Torsdag d. 7. maj

Vicekriminalkommissær Daniel Trokic skævede til Christiane Bach, mens han fulgte hende hen ad gangen. Det flygtige møde dagen før havde gjort ham en smule ubehageligt til mode ved tanken om hendes tidligere betagelse. På den anden side havde hun jo næsten været et barn. Meget vand var løbet i havet siden. Og efter hvad han havde hørt, var adskillige mænd også passeret. Fra det øjeblik han var trådt ind ad døren, havde hun været fåmælt.

– Vi kiggede på prøverne af hendes blod i går, sagde hun. – Vi laver rutinemæssigt forskellige undersøgelser. Det vil en af vores retskemikere fortælle dig om. Hun ledte ham ind i et hvidt mødelokale, der var lige så sterilt udseende som resten af instituttet. I rummet sad en sand kæmpekvinde sidst i fyrrerne med en tæppetyk grøn cardigan, firkantede briller og krøller i en orangerød nuance, der trodsede tyngdekraften og nærmest groede vandret. Kvinden sendte dem begge et venligt smil over dobbelthagen og tog for sig af en skål med småkager på bordet, det tidlige tidspunkt til trods.

– Det her er Henriette Mortensen, præsenterede Christiane. – Hun er en af landets førende retskemikere, så du er i gode hænder.

Trokic gav hånd, og det orange hår gumlede løs, rømmede sig smigret og tog ordet.

– Som du ved, så er det i sager som denne almindeligt at foretage rutineanalyser med henblik på at klarlægge omstændighederne omkring dødsfaldet præcist og udelukke indflydelse fra diverse stoffer. Det drejer sig om alkohol og forskellige medikamenter som sove- og nervepiller, smertestillende medicin, visse typer psykofarmaka og opiater og amfetaminer. I den forbindelse bruger vi gaskromatografi, som separerer molekyler.

Hun kastede sig ud i en længere science fiction-agtig beskrivelse omhandlende UV-absorption, fluorescens og elektrokemiske detektorer, hvilket Trokic godt kunne have undværet.

– Alle vores analyser har været negative med hensyn til de mest almindelige medikamenter, fortsatte Henriette Mortensen og slog over i almindelig mennesketale. – Det efterlader os med spørgsmålet om, hvad der kan have forårsaget de forhøjede værdier. Vi vil nu tjekke for nogle af de mere gængse giftstoffer, men jeg er ikke alt for optimistisk. Hvad angår gift, så har mange af dem en meget indtrængende smag, der kan være svær at skjule.

Trokic spekulerede på, hvordan man kunne vide, hvordan et giftstof smagte. Var der ligefrem mennesker, der havde vovet pelsen og indtaget stoffet? Måske havde vedkommende nået at fremstamme diverse smagsindtryk, sekundet før han eller hun tog billetten.

Hun sendte dem begge et nyt smil med små gule tænder og kiggede så ned på sine hænder, som om svaret fandtes dér. Trokic fik pludselig en absurd fornemmelse. Her sad de og diskuterede noget, der var ubegribeligt langt nede på mikroplanet. Helt ned i livets mindste detaljer. Og disse små molekyler, der igen var sammensat af ilt-, brint- og et hav af andre atomer i en uendelighed af kemiske bindinger og strukturer, med elektroner, protoner og neutroner, kunne indeholde hele svaret på gåden. Det ville være synd at sige, at svaret var enkelt.

– Ifølge lægejournalen tog hun ingen form for medicin, så hvis I har fundet piller eller andet mistænkeligt hos hende, så vil vi gerne vide det. I mellemtiden sender vi den her prøve til Stockholm, og jeg vil tro, nogen dér vil kunne hjælpe os videre. De har andet udstyr til rådighed dér og mere erfaring, må jeg tilstå.

– Men i forhold til hendes symptomer, som også er nævnt i lægejournalen, så har I måske en lille idé om, hvad det kunne være? spurgte Trokic. – Det, jeg har hørt, lyder som en temmelig langsommelig proces.

– Tjooo, sagde Henriette Mortensen med al tvetydighed. – Men lægejournalen er ret vævende, så jeg vil som sagt konferere med mine kolleger i Stockholm. Faktisk kan jeg ikke love dig noget. Det må du leve med.

Det var Trokic ikke sikker på, at han kunne.

– Og hvor lang tid vil det tage? sagde han og kunne ikke holde utålmodigheden ude af stemmen.

– Jamen, det kommer jo an på, hvor besværligt det er, fyrede Henriette Mortensen pædagogisk tilbage. – Mange stoffer ligner hinanden, og det kan måske lede os på sporet. Men vi skal nok vende tilbage så hurtigt som overhovedet muligt, hvad enten svaret er positivt eller negativt.

Trokic havde netop sat sig ind i bilen, da telefonen ringede.

– Hej, sagde Lisa Kornelius i den anden ende. Hendes stemme var alvorlig og fyldt med ubehag.

– Vi har lige fået en sag fra beredskabet, vi skal kigge på. En dyreaktivist ved navn Anja Mikkelsen er blevet kørt ned af en flugtbilist i går aftes ude i Tilst. De siger, hun kom gående i mørket alene på et lidt øde sted, og så kom bilisten bagfra og kørte hende ned.

– Død?

– Nej. Hun ligger i koma ude på Skejby. Men det er slemt.

Trokic spejdede tankefuldt ud gennem bilens forrude. Endnu en voldsom begivenhed inden for kort tid. Nogen, der skulle af med livet. Hans by forekom med ét trøstesløs og kold.

– Siden du er blevet sat så grundigt ind i sagen af vagthavende, så kan du tage ud på Skejby og høre til hendes tilstand. Bagefter tager du et kig på, om der er eventuelle vidner.

– Men jeg skulle ...

– Hvad du end skulle, så gør du det bare bagefter, sagde Trokic og slukkede telefonen.

Rammstein tordnede gennem kontoret som et godstog, og vicekriminalkommissær Daniel Trokic var netop ved at skimme en avisartikel, som nogen havde fundet det morsomt at placere på hans skrivebord. Artiklen beskrev en ny miljøvenlig og pladsbesparende begravelsesmetode. Liget blev proppet ind i en stålcylinder, en slags trykkoger, og ved hjælp af lud, varme og tryk blev kroppen opløst til en kaffelignende væske med konsistens som motorolie. Bagefter kunne man så i princippet blot skylle ligsumpen ud i afløbet med en sidste hilsen. Så vidt havde ingen danske bedemænd taget den nye metode i brug.

Mødet på Retskemisk Institut spøgte stadig i baghovedet. Havde Maja selv eksperimenteret med stoffer, de ikke kendte til? Måske fordi hun var psykisk uligevægtig? Eller var det omvendt? Men hvem ville frivilligt træde ind i en mareridtsagtig verden med selvdestruktion til følge?

Jasper Taurup trådte ind i lokalet mellem flaksende skygger, netop som Trokic puffede artiklen til side og skruede ned for det tyske band på stereoanlægget. Han forsøgte at stirre bistert på ham.

– Jeg ville ønske, jeg kunne tænde en smøg, sagde han. – Hver gang en af jer kommer herind eller ringer, så er det med ubehagelige nyheder, og dem er der nok af nu. Folk dør som fluer i den her by.

Jasper tog en bid af den banan, han havde i hånden, og løftede øjenbrynene i et sigende “jaså”.

– Har du sovet dårligt? Du lyder sådan.

– Hvad vil du egentlig? spurgte Trokic og klappede med automatbevægelse på hvirvlen i sit sorte hår. Hårformationen havde komplet overtaget magten denne dag og havde gjort endeligt kål på den tottede frisure. End ikke en ekstra klat voks havde kunnet tøjle vildnisset.

– Pressen. De venter på dig alle sammen.

– Mig? Hvad har det med mig at gøre?

– Agersund er syg, husker du nok. Så er det vel din tjans nu.

Sådan gik det til, at vicekriminalkommissær Daniel Trokic med uorden i frisuren troppede op i parolesalen i et ikke særlig godt humør. Han kastede et blik ud over et opbud af omtrent femten journalister og fotografer med flagrende pressekort og blitztunge kameraer og smed så et stykke papir med hurtigt nedkradsede noter på bordet. Ved siden af ham satte Jasper sig tungt ned i en stol.

Det var vigtigt, at et pressemøde faldt godt ud. Ikke alene forhindrede det journalisterne i at digte og spekulere for meget, det kunne også være en fremragende måde at nå ud til mennesker, der sad inde med viden om deres offer. Hvad der helt sikkert ikke kom pressen ved, var de informationer, han netop havde fået på Retskemisk Institut. Overskrifterne ville blive eksplosive.

– Jeg hedder Daniel Trokic og er vicekriminalkommissær. I vil vel gerne høre noget om Maja Nielsen, sagde han og forsøgte at se imødekommende ud, selv om han med ét var klar over, at denne del af Agersunds job aldrig ville blive en fornøjelse, uanset hvor vigtig den var.

Der blev nikket spredt, og et par stykker kiggede på ham, som om han var faldet ned fra himlen.

– Hvor er kriminalkommissær Agersund, var der en fra Stiften, der var så fræk at spørge, som om et helt paradigmeskift var under opsejling.

– Han kunne desværre ikke komme i dag, bortforklarede han. – Jeg vil så vidt muligt svare på jeres spørgsmål i det omfang, det ikke er skadeligt for vores efterforskning.

Spredt mumlen og en enkelt knurren i hjørnet. De fleste af dem havde sandsynligvis kendt Agersund i hele deres karriere, og de vidste præcist, hvad de ville få og ikke få af ham. Nogle af dem stak ham tilmed en flaske vin til jul og syntes i det hele taget at være yderst interesserede i at bevare et godt forhold til ham.

– Hold nu bøtte, sagde en eller anden med langt gedeskæg så omsider, og et øjeblik forstummede deres summen. En lille dame med næsten hvidt hår, et telt af en brun nederdel og en notesblok, der var et nummer for stor til hende, snød ind foran de andre som et barn i en biografkø og stillede det første spørgsmål.

– Har I fundet mordvåbenet? Jeg har hørt noget om en hammer. Er det noget, I kan bekræfte?

Der blev ikke sparet på skytset, konstaterede Trokic, og flere af de andre journalister nikkede billigende. Han kunne allerede se dem skrive artikler med samme dramaniveau som en russisk roman fra zartiden. Det skulle afværges, men omvendt havde han ofte hørt Agersund tale om godbidder til pressen. De skulle have noget at skrive om. Det skulle bare helst ikke være dette.

– Først og fremmest så efterforsker vi sagen som et mistænkeligt dødsfald og ikke en drabssag. Som det ser ud i øjeblikket, kan vi ikke afvise, at der er tale om et selvmord.

Så blev der ganske stille. Det sidstnævnte faldt ikke i god jord. Kuglepenne standsede midt i bevægelsen, og de gloede mistænksomt på ham. Selvmord solgte ikke så mange aviser.

– Men hvordan det? fiskede gedeskægget begavet videre. – Hun kan da ikke have taget sit eget liv i Rådhusparken. Hvordan skulle det være gået for sig? Nogen har da bestemt slået hende ihjel.

– Og er det ikke korrekt, bidrog en anden, – at hun havde utallige brud på kroppen, og at hun må være blevet tæsket til døde? For eksempel med en hammer?

Trokic stirrede tilbage på de mange øjne. Hvor havde de alle de historier fra? Så huskede han, at hun var blevet fundet af en ung fyr. Han havde vel bemærket de mange brud, og nu var rygtet løbet igennem byen som en steppebrand. Den slags var fuldstændig ukontrollabelt og næsten umuligt at undgå. Inden han kunne nå at svare, tog hans kollega over.

– Vores tekniske beviser peger på, at hun er død et andet sted, tydeliggjorde Jasper Taurup.

– Hvad er det for tekniske beviser? ville nogen vide. – Kan vi få nogen detaljer?

Nu så horden betydelig mere tilfreds ud.

– Obduktionen har vist, at hun er faldet fra et højt sted, sagde Trokic. – Sandsynligvis mindst fjerde sal, og vi kan konkludere, at det dermed ikke er sket i hendes lejlighed. Vi er derfor interesserede i at finde frem til et sådant sted, hvad enten der er tale om selvmord eller et drab. Der var også en del jord på hendes tøj. Det må I gerne skrive. Måske er der læsere, der kan hjælpe os med at finde stedet.

Der var den, godbidden. Serveret i en delikat anretning og spændende at spekulere i. Der blev griflet på livet løs, og Trokic håbede ikke, at han havde begået en fejltagelse. Så byen ville kime dem ned.

– Kunne det være en byggeplads? spurgte en yndig kvindelig journalist med håret sat op i en knold på hovedet.

Trokic stivnede. Hun havde ganske rigtigt være beskidt nok til, at hun kunne have ligget på en byggeplads eller i en udgravning. Men ingen havde spekuleret så langt endnu, fordi de havde fokuseret på alt muligt andet.

Journalisten smilede, da hun så hans reaktion.

– Så det er en mulighed? sagde en ældre herre med høj stemme.

De havde lugtet en godbid mere.

– Måske er liget først blevet dumpet dér og senere flyttet til parken, foreslog en tredje. – Måske fortrød han, eller han blev forstyrret.

– Alt er en mulighed, gled Trokic af og trommede uroligt på bordet foran sig. – Vi kan virkelig ikke sige så forfærdelig mere lige nu.

Resten af mødet forløb i fuld fordragelighed og uden dramatik, og da fotografer var færdig med at knipse med samme ihærdighed som den første astronaut på månen, og slænget bevægede sig mod udgangen, åndede han lettet ud. Ingen havde spurgt til den påkørte dyreaktivist. Måske var det ikke ude endnu, eller måske interesserede de sig kun for Maja.

Da lokalet var tomt, sagde Trokic:

– Jeg talte med Agersund i går. Der er tilsyneladende tale om en langtidssygemelding. Derfor bliver jeg nødt til at træde i hans sted. I hvert fald for en periode. Det vil sige, at jeg stort set har fået alle hans ansvarsområder. Der er nødt til at være en, der overtager min funktion. Og du er mest nærliggende.

Der kom et forventningsfyldt udtryk på Jaspers ansigt.

– Betyder det, at jeg ikke skal være makker med Morten Lind længere?

Trokic nikkede.

– Ikke for øjeblikket.

– Det bliver hyggeligt.

– Rigtig hyggeligt, medgav Trokic.

Et lille ondskabsfuldt smil dukkede op i Jaspers mundvige.

– Hvem skal så være Mortens makker under efterforskningen?

– Det finder vi ud af, sagde Trokic og rodede i skuffen under bordet for at finde en cd.

– Okay. Men ikke Kornelius. Det ville være synd for hende.

– Hvad har du egentlig imod Lind?

Jasper rynkede på næsen og sparkede til en papirkugle på gulvet.

– Han er tør som en tvebakke. Som et stykke sandpapir. Tro mig – jeg har prøvet at sætte noget fut i ham. Ja, faktisk så er det som at forsøge at skabe liv ud af en præbiotisk suppe, og så har han ...

– Ja ja, jeg har fattet pointen, afbrød Trokic. – Men vi skal jo prøve at få det til at fungere alle sammen.

Jasper sad lidt på bordkanten, så sagde han:

– Hun havde en pointe, hende journalisten. Vi er nødt til at tjekke byggepladser. Hun var møgbeskidt. Som om hun var blevet trukket hen over et større jordstykke.

Trokic nikkede.

– Lad os høre, hvad teknikerne siger. De skulle kigge på jordprøven. Jeg tager en snak med dem om lidt, og når Kornelius kommer tilbage fra Skejby, kan I tage ud til Maja Nielsens ekskæreste, som vi ikke kunne få fat i i går. I det samme ringede chefkriminaltekniker Kurt Tønnies.

– Hvor fanden bliver du af?

– Jeg kommer lige om et øjeblik, lovede Trokic.

– Ja, for jeg har et par godter til dig, afsluttede Tønnies.

Kriminalteknisk Center lå en etage over kriminalpolitiet og husede ti teknikere og en kontoransat. Der var i øjeblikket ikke nogen kvindelige kriminalteknikere. Faktisk havde der ikke været nogen i de sidste otte år. Måske var det et tilfælde, eller også appellerede jobbet ikke til de kvindelige betjente. Teknikerne havde konsekvent næsen i den værste del af jobbet, og hvor Trokic blev konfronteret med en stor del af de drab, der blev begået i Århus, så blev teknikerne hidkaldt til drab i hele kredsen.

Kurt Tønnies havde været i afdelingen, lige så længe Trokic havde arbejdet på stedet, og han var nogle år forinden avanceret til chefkriminaltekniker. Hans hår var gråsprængt, og en rødmosset hud hang i poser på et alvorligt ansigt. Han var et af de mest direkte mennesker, Trokic kendte. De tavse vidner, som Tønnies kaldte de tekniske spor, talte deres eget sande sprog, og det var der en slags skønhed over, mente han. Man kunne mistolke dem, men de løj ikke. Tønnies var desuden ærekær, når det gjaldt arbejdet. “Det er ikke en gættekonkurrence, det her”, sagde han ofte, når de fiskede efter et svar.

– Nå, hvordan går det ellers her til morgen? konverserede Tønnies. – Du er vel glad for, at du får lidt hjælp til at fange endnu en forbryder?

– Det ville unægteligt være rart, sagde Trokic.

– Ja, det er os, der sidder på guldet heroppe, ikke sandt?

– Jo, tilstod Trokic og forsøgte at se ydmyg ud.

– Godt så. Vi har et dækaftryk. Og det er faktisk ganske interessant. Men lad os nu tage en ting ad gangen. Kom med.

De gik ind på et kontor, hvor to dækaftryk var hængt op på en lystavle, så mønstre og riller trådte tydeligere frem. Trokic havde i tidligere sager fået grundig indsigt i, hvordan de arbejdede med dækaftryk. Der fandtes bøger med dækaftrykkene, men det kunne være en langsommelig proces, og derfor havde teknikerne inspireret af kolleger i udlandet og i samarbejde med Lisa Kornelius skabt en database med dækaftryk. I denne kunne teknikerne gennem nøgleordssøgning finde frem til det rigtige dæk og endelig lave en visuel match. De havde allerede haft gavn af databasen i adskillige sager.

– Det er to aftryk, som vi mener er fra henholdsvis højre og venstre baghjul, sagde Tønnies. – Det vil sige, at vores person er bakket op over cykelstien og ind i græsset. Det interessante er, at der er tale om to forskellige typer dæk. Michelin og et hollandsk mærke, der hedder Vredestein.

Han prikkede på hver af de to billeder.

– Vredestein er en ret sjælden dæktype, ivrede han videre, nu tydeligt i sit es. – Han har altså skiftet det ene, uden at skifte det andet, måske på grund af en punktering. Hvis I finder en bil med disse to forskellige dæk på baghjulene, vil det være et stærkt indicium, der knytter bilen til parken.

Trokic nikkede tilfreds. Alt for ofte måtte de arbejde i blinde. Men det her var nyheder, han syntes om. Et håndgribeligt spor. Ikke som mennesker, der vildledte og førte på afveje.

– Men der er så det, at det er vinterdæk, så han skifter dem sandsynligvis inden så længe, sagde Tønnies. – Men de er ikke nedslidte, så de bliver næppe smidt ud. Så husk at se i gemmerne i garagen, hvis I får kig på en fyr.

– Indtil videre er vi helt på bar bund, tilstod Trokic. – Det er lige før, at pressen ved mere, end vi gør.

– Det skal vi nok få lavet om på, for det her er ikke det eneste, jeg har til dig i dag, fortsatte Tønnies og så nu tilmed lige så glad ud som en dræbersnegl i et salatbed. Han gned sig over næseryggen med to fingre – Vi har også været i stand til at måle afstanden præcist mellem baghjulene, og vi forsøger nu at finde frem til mulige bilmærker eller -typer. Det vender vi tilbage med.

Trokic betragtede igen fotografierne. Mønstrene sagde ham intet.

– Og hvornår får jeg de oplysninger? spurgte han.

– Vi arbejder på livet løs. Jeg vil heller ikke love dig noget, men det kunne måske give noget. Det er ikke så tit, vi ser den slags.

Tønnies rakte ned i lommen på sin kittel og trak en rulle Mentos med frugtsmag op. Med et sultent blik pillede han en pastil ud og rakte rullen over mod Trokic.

– Vil du have én?

Trokic rystede på hovedet.

– Det må du selv om, sagde Tønnies. – Jeg æder som en sumobryder, siden rygeforbuddet blev indført, og jeg har taget fem kilo på. Har de måske tænkt på skadevirkningen af det, hva’? Både fed og ryger. Satme noget møg ...

Trokic grundede. Når de fik oplysninger af den art, var de nødt til at tage fat i forhandlere og værksteder og måske endda samtlige ejere af den pågældende biltype, når de fandt frem til den. Det kunne vise sig at være et kæmpe arbejde. Og i sidste ende kunne de ikke være hundrede procent sikker på, at det faktisk drejede sig om den person, der havde bragt Maja Nielsen til parken. Så i værste fald kunne de sende betjente ud og undersøge hundredvis af biler for endelig at finde nogen, der havde lavet en ulovlig vending aftenen før. Men de var nødt til at undersøge det.

– Jeg vender tilbage til dig i løbet af i dag eller i morgen. Så skulle jeg gerne have svaret, sagde Tønnies og så nu ud, som om han havde ondt af Trokic.

– Og hvad med fibre? Og jorden på hendes tøj?

– Synes du ikke, at du har fået nok? Fibrene er sendt til København. Dér ville jeg ikke være for optimistisk, hvis jeg var dig, men vi kan selvfølgelig bruge dem i det tilfælde, at der viser sig at være tale om et drab, og vi skal holde det op mod en mulig gerningsmand.

– Og hvad med jorden?

– Ja, jordpartiklerne kunne måske godt give noget. Vores geologiske ekspert vil sandsynligvis kunne oplyse os om temmelig meget, og vi kan tage prøver fra forskellige steder og sammenligne dem. Du må have nogen ud at lede.

– Så geologfyren vil kunne se, hvor hun er død? sagde Trokic med håb i stemmen. – Der er nogen, der foreslog en byggeplads.

– Det er måske så meget sagt. Men han kan måske have en idé. Og nogle gange er vi heldige, at der er spændende ting i de der jordprøver, der giver et nærmere fingerpeg.

– Det lyder opløftende. Det er vigtigt for os at få fundet frem til det sted, hvor hun er død, så vi kan afgøre, hvad der nærmere er sket.

– Jamen, jeg skal nok ringe til dig, så snart vi ved noget. Vi knokler jo i døgndrift heroppe. Jeg har sgu snart drukket så meget kaffe, at jeg pisser sort.

Og med de ord åbnede han døren og lukkede Trokic ud af afdelingen.

Trokic havde netop sat sig for at tage et kig på budgettet, da hans mobiltelefon ringede. Det var hans serbiske kontakt Dragan Delic. Politikommissæren fra Beograd. Trokic lyttede forventningsfuldt.

– Jeg diskuterede sagen om din kusine med en af mine venner, der er journalist her i byen, sagde Delic. – Han sagde, at der var noget, der ringede og fik ham til at spekulere på en sag, han dækkede ved ICFY for fem år siden.

Trokic satte sig med et ryk op i stolen, og en bunke papirer røg ud over kanten af bordet.

– ICFY? Krigsforbryderdomstolen i Haag?

– Ja. Han sagde, det drejede sig om retsforfølgelsen af en bosnisk-serbisk soldat, der under krigen var medansvarlig for massevoldtægter og gentagne gange førte kvinder til en bygning, der fungerede som et bordel.

Trokic skuttede sig. Han havde hørt alt for meget af den slags. Massevoldtægterne havde især været brugt til at nedgøre de bosnisk-muslimske kvinder, der havde været stuvet sammen som kvæg på forskellige collection centers rundt omkring i landet, og hvoraf mange var endt som underholdning for soldaterne. Der var desuden blevet handlet med pigerne. Noget der i sig selv havde vidnet om en sjælden kynisme.

– Men hvad har det med Sinka at gøre? spurgte Trokic uroligt.

– Jeg kan ikke være sikker, sagde Delic. Det lød, som om han tændte en smøg. – Men jeg gik ind i ICFY’s retsprotokol på nettet og læste det vidneudsagn, han talte om. Der bliver selvfølgelig ikke nævnt navne, for alle personer relateret til sagen er numre, men der var en ung kvinde, der fortalte noget påfaldende. Hun var blevet holdt fanget på en skole, hvor hun havde mødt to unge kvinder fra Zagreb. Der stod ikke ret meget, og de havde ikke engang numre i protokollen. Blot at de var blevet taget i Karlovac i Kroatien og ført til Bosnien. Efter hvad du har fortalt mig, er det værd at undersøge.

Trokic sank. Karlovac havde været hårdt ramt under krigen, da byen lå tæt på krigens frontlinje. Han havde selv besøgt stedet to år tidligere og set de skudhullede bygninger. Byen havde forekommet ham trøstesløs og mørk. Som om sort tåge fra byens fire floder var steget op og havde sænket sig over stedet. Men hvad mere var, så lå byen tæt på hovedvejen, der førte mod vest. Ud mod havet og de utallige øer. Og det var dem, der havde været Sinkas destination.

– Men hvordan finder vi ud af det, hvis vi ikke kan identificere dem ud fra retsprotokollen?

– Overlad det til mig, sagde Delic. – Jeg vil prøve at finde frem til det pågældende vidne, selv om det nok ikke bliver nemt. Jeg aner ikke, hvordan det fungerer, for der er vel et vidnebeskyttelsesprogram.

Det var der nok, tænkte Trokic. Spørgsmålet var bare, om det virkede. Ham bekendt døde personer, der skulle vidne i Haag, som fluer. Flere var gået fri, fordi der pludselig ikke var nok vidner i en sag.

– Hvis det lykkes, fortsatte Delic, – vil jeg høre hende ad, om hun ved mere om de to kroatiske piger. I mellemtiden kan du selv se sagen, hvis du vil.

Han opgav et sagsnummer og ringede af. Trokic sad tilbage med spørgsmålene ringende i hovedet. Kunne det være forklaringen på, at Sinka og veninden Ana aldrig var kommet tilbage? De havde forestillet sig så meget. Alt fra en bilulykke til at være blevet nedslagtet af en serbisk patrulje. Men ikke dette.

I det samme bankede det på døren, og Kurt Tønnies stak hovedet ind.

– Jeg sendte to mand om for at tjekke gården hos Maja Nielsens kæreste i Park Allé, berettede chefteknikeren. – Der var ingenting.

– Slet intet mistænkeligt? Vi kunne godt bruge bare en lille smule.

– Nej. Jeg er ked af at sige det, men det var helt sikkert ikke dér, hun faldt ned.

En ung pige med kort, leverpostejfarvet strithår og udtværet mascara vogtede ved dyreaktivistens seng. Lisa havde kort forinden talt med den ansvarlige læge, der havde betroet hende, at der ikke var mange chancer for, at Anja Mikkelsen ville vågne op igen, og hvis hun gjorde, ville det sandsynligvis være med varige hjerneskader.

Pigen græd lydløst, og der gik lidt tid og flere snøft, inden hun endelig kiggede på Lisa og pudsede næsen.

– Hvem er du så? spurgte hun fjendtligt.

– Jeg hedder Lisa Kornelius og er kriminalassistent ved Århus Politi. Jeg arbejder på sagen om den flugtbilist, der har ramt Anja. Og du er?

Hun trak på skuldrene.

– Jeg er hendes veninde. Jeg hedder Mette. Vi har kendt hinanden i ti år, så det er meget hårdt, det her. Det er svært at forestille sig, at hun måske ikke vågner op igen. Hun ser jo så hel ud. Men lægen sagde, at hun slog hovedet meget hårdt.

Lisa nikkede og betragtede den tavse skikkelse i sengen. Hovedet var pakket ind i en stor bandage, der var store hudafskrabninger på begge arme, og man havde lagt et drop. Kun en smule blodfattig hud og et par totter kastanjefarvet hår stak frem.

– Hvordan kender I hinanden? spurgte Lisa forsigtigt og trak en stol hen til sengen, så de sad lidt nærmere hinanden.

– Gennem DAMD.

– Er det jeres dyreværnsorganisation?

– Ja. Danske Aktivister Mod Dyremishandling. Vi har begge to været med helt fra starten. Nu ved jeg ikke, hvad vi skal gøre uden hende. Anja var vores formand og min bedste veninde.

Mette knugede lommetørklædet og forsøgte tydeligvis at få hold på sig selv. Strithåret var uglet, og den lyserøde skjorte var krøllet, men hun havde vel næppe haft overskud til at gøre noget ud af sig selv.

– Hvad laver Anja ud over at være formand for jeres forening?

– Hun er veterinærsygeplejerske på et dyrehospital.

Nåja, selvfølgelig, tænkte Lisa.

– Ved du noget om i går aftes, hvor hun blev kørt ned? spurgte Lisa.

Veninden nikkede tungt.

– Fem af os havde lige holdt et møde hos Peter, en af de andre i DAMD. Han bor helt ude i udkanten af Tilst i et rækkehus. Klokken var vel nær midnat, da Anja som den første brød op og tog hjem. Hendes bus gik noget før min, men hun skulle gå sådan cirka en halv kilometer om til busstoppestedet. Det er en ret øde strækning, og der er kun få gadelygter, og det var så dér, hun blev ramt. Jeg skulle selv samme vej en halv time senere, og der så jeg ambulancen og talte med betjentene.

– Tror du, hun har hørt bilen?

– Det ved jeg ikke. Der er sådan en konstant tung brummen, når man går lige der. Der er noget industri i nærheden, tror jeg. Det er egentlig det eneste, man hører.

– Havde hun fået noget at drikke?

Mette rystede på hovedet og kiggede på sin veninde i sengen.

– Der er ingen af os, der drikker ret meget, og de fleste af os skulle op på arbejde dagen efter. Det var allerede blevet lidt for sent, fordi vi havde siddet og snakket om pigen, der blev fundet i parken. Anja gik en del op i det. Det havde selvfølgelig ikke noget med vores arbejde at gøre, men det er jo så sjældent, den slags sker her i byen.

– Hvad laver jeres organisation?

Lisa havde næsten ikke lyst til at spørge. Hun fik ondt i maven af at høre om dyremishandling og at blive konfronteret med forbrugsvaner, der var med til at fortsætte det. Det var ganske ubegribeligt, så primitiv menneskeheden var, når det drejede sig om at varetage livet på den planet, den kun havde beboet en brøkdel af jordens samlede eksistens.

– Det er forskelligt, mumlede Mette. – Vi arbejder jo generelt med dyreetik, men vi er ikke specialiserede inden for et bestemt område som nogle af de andre. Der er jo grupper, der koncentrerer sig om pelsindustrien, andre der kæmper mod dyreforsøg og så videre. Men vi arbejder mere sådan med enkeltstående sager på tværs af det hele. Og mere kompromisløst.

– Hvordan det? gravede Lisa.

Mette smilede, og nu var der et glimt af vrede i de grå øjne, og hun havde knyttet næverne i skødet.

– Hvis ikke min veninde lå her og var døden nær, så ville jeg ikke fortælle dig en skid. Men det her skal hvem, der end gjorde det, fandeme ikke slippe godt fra.

– Så du tror ikke, at det er et tilfælde, at Anja blev ramt?

– Nej, for fanden – hun blev jo ramt helt oppe på fortovet. Jeg kunne godt have visse idéer om, hvem der kunne have fundet på det. Vi var jo ikke ligefrem populære rundt omkring. Hvad sker der, hvis jeg fortæller dig noget?

– Jeg kan jo vælge at overhøre visse ting, sagde Lisa.

– Godt. Siden du nu spørger, så tager vi nogle gange grovere midler i brug. Vi har for eksempel i flere sager gået undercover som landbrugsmedhjælpere og afsløret tilfælde af misrøgt og decideret mishandling. Både på gårde og under transport. Vi har filmet og sendt det anonymt til politiet i den pågældende politikreds.

Det havde Lisa hørt om før. Det var et koncept kopieret fra flere andre dyrevelfærdsorganisationer rundt omkring i verden. Nogen lagde det decideret ud på Youtube til almindelig forargelse og væmmelse.

– Men det kunne også være andre tilfælde, fortsatte Mette ufortrødent og med et blik på veninden i sengen. – Vi prøver at holde os på den rigtige side af loven, men indimellem går vi nok lidt over stregen.

– Det er måske jer, der lukker mink og den slags ud? spurgte Lisa.

– Nej, det var nogle af pelsaktivisterne. Det er ikke noget, vi er helt enige i, for hvordan skulle de dyr kunne klare sig i naturen, når de altid har været i et bur? Og hvad ville konsekvenserne være for det øvrige dyreliv? Men okay, på den måde havde minkene da en chance.

– Men hvis det ikke var et tilfælde, hvem kunne det så have været, der ville gøre Anja ondt? spurgte Lisa.

– Jeg kan ikke sætte navn på en enkelt, men det kunne for eksempel være en af de landmænd, vi har været ude efter. Eller andre, som vi har spændt ben for.

– Kan du ikke blive lidt mere specifik? næsten sukkede Lisa.

– Så røber jeg jo nogle af de ting, vi går og laver, sagde Mette mistænksomt og pudsede næsen. – Det ved jeg ikke, om jeg er særlig vild med.

– Ja. Men du vil vel gerne have, at vi får fat i vedkommende, hvis nogen har gjort det med vilje? Det kunne have været en af jer andre. Og måske er I også i fare.

Mette sukkede og sad lidt i tavshed.

– Der var den der sag i Videbæk. Den var slem. Det var en sag om en besætning af køer, der stod på for lidt plads. Jeg forstår ikke, at det ikke var blevet meldt af dyrlægen eller andre før. Men den pågældende landmand fik virkelig røven på komedie, fordi det var så groft. Han tabte en fandens masse penge, mens sagen kørte.

Lisa tænkte på et besøg ved Åboulevarden et par dage forinden. To hvide ænder havde stædigt og synkront forsøgt at padle mod en hård strøm. På den anden side havde to teenagedrenge stået og forsøgt at ramme dem med nogle sten. Det startede i det små. Hensynsløsheden mod det levende.

– Så var der en sag fra Grenå, fortsatte Mette med lede i stemmen. – Det var en mand, der tog ud om natten og lemlæstede dyr. Mest heste, men også nogle får og køer. Vi lavede et større detektivarbejde, som jeg ikke skal kede dig med. Men det lykkedes os at få ham knaldet. Der gjorde vi faktisk jeres arbejde. Han fik en svinestor bøde og en betinget dom. Det er jo ikke fordi, der gives særlig hårde domme for den slags.

Hun kiggede vurderende på Lisa, som om hun overvejede, om hun kunne stole på hende. Lisa forsøgte at se tillidsvækkende ud.

– Anja blev temmelig fortørnet over, at han ikke fik en større straf. Vi var ude og sprætte nogle dæk op og ridse en bil. Så fik vi besøg af politiet fra Grenå, men de kunne heldigvis ikke bevise noget.

– Er der andet, du kan komme i tanke om? spurgte hun.

– Ja, det var lidt nede sydpå. Ved Hansted. Det var en træls sag med en overentusiastisk kattejæger. Anja var meget oprørt.

– Fordi hun ikke fik ham knaldet?

– Ja, men der var også noget andet. Hun var vred og sagde, at det var en manipulerende psykopat, og at vi nu skulle kigge os over skuldrene. Jeg kan huske, hun skuttede sig og sagde “sådan nogle øjne, fy for pokker – man mærkede, at han stirrede på en og var venlig og høflig, og inderst inde tænkte han bare ‘lede kælling’”. Men hvad – de er jo stort set alle usympatiske, dem vi arbejder med. Bortset fra nogle enkelte, der er psykisk syge og ikke magter at tage sig af deres dyr.

Lisa nikkede.

– De fleste af de her sager er lang tid siden, fortsatte Mette. – Jeg kan ikke rigtig sætte dem i nogen specifik rækkefølge.

Lisa nikkede og betragtede det, hun havde skrevet ned.

– Er der andet, du synes, jeg skal vide?

– Altså nu er Anja jo min veninde. Men jeg kan vist alligevel godt sige, at hun ikke er sådan at bide skeer med. Hun er simpelthen kompromisløs og ikke bange for nogen. Det er vel derfor, hun er vores leder.

– Og er der andre, du mener, vi bør tale med fra DAMD eller fra det her miljø i det hele taget?

Der blev en pause.

– Hun var tidligere i en anden aktivistgruppe, der hedder AST.

– Og hvad betyder det så? spurgte Lisa en smule irriteret over at blive præsenteret for endnu en forkortelse.

– Animal SWAT Team. De er nogle bisser. En international organisation med en enkelt lille gruppe i Danmark. De går til angreb på alle virksomheder, der har noget med dyremishandling at gøre. De bruger gerne vold, hacking og sabotage til det. En slags dyreterrorister. Anja var sammen med dem nogle år, men hun stoppede. Det var noget med en gruppe i Frankrig, der havde sprængt nogle kemikalietanke i luften, hvor to ansatte på virksomheden var blevet slået ihjel. Men jeg tror nu ikke, at det her har noget med det at gøre.

Lisa skrev alligevel ned og rodede i tasken og gav hende så sit visitkort.

– Ring til mig, hvis du kommer i tanke om noget som helst andet. Og jo hurtigere du gør det, jo bedre er det, fortsatte hun. – Det handler om at være lidt kvik i sådan en efterforskning. Mit telefonnummer står også derpå, og du kan ringe, hvornår det skal være.

Mette kiggede på kortet og drejede det rundt, som om der gemte sig en fælde i det.

– Tak. Anja var ellers så glad og optimistisk i går under vores møde. Vi har længe haft problemer med vores finansiering, men nu sagde hun, det nok skulle løse sig.

– Hvad mente hun med det?

– Det ved jeg ikke. Hun gik ikke nærmere ind på det. Jeg går ud fra, at hun havde fundet en god bidragyder. Det sker indimellem, at der er nogen, der sender os en check. Men det er ikke så tit.

Lisa nikkede. De sad lidt i tavshed, mens Lisa spekulerede over, om der var mere, hun skulle spørge om. Det var ikke et sjovt job, hun havde fået overdraget. At spørge om ting, hun helst ikke ville vide så meget om. Det var vel nemmere at spise sin aftensmad uden at stille de helt store spørgsmål til, hvordan koteletten var havnet på tallerkenen. Men helt så let skulle hun ikke slippe.

– Har du nogensinde prøvet at stå i en hal med slagtekyllinger? spurgte Mette så. Ordene blev sagt i en ildevarslende klang. De formede et spørgsmål, der var de første strejf i et kvalmende billede.

– Nej, tilstod Lisa og kiggede over mod døren som mulig flugtrute. Og så kom et helvedes langt mantra, der skar helt ind til marven.

– Når man står og kigger ud over tusinder og atter tusinder af gule fjertotter i stinkende ammoniak, forstår man, hvor omfattende det er. De står op til 24 kyllinger på en kvadratmeter i deres eget lort og får ætsningsskader. Mange sulter og tørster ihjel. De får stress af kunstigt lys og hakker hinanden til døde, og derfor bliver deres næb skåret af uden bedøvelse af opdrætterne.

Lisa havde det dårligt og havde lyst til at stoppe ordstrømmen, der gled så let ud af kvindens mund. Som om ordene var blevet sagt igen og igen. Hun tænkte på sin egen papegøje, Flossy, der sad derhjemme i lejligheden. Som fik serveret frisk frugt og grøntsager, nødder og kerneblandinger hver eneste dag og tilbragte al Lisas fritid uden for buret.

– Så prøv at se, om du har lyst til kylling i aften, afsluttede Mette harmdirrende.

– Nu har du også spoleret min aftensmad, sagde Jasper og styrede patruljevognen op ad Banegårdspladsen. – Men lad os lige repetere. Når du har rystet kyllingefarmen af dig, så er vi på vej om for at tage en snak med Maja Nielsens ekskæreste, Dennis Nikolajsen. Det gør vi, fordi vi prøver at afdække alle vinkler, som vores kære chef, Daniel Trokic, så klogt har udtrykt det. Denne Dennis har en voldsdom, og han er i hjemmeværnet, har vi fået oplyst, men eftersom vi forestiller os, at Maja har taget sit eget liv, er det måske irrelevant. Men vi spørger alligevel. Og samme Dennis har indtil videre valgt ikke at åbne døren for vores kolleger, hvilket i sig selv er besynderligt.

– Det håber vi så, han gør nu, afsluttede Lisa.

De holdt for rødt ved Banegården og ventede, mens en jævn strøm af fortravlede danskere gled forbi og leverede energi til byen. Det summede ind gennem ruden. Tale og råb, dyttende gule busser, et skrig fra en måge og musik fra 7eleven. Noget var sket de sidste par år. Det var, som om Smilets By havde mistet sin uskyld. Færdselspolitiet rapporterede om flere hidsige sammenstød, og folks tålmodighed var i bund. Som om tiden var løbet fra dem, og tolerancen var røget sammen med den. Var det de første effekter af MTV-generationen? Noget mere fremmedgjort og afstumpet? Der var ellers værdi nok, skulle man synes. Men det var måske i virkeligheden det, der var problemet.

Så kørte bilen igen med et ryk, og Jasper manøvrerede rutinevant bilen ind gennem de små gader og parkerede foran et ældre lejlighedskompleks.

Dennis Nikolajsen var vitterligt ikke det, hun havde forventet, selv om Lisa faktisk ikke vidste, hvad hun havde forestillet sig på den korte biltur. Ekskæresten var et magert gespenst med bohemekluns, en lidt kroget næse og et halvlangt, tilbagestrøget hår. Han var iklædt en langærmet bluse, hvorunder myretynde overarme tegnede sig. Hvordan denne mand havde kunnet præstere at slå en anden mand i gulvet og få en voldsdom for det, gik over hendes fatteevne. Der lugtede en anelse muggent i lejligheden, og han betragtede dem med mangel på overraskelse.

– Jeg har ventet jer, sagde han mat. – Kom indenfor.

Lisa kiggede sig omkring og var ikke sikker på, hun havde set noget lignende før. Væggene var malet på højst interessant og smuk vis i et utal af farver. Temaet var tilsyneladende et eller andet gudeunivers med flammer, hav, sære dyreskikkelser og bevingede væsener. Alt sammen indrammet af træer med storslåede ornamenteringer.

– Flotte vægge, sagde Lisa spontant. – Hvem har malet det?

– Det har jeg selv, sagde deres vært. – Det er historier fra den keltiske mytologi.

De satte sig i en sort lædersofa ved et lavt kakkelsofabord med et fyldt askebæger, to beskidte krus og en bunke af bladet M!. Det øvrige af lejligheden var et ganske enkelt interiør med få træmøbler.

Dennis Nikolajsen placerede sig i lænestolen over for dem med hænderne artigt i skødet. Han virkede ikke grædefærdig, men til gengæld var der samme livløse døs over ham, som man så hos mennesker, der ikke havde sovet ordentligt i dagevis. Øjnene var matte, håret var klasket sammen, og huden var bleg.

– Ja, jeg har ikke foretaget mig så meget, siden jeg fik nyheden. Jeg har taget fri et par dage og for det meste siddet her i stolen og kigget ud i luften. Det er, som om nogen har hældt cement ned over mig, og jeg orker faktisk ingenting.

– Det forstår vi godt, sagde Lisa og trak sin jakke af i sofaen. – Hvor længe kom I sammen?

– Egentlig kun et halvt år. Hun slog op med mig omkring påske for et år siden. Hvad er det for noget pjat, der står i avisen om, at hun har taget sit eget liv? Det ville Maja aldrig gøre.

– Det skyldes, at obduktionen har påvist, at hun er faldet fra et højt punkt, og at hun har været psykisk uligevægtig op til sin død, men vi er naturligvis ikke sikre. Der er ting, der ikke helt passer sammen, og fordi vi ikke kan udelukke drab, er vi nødt til at afhøre alle, der har kendt hende.

– Psykisk uligevægtig siger I? Det har hun i hvert fald aldrig været sammen med mig. Selv om hun godt kunne være lidt lukket og vægelsindet, men det er jo ikke det samme.

– Hvad gav hun som begrundelse for, at hun slog op? sagde Jasper.

– Hun sagde, at hun ikke ville bindes. At vi havde mødt hinanden for tidligt.

– Og bruddet, blev du vred over det? spurgte Jasper videre.

– Ja, gu’ gjorde jeg da så. Men man kommer jo videre. Da vi nåede hen omkring efteråret, var jeg ovre det. Der fandt jeg en ny kæreste.

Lisa og Jasper så kort på hinanden. En tavs koncentreret enighed. Så sendte Lisa en prøveballon op.

– Så det var ikke noget problem, at Maja begyndte at komme sammen med Martin Isaksen? sagde hun.

Der blev en pause.

– Jeg vidste det ikke, før hun selv fortalte mig det, da jeg stødte ind i hende for cirka to måneder siden. Jeg kender heller ikke manden, så det kan jeg ikke forholde mig til. Hvad angår hende selv, så havde hun forandret sig en del. Hun så helt anderledes ud og havde fået høje hæle, en masse smykker og makeup. Det var vel på grund af ham.

Lisa tyggede lidt på oplysningen. Besynderligt som det billede, hun havde af Maja, ændrede sig, efterhånden som de talte med flere og flere. Identiteten var ikke statisk, selv efter døden skiftede den. Det var måske det, der kunne ske, når man mødte en ny mand. Kunne der ligge noget ballade begravet dér? Det var vel ikke helt let at se sin gamle kærlighed udvikle sig.

– Sådan var hun måske aldrig med dig? spurgte hun.

– Nej. Men det kom jo ikke mig ved længere.

Der var bitterhed i stemmen. Muligvis også jalousi.

– I er begge musikere? spurgte Lisa.

– Ja, jeg spiller guitar, selv om det ikke bliver til for meget længere. Mit talent rækker ikke til en karriere.

– Så du er elektriker i stedet?

Dennis Nikolajsen slog ud med armene.

– Jeg skal jo have brød på bordet. Men det var sådan, jeg mødte hende. Jeg spillede i et band, der tjente lidt penge i weekenderne ved forskellige jobs i nattelivet. Hun var der en aften, og så faldt vi i snak. Så tog det ene det andet.

– Skændtes I? tog Jasper over.

– Det gør alle kærester vel? Men det var nu ikke meget.

– Har du nogensinde slået hende?

– Hvad fanden er det for et spørgsmål? sagde Dennis og stirrede fortørnet på Jasper. – Selvfølgelig har jeg ikke det.

– Vi er ikke helt sikre på omstændighederne omkring Majas død, så vi skal jo spørge, sagde Lisa udglattende. – Du har en voldsdom. Du slog en dørmand ned for tre år siden uden for en bar og fik en dom på fem uger plus det løse, så det er vel et ganske rimeligt spørgsmål, synes du ikke?

– Det er noget andet. Og det var uretfærdigt. Dørmanden slog først, men det kunne jeg ikke bevise.

– Men du har temperament? fortsatte hun.

– Sgu ikke mere end alle andre, der får en knytnæve i hovedet. Hør lige her. Jeg bryder mig ikke om den her drejning. Jeg åbner døren og prøver at være hjælpsom, og så nærmest overfalder I mig med jeres spørgsmål. Tror I, at jeg er et uhyre?

– Det ved vi jo egentlig ikke, sagde Jasper med et godmodigt smil og lod blikket køre en runde i lejligheden.

– Kan I se skæl på mig eller hvad? fortsatte Dennis uden den mindste form for morskab i øjnene.

Det kunne de ikke.

Lisa slog en lidt mildere tone an.

– Vi gør bare vores arbejde.

– Så vil I vel også gerne høre, hvor jeg befandt mig i forgårs?

– Ja tak.

Der blev en lille pause. En tænksom pause.

– Nå ja, selvfølgelig. Jeg var inde og træne indtil klokken ni. Derefter fik jeg en øl med en af mine venner på vej hjem. Det var på Flintstones. Jeg tror, vi gik derfra lige omkring klokken elleve, og så tog jeg hjem og knaldede brikker.

– Så du kan ikke redegøre for, hvad du foretog dig fra det tidspunkt og frem til midnat, spurgte Lisa.

– Jeg sov jo.

– Vi mener, uddybede Jasper ... – noget, der kan bekræftes af andre.

Ekskæresten slog ud med armene.

– Nej, jeg sov bare. Jeg skulle op og arbejde klokken seks næste morgen. Vi er ved at installere elektricitet i en kontorbygning på havnen, og vi er bagud med det hele, så jeg arbejder sgu næsten døgnet rundt bortset fra de her fridage.

– Hvis vi lige vender tilbage til dit forhold til Maja, hvordan vil du så karakterisere det? spurgte Lisa.

Han trak på skuldrene.

– Det ved jeg ikke. Vi kom godt ud af det med hinanden. Jeg forstod jo ikke, hvorfor hun skred, så det kunne I bedre have spurgt hende om.

– Det kan vi så selvsagt ikke. Det er derfor, vi spørger dig, sagde Jasper.

Dennis drog et dybt suk, og stemningen var snart ved at være som trykket i Marianergraven.

– Jamen, hvad skal jeg sige? Vi hyggede os og gik i biografen og den slags. Hun sov for det meste her, og vi lyttede en del til musik. Det er jo snart længe siden.

– Har du nogen anelse om, hvorvidt nogen kan have gjort hende ondt? spurgte Lisa.

Han rystede på hovedet.

– Jeg gik jo ikke på musikskolen, så jeg så hende næsten aldrig mere. Jeg aner ikke, hvem hun gik sammen med længere. Er vi snart færdige?

– Lige om lidt, sagde hun. – Du er også nødt til at fortælle os, hvorfor vi ikke har kunnet få fat på dig i går. Du har ikke været på arbejde, siger du selv, men der har ikke været nogen hjemme.

– Jeg var træt, så jeg åbnede ikke døren.

– Men du må have vidst, at vi skulle tale med dig, vedblev Lisa.

– Jeg ved ingenting.

– Okay, hør her, afsluttede Jasper. – Indtil vi har afklaret hendes død, så render du ingen steder, er du med? Og næste gang vi kommer, så lukker du fandeme den dør op.

–Hvad gør vi så nu? spurgte Lisa, da de igen stod udenfor.

– Så tager vi hen på Transitten, hvor hun arbejdede. Fandeme også et suspekt sted. Det skulle ikke undre mig, om der er nogen der, der har noget med det at gøre.

Kriminalassistent Jasper Taurup havde længe tænkt på, om han var ved at få en depression. Her i landet med verdens lykkeligste mennesker syntes det ikke ualmindeligt, at man blev så hårdt ramt af stress, at man havnede i denne kategori. Politiet havde også deres at se til. Nedskæringer, reformer, urimelige arbejdsforhold med uforstående politikere og borgere, der råbte op som baggrund. Og det hele i et samfund, hvor intet kunne gå hurtigt nok og være godt nok. Ja, faktisk kunne man undre sig over, at det ikke var hele landet, der var deprimeret.

Men da han flankeret af Lisa Kornelius trådte ind i værestedet Transitten, fik han i stedet den tanke, at det måske bare var længe siden, han havde kørt patrulje og stukket næsen ned i sølet. Ned i undergrunden, hvor direktører i internationale koncerner var endt som posemænd på grund af druk, og hvor man huskede, hvordan urmennesket lugtede. Og det var vel heller ikke ligefrem gået fremad for de hjemløse. Mens det øvrige Danmark var eksploderet i velfærd, meldte byens væresteder tilbage om overbelastning og manglende ressourcer. Der var ikke rigtig plads til samfundets svage, mens velfærdssamfundet arbejdede sig mod nye højder.

To kvinder i trediverne sad og spiste suppe nær vinduet med udsigt til Jægergårdsgade. De var magre som hunde, havde for meget makeup på og var klædt i nederdele, der stadig var for kolde til årstiden. Deres skeer bevægede sig op til munden i langsomme sløve bevægelser. De kiggede ikke op, da de to betjente kom ind, og der syntes heller ikke at være nogen samtale i gang. De så ud, som om livet ikke var noget, de tog del i. I et hjørne sad fem mænd i forskellige aldre og spillede kort under spredt mumlen. Den ene, en mand midt i trediverne, løftede et blegt ansigt og stirrede mørkt og mistænksomt på dem. Så blev han duknakket og lod igen blikket følge kortene på bordet. Det var bedre ikke at blive set. At gå i ét med tapetet. Jasper tænkte på det, ejendomsmægleren, Maja Nielsens kæreste, havde sagt. At han troede, at hun havde mødtes privat med nogen herfra. Det var svært at forestille sig.

Selv om der ingen udskænkning var på stedet, og alkoholindtagelse ikke var tilladt, hang der en svag stank af sprut i luften. Møblementet var enkelt og praktisk, og der hang nogle kedelige malerier i lette pasteltoner på væggene. Enkelte steder var der planter på bordene, men de så ud, som om de kunne afgå ved døden inden for umiddelbar fremtid. Hvilket måske i virkeligheden ikke adskilte dem ret meget fra det øvrige klientel. Men trods forsøget på at skabe en let stemning virkede rummet alligevel koldt.

Thor Jackson var det, man ville kalde en nydelig mand i starten af halvtredserne med et veltrimmet skæg. Efter at have betroet dem historien om sit efternavn, en længere historie om en amerikansk søfarende, trak han dem med ud i et røgfyldt kontor med hvide møbler og et enkelt vindue ud mod gården.

– Hun er en af de bedre ansatte, vi har haft, siden vi startede Transitten for fire år siden, begyndte Thor Jackson, da han havde serveret kaffe. – Vi kendte ikke det helt store til hende, men hun opførte sig altid høfligt og venligt. Det er jo ganske forfærdeligt, hvad der er sket, og helt uforståeligt. Vi har talt en del om det, og alle er meget chokerede.

– Hvor mange arbejder I her? spurgte Jasper.

– Ud over jeg selv, der leder stedet, er der Mona, der tager sig af vores regnskab. Så er der to hold, der arbejder i køkkenet og to, der gør rent på skift. Vi har også en fast socialarbejder tilknyttet samt en misbrugskonsulent, en psykolog og en præst. Det er nogen, vi samarbejder med, og som kommunen delvist betaler for.

– Og hvad lavede Maja? spurgte Lisa.

– Maja var nærmest en slags altmuligpige, forklarede lederen. – Hun foretog alle de ærinder, vi ikke selv har tid til. Hun kom to timer sidst på dagen, og så havde vi skrevet op, hvad vi manglede. Det kunne for eksempel være en tur til posthuset, at hente ting, de manglede i køkkenet, fylde op i vores brochurer, hente aviser og blade, vande planterne og ellers i øvrigt tale med brugerne.

– Så hun havde fast arbejdstid om eftermiddagen? fortsatte Lisa.

– Ja, men jeg må da tilstå, at vi et par gange har benyttet os af, at hun boede så tæt på, og har ringet til hende uden for arbejdstiden i et eller andet ekstra ærinde.

Han smilede næsten undskyldende og pillede ved en bunke papirer på bordet. Jasper lod tankerne forfølge de sagte ord. Boede i nærheden. Var nogen fulgt efter hende på vejen hjem? Drevet hende op på et højt sted og skubbet hende ud? Det lød ikke helt rigtigt. Men ude i stuen sad en række mænd, og nu var der jo det beklagelige ved hans køn, at fem procent af dem antageligt var psykopater.

– Har du en liste over jeres medarbejdere? spurgte Lisa uanfægtet. – Vi får sandsynligvis brug for at tale med dem alle sammen enkeltvis.

Jasper skar tænder. Lister var ikke populære. Mange mennesker at afhøre. Men lederen nikkede næsten begejstret og pegede over på opslagstavlen.

– I kan sagtens få en kopi af vores router, så I kan se navnene og deres arbejdstider. Kan det bruges?

– Det er super, sagde Lisa. – Hvordan var hendes forhold til de andre ansatte? Var der nogen, hun også så privat?

– Nej. Vi havde indtryk af, at hun havde ret travlt med sin musik, men hun har da vist taget en øl med Mona et par gange. Mona er kun et par år ældre. Men jeg tror nu ikke, at de ellers kom sammen privat. De er to vidt forskellige typer.

– Hvem kommer ellers her i huset, hun kan have haft kontakt med?

– Jamen, det er jo egentlig mest vores brugere. Vi har plads til tyve personer, der overnatter, men indimellem bliver det til lidt flere, fordi det er svært at afvise nogen. Så får de lov til at sove på gulvet med et tæppe. Det er jo bedre end ude i kulden.

Han sukkede, tog en slurk af sin kaffe og fortsatte:

– Presset stiger, efterhånden som sengepladser i psykiatrien nedlægges. Omkring tredive procent af vores brugere har en psykisk sygdom. De opfylder måske ikke kriterierne for en indlæggelse. Kort fortalt er vi altså ret belastede. Der er mange unge imellem, så vi kan se, at der er en vis tilgang af nye hele tiden.

– Men er det hovedsageligt de samme, der kommer? sagde Jasper uden at gå ind i en diskussion om politiske prioriteter. Dem havde de nok af på politigården, og indtil videre havde det ikke løst noget.

Thor Jackson lagde hovedet på skrå, som om han tænkte.

– Altså, der er en vis udskiftning i dem, men der er også mange gengangere. Hvis jeg skal sætte tal på det, så tror jeg, at der på nuværende tidspunkt dukker fem til ti op om ugen, jeg ikke har set før. Resten har været her en eller flere gange. Heldigvis er der jo så også nogen, vi ikke ser igen, fordi de har fået et sted at bo.

– I holder vel optegnelser over, hvem der er her? fortsatte Jasper. Vi skulle gerne tale med så mange som muligt af brugerne. Der kan være nogen imellem, der ved noget, eller som har set Maja tale med nogen.

Lederen blev en anelse mere stram i betrækket.

– Nej, det gør vi virkelig ikke. Det er et frit sted. Men I skal være velkomne til at tale med folk her, så længe I gør det med respekt.

– Bare rolig, det skal vi nok, sagde Lisa. – Har du set hende tale med nogen ud over personalet? spurgte hun. – Sådan mere end normalt? Vi har fået et tip om, at hun måske sås privat med nogen herfra.

Thor Jackson sad lidt og så ud, som om han tænkte sig om.

– Nej, det tror jeg ikke. Nogle gange satte hun sig ned og talte ti minutter eller et kvarter med nogen. Hørte på deres historie. Det var noget, vi opmuntrede hende til. Det får brugerne til at føle sig hjemme, at de ser et kendt ansigt, når de kommer her. Men jeg tror bestemt ikke, det strakte sig længere end det.

– Har hun været ked af det eller nedstemt i det hele taget, når hun var her? blandede Jasper sig.

– Nej, ikke tidligere. Det var først den sidste tid. Hun sagde ikke så meget. Men det er svært at sige, fordi hun kun var her de to timer hver dag, og vi andre havde jo også travlt, så vi talte ikke så meget sammen.

– Men man kan vel mærke den slags alligevel? vedblev han.

– Ja, og jeg synes også, hun virkede lidt mat i betrækket. Men ikke så meget, at det bekymrede mig.

– Hvor meget har hun været her den sidste måned?

– Ja, hun var her jo ikke meget de sidste to uger. Hun meldte sig syg ... lad mig se engang ...

Thor trak en tyk, hvid spiralkalender ned fra hylden på væggen og bladrede langsomt i den med nikotingule fingre. Den var allerede slidt, og der stak gule post it-sedler ud fra siderne.

Jasper følte sig bedre tilpas. Kalendere og datoer. Det forstod man. Fingrene stoppede nu.

– Hun forsømte to gange i uge femten og også to gange i uge seksten, oplyste Jackson. – De sidste to uger, altså uge sytten og atten, var hun her slet ikke. Vi talte faktisk om, hvad vi skulle gøre ved det, men vi var jo tilfredse med hende, så vi ønskede jo bare, at hun kom tilbage. Så vi snakkede om at få en vikar, fordi arbejdet begyndte at hobe sig op.

– Så hun stod altså ikke til at miste sit job her?

– Nej ikke umiddelbart. Der var ingen af os, der havde lyst til at fyre hende. Faktisk sendte vi en buket blomster over til hende, men hun ringede aldrig og sagde tak for den.

– Hvad gav hun som forklaring på sit fravær? sagde Lisa.

– Noget influenzaagtigt. Og at hun ville tage til læge. Hun har været yderst stabil tidligere, så vi troede på hende. Ved I i øvrigt, hvornår der er begravelse? Vi er flere herfra, der meget gerne vil med, men vi har ikke kontakt til hendes forældre eller andre i familien.

– Der er ikke fastsat en dato endnu, sagde Lisa venligt. – Det sker først, når Retsmedicinsk Institut endelig frigiver hende. Men du er velkommen til at ringe til mig, så skal jeg undersøge det.

– Tak, det vil jeg gøre så.

– Vi vender tilbage til dig, hvis vi har flere spørgsmål, sagde Lisa og stoppede listen over ansatte i sin grønne taske. – I første omgang vil vi tale med dine ansatte og brugerne snarest muligt.

Lederen viste dem ud og tog afsked med dem. Jasper betragtede Transittens vinduer. Den mand, der tidligere havde betragtet dem, stirrede nu ud gennem ruden med et tankefyldt blik. Jasper havde lyst til at gå ind og tage fat i ham og spørge, om han havde kendt Maja. Om han kunne fortælle om hende.

– Sms fra chefen, sagde Lisa med et blik på sin telefon.

– Der er parole.

Jasper opgav sin indskydelse. Afhøringen af personerne på Transitten måtte vente.

– Nå, det siger han? Jeg troede også, vi skulle forbi Deedee efter en sandwich.

– Det kan vi ikke nå, sagde Lisa. – Men fuck, hvor er jeg bare sulten.

– Så hul i ham. Vi skal sgu da have noget at æde, afgjorde Jasper.