigtsmaske, hvis vigtigste bestanddel muligvis havde været agurk og avocado. Han lukkede igen, puffede til en indtørret klud på køkkenbordet og bevægede sig videre ud på badeværelset. Mere rod. Hele bordet var fyldt med tømte æsker med indholdet spredt ud over det hele. Makeup, cremer, file, smykker, parfumer, hårdimser og et hav af tandplejeprodukter. Han tænkte på det syn, der havde mødt ham i parken, kvinden med det møgbeskidte tøj og det uglede hår, og holdt det op mod de mange plejeprodukter. Det syntes at være længe siden, hun havde haft dem i brug.

Tilbage i stuen kiggede han ud gennem vinduerne. Regnen var taget til, og ruden var fyldt med dråber. Nede i gården stod de to betjente og talte med en fyr med blå kasket, og langt væk sivede electronicamusik gennem murene fra en anden lejlighed. Trokic kiggede på selve vinduerne. De var alle haspede indefra og var i øvrigt ganske små. Alt talte for, at hun var død et andet sted, og byen havde mange mulige høje bygninger.

Der var ikke mere, han kunne gøre på stedet. Han måtte aflevere lejligheden til sine kolleger fra Kriminalteknisk Center. De ville gennemsøge og medtage alt af interesse, som Trokic ikke kunne røre ved. De ville tage prøver af blodet, finde fingeraftryk, sikre de små hvide stykker papir og post it-sedler og indsamle alle hendes personlige dokumenter, computeren og alt andet, der kunne have betydning. De ville være en lille transportabel enhed, der bearbejdede materiale og producerede information, som ville hjælpe dem på vej. Andre kolleger ville forhøre sig hos naboerne og forsøge at kortlægge hendes færden inden gerningstidspunktet.

Han gøs let, da han sendte et sidste blik ud over stuen. Den kvinde, der havde boet her, havde levet i sin egen rædsel, og han anede, at det var det, der i sidste ende havde slået hende ihjel. Det var på tide at besøge Majas forældre og finde ud af, hvilken rolle de havde.

Maja Nielsens forældre boede i en stor hvid villa i forstaden Sabro. Allerede i døren fornemmede man en kølighed over stedet, og da vicekriminalkommissær Daniel Trokic og kriminalassistent Jasper Taurup trådte ind, var det, som om de med deres blotte tilstedeværelse krænkede forældrenes private rum.

De blev vist ind i en stor lys stue med højt til loftet, hvide vægge, designmøbler af lidt ældre dato og en stor buket pinselinjer på et glasbord. Der manglede næppe noget. Men det var for hvidt. Sterilt som en veldekoreret operationsstue. De havde haft en konservesfabrik, havde nogen sagt.

Trokic og Taurup satte sig sammen i en trang sofa med beigefarvet skind og fandt deres notesbøger frem. Ingen af de to betjente var i virkeligheden særlig egnede til at håndtere situationer med mennesker i deres værste, mest smertefulde øjeblikke, men det var en af de første og vigtigste opgaver i en efterforskning af et mistænkeligt dødsfald.

De to forældre reagerede på hver sin måde. Midt i den beigefarvede sofas modpart sad Majas mor, Helle Nielsen, hvis tårer flød i noget, der lignede en kold, tavs strøm. Hun var en spinkel kvinde midt i fyrrerne med et halvlangt, farveløst ansigt, og et kort, lyst uredt pagehår. Først efter at have sundet sig nogle minutter, mens de respektfuldt ventede, så det ud til, at gråden tog af. Helle Nielsen var tilsyneladende blevet fanget i sin morgenkåbe tidligere på morgenen, og det lyseblå stof hang stadig løst om en cremefarvet natkjole, der næsten faldt i et med sofaen. På gulvet travede Majas far, Bo Nielsen, sammenbidt frem og tilbage i et sort jakkesæt. Også hans ansigt var blodfattigt, og kun et par knyttede hænder modsagde den udtryksløse krop. Et sted i periferien luskede en lidt kluntet labradorhvalp forvirret rundt med halen mellem benene.

Det var alt for tidligt at tage fat i forældrene. Der var gået omtrent fire timer, siden Helle og Bo havde fået overbragt den forfærdelige nyhed, og deres verden var vel sagtens brudt sammen. Nu sad de alle her, og der var ingen vej udenom. Tiden føltes uendelig lang, og Trokic tøvede længe, inden han forsigtigt lagde ud.

– Jeg ved godt, at det er et forfærdeligt tidspunkt, og det gør mig meget ondt med Maja. Men det er nødvendigt, at vi får så mange oplysninger om hende så hurtigt som muligt, så vi kan finde ud af, hvad der er sket.

– Det er det vel, sagde faren og lod en hånd stryge over den skaldede isse. – Hendes fætter var jo herude og fortælle os om det, og han sagde, at I snart ville dukke op. Så vi vil egentlig helst have det overstået, så vi kan være i fred.

– Jeg er nødt til at sige, at vi er temmelig meget på bar bund i øjeblikket, fortsatte Trokic. – Og det kan ikke helt udelukkes, at hun er død for egen hånd.

– Det ville Maja aldrig gøre, sagde faren og kiggede fra den ene til anden. – Og jeg kan i det hele taget ikke forestille mig, hvem der kunne have gjort det her mod hende. Det må være en eller anden psykopat, der har krydset hendes vej. Har I tjekket sindssygeanstalterne og alle de beskidte vaneforbrydere, der render rundt i den her by?

Ordene var indignerede, men intonationen udtryksløs. Hvornår ville han krakelere? Ville han i det hele taget? Et sted i baggrunden tikkede et ur. En langsom monoton lyd, der mindede om en metronom.

– Vi er godt i gang med vores undersøgelser, sagde Trokic og lod blikket løbe hen over et B&O-anlæg, PH-lampen over glasbordet i den anden ende af stuen og de mange hvide porcelænsfigurer. Maja Nielsen var vokset op i velstand og økonomisk tryghed. Men havde hun også været lykkelig her? Hvad lå der bag stuens lukkede døre andet end hvide vægge? Ved siden af ham blinkede Jasper Taurup med trætte øjne.

– Vi skal selvfølgelig nok lade jer det vide, hvis der dukker noget op, sagde kollegaen.

– Hvornår så I Maja sidst? fortsatte Trokic.

– Det er vel fem eller seks uger siden, sagde Bo Nielsen. – Hun var hjemme og spise på min fødselsdag. Hun glemte trods alt aldrig vores fødselsdage.

Trokic hæftede sig ved det lille “trods alt”. Så Maja havde ikke overrendt sine forældre. Moren tog endelig ordet, stadig med gråden indespærret i halsen, og de rettede deres blikke mod hende.

– Vi så hende ikke så meget, efter at hun flyttede hjemmefra, sagde hun. – Hun har altid været en lidt indelukket pige, og jo ældre hun blev, desto sværere blev det at trænge ind til hende. Jeg tror måske, at hun bebrejdede os, at vi ikke har været der nok for hende, da hun var mindre. Vi har begge to arbejdet for meget på fabrikken, som vi først har afhændet for nylig. I nogle år da hun var yngre, havde vi frygtelig travlt med at starte en afdeling op i Sverige, og hun var meget alene. Hun har jo ingen søskende. Men hun havde selvfølgelig sin bedstemor, der ikke bor så langt herfra, og min søster og hendes fætter boede også i nærheden.

Hun tøvede en anelse, før hun fortsatte.

– Måske følte hun sig svigtet, men vi kom aldrig til at tale om det. Hun stirrede på bordet foran sig. Trokic lavede et notat og fortsatte:

– I siger, at I ikke kendte så meget til hendes liv de senere år. Hvad så med kærester og den slags?

– Hun så vist en ejendomsmægler, men hun tog ham aldrig med hjem. Martin Isaksen hedder han. Han har et firma, der hedder Mansion, mener jeg.

Trokic nikkede og skrev navnene ned.

– Hendes lejlighed er i en temmelig miserabel forfatning, fortsatte han. – Vi har fundet noget blod på væggen, og hun var fyldt med snitsår på armene. Retsmedicineren lød, som om han mente, hun selv havde skåret sig. Er det noget, I har observeret før?

– Selvfølgelig ikke. Det ville Maja aldrig gøre, sagde Bo Nielsen skarpt.

Trokic betragtede ham et øjeblik. Der var noget i hans blik. Et øjebliks usikkerhed. Eller var det skyld?

– Bestemt ikke, tilføjede Helle Nielsen.

Et stykke væk satte hundehvalpen sig ned og tissede en lille gul sø på trægulvet. Så snusede den til sine efterladenskaber og så skamfuldt på sine ejere. Majas mor rejste sig, hentede noget køkkenrulle og tørrede tispølen op fra gulvet. Uret tikkede videre i et øjebliks stilhed.

– Er hendes gamle værelse her stadig? spurgte Trokic.

Moren satte sig ned igen og rystede på hovedet.

– Nej, vi lavede det om til gæsteværelse for et par år siden.

– Okay, er der andet, I har tænkt på eller gerne vil tilføje? fortsatte han. – Mennesker, der kan have noget med hendes død at gøre? Situationer, I har tænkt over? Afvigende adfærd på noget tidspunkt?

De rystede igen på hovedet.

– Har I kendskab til, at hun havde kontroverser med nogen?

– Heller ikke det, sagde faren. – Faktisk virkede alt normalt. Hun passede sin skole og sit arbejde, vi var ved at se på en ny lejlighed til hende, og der var aldrig noget ballade med hende.

– Jeg vil gerne have, I laver en liste over de mennesker, hun har kendt. I særdeleshed veninder og tidligere kærester.

Han rakte dem sit visitkort.

– Send det på en mail, eller ring til mig.

Trokic kiggede diskret på sin telefon. En sms fra kriminalassistent Lisa Kornelius meddelte, at retsmediciner Torben Bach var klar til obduktionen på Retsmedicinsk Institut.

– Maja vil blive obduceret om ikke så længe. Hvis I har brug for at se hende igen bagefter, kan vi arrangere det i det tilstødende kapel.

– Det vil vi gerne, sagde moren, og den tavse gråd begyndte igen.

– Vi kan også arrangere noget krisehjælp, hvis I ønsker det?

Bo Nielsen rystede på hovedet.

– Nej. Det her klarer vi selv.

– Udmærket, sagde Trokic uden overraskelse. – Så ringer jeg til jer, når vi er færdige med obduktionen.

Trokic havde engang læst, at et menneske har omkring tyve millioner lugteceller. Men da han kørte alene ud af Randersvej mod Skejby Sygehus med vinduesviskerne kørende på højeste styrke, ville han ønske, at han slet ikke havde nogen af de små djævle. Biltrafikken var stadig hektisk, og han skruede irriteret op for 30 Seconds to Mars og nummeret The Kill, mens han tappede let på rattet med begge hænder til den lette tromme. På det seneste var nogle af de allerhårdeste bands blevet lagt bagerst i handskerummet, og en rock med en anelse mindre tyngde var rykket frem. Men kun en smule. Hans tanker gled tilbage til det kølige og kliniske besøg hos Majas forældre. Hvordan var det at være dem? At leve midt i deres hvide tilværelse? Han ville ikke selv have opholdt sig dér mere end højst nødvendigt, hvis han var flyttet hjemmefra.

Han parkerede foran de røde bygninger ved Retsmedicinsk Institut og blev siddende et halvt minut, mens rocknummeret rasede til ende. Så slukkede han for bilens anlæg, stod ud og løb de tyve meter hen til bygningen i den silende regn.

I virkeligheden var det ikke nær så slemt, som det tidligere havde været, efter at instituttet var blevet flyttet til nye omgivelser ved Skejby Sygehus. Man skulle jo heller ikke være pivet. De kvalmende lugte var reduceret til et minimum takket være et højeffektivt udsugningssystem, der fjernede lugtsporene af de omkring fem hundrede lig, der hvert år skulle undersøges på et af dødens første stoppesteder. Resultatet var i høj grad tilfredsstillende, og instituttet havde derfor mistet lidt af sin ubehagelige effekt på ham. Men alligevel. Han bildte sig ind, at lugten gemte sig i små oversete nicher. En kittel, der bevægede sig forbi ham, en vævsprøve, der blev transporteret fra et lokale til et andet.

Den unge kvinde var allerede lagt frem på stålbordet. Nu stod han så tæt på hende, at han kunne se de fine detaljer. Lidt mørke buskede øjenbryn, resterne af en lidt bred næse og små ører, der sad langt tilbage på hovedet. Øjnene var nu lukkede, og selv om ingen afdød med sine ansigtstræk røbede, hvad der gik forud for døden, så forekom der ham at være noget gruopvækkende ved den unge krop. Han tænkte på de mange tal og stedangivelser i hendes lejlighed. Hvad betød det? Var det en gal kvindes sidste tanker?

Trokic havde denne dag kun selskab af teknikeren Jan, der skulle tage billeder, og det var således en nærmest hyggelig sammenkomst blandt gamle venner. De ventede tålmodigt, mens de indledende manøvrer blev foretaget. Retsmediciner Torben Bach tog den tilsmudsede og ildelugtende blomstrede kjole af offeret. Så anbragte han den i en papirspose og rakte den til Trokic, der ville tage den med til undersøgelse hos Kriminalteknisk Center.

– Det ser ud, som om hun ikke har været i bad et stykke tid. Og tøjet er temmelig beskidt, kommenterede Bach.

Der var noget yderst værdigt over retsmedicinerens bevægelser. En respekt for det menneske, der havde været. Trokic havde engang spurgt ham, hvad han troede, der skete efter døden, og Bach havde svaret, at han ikke troede, der skete noget som helst. Livet var en cyklus. Det nedbrudte væv blev en del af naturen. Det var vel på sin vis også en smukkere og mere oplagt mulighed end en permanent ferie hos en langskægget mand.

– Der er et brud på hjerneskallen. En blødning under den hårde hjernehinde, som efter et slag mod en hård flade. Kranieknoglen er sprængt, og nogle få fragmenter presset ind i hjernen. Det samme gælder næsebenet. Det kunne se ud, som om hovedet har ramt en hård genstand under faldet. Der er brud på fodrodsknogler, bækkenbrud med ledskred, et sammentrykningsbrud i rygsøjlen og ringbrud i nakkebenet.

Trokic havde svært ved at holde blikket på de mange frakturer. Han havde set en del. Kvælning, knivdrab og en kvinde ramt i ansigtet af et oversavet jagtgevær. Et år og tre måneder tidligere havde han været igennem sin hidtil værste obduktion, da en otteårig dreng var blevet fundet stranguleret i Giber Å ved Mårslet. En sag, der havde siddet i ham længe efter. Den obduktion havde også været yderst ubehagelig, men i det mindste havde drengen været hel. Han var ikke begejstret for brækkede, splintrede knogler, der stak ud fra unaturlige steder.

– Hvor højt? spurgte han.

– Sædvanligvis – hvis man vil være helt sikker, inden man kaster sig ud ... eller bliver skubbet ud, så skal man op på fjerde etage, sagde Torben Bach helt fornøjet. – Så overlever man sjældent. Hun kan godt være død af mindre, hvis hun har ramt uheldigt, hvilket hun jo tydeligvis har gjort. Umiddelbart vil jeg gætte på, at hun har ramt en meget ujævn overflade, så belastningen først har ligget på benene, og at hoved og nakke efterfølgende har ramt skævt på noget hårdt.

Han tog en efter en offerets fingre op og tog et negleskrab.

– Der ser ud til at være en smule jord. Sikkert det samme som på tøjet. Neglene er flossede, som om hun har skrabet imod noget. Måske har hun forsøgt at holde fast i kanten af en altan eller lignende, inden hun faldt.

Teknikeren Jan gik helt tæt på og fotograferede tavst. Der var intet, der rørte sig i hans ansigt, og han kunne i princippet lige så godt have taget billeder til et møbelkatalog. Når Jan ikke var sammen med chefkriminaltekniker Kurt Tønnies, blev han bemærkelsesværdigt fåmælt, som om den manglende synergi bremsede hans udfoldelsestrang.

– Christiane er i øvrigt hos os nu i en periode, konverserede Bach, som om han ikke var i gang med at findele en ung kvinde, der kun var en anelse yngre end hans egen datter. – Eller rettere ovenpå ved Retskemisk. Hun er næsten færdig med sine studier og skriver speciale om forgiftninger. Det ender vel med, at hun bliver hængende her i bygningen. Hun har også talt om en ph.d. her hos mig.

Bach sukkede irriteret.

– Jeg har forsøgt at tale hende fra det, må jeg indrømme. Men hun er en stædig rad. Ikke, at hun ikke kunne klare det – hun har pæren i orden ... men det er mere ...

– Ja, jeg forstår. Det er jo ikke ligefrem CSI, det her, sagde Trokic lunkent og forsøgte at få misbilligelsens nedadvendte mundvige på ret kurs igen.

– Nej, præcis. Og godt nok har hun været med til en obduktion på medicinstudiet, men hun er en følsom pige, og hun har jo ikke haft berøring med de virkelig slemme sager.

Trokic nikkede høfligt. Han havde meget lidt lyst til at tale om Torben Bachs datter, der som teenager havde sendt et hav af lidenskabelige kærlighedsbreve til ham. Han dirigerede forsigtigt samtalen tilbage til offeret, mens Bach tog blodprøver.

– Hvad med snitsårene på hendes arme? spurgte han.

– De er af forskellig alder, som jeg var inde på tidligere. Nogle af dem er nogle dage gamle og andre måske helt op til en uge eller halvanden. Det ser grimt ud, men de er nu ikke så dybe i virkeligheden.

– Så du er sikker på, at ingen af dem er påført efter døden?

Bach løftede hovedet og betragtede ham med et underfundigt blik.

– Døde mennesker bløder ikke, Daniel.

– Nej, klart nok. Er det et selvmordsforsøg?

Bach rystede på hovedet.

– Nej. Hun har ikke været i nærheden af pulsåren. Det ligner snarere selvmutilering. Som de her unge piger, der skærer sig selv. Sådanne snit er nemlig typisk parallelle og sidder fortrinsvis på modsat side af anvendte arm. Som du kan se, så sidder de fleste af snittene på hendes højre arm.

– Det, du så mener, er, at hun var venstrehåndet.

– Ja, det skal du selvfølgelig lige tjekke. Snittene er desuden ledsaget af tøvelæsioner. Det gør jo ondt, og nogle gange skal man lige have modet til at skære lidt hårdere igennem.

– Og der er vel heller ikke nogen, der lader andre gøre det her frivilligt? sagde Trokic.

– Nej. Så ville det have set anderledes ud.

Bach stod og betragtede hende lidt.

– Jeg har dog et lille “men”, tilføjede han så.

– Og det er?

– Som du kan se, så har hun også et snitsår på bagsiden af venstre arm. Hvis hun er venstrehåndet, som vi i første omgang antager, så har hun næppe foretaget det snit selv. Det forekommer mig noget besynderligt.

Trokic lod tankerne gå tilbage til lejligheden. Havde der ikke stået en kop på stuebordet, hvor hanken vendte mod højre? Havde der været nogen hos hende, kort før hun døde?

– Men hvis hun havde modet til at snitte sig, hvorfor valgte hun så ikke at skære pulsåren over til sidst? spurgte han. – Det havde da absolut været det letteste. Når hun boede på anden sal, så skulle hun lede efter et sted at kaste sig ud. Det forekommer besværligt.

– Jeg ved det ikke, Daniel. Det giver jo en del blod. Måske havde hun ikke lyst til at se det. Eller at andre skulle finde hende sådan. Og valgte så at kaste sig ud et sted.

Retsmedicineren arbejdede videre og talte igen lavmælt til sin diktafon. Trokic stirrede på de jordiske rester på metalbordet foran sig. Alt, hvad hun måtte have været, syntes at være forduftet med knivens mange snit. I stedet var kun kød og blod, knogler og væv tilbage. Havde hun virkelig taget sig selv af dage? Eller var hun blevet skubbet ud fra en høj bygning og derefter flyttet af sin drabsmand? Snitsår påført af hende selv og et drab var vel ikke uforeneligt?

De var næsten færdige, og Trokic mærkede, at han trængte til både en smøg og en kop kaffe. Ved siden af ham havde Jan pakket kameraet væk og stirrede fraværende og med korslagte arme på sceneriet.

– Hvornår tror du, at jeg kan få en rapport? spurgte Trokic retsmedicineren.

– Jeg sender noget foreløbigt ind til dig senere på dagen.

– Så tager vi hjem igen, sagde Trokic henvendt til Jan.

Kvinden fyldte hele gangen med sin tilstedeværelse. Hun stod lænet op ad væggen med en utændt smøg i den ene hånd og en bunke papirer i den anden.

– Jeg skal være her på instituttet et stykke tid, sagde hun. – Jeg skriver speciale ovenpå ved Retskemisk.

– Ja, det fortalte din far, sagde Trokic køligt.

Retsmediciner Torben Bachs datter var vokset fra rodet teenager til decideret neohippie. En kort, sort nederdel, en sort skjortebluse, der stod åben over en pink T-shirt, en lædersnor med en tung sten om halsen og høje sorte skindsandaler. Der var ikke et gram makeup i hendes ansigt. Christianes håbløst naive breve ti år tidligere, da han havde været ny ved kriminalpolitiet, havde mildest talt været anstrengende. Og Torben Bach havde været både pinlig berørt og vred på sin datter. Hvor gammel var hun nu? Seksogtyve? Syvogtyve? Der var ingen tilbedelse tilbage i hendes blik, så meget kunne han da konstatere. Det var køligt, målte og vejede. Hun betragtede ham, som var han et eller andet mystisk dyr, der var kravlet op af et hul. Ved siden af ham stod Jan og trippede utålmodigt.

– Jeg skal være med til at tage prøver til analyser i den her sag som noget af det første, fortsatte hun. – Så er du advaret, hvis jeg ringer til dig.

Hun sendte ham et lille smil. Som om det sandelig ikke var med hendes gode vilje. Vicekriminalkommissæren vidste ikke, hvad han skulle sige, og der blev en lang pause.

– Og hvornår kan vi regne med svar på vores prøver, spurgte han, da han havde fået mælet tilbage. Han håbede ikke, at hun skulle følge i sin fars fodspor. Det var temmelig svært at komme uden om nogen af retsmedicinerne i Århus. Rygtet om hende var desuden løbet i forvejen og poppede op i hans tanker, og det var ikke lige just med til at gøre sagen bedre. Det ville vide, at hun havde haft og forkastet adskillige mænd, at hun dansede i stiletstøvler på bordene på punkede værtshuse, når hun blev fuld, og at hun kastede sig i havet mindst en gang om ugen hele året rundt med et anseeligt antal mandlige tilskuere. Hvordan det helt nøjagtigt gik for sig, ville Trokic helst ikke vide.

Han spekulerede på, om Torben Bach havde nogen idé om, hvad hans datter rendte og lavede, eller om rygtet i virkeligheden overdrev. Det gjorde et rygte vel altid. Når det ikke ligefrem løj. Men alligevel. Christiane betragtede ham, som om hun spekulerede over, hvad der gik igennem hans hoved. Så rystede hun det korte sorte pjuskehår, rynkede brynene og sagde usmilende og neutralt.

– Mon ikke du kan få svar i morgen? Det satser vi på. Jeg tager mig af blodprøverne oppe ovenpå ved Retskemisk Institut sammen med en af bioanalytikerne.

Hun rakte ham sit kort.

– Mit lokalnummer står deroppe i hjørnet, hvis du har spørgsmål.

Så vendte hun sig om og skridtede af uden et farvel.

Da han sad ude i bilen igen, grundede han over det, han havde fået at vide. Obduktionen havde stadfæstet nogle af deres teorier, men der var stadig for mange spørgsmål, der lå ubesvarede. Han kiggede på sit ur. Det var tid til at tage en snak med Majas fætter.

Kriminalassistent Lisa Kornelius havde en høne at plukke med sin chef. En stor beskidt en af slagsen. Og nu sad Daniel Trokic med ryggen mod vinduet i en grøn T-shirt og klappede sig på hvirvlen i det sorte hår, som om det ikke var ham, der var skyld i, at hun om en lille halv time skulle i retten. Allerede på vejen ind på politigården samme morgen havde Lisa hørt om den unge kvinde, der var blevet fundet i Rådhusparken, og alt andet lige så lød den sag noget mere interessant end at sidde og forsvare it-materiale til et retsmøde.

Så glemte hun sig selv for et øjeblik og betragtede Maja Nielsens fætter, Simon Møller, på den anden side af bordet. Hendes første tanke havde nået topmålet af kynisme. Han var nu en værdifuld kilde lige ved hånden til information om den dræbte. Når det ikke kunne være anderledes, så var det unægtelig en betragtelig fordel.

Simon var en af deres yngste politiassistenter. En mand med karseklippet hår, en lidt flad næse og fyldige læber. Så ung, at han aldrig ville erhverve sig titlen som kriminalassistent, der nu var en forældet benævnelse, som kun fulgte særligt stædige og jobmæssigt stationære personer, der endnu ikke havde skiftet stilling efter politireformen. Lisa havde forhørt sig en smule hos de andre inden samtalen for ikke at virke helt uvidende, men da han først for nyligt var blevet ansat, havde det været lidt småt med oplysningerne. Nu måtte politiassistenten naturligvis være dybt rystet efter at have fundet sin kusine død, og hans hjerne kørte vel sagtens på højtryk for at finde ud af, hvad der var sket.

Lisa kvalte sin irritation over Daniel Trokic, anbragte sin høje skikkelse i en af kontorstolene og trak sin notesbog op af tasken.

– Det gør mig virkelig ondt med din kusine, lagde Trokic ud. – Det tager ikke så forfærdelig lang tid det her, og bagefter kan du tage fri et par dage.

– Jeg fatter det simpelthen ikke, sagde Simon Møller og var så hvid i ansigtet, at han næsten faldt i ét med væggen. – Man tror, man har set det meste, og så sker der sådan noget.

Han stirrede ud gennem det åbne vindue over mod rutebilstationen, og et øjeblik syntes han opslugt af egne tanker. Lisa, der sad tættest på, lagde en hånd på hans arm og klappede den forsigtigt. De sad lidt i tavshed, så tog politiassistenten en dyb indånding og pustede tungt ud med blikket fæstnet på bordet.

– Det var ellers en rolig vagt. Der skete ikke et hak, fra da vi kom klokken 23 og indtil ... Peter og jeg havde lige taget en kop kaffe, da vagthavende modtog et opkald. Klokken var omkring 5.30. Det var en medarbejder fra Radisson på vej på arbejde, der fik øje på hende i græsset, da han kom cyklende ad Frederiks Allé. Så lå hun dér. I Rådhusparken af alle steder. Lige for snuden af alle og enhver.

Trokic nikkede og så ud, som om han ikke helt vidste, hvordan han skulle formulere det næste.

– Som det ser ud i øjeblikket, begyndte han ... – så er omstændighederne omkring hendes død temmelig uklare og selvmodsigende. Hvis vi lige i første omgang ser bort fra det faktum, at hun blev fundet i Rådhusparken, så mener retsmedicineren, at hun er faldet fra et højt sted. Hun har højst sandsynligt også skåret sig selv i armene. Så jeg skal lige høre dig, om Maja var højre- eller venstrehåndet?

– Hun var venstrehåndet.

– Og det er du sikker på?

– Ja, for det er jeg også selv, så det havde vi snakket om. Hvorfor?

– Fordi de snitsår, vi har observeret på hende, primært sad på højre arm, sagde Trokic. – Så det antyder, at de er selvpåførte. Umiddelbart kunne det godt se ud, som om hun har taget livet af sig selv, og at nogen efterfølgende har flyttet hende. Hvad tænker du om det?

Simon slog tavst ud med armene og lænede sig uroligt tilbage på stolen.

– Jeg vil ikke sige, at det giver mening, men det er vel det mest oplagte, omstændighederne taget i betragtning.

– Godt, fortsatte Trokic roligt. – Uanset hvad der helt nøjagtigt er sket, så er det allervigtigste lige nu, at vi finder det sted, hvor hun døde. Jeg har været omme i hendes lejlighed, og jeg tvivler på, at det er sket derfra. Har du nogen anelse om, hvor hun kan være faldet ned?

– Jeg ved det virkelig ikke, svarede Simon med alle tegn på frustration.

Lisa holdt et suk tilbage. Måske vidste Simon i virkeligheden ikke så meget om sin kusines færden. Alligevel kunne der være små detaljer, der kunne have en betydning. Og hun ville nødigt overse dem. Trokic tøvede en smule, inden han fortsatte, og Lisa forestillede sig, at det voldte ham kvaler på denne vis at drive rovdrift på kollegaens hukommelse. På den anden side syntes der ikke at være ret meget, der voldte hendes chef kvaler, tænkte hun surt. Han var et reserveret menneske, der ikke viste så meget som en tøddel af sit privatliv frem i arbejdstiden, og hvad der foregik i hovedet på ham, havde hun aldrig formået at gætte sig til. Efter tre års samarbejde vidste hun stadig ikke meget mere om ham, end at han var enogfyrre år og boede alene i et rækkehus med sin kat.

Hun bladrede diskret i de fotos, de havde taget, og mærkede et sug af ubehag. Kvinden på billederne så ud, som om hun havde været død længere, end det havde været tilfældet, og den brækkede næse gjorde trækkene forvrængede og uhyggelige. Sidst i bunken lå et enkelt billede af Maja Nielsen i levende live. Der var intet smil på billedet. Håret var sat op i en hestehale, og det smalle ansigt var blegt og køligt. Så skubbede Lisa alle fotoene tilbage i mappen, så de igen var usynlige.

– Hendes lejlighed så ikke ret godt ud for at sige det mildt, fortsatte Trokic langsomt. – Der var blod på den ene væg og en række små sedler med tids- og stedangivelser på bordet plus en lille nøgle. Dertil kommer temmelig meget rod.

Simon Møller blev om muligt endnu mere bleg.

– En nøgle? Hvordan så den ud?

– Ikke så stor. Den var klæbet fast med tape på bordet. Hvorfor?

– Den nøgle er til mig.

Han sank.

– Hun må have vidst, at hun skulle dø, fortsatte han. – Da hun flyttede hjemmefra, fortalte hun mig, at hun havde fået en bankboks, hvor hun opbevarede nogle smykker, hun havde fået af vores bedstemor, fordi hun var bange for, at de skulle blive stjålet. Ved den lejlighed sagde jeg til hende, at hun skulle passe på nøglen, og hvis der skete noget, så skulle hun sørge for, at jeg vidste, hvor nøglen var. Og nu ...

Han gøs og stirrede på dem.

– Når hun har lagt nøglen frem, så har hun måske planlagt at tage livet af sig. Vi sås ikke så tit de senere år, men hun vidste, at hun kunne stole på mig.

Trokic nikkede.

– Det virker, som om din kusine har været psykisk uligevægtig. Kan det passe?

Simon rejste sig fra stolen og vandrede rundt i det lille kontor. Klokken var 14.30. Der var gået ni timer, siden Maja var blevet fundet, men i det lille kontor var tiden for et øjeblik gået i stå.

– Jeg så hende ikke så tit, mumlede han. – Vi havde jo begge travlt. Sidste gang jeg så hende, var for et par måneder siden til en familiefest.

– Så du ved slet ikke, hvordan hun har haft det? spurgte Lisa og nød et sekund lugten af det aftagende regnvejr, der gled ind gennem vinduet.

– Nej.

– Ved du, om hun tidligere har været mentalt ustabil? spurgte Lisa.

Simon trak umærkeligt på skuldrene.

– Hun havde måske lidt tendenser i den retning. Hun havde et ret omskifteligt sind. Hun gik inde på musikskolen, så måske har hun haft det hårdt med noget derinde.

– Men hun kom meget i jeres hjem, da hun var barn?

– Ja, vi boede lidt længere nede ad vejen. Jeg har faktisk overtaget huset, efter at mine forældre døde, og derfor støder jeg nogle gange ind i hendes forældre. De er lidt nogle underlige typer, og de har ikke ligefrem været der for deres datter. Det var vel også derfor, at det var mig, hun fortalte om nøglen og bankboksen.

– Men du husker ikke noget så slemt som det her? spurgte Trokic.

Simon rystede på hovedet og satte sig ned igen med et suk.

– Nej, svarede han.

– Der stod i øvrigt også en kop på bordet med grøn myntete, fortsatte Trokic. – Drak hun normalt det?

Der blev en lille pause. Simon stirrede blegt på dem, mens han tilsyneladende tænkte.

– Det husker jeg faktisk ikke, sagde han. – Jo, måske. Hun kunne godt li’ te i hvert fald.

– Du sagde, at hun gik på musikskole?

– Ja, hun gik på jazzlinjen. Hun ville forberede sig til musikkonservatoriets optagelsesprøve.

Han stirrede stift på sine hænder.

– Hun havde en fantastisk stemme. Det har hun altid haft, og den passede godt til jazz.

Trokic nikkede forstående, selv om Lisa vidste, at han ikke i sin vildeste fantasi kunne begribe, at nogen frivilligt ville kaste sig ud i denne uorden af en musikgenre, som han plejede at kalde den.

– Hun har en kæreste, der hedder Martin Isaksen, sagde Lisa. – En ejendomsmægler. Det har hendes forældre oplyst, og vi har haft et par folk ude og overbringe ham nyheden. Hvad kender du til ham?

– Jeg har kun mødt ham kort en enkelt gang nytårsaften. De holdt en fest i et selskabslokale nede på marinaen. Umiddelbart undrede det mig, at hun fandt sådan en type.

– Hvad mener du med sådan en type? spurgte hun automatisk og rynkede brynene.

Væmmelsen bredte sig på politiassistentens tykke læber, og et øjeblik så han ud, som om en bille var landet i kaffen foran ham.

– Han er et eller andet hotshot. Han snakkede for meget, og de kom anstigende til festen i en dyr bil. Måske også en lidt lusket type. Så ved I vel også, at han bor i Park Allé. Lige over for Rådhusparken. Det er da i sig selv temmelig belastende. Måske sprang hun ud dér, og han flyttede hende.

Trokic kneb øjnene sammen.

– Vi vidste ikke, at han boede i Park Allé. Vi fik navnet på firmaet af forældrene, og så sendte jeg et par personer derud. Hvordan ved du det?

Der blev en lang pause, og fætteren så pludselig en smule beklemt ud.

– Jeg tjekkede det for et par måneder siden, indrømmede han. – Jeg syntes, han var en ubehagelig fyr, og jeg ville godt vide lidt mere om, hvem det var, hun rendte rundt med.

Både Trokic og Lisa nikkede.

– Hvad med hendes fritid? frittede Trokic videre. – Kender du noget til den?

– Ja, jeg tror, at hun arbejdede frivilligt nogle timer hver dag på Transitten i Jægergårdsgade. Hun gjorde egentlig meget ud af den slags. Som om ...

– Som om hvad? spurgte Trokic.

Simon trak på skuldrene.

– Som om hun fik det bedre af det, tænker jeg.

Lisa kendte godt Transitten. En af byens rigmænd, ejeren af et større investeringsfirma, havde indrettet et herberg i en bygning, hvor der tidligere havde været et mindre familiedrevet hotel. Det var et privat drevet velgørenhedsprojekt. Politiet henviste selv med jævne mellemrum nødlidende hjemløse til stedet.

– Og så spillede hun vel også musik ude? spurgte hun.

– Jo, de var vist nogen, der mødtes og jammede forskellige steder i byen, men jeg ved ikke hvem og hvor. Hun har også sunget i flere bands, så vidt jeg ved.

Ved siden af hende rejste Trokic sig og strakte benene. Så stillede han sig over til vinduet og lænede sig op ad væggen.

– Er der noget som helst i alt det her, der får dig til at tænke, at der skulle være tale om et drab?

– Nej. Jeg tror, hun har gjort det selv, og at nogen har flyttet hende bagefter.

– Under alle omstændigheder har den person, der lagde hende i parken, gjort sig skyldig i noget ulovligt, sagde Trokic. – Og vi skal have fat på ham eller hende hurtigst muligt.

– Jeg er nødt til at gå, sagde Lisa beklagende. – Jeg skal i retten.

Hun sendte Trokic et sidste surt blik, og han stirrede tilbage med de mørkeblå øjne, som om det ikke var hans skyld, at der fandtes sådan noget som et retsvæsen.

– Selvfølgelig, sagde han velvilligt. – Jeg tror også, vi er færdige her for nu.

Henvendt til Simon fortsatte han:

– Tag nu hjem, og prøv at få sovet. Selv om jeg ved, at det ikke er nemt. Du har selvfølgelig fri de næste dage. Eller tag den tid, du skal bruge – det finder vi ud af. Og hold dig nu fra at foretage dine egne små undersøgelser. Det er vores efterforskning, og vi skal ikke have alt muligt personligt rodet ind i den.

Simon trak på skuldrene.

– Selvfølgelig ikke.

– Godt, så er vi enige.

Så snuppede vicekriminalkommissæren bilnøglerne på bordet og kastede sin jakke over skulderen.

– Jeg tager Jasper med ud til ejendomsmægleren, sagde han. – Så må vi se, hvad han er for en fyr.

Daniel Trokic og Jasper Taurup parkerede foran en nydelig, hvid bygning af ældre dato med udsigt over havet. Det stod ikke godt til for ejendomsmæglerne for tiden. Der var nedgang i branchen, tvangsauktioner hærgede, og adskillige mæglere havde måttet lukke biksen.

Ved siden af ham så kriminalassistenten en smule træt ud, og barberingen var vist også smuttet, konstaterede han nu. Jasper var med tiden blevet en af hans allernærmeste kolleger. Ikke alene var han fantastisk til tal, han havde også en uhyre formidabel hukommelse. Og så var han det mest logisk tænkende individ, Trokic kendte. Påstande, spinderier, hypoteser og metafysik blev alt sammen forkastet. Alligevel formåede han at tilføre efterforskningen brugbare, rationelle forslag. Med andre ord var processorkraften galaktisk.

De blev gennet ind på ejendomsmægler Martin Isaksens kontor, et neutralt udseende lokale med store, kedelige, abstrakte malerier og afhøvlede gulve. Martin Isaksen, der havde været Maja Nielsens kæreste, vendte sig om, da de trådte ind, og præsenterede sig. En høj mand i blåt jakkesæt med et firkantet ansigt, bred hals, små øjne og et bølget, velfriseret hår. Et par buskede øjenbryn fik ham til at se ældre ud end sine godt tredive år, og i et kort glimt viste han en række spidse tænder frem. Det var en mand, der udstrålede orden, struktur og velovervejelse. Trokic tænkte på Majas lejlighed, og hvor ensom hun måske havde været i sin sidste tid alene med sine dæmoner, for denne mand havde næppe taget stor del i det. Men det var også en mand med en meget belastende adresse, havde de nu opdaget. Trokic ville dog vente med at smide dette kort på bordet til sidst. Lokalet stank af en aftershave, som han genkendte som Eternity. Trokic havde selv fået en flaske af en tidligere kæreste, men havde efterfølgende smidt den ud, fordi han blev i dårligt humør af den.

– Jeg beklager, at det var med lidt kort varsel, lagde Trokic ud. – Det gør mig meget ondt med din kæreste.

– Nogle af jeres folk var her også i formiddags, fremturede Martin Isaksen og lurede på dem. – Det blev jeg ikke særlig klogere af. Har I fundet ud af, hvad der er sket med hende?

– Tidligere var nogle rutinespørgsmål, sagde Trokic og syntes egentlig ikke, Martin Isaksen så specielt ked ud af det. – Men vi er nødt til at grave lidt mere. Som du nok har forståelse for, så handler det om at få så mange informationer så hurtigt som muligt i en sag som denne. Vi ved ikke præcist, hvad der er sket, men meget kunne tyde på, at Maja selv er sprunget ud fra et højt sted. Hun er senere blevet flyttet af nogen, og denne person vil vi selvfølgelig meget gerne i kontakt med.

Martin Isaksen nikkede tavst. Ansigtet var blegt som pibeler, og der var store poser under øjnene. Det var noget, Trokic havde set et utal af gange. Døden, der strøg forbi de efterladte og malede dem grå og energiforladte. Ikke blot var det sorg, det var også det pludselige chok, man fik, når den evigt fortrængte død stak sit ansigt frem og mindede om sin eksistens. Eller var det noget andet i det her tilfælde? Deres vært slog ud med armen.

– Jeg var på vej ud ad døren. Jeg vil hjem og være alene nu. Det kan I vel forstå?

– Jamen, så vil vi bare komme til sagen, sagde Trokic roligt og tog sin notesblok frem. – Hvor længe har du kendt Maja?

– Omtrent otte måneder. Plus minus et par uger. Siden september sidste år. Jeg mødte hende til en privat sammenkomst, og vi var faktisk ved at tale om at flytte sammen. Men så blev hun syg her for en måneds tid siden, og det blev skrinlagt på ubestemt tid.

Han pillede ved en lighter på bordet. Højre hånd bemærkede Trokic automatisk og tænkte på den kop, der havde stået på Majas bord. Men det behøvede jo ikke betyde noget. Halvfems procent af befolkningen var højrehåndede. Han tyggede på sin læbe og kiggede ud af vinduet. På pladsen bag kontoret stod en sølvgrå Porsche Carrera parkeret med front mod Strandvejen. Et overdådigt køretøj. Solen var dukket frem mellem bygerne og reflekteredes i de brede fælge og sidespejle.

– Hvordan syg? sagde Jasper og kløede i en acnearret hud.

Martin slog ud med armene, og igen kom de små tænder til syne i et lettere unødvendigt smil.

– Hun har opført sig vildt underligt den sidste måned. Hun sagde gentagne gange, at hun var syg, og at hun ikke ville se nogen. Hun var komplet afvisende og ville heller ikke se mig. Men jeg besøgte hende alligevel nogle gange, og da virkede hun nedtrykt og forvirret. Den sidste gang var det helt slemt. Hun havde nogle vrangforestillinger om, at der var ondsindede dyr i den bygning, hvor hun boede, og at de ville komme og tage hende. En anden gang mente hun, at der var nogen, der lyttede på den anden side af væggen. I det hele taget blandede hun virkelighed og fantasi sammen og talte en del om nogle ubehagelige drømme, hun havde. Onde heste, lukkede rum, døden og mennesker, der forfulgte hende.

Han sukkede, og der blev en kort pause.

– Jeg bad hende indtrængende, for ikke at sige tiggede hende om at gå til sin læge, og det lovede hun mig at gøre. Det var mærkværdigt, for det var ikke hele tiden, hun var så underlig. Nogle gange virkede hun mere nærværende, men var bare sådan nærmest viljeløs og opgivende, hvilket heller ikke lignede hende.

Martin sukkede dybt, inden han fortsatte.

– Nu er jeg selvfølgelig rystet, for det er jo forfærdeligt, hvis hun har haft det så slemt, at hun ønskede at gøre en ende på det hele. Men helt som nogen overraskelse kommer det ikke.

– Men hvad tror du, at der kan være gået galt? spurgte Jasper.

– Jeg aner det ikke. Det er aldrig lykkedes mig at komme ned under overfladen. Der var hemmeligheder, det er jeg sikker på. Jeg må vel tilstå, at det fascinerede mig.

– Men du må jo have syntes, I alligevel passede sammen, sagde Trokic.

– Jeg var tiltrukket af hende. Vi vidste begge to, hvad vi ville. Hun levede og åndede for sin sang, og hun var så fokuseret på at komme ind på musikkonservatoriet, at jeg begyndte at bekymre mig for, hvad der ville ske, hvis hun af en eller anden grund ikke kom ind. Alle anså hende for et naturtalent og havde de allerstørste forventninger til hende, hvilket selvfølgelig også må have været noget af et pres. Samtidig var jeg glad for, at hun havde sine egne projekter kørende. Jeg er selv meget arbejdsom og optaget af mit arbejde, og så var det en lettelse, at jeg vidste, at hun havde sit eget at gå op i.

Trokic nikkede. Det var ikke noget dårligt udgangspunkt for et forhold. Desværre havde han endnu ikke selv fundet den kvinde, der ønskede at komme i anden række. Derfor blev de kun midlertidige, og det var måske også godt det samme.

– Så det hele var lutter gammen? spurgte Jasper.

– Nej, ikke helt. Jeg sagde til hende, at jeg gerne ville have børn engang. Men på det punkt var hun fuldstændig tillukket. Hun ville ganske enkelt ikke tale om det.

De sad i tavshed et øjeblik.

– Hendes problemer ... Var det noget, I talte om? spurgte Trokic.

Ejendomsmægleren rystede på hovedet og kløede sig i nakken.

– Jeg må tilstå, jeg finder den slags lidt svært at tale om, så jeg er sgu nok ikke meget bevendt som terapeut. Jeg håbede på, at det var noget, hun kunne løse ved veninder og lægens hjælp. Men jo, det bekymrede mig da voldsomt.

– Hvad med hendes forældre? spurgte Trokic.

Ejendomsmægleren stirrede, og de små øjne blev endnu mindre.

– Hvad har det med sagen at gøre? Jeg kender dem jo ikke.

– Nej, det er det, jeg mener, sagde Trokic. – Burde du ikke være blevet introduceret for dem?

– Jo, men hun kom der ikke så tit. Jeg tror, de har været temmelig fraværende i Majas liv. Karrieremennesker, der har haft andet at se til, og det er vel også derfor, hun ikke havde nogen søskende.

– Så du ved faktisk ikke ret meget om hendes fortid? Ud over hvad hun selv har fortalt?

Martin Isaksen trak på skuldrene.

– Er det så mærkeligt?

Trokic tænkte sig om. Hvor meget havde hans egne kærester kendt til ham? Kunne det i virkeligheden ikke ligge på et lille sted? Omvendt havde han ikke meget familie tilbage at vise frem. Hans far og bror var døde under Balkan-krigen, moren nogle få år senere af kræft, og tilbage var kun fætre og kusiner. Han mærkede et stik i maven. Den ene af disse, hans yndlingskusine Sinka, var forsvundet under en tur til det kroatiske øhav under krigen for mange år siden. Året før var hun muligvis blevet set i Serbien af alle steder i verden, og han var efterhånden blevet overbevist om, at hun var i live. Han havde selv taget kontakt med de serbiske myndigheder og aflagt Beograd et besøg uden held. Til gengæld havde han opbygget et godt forhold til en politikommissær dér, og denne havde fattet interesse for historien. Så sent som to dage forinden havde han fået en e-mail, der optimistisk foreslog en ny række tiltag. Nu ventede Trokic spændt på udfaldet.

– Hvornår så du Maja sidst? spurgte han så.

– Jeg synes godt nok, at jeg gentager mig selv, sukkede Martin Isaksen.

– Men fortæl det lige igen, sagde Jasper godmodigt og tegnede nu tændstikmænd på sin blok.

– Det er måske i virkeligheden to uger siden.

Hans stemme knækkede over, og han måtte synke et par gange, før han fortsatte.

– Vi sås en aften hos hende. Det føles allerede som længe siden.

– Hvordan så hendes lejlighed ud dér?

– Hvad mener du? Den så ganske normal ud. Måske lidt rodet.

– Okay. Men I er kærester. Er det ikke normalt at ses lidt oftere?

– Jo. Men det gjorde vi så ikke, fordi hun havde det så dårligt. Har I ikke snart fattet det?

– Jo, men hvorfor pressede du ikke mere på? Hamrede døren ned? Det ville jeg da have gjort, løj Trokic, der aldrig havde været det fjerneste i affekt over en kvinde. – Var der nogen kurrer på tråden? Jeg synes, det er besynderligt, at du ikke havde mere kontakt med hende den sidste tid. Var du ikke bekymret for hende?

– Jo. Men hun ville ikke se mig, sagde kæresten med tegn på frustration. – Jeg spurgte adskillige gange.

– Og hvad med i går aftes. Hvad lavede du dér? sagde Trokic.

Det glimtede i Martin Isaksens øjne.

– Ja, I skal vel spørge igen, går jeg ud fra.

– Ja, det skal vi jo, sagde Jasper.

– Jeg spiste middag med en forretningsforbindelse på restaurant Substans i Frederiksgade.

– Havde du på noget tidspunkt kontakt med Maja?

Han rystede på hovedet.

– Jeg prøvede at ringe til hende lige før middagen. Men hun tog ikke telefonen. Bagefter må jeg tilstå, jeg tog hjem og gik omkuld. Jeg var en smule beruset.

I betragtning af at parret havde været på vej til at flytte sammen, forekom Martin Isaksen i det hele taget forbløffende uvidende om sin kærestes færden. Trokic havde på fornemmelsen, at ejendomsmægleren havde mest travlt med sig selv. Og at hans forhold til kæresten måske i virkeligheden ikke stak så dybt.

– Hvornår var det? ville Jasper vide.

– Jeg husker det ikke præcist. Måske klokken elleve.

Trokic sukkede.

– Det lyder mildest talt uheldigt, at du ikke kan redegøre for din færden på et tidspunkt, hvor hun måske ikke var død endnu.

– Men jeg sov, sagde han bistert og lod blikket køre i pendulfart mellem dem.

– Ja, det siger du, sagde Trokic. – Men nu skal du høre, hvad vi finder endnu mere problematisk. Vi kan se, at du bor på Park Allé. Det er jo bemærkelsesværdigt tæt på Rådhusparken. Det kan jo være, at hun hoppede ud inde hos dig, og at du ikke ville have dit navn i avisen.

– Eller ... overtog Jasper. – Du kunne jo også være blevet jaloux eller vred over hendes afvisning. Måske nok til at slå hende ihjel. Og nu sidder vi her, og uanset hvad har du ikke noget alibi for den sidste del af aftenen og natten.

– Jamen, for satan da – det er da for langt ude. Jeg har sgu da ikke slået hende ihjel. Hvorfor skulle nogen i det hele taget slå hende ihjel?

– Vi skal jo overveje alle vinkler, glattede Trokic ud.

– Hvis I vil have noget mistænkeligt, så skulle I hellere tjekke Transitten, hvor hun arbejdede. Jeg havde hende faktisk mistænkt for at ses privat med nogen derfra. Selv om jeg ikke kan forestille mig, hvorfor hun skulle omgås den slags tabere.

– Javel, sagde Trokic. – Men du ved ikke, hvem det skulle være?

– Nej. Det er bare en fornemmelse. Som sagt kunne hun være ret så hemmelighedsfuld. Nogle gange kom hun senere hjem til sig selv, end hun havde sagt, hun ville.

– Det tjekker vi op på, sagde Trokic.

Han skiftede spor.

– Du ejer kæden af ejendomsmæglerbutikker her?

– Ja. Jeg startede Mansion for otte år siden. Vi handler primært med større huse. Liebhavervillaer, om du vil. De første år var forrygende, men siden ... Ja, det er jo ikke nogen hemmelighed, at det står skidt til.

– Hvad betyder det for jeres kæde? sagde Trokic. – Jeg spørger af nysgerrighed.

– Indtil videre klarer vi os. Vi har en god egenkapital. Sandsynligvis bedre end de fleste. Og vi har skrabet en del sammen fra de første konkursramte kolleger.

Ordene fik Trokic til at tænke på en artikel, han havde læst. Den beskrev, hvordan det sydfranske økosystem var truet af en stor amerikansk oksefrø, der med udstrakte ben kunne blive op til en halv meter, og som nogen uforvarende havde bragt med til Frankrig fra staterne fyrre år forinden. Dyret havde ingen naturlige fjender og havde på det nærmeste okkuperet hvert et vandhul, så det nu var nødvendigt med snigskytter udstyret med lyddæmpede rifler for at plaffe de monstrøse, glubske yankee’er ned. Nu mindede ejendomsmægleren ham pludselig om et af disse dyr.

– Sådan er det jo, sagde Martin Isaksen, som om han havde læst hans tanker. – De store fisk napper de små. Det er ren fødekæde.

Han kastede sig ud i en kortere tale om obligationer og kurser svøbt i en aura af ophøjet uforståelighed.

– Og Maja? afbrød Trokic irriteret over foredraget. – Havde hun noget som helst med din forretning at gøre?

– Selvfølgelig ikke. Men hun var meget interesseret og fulgte med i det hele.

– Okay, sagde Trokic tungt og syntes i det hele taget, at det havde været en lidet frugtbar dialog. – Men rend nu ikke for langt væk. Vi har højst sandsynligt flere spørgsmål, og så skulle vi jo helst ikke til at lede efter dig i Timbuktu.

Martin Isaksen stirrede hen for sig. Så gøs han, som om en kold vind pludselig var strøget igennem lokalet.

– Hun drømte så voldsomt og råbte i søvne, den sidste gang vi var sammen. Det var uhyggeligt. Hun hev efter vejret, rablede ord af sig, jeg ikke forstod. Som om der var nogen efter hende. Og så pludselig satte hun sig op i sengen og skreg noget om vilde heste og et mørkt rum. Hendes øjne var helt sorte og fyldt med rædsel, som om hun kiggede på noget langt væk i en anden verden.

Der blev en pause. Ejendomsmægleren var blevet bleg og grå.

– Vi får snart de første svar fra vores teknikere, sagde Trokic til sidst. – Og vi vil skam også tjekke din lejlighed og baggård.

Han trak en formular frem.

– Hvis du lige vil give din tilladelse til en ransagning ved at underskrive den her, så går det hele lidt hurtigere.

Martin Isaksen stirrede mistroisk på papiret, men fandt så en kuglepen frem og skrev under.

– Tak for det, sagde Trokic. – Så kan du håbe på, vi ikke finder noget, der peger på dig.

Han stirrede ned på svineriet ved fordøren til sit rækkehus. Tre mus og en fugl var blevet aflivet af hans norske skovkat Pjuske og anbragt på måtten ved døren. Det var ikke lige det, han havde brug for sent om aftenen. Han sukkede, låste op og gik ind for at finde en pose til begravelsen.

Forårets lyde var forstummet på denne tid. Græsslåmaskiner, græstrimmere og legende børn var blevet tavse, og lugten af nymalede lægter og carporte var på vej ud i atmosfæren.

Han havde haft stedet i over tretten år. Et sted, han først havde lejet og senere købt. Det var et toværelses rækkehus med brunt badeværelse, nedslidt køkken, ridsede trægulve og grågrønne vægge. Indtil videre havde han selv været udmærket tilfreds, men han var ikke ubevidst om, at det efterhånden fremstod noget medtaget i andres øjne. Han havde dog ikke taget sig sammen til at gøre noget ved det, for han fandt det ganske ubehageligt med den slags ændringer. Og desuden havde han egentlig problemer nok med at holde den myrefarm ude af huset, der sidste år havde sendt et mareridt af flyvemyrer rundt i køkkenet, og som i øvrigt syntes ganske resistente over for hans kemikalier.

Stuen var sparsomt indrettet med nogle få, lidt ældre møbler, en reol med paperbacks og lidt for mange lamper. Der kom hele tiden nye til på mystisk vis. Det seneste køb var en særlig indretning, der kunne lyse i alle spektrets farver, hvis man drejede på en fjernbetjening, og man kunne således indstille den til en farve efter humør. I virkeligheden formålsløst, da den altid endte på mørkegrøn.

Han fangede to frikadeller i køleskabet og trak en flaske bourgogne ned fra vinreolen. Da han havde tømt det første glas i et hug, tog han flaske og glas under armen og satte sig ind i stuen med dagens første rapporter. I sofaen lå dræberkatten og sov uden at værdige ham et blik.

To kolleger havde tjekket faktuelle oplysninger om Maja og hendes familie. Faren havde i mange år fungeret som direktør i deres konservesfabrik, og moren havde været hans nærmeste assistent. Derudover var rapporten fyldt med en længere udredning af de øvrige familieforhold, der var aldeles uinteressant og næsten lige så lang som en islandsk saga.

Han kastede den til side og gik i gang med den næste. Afhøring af to medstuderende på musikskolen, der var troppet op på politigården. Der var tilsyneladende ingen på skolen, der havde haft et nærmere forhold til hende. Men i øvrigt samme historie. Maja havde været en lidt tilbageholdende pige, men når det drejede sig om det, hun ville opnå, så lurede en benhård pige under overfladen. Hun havde tilsyneladende haft et skyhøjt fravær den senere tid, og de sidste uger havde hun slet ikke vist sig, men undskyldt sig med en genstridig influenza. De få gange, hun overhovedet havde været på skolen den sidste måned, havde hun været indelukket og fåmælt.

Ny rapport. Foreløbig afhøring af dræbtes kæreste. Intet nyt dér. Han smed den til side og spekulerede på besøget hos Martin Isaksen. De var nødt til at tage en ny snak med ham, når der var faldet en smule ro over tingene, for han var sandsynligvis den person, der havde det mest indgående kendskab til Majas verden, og indtil videre havde han ganske enkelt ikke fortalt nok. Trokic fornemmede, at der var mere. Dertil kom, at Martin var den mest oplagte til at have urent mel i posen. Og jo flere gange man talte med en mistænkt, desto større sandsynlighed var der for at finde uregelmæssigheder i forklaringen.

Han skulle lige til at påbegynde sit andet glas vin og åbne den fjerde rapport, da telefonen ringede lavmælt på bordet.

– Agersund, meddelte stemmen i den anden ende. En røst fra en mand med et fyldigt korpus og et gråt karsehår, og som de ikke havde set skyggen af i flere uger. En mand, der havde været Trokics overordnede siden 1998. På godt og ondt. Agersund var muligvis let omgængelig og besad en humor, der gik ind hos i hvert fald de fleste af betjentene, men han var også af en anden disciplineret type. Fra en tid, hvor ledelse nærmest var en absolutistisk styreform. Nu forsøgte han at holde Trokics autonomi i kort snor. Noget, der ganske vist kun delvist lykkedes.

– Du er dukket op af komaen? spurgte Trokic og fandt en pakke cigaretter i lommen. Han trak askebægeret til sig, fik ild i smøgen og betragtede røgen stige til vejrs i lange tynde striber.

– Kun kort. Jeg skulle lige høre, hvordan det går. Jeg trængte til noget underholdning, nu hvor jeg ikke kan sidde på min pind og se alle jer fjolser lave ged i det hele.

Trokic lo kort og sugede på cigaretten. Så gav han sin chef en længere udredning af dagens begivenheder.

– Kort sagt, så ser det meget mærkeligt ud, afsluttede han ... – og jeg kan ikke sige så meget mere, før teknikerne vender tilbage.

– Fy for pokker, sagde Agersund. – Det lyder ubehageligt med den lejlighed og hendes mareridt om de ondsindede dyr. Hvad siger retsmedicinsk?

– Det kunne godt ligne et selvmord, omend Bach ikke var helt sikker. Det er i øjeblikket uigennemskueligt. Vi kan ikke engang gisne.

– Hm hm. Tror du, at du kan overtage mine opgaver? spurgte han.

Trokic skoddede.

– Hvad tænker du på?

– Der går nok noget tid, inden jeg kommer tilbage. For at sige det som det er, så har idioterne opdaget en ondartet knude i prostata. Det er tilsyneladende forklaringen på, hvorfor jeg har pisset blod og haft flere blærebetændelser inden for det seneste år.

Trokic sad tavs, mens oplysningen trak ud i kroppen på ham. Cancer. Den usynlige fjende. Agersund havde været hans mentor de sidste ti år. Det var usandsynligt, ja helt utænkeligt, at han skulle fejle noget alvorligt. Gennem stilheden kunne han høre de blide toner fra en af de countrysangerinder, som Agersund holdt af.

– Hvor slemt er det? tog han sig mod til at spørge. For han var ikke sikker på, han ville høre svaret. Og pludselig slog det ham, at han måske alligevel holdt en smule af den gamle rad.

– Det har ikke bredt sig. Gud ske lov for det. De siger, at der er gode chancer. Jeg har været til undersøgelser hele ugen. Men jeg skal i gang med strålebehandlinger og noget anti-hormonbehandling. Og det kommer til at tage tid.

– Jeg skal nok tage over, sagde Trokic ubegejstret og rakte ud efter cigaretterne igen. – Til du kommer tilbage.

Han tænkte på Agersunds to teenagedrenge, som han havde mødt ved flere lejligheder, og havde ondt af dem, nu hvor de skulle frygte for deres fars liv.

– Faktisk vil jeg gerne have dig til at overtage permanent, sagde Agersund efter en ny pause. – Det her er en større omgang, og jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage. Og når jeg gør, så er en chefstilling ikke lige sagen. Jeg vil tale med politidirektøren om det.

– Jeg ved ikke ... mumlede Trokic og følte sig som en fisk, der lå og sprællede i garnet.

– Vel gør du så. Jeg har ikke andre til det, og du er i virkeligheden for gammel til en ny chef lige over dig. Jeg kender dig. Du ville ikke bryde dig om, at der kom nogen og kørte rundt med dig. Så må du sgu hellere gøre det selv.

– Jo, men ...

– Nu tager du over i første omgang. Så kan du tænke over det, afbrød Agersund. – Og opfør dig nu ordentligt. Ellers kommer jeg og trækker skelettet ud af røven på dig.

Trokic vågnede med et sæt på sofaen og rejste sig op. Han svedte og frøs på samme tid. Majas drømme. De havde udløst hans eget mareridt. Han havde været fanget i en båd under en gråsort himmel, hvor skyer var tunge som fyldte affaldsposer og bevægede sig samlebåndsagtigt over himlen. Det havde lugtet af muld og noget råddent. Så var det blevet mørkt, og det var alligevel ikke en båd, men en kiste og havde været det hele tiden. Og gennem træet gnavede kaniner med tænder skarpe som syle.

Uden for rækkehuset var det nat, og gennem vinduet kunne han i stjernetegnet Løven ane Saturn. Han var faldet i søvn i det øjeblik, han havde lagt telefonen fra sig. Lettere omtåget gik han ud på terrassen og tændte en cigaret. Det var en velkendt drøm fra hans tid i Kroatien. Han havde været på vej tilbage til Zagreb fra et ærinde omkring byen Gorić, da han løb tør for benzin. Og der havde den været, gården. I store røde mursten, fyldt med skudhuller og knuste ruder. Allerede da han nærmede sig, kunne han lugte dem. Den søde, rædselsfulde lugt. Og da han gik indenfor i sin søgen efter benzin eller en telefon, lå kaninerne i hundredvis i en fold bag huset. Grå udmagrede kroppe. Sultet til døde. Serberne havde slået ejeren ihjel og overladt dyrene til deres egen skæbne.

Kaninerne havde fulgt ham siden. De var blevet en del af ham, både i hans drømme, og når han en sjælden gang stødte på en af dem. Så proppede han mentalt de ubehagelige billeder ned i en sæk og smed dem ud på dybt vand, indtil næste gang de dukkede op igen.

Han gik indenfor igen og kastede sig endnu en gang over rapporterne og et hav af informationer, der skulle skabe et billede af Maja. Måske spildte de i virkeligheden tiden med et utal af afhøringer, fordi hun selv var sprunget ud for at gøre en ende på et liv, der dårligt var begyndt.

Med et suk kastede han sig over dagens sidste rapport. En kvindelig nabo sidst i halvtredserne sagde, at Maja var en ganske sød pige. Bortset fra de skraldeposer hun ikke bar ned i containeren. Med undtagelse af den høje sang, der sev gennem de tynde vægge. Og på trods af at hun havde overvejet at anskaffe sig en hund, for hvem vidste ikke, hvor meget sådan en gøede og svinede i opgangen.

Trokic studsede. Maja havde overvejet en hund? Det havde ingen nævnt noget om. Det var en åndssvag lille detalje, der pludselig blev til endnu en forkert brik i det foreløbige billede. Hvem skaffede sig en hund, hvis selvmordstanker trængte sig på? En hund gav tryghed. Beskyttede. Men man var også afhængig af den, og den var krævende.

Han havde dårligt lagt rapporten ned, da telefonen ringede. Han kiggede irriteret på displayet. Et ukendt mobilnummer. Af en eller anden grund troede folk, at han arbejdede døgnet rundt og ikke havde noget liv. Hvorledes den tanke var opstået hos omverdenen, forstod han ikke helt.

– Ja?

– Christiane Bach.

– Hvad kan jeg hjælpe dig med? spurgte han neutralt.

– Vi har fundet nogle forhøjede værdier i vores analyser, der kunne antyde, at hun har været under indflydelse af et stof.

– Hvilket?

– Det er det, vi skal have fundet frem til. Det er ikke noget kendt. Så vidste vi det allerede nu. Jeg synes, du skal komme herud i morgen tidlig, sagde hun. – Sagen er, at vi måske er ved at finde noget, der fik hende til at springe ud fra et højt sted.

Den regnfulde dag tog en kølig, fugtig nat med sig. Det var stadig vådt på fortovet, da Anja satte kurs mod busstoppestedet, og vejen henlå øde og mørk. De havde været fem til aftenens møde i DAMD, og diskussionen omkring mulige sanktioner mod en kalkunopdrætter havde været både intens og højlydt. Tre havde ment, at filmen af misrøgterens ulovlige nedslagtning af sine dyr skulle lækkes til pressen, to andre havde foreslået en skræmmekampagne mod manden, herunder eventuel sabotage af hans vognpark, og hun selv havde forsøgt at mægle. Men hendes tanker havde været et helt andet sted.

Siden TV News’ morgennyheder havde hun været i en konstant tilstand af ophidselse, og nu kunne hun igen fuldt ud hellige sig sine tanker. Maja var død, og et øjeblik havde rædslen fået tag i hende. Det kunne ikke være tilfældigt, at hun nu var død, og hun selv sad måske inde med nøglen til opklaringen. Men hendes overvejelser om at gå til politiet havde været korte. Der var en anden mulighed. En mulighed, der ville skaffe hende penge til sin dyreorganisations videre kamp. Og det var denne, der havde fået hende til at ringe og fremsætte sit krav.

Anja var fuldstændig opslugt af sine tanker og ønsket om at profitere og hørte ikke bilen nærme sig bag hende. Dæk hvislede tungt på den våde vej, mens den satte kurs mod hende. Da hun i en brøkdel af et sekund registrerede en motorlyd, der var alt for tæt på hende, var det for sent. Bilen ramte hende bagfra med en voldsom kraft. Knogler brækkede, og organer stod imod et kæmpe pres. Hun opdagede ikke, at hun blev trukket flere meter under vognen, indtil den endelig holdt stille. Så bakkede den langsomt, og hun hørte den aldrig køre væk.

Huden under Claras fingre var blød som årets første gæslinger. Hun bøjede sig over den letsitrende hud, indåndede duften af Miss Dior og tog den hårde brystvorte i munden. Pigen under hende sukkede tungt og krammede hovedpuden med en velformet hånd. Clara havde mødt hende på Posh på 51st Street, og det havde ikke været noget problem at forføre den unge, generte latinerkvinde, der havde holdt øje med hende fra en af de sorte lædersofaer hele aftenen. Hun havde trykket sig ind til hende på dansegulvet som en skælvende fugl og hvisket uforståelige spanske ord i hendes ører. Duften af den smukke kvinde blandede sig med svage vinde, der trængte ind gennem det åbne vindue. Parken på den anden side af gaden, bilos, deli’en med de fantastiske bagels på hjørnet og affald fra en væltet skraldespand. Hun strakte sig velbehageligt og hengav sig.

Da pigen en halv time senere lå og sov med hovedet mod hendes arm, kunne hun ikke selv falde i søvn. Alt var perfekt. Siden januar havde hun fulgt undervisningen i økonomi på New York University som en del af sin uddannelse. Et særligt legat havde gjort det muligt for hende at bo gratis i en lille lejlighed på Manhattan, noget der under andre omstændigheder ikke ville have kunnet lade sig gøre. Men alle de forestillinger, hun havde gjort sig om det vilde natteliv i byen, var faldet til jorden. Studierne var usædvanligt hårde, og hendes finansielle situation tillod kun få udskejelser. Denne aften var den første aften i lang tid, hun havde været ude. Om en uge skulle hun hjem til sine forældres sølvbryllup, og selv denne ellers festlige afbrydelse irriterede hende, til trods for at de havde sendt hende penge til billetten. Men stort set var hun lykkeligere end nogensinde, og selv efter en lang dag med et sandt bombardement af statistiske analyser kunne intet bringe hende i ubalance.

Men hun var lidt bekymret for sin veninde. Hun havde læst en besynderlig mail fra Maja en uge tidligere. Den havde været underlig fraværende. Som om det var pligtskrivning. Og alligevel havde noget andet skinnet igennem. En frygt. Det var en uge siden, og Clara havde ikke fået skrevet tilbage. Hun tjekkede sin e-mail, hver eneste gang hun var på computeren, men sin Hotmail brugte hun sjældent. Alle hun kendte havde fået hendes nye almindelige e-mail-adresse og brugte kun den, men Maja huskede tilsyneladende kun den gamle Hotmail-adresse. Hun trak sin arm til sig og satte sig op i sengen med et ryk. Bevægelsen fik pigen til at løfte hovedet. Hun stirrede på hende med slørede øjne og spurgte med stærk accent:

– Hvor skal du hen?

– Schhh, bare ind i stuen. Jeg er tilbage om et øjeblik.

Der var noget ved en mail. Dette digitale barn af brevet. Ordene stod ikke fast på samme måde. De var lettere. Måske også mere ærlige. Hvor brevet havde tyngde og en fysisk form, der krævede at blive gemt, havde mailen et kortere liv. Maja havde måske ikke sendt så mange mails, men når hun gjorde, var de på nogle måder mere åbne end hendes ellers lidt lukkede væsen. Det var på godt og ondt, for selv om hun i sådanne tilfælde tit åbnede sig en smule mere, så viste hun også nogle gange mere komplicerede sider af sig selv, som frastødte Clara. Nogle gange tænkte hun, at det måske mere var deres fortid som legekammerater, der bandt dem sammen, end noget andet. Men Clara havde nemt ved at holde af, også selv om det ikke blev gengældt på helt samme plan.

Hun gik ind i stuen på bare fødder og tændte for computeren, så stuen blev lyst op. Så loggede hun ind på Hotmail og stirrede uroligt på skærmen. Der lå endnu en mail fra Maja. Hvor længe havde den ligget der? Hun regnede på datoen. Seks dage. Altså skrevet dagen efter, hun havde modtaget den sidste. Hun klikkede på overskriften og gik i gang med at læse det, der skulle vise sig at være et foruroligende brev.

Det var en drøm. De havde så ofte talt om deres drømme og forsøgt at tyde dem. Drømme som et forvrænget billede af virkeligheden og en port til en anden verden. Mailen indeholdt forbløffende lidt information. Det var stort set kun drømmen, der var gengivet.

Kære Clara. Jeg sover så dårligt, og jeg drømmer det frygteligste hver nat. Det er som at blive trukket ned i en bundløs brønd, hvor der bor sorte væsener, som man kun skimter omridset af. Og ved siden af er skoven. En levende organisme. Jeg er alene i brønden, og jeg hører kun min egen korte overfladiske vejrtrækning. Det er, som om jeg ikke har nogen grænser længere, og jeg ikke ved, hvor jeg starter og slutter. Mine sanser dernede er skarpe som knive. Alting er pinagtigt præcist. Så skifter billederne. Grå heste med stride hår og øjne som store tomme glaskugler kommer nærmere og lugter råddent. Her til morgen vågnede jeg med en følelse af, at der boede et dyr i min mund, og jeg gik ud på badeværelset og åbnede munden helt for at se, at der ikke var noget. Men der var kun mig selv, der stirrede så tomt tilbage, at jeg blev forskrækket. Nogen sagde engang, at spejlbilledet er som et nysgerrigt hus mellem virkelighed og illusion. Det føles, som om det er dér, jeg befinder mig. Men da jeg kom tilbage i soveværelset, kunne jeg virkelig lugte dem. De grå heste. Og deres lugt, ikke som heste normalt, men snarere rovdyr, hang som et slør over min seng. Og så slog det mig, at jeg også lugtede. Af angst. Som et byttedyr. Jeg forstår ikke, hvad der sker med mig. Jeg tror, jeg er ved at blive syg. Jeg husker ikke. Alting er huller. Skriv til mig. Maja.

Clara sank en gang og trak sig tilbage på stolen med hårene rejst på hele kroppen. Det var noget af det mest uhyggelige, hun havde læst, og tanken om, at hendes veninde skulle befinde sig i en så grufuld indre verden var forfærdelig. Det trykkede for hendes brystkasse, og hun mærkede tårerne presse sig på. Hvad var der sket? Og hvorfor havde hun ikke ringet, hvis hun havde det dårligt? Frygten smøg sig om hendes bare ben som en kold kåbe, og ordene gnavede i hende. Det var seks dage siden. En evighed.

Hun kiggede på sit ur og regnede tidsforskellen ud. Knapt otte om morgenen i Danmark. Resolut sprang hun op af sofaen og fandt sin mobiltelefon frem i tasken. Så fandt hun telefonnummeret til veninden i sine kontakter og ringede op. Ingen forbindelse til mobiltelefonen. Hun afbrød og ringede op til fastnettelefonen. Til hendes store overraskelse var det en fremmed mand, der tog telefonen.

– Århus Politi.

– Jeg har fået forkert nummer, udbrød hun. – Det må du undskylde.

Hvor pinligt. Hvor klodset. Men så fortsatte stemmen med helt forkerte ord.

– Hvem skulle du tale med?

– Min veninde. Du må meget undskylde, gentog hun.

– Maja Nielsen?

Clara opdagede, at hendes hænder rystede, og hjertet bankede hult mod hendes brystkasse. Og hun indså, at det havde slået hurtigt og hårdt længe. Hendes svar kunne dårligt høres.

– Ja. Maja.

Den anonyme stemme i den anden ende blev tung. Som den fugtige luft udenfor, der lagde sig som en kvælende dyne om hende.

– Det gør mig meget ondt, at jeg er nødt til at fortælle dig, at Maja Nielsen blev fundet død i går morges.

Så var der stilhed i telefonen. Udenfor larmede New York videre. En brandbils sirene blev gennemtrængende i lydbilledet. Et billede af Maja iklædt sin studenterhue med en rød rose i hånden flagrede forbi hendes synsfelt. Så længe siden nu. Flere billeder. Maja skidefuld og syngende på højhælede sko til nytårsfesten. Hende, hun kendte så godt. Eller gjorde hun? Var det ikke lidt, som om der altid havde været noget andet under overfladen? Så tænkte hun på byens lys. Så stærkt, at det kunne ses fra rummet. Livets lys. Og hvordan det nogle gange slukkedes.

– Hallo, sagde stemmen. Nu langt væk. Som en svag hvisken. – Er du der endnu?

– Ja, fik hun endelig frem, og stemmen knækkede over. – Det passer ikke, vel?

– Det er jeg bange for. Hvor ringer du fra?

– New York.

– Så er det derfor, du ikke har hørt det. Det gør mig virkelig meget ondt, sagde han endnu en gang, og der var ægte omsorg i den fremmede stemme. En omsorg, der fik presset i hendes bryst til at stige. For når man talte sådan, så var det sandhed.

– Død hvordan?

– Vi ved det ikke præcist endnu. Hun blev fundet i Rådhusparken. Vi vil meget gerne tale med alle, der har kendt Maja Nielsen. Det er af stor betydning for vores efterforskning. Jeg får en af vores kriminalassistenter til at ringe til dig. Hvornår passer det dig bedst?

Clara kiggede over på computeren, der blinkede i mørket. Noget lod til, at hendes tur til Danmark og sølvbryllup stod noget nærmere, end hun havde regnet med.

– I kan ringe, hvornår det skal være. Men jeg kommer hjem snarest muligt, sagde hun. Så afsluttede hun opkaldet og var overladt til sine mørke tanker. Og da hun igen krøb ned under dynen, spekulerede hun på, hvad det var, hendes veninde havde holdt skjult for hende.