Fredag, d. 8. maj

Kurt Egebjerg bugtede sig i lange, seje træk af sted i parkens græs og mærkede hvert et fugtigt strå, hver en ujævn knold og hver en sten mod sin tykke hud. Han gled igennem græs og planterester, helt ned i mulden, ned i kirkegården, forbi lag efter lag af frysende jord, indtil han kunne lugte de rådne, opløste kroppe. Han åndede med huden, skelnede knap mellem lys og mørke. Tiden var sunket sammen omkring ham som ved en voldsom implosion, og der var kun dette. Den ultimative rædsel.

Han vågnede med hovedet mod rattet i sin firhjulstrækker og med en sur, bitter smag i munden, en dunkende hovedpine og kvalmen roterende i den fedtomsluttede mave. Onsdagens begivenheder var begravet, men mareridtet trak dem op til overfladen igen.

På passagersædet ved siden af ham lå den flaske whisky, der var ophav til kroppens oprør. Næsten tom, men han havde da haft nærvær nok til at sætte låget på, inden han var gået helt omkuld. Radioen var indstillet på Nova FM og spillede et nyt popnummer ud af en lang række. Ruden var helt dugget til, men han vidste i det mindste, at han befandt sig på parkeringspladsen i nærheden af havnebyggeriet. Han havde kørt rundt hele aftenen ude af stand til at finde anden ro end den, flasken kunne give ham.

Han havde forsøgt at glemme som altid, men dette var værre, og det var så småt ved at gå op for ham, at flasken denne gang ikke ville redde ham. Det var blot en stakket frist, og når bedøvelsen lettede, kom virkeligheden tifold tilbage. Begivenhederne skar sig ind i ham. Under huden, gennem muskler og knogler og helt ind i marven sad de og snyltede på hans svaghed. Han tog en dyb indånding og skruede op for radioen. Det måtte komme. De nyheder, han havde frygtet de sidste dage. De kom hver time og slog følgesvend med de indre dæmoner.

– Og nu til sagen om den enogtyvårige Maja Nielsen, indledte nyhedsoplæseren. – Maja Nielsen blev fundet i Rådhusparken onsdag morgen. Politiet behandler stadig sagen som et mistænkeligt dødsfald, men kan ikke udelukke drab. De efterlyser flere oplysninger i sagen, særligt personer, der har opholdt sig i området omkring Rådhusparken mellem klokken 4 og 5.30 onsdag morgen. Politiet er desuden på udkig efter en hvid varevogn eller firhjulstrækker, hvis indregistreringsnummer efter al sandsynlighed starter med SV.

Han sank galden tilbage i halsen. De ville finde frem til ham. Alt, hvad han havde arbejdet for, ville falde til jorden. Det måtte ikke ske. Havde han bare ikke selv haft så mange penge i klemme i entreprisen. Alt havde han satset. Han bøjede det gråhårede hoved ind mod rattet og bed tænderne sammen, så det smertede i kæben. Hvad nu? Skulle han skaffe sig af med bilen? Og hvordan? Tanken om at køre den i havnen var fristende. Men scenariet egnede sig bedre til en amerikansk film, og nu var det i øvrigt højlys dag. For ikke at nævne at hans firhjulstrækker havde kostet hen ved en halv million.

Så besindede han sig. Koldt vand i blodet. Hvor mange hvide firhjulstrækkere og varevogne var der mon ikke i Århus-området? Antallet måtte være stort. Og de kunne vel ikke være sikre på, at nummerpladen startede med SV? Det kunne tage dem måneder at komme igennem dem. Han smålo for sig selv. Og når den tid kom, kunne han verfe dem af. Han havde trods alt intet motiv. Han havde blot brug for at sunde sig og finde på en forklaring. Med denne nye indsigt startede han bilen. Han ville køre hjem. Sætte kaffe over og blive ædru. Starte forfra som så mange gange før, når sprutten fik tag i ham. Desuden måtte han tilbage til arbejdet, inden der blev stillet for mange spørgsmål. Han havde netop sat bilen i bakgear, da en patruljevogn dukkede op på grusjorden foran ham og blokerede for hans videre færd.

Lyset faldt lavt ind i bilen. Lisa holdt på parkeringspladsen ved domkirken og diskuterede et dilemma med sig selv. Hvis nu en psykopat ikke kunne lave om på sig selv og ikke elske andre, fordi han var et resultat af uheldige gener, dårlig opvækst og eksterne faktorer, betød det så, at han ikke fortjente at blive elsket? Og hvad skete der med én, hvis man gjorde det alligevel, og ens følelser røg ned i psykopatens sorte hul, uden at man nogensinde fik noget igen? Det var ikke en behagelig tanke.

Lisa startede bilen. En enkelt byge havde sneget sig ind blandt solstrålerne og sendte nu små blinkende dråber på hendes forrude. Hun var lige stukket af et kvarter for at købe en lyseblå bamse til sin venindes etårige søn og sang med på Kerlis Walking on Air, da opkaldet kom. Hun lyttede opmærksomt til stemmen i den anden ende, mens hun betragtede kirkens murværk udenfor. Så vendte hun bilen og kørte mod Grønnegade og dyreaktivisten Anja Mikkelsens hjem.

– Tak, fordi du kom så hurtigt, sagde Mette og åbnede døren til Anja Mikkelsens lejlighed helt op. – Jeg har en nøgle, og jeg tømmer postkassen nu. Så må vi se, hvad der sker. Det kan jeg jo ikke blive ved med, for jeg bor selv helt ude i den anden ende af byen.

Lisa fulgte med ind i en lys stue med trægulve og et utal af planter, der gjorde rummet til et veritabelt drivhus godt hjulpet på vej af et meterstort vindue op mod himlen. Hun smilede uvilkårligt. Det var sådan, hun gerne ville have sin egen lejlighed. Med udsigt til stjernerne og uendeligheden og stilheden om natten. Så man huskede at føle sig ydmyg. Men så opdagede hun, at planterne var af plastik. Falske skabninger. Og et øjeblik fik hun kuldegysninger. Som om dyreaktivisten end ikke ville have planter. Hvor ekstrem var hun egentlig?

– Hvad var det, du ville vise mig? spurgte hun og følte sig en smule utilpas ved at trænge sig ind i en lejlighed, mens ejeren lå i koma på hospitalet.

– Følg med, sagde Mette tonløst.

De gik ind på et lille kontor med et lille fyrretræsbord og en stol med blåt betræk. Anjas veninde pegede på bordet.

– Jeg synes, at det, der ligger dér, ser en smule underligt ud.

Lisa stirrede. Hele bordet var tapetseret til med udklip om Maja Nielsen. Stort set alt, hvad der havde været i samtlige aviser. Selv på computerskærmen sad et udklip. Lisa læste. “Ung sangerinde fundet brutalt myrdet i Århus”, “21-årig dræbt af hammer”, “Hvem dræbte Maja?”. Og der var fotos. Maja i forskellig alder, af forældrene, Daniel Trokic foran politigården, endda de to betjente, der havde fundet Maja på findestedet, et skolefoto af Dennis Nikolajsen og et lidt tåget billede af Martin Isaksen. De var alle printet fra computeren, og Lisa huskede, at Anja var blevet kørt ned om aftenen den samme dag, hvor Maja var blevet fundet. Imponerende, hvad pressen kunne præstere på den tid.

– Når jeg sammenligner det her med hendes snak om penge, hun snart fik, sagde Mette, – så tænker jeg, at hun måske vidste noget, og at hun havde overvejet afpresning. Måske havde hun allerede kontaktet vedkommende. Nu jeg tænker over det, så plejer hun faktisk ikke at blive så opstemt over de bidrag, vi får. Normalt drejer det sig kun om nogle få hundrede eller tusinde kroner. De fleste giver hellere pengene til Dyrenes Beskyttelse, hvor de kan trække det fra i skat.

Lisa lod øjnene løbe hen over computerbordet, så standsede hendes blik ved en seddel. “Louise – drivhuset?” stod der. Det gibbede i hende. Var det et tilfælde, at Maja på internettet havde nævnt en Louise til ekspedienten? Næppe. Men hvem var denne person, der havde haft kontakt med både Anja og Maja? En fælles ven? Eller uven? Og drivhuset forstod hun slet ikke.

– Det er ikke umuligt, at du har ret, svarede Lisa og havde svært ved at skjule en spirende ophidselse. – Vi er selvfølgelig nødt til at tjekke op på det. Kontrollere hendes telefonopkald og så videre. Det kan tage lidt tid. Men ville hun så ikke have fortalt dig det, hvis hun gik i gang med at afpresse nogen eller sende trusler?

– Nej, det ville hun helt sikkert ikke. Det ville hun holde for sig selv, sagde Mette.

– Jeg tager det under alle omstændigheder med ind, afgjorde Lisa. – Så må vi se, hvad vi kan få ud af det.

Hun fiskede en brun papirpose op af lommen og lirkede forsigtigt de mange udklip ned i den.

– Jeg forstår nu heller ikke helt det afpresningskoncept, sagde Mette. – For hvis hun afpressede nogen anonymt, så giver det vel ikke mening, at hun blev kørt ned? Medmindre hun er kommet til at afsløre sig selv på en eller anden måde.

– Det behøver jo ikke have været anonymt. Tror du, at Anja kendte Maja?

Mette trak på skuldrene, pillede ved sit røde tørklæde og betragtede hende.

– Det tror jeg ikke. Så ville hun vel have sagt det. Vi snakkede alle om Maja på mødet, inden Anja blev kørt ned. Hun sagde intet i den retning.

– Du skal under alle omstændigheder have tak, fordi du ringede.

Lisa kørte tilbage gennem byen med et mylder af tanker. Hvem skulle Anja afpresse eller true? Efter hvad Lisa havde hørt, forekom Anja temmelig kompromisløs. Men ville en så idealistisk person se igennem fingre med et drab? Hvis afpresning kunne skaffe hende penge nok til et hav af andre sager? Mettes liste over mulige gerningsmænd blandt misrøgtere forekom nu helt irrelevant. Hun glædede sig til at fortælle Trokic om nyhederne. Hun tjekkede sin telefon og smilede opløftet. De havde over midnat anholdt den mand, de havde ledt efter, siden Maja blev fundet i parken. I en temmelig beruset tilstand, og nu sad han i detentionen og blev ædru. En entreprenør. Måske en mand med pengepungen i orden?

Det var et velkendt fænomen, at jo mere et menneske så sig selv som del af en gruppe, i jo højere grad ville det kunne acceptere, tilpasse sig og forsvare gruppens normer og værdier. I ondskabens psykologi ville en gruppe ofte være i stand til at udføre handlinger, der gik langt videre, end det enkelte menneske ville kunne. Det kom snigende. Og i et øjeblik var man naglet til nationalismen, fascismen eller religionens væg.

Det var et fænomen, som Daniel Trokic havde stiftet bekendtskab med under Balkan-krigen. Det var en af forklaringerne på de utallige grusomheder, der var blevet begået. Han havde tilmed måttet erkende, at han selv havde opført sig som en del af gruppen, mens han i stadig stigende grad blev indsluset i en virkelighed, hvor serberne var dæmoner, der var skyld i alt. Det var ikke længere muligt at vælge neutraliteten, for det var at vælge sine allerkæreste fra. Og hvad var der så tilbage?

Disse mekanismer rumsterede i hovedet på Daniel Trokic, da Kurt Egebjerg blev bragt ind i lokalet. Efter omsider at være blevet fundet og anholdt på havnen nogle timer forinden havde han i sin berusede tågefortælling konsekvent talt i kollektiver. Vi. Vores. Alles interesse. Noget større var på spil for Kurt Egebjerg. Gruppens overlevelse. Men hvad var det, der var på spil? Og nu var der kommet et aspekt mere i sagen. Anja Mikkelsen havde måske en rolle i sagen om Maja Nielsen. Hvor meget havde denne mand egentlig på samvittigheden?

De sad i afhøringslokalet ved siden af vicekriminalkommissærens kontor. Solen skar ind igennem lokalet og afslørede støv på alle kontorets flader. Trokic kradsede sig på armen. Den var fyldt med små knopper, og større plamager var ved at brede sig. Han gloede mistroisk på dem. Men hvis de var kommet af sig selv, kunne de vel også gå væk af sig selv.

– Klokken er 10.10. Til stede er KA Jasper Taurup og VKK Daniel Trokic, fortalte han båndoptageren.

Så fokuserede han på entreprenøren. Kurt Egebjerg var et sted i starten af halvtredserne, havde nedadvendte mundvige, en rødmosset hud og noget, der engang måtte have været en sirligt redt sideskilning. Den brune pullover så lige så nusset og træt ud som sin ejer og dækkede en stor vom. Manden var knap ædru, og hvis ikke Trokic tog meget fejl, så var det en tilstand, han ikke så alt for ofte. Det undrede ham altid, hvor dybt alkoholiserede mennesker kunne være og alligevel holde facaden.

– Fortæl os det nu helt fra starten, bad Trokic og lænede sig mageligt tilbage på stolen.

Han var i de senere år kommet til at sætte mere pris på afhøringer. I starten havde han skyet dem som pesten, og det var ikke blevet bedre af chefens nedladende kommentarer om hans evner i den retning. Men med tiden var han blevet bedre. Måske var han blevet mere moden. Mere tålmodig. I hvert fald var han begyndt at se frem til nogle af disse afhøringer. Fordi nøglen til opklaringen som regel lå her og ikke nødvendigvis kun i det fysiske bevismateriale.

– Jeg arbejder på vores nye havneprojekt. Jeg kom på arbejde på havnen omkring klokken 4.30, begyndte entreprenøren tøvende. – Da lyset brød frem. Vi starter som regel ved solopgang. Men jeg kommer altid som den første og sikrer, at alting er klar til dagens arbejde. De andre kommer klokken 6.

– Jeres projekt? Hvad er det helt præcist, du taler om? spurgte Jasper anstrengt.

– Baysite, sagde entreprenøren lettere bistert, som om det forklarede alt.

Nu var Trokic med. Så jordprøven havde talt sandt. De bynære havnearealer. Byens nye vartegn og et visionært projekt af dimensioner. I de kommende år ville der blive skabt et helt nyt kvarter på havnen. Unikke, arkitektoniske perler skulle pryde bugten, og et mangfoldigt, spændende miljø skulle gøre det nye byrum til et attraktivt sted at bo og drive virksomhed. Sol og havn. Lys, glas, asymmetri, luft. Noget spektakulært.

– Ja, sagde Trokic, – vi er bekendt med flere dele af havneprojektet, omend det nok ikke gør den store forskel for os, hvor meget den jord, hun blev fundet på, er værd. Det vender vi lige tilbage til, men fortæl os først, hvordan du fandt hende.

– Jeg så hende straks, da jeg kom derhen, selv om det var dunkelt, ikke mindst på grund af det lysegrønne, blomstrede tøj. Hun lå med benene i en mærkelig vinkel, og jeg vidste med det samme, at hun var død. Al farve var væk, en masse knogler var brækket, og der var blod i hendes hår.

– Hvilken vej lå hun? spurgte Jasper.

Entreprenøren så ud, som om han tænkte sig grundigt om.

– Hun havde ansigtet nedad mod jorden. Kroppen vendte mod øst, ud mod vandet. Jeg gik derhen for at kontrollere, om hun nu virkelig var død. Og så gik jeg helt i panik og tænkte ikke klart. Vi har kun to uger mere at blive færdige i, og hvis vi ikke når det, så snakker vi dagbøder. Vi har svært ved at nå det i forvejen. Hvis politiet havde spærret området af i dagevis, så ville vi rent ud sagt miste rigtig mange penge.

Han sank.

– Jeg har selv mange penge i det projekt. Al min friværdi er sat i det. Som markedet ser ud i øjeblikket, så skal der ikke meget til at vælte korthuset. Det ville hurtigt blive min ruin.

Han slog ud med hænderne, som om det var indlysende, hvad han fortalte.

– Husker du, om hun var varm? spurgte Jasper.

– Det var hun ikke. Hun var utrolig kold og en smule stiv.

– Kan du være mere præcis? Det er ret vigtigt.

– Det ved jeg sgu da ikke. Men jeg fik indtryk af, at hun havde ligget der et stykke tid.

– Og hvad gjorde du så? spurgte Trokic.

– Det var stadig ikke helt lyst, så jeg pakkede hende ind i et tæppe, jeg havde i bilen, tog hende op og slæbte hende ud i min bil. Så kørte jeg lidt rundt med hende på må og få. Efterhånden begyndte mit nye problem at virke næsten lige så uoverskueligt. På et tidspunkt kom jeg forbi Rådhusparken og gravstenene, og gaden var stort set tom, og så standsede jeg simpelthen hurtigt op og trak hende ind i buskene. Jeg ville jo trods alt gerne have, at hun blev fundet. Hun skulle ikke ligge og rådne op et sted. Ja, og jeg ville bare af med hende. Have hende ud af bilen. Komme videre. Og det kunne ikke gå stærkt nok, for jeg skulle jo tilbage til jobbet inden klokken 6.

Trokic prøvede at se venlig ud. Det lykkedes ikke helt. Han tog fat i termokanden på bordet.

– Nogen, der skal have mere?

Jasper afslog og drejede tankefuldt sin kuglepen rundt i hånden. Kurt Egebjerg rakte sin kop frem. Der var begyndt at lugte en anelse på kontoret. Frygt. Den skarpe lugt af feromoner fra det truede dyr, der skulle advare flokken om en forestående fare.

– Men hvordan kunne du alligevel gøre det? fortsatte Trokic, øste kaffe op og kradsede løs på halsen. – Det er en ret voldsom handling, trods alt. Man skal samle et dødt menneske op og bære det. Være i kontakt med blod og snavs.

Entreprenøren nikkede hektisk og så nu ud, som om han var på nippet til at græde, og at den ubehagelige oplevelse bølgede ind over ham endnu en gang.

– Men det ændrede jo ikke noget for hende. Hun var jo død. Det var ikke så forfærdeligt endda. Det ville være katastrofalt, at vores projekt skal ødelægges af, at hun valgte at springe ud lige dér.

Kurt Egebjerg gøs, og hans hånd rystede en smule, da han tog en slurk af kaffen. Den sorte væske skvulpede i kruset, og han tog forlegent den anden hånd til hjælp. Ansigtet var blevet gråt som en gammel leverpostej.

– Så du på noget tidspunkt nogen andre på stedet? sagde Trokic.

– Nej. Det vil sige, jeg så et par håndværkere længere nede på havnen, der rodede med nogle elektriske installationer. Et par biler kørte forbi. En fulderik eller en hjemløs, der stavrede rundt. Måske var han gået forkert. Eller ledte efter et sted at sove. Dem har vi haft et par stykker af.

Trokic grublede. Havde ekskæresten Dennis Nikolajsen ikke sagt, at han arbejdede som elektriker på havnen? Det mente han bestemt, han havde læst i en rapport.

– Men sådan et byggeri er vel egentlig spærret af? spurgte Trokic.

Entrepenøren trak på skuldrene.

– Ikke lige den her del. Der har jo været hegn rundt om hele byggepladsen meget af tiden, men vi skulle i gang med at grave ud til bygningen ved siden af, så det har stået åbent i nogle dage. Han kastede sig ud i en længere beskrivelse af et klastisk jordlag og bæreevnen og en hel masse andre forhold, Trokic på ingen måde kunne forholde sig til. I øjeblikket kunne jorden under ham for hans skyld være opstået ved en eksplosion og ikke efter fire milliarder års udvikling.

– Men det er ikke det, der interesserer os her, afbrød Trokic. – Så man kunne godt komme ind uden besvær?

– Jo, men der har da også været et par nysgerrige sjæle og et par hjemløse og snage i den tid, det har stået åbent. Ellers står det jo rimelig ufærdigt. Der er kun sat halvdelen af vinduerne ind, og hverken køkken- eller toiletelementer er sat op endnu.

Trokic tog fat i en anden vinkel.

– Jeg kunne godt tænke mig at høre, om du kendte Maja Nielsen, sagde han.

– Jamen, jeg har jo lige fortalt, hvordan det gik til. Selvfølgelig kendte jeg hende ikke.

– Men du kender måske hendes kæreste, Martin Isaksen. Kender I ikke alle hinanden i ejendomsbranchen?

– Jeg kender ham ikke personligt.

– Men du ved, hvem han er?

– Ja, ja, ja.

– Og er du så helt sikker på, at du ikke kendte Maja?

– Ja. Det er et tilfælde. Jeg aner ikke, hvad hun lavede dér. Hvorfor spørger I om det? Jeg har sgu da for fanden ikke slået hende ihjel.

– Det kunne jo være, du rent faktisk havde mødt hende og havde et godt øje til hende, og så lokkede du hende til havnen under et eller andet påskud. Da hun så afviste dig, blev du vred på hende og skubbede hende ud fra bygningen.

– Nej, for fanden da.

– Kan du fortælle os, hvad du lavede tirsdag aften?

– Jeg ordnede regnskab med min revisor.

– Hele aftenen?

– Indtil klokken otte.

– Og hvad så bagefter?

– Der så jeg Champions League på tv.

– Hvilken kamp?

– Arsenal - Juventus.

Jasper nikkede bekræftende til Trokic.

– Det er vist rigtigt nok.

– Og er der nogen, der kan bekræfte, at du så den kamp?

Kurt Egebjerg rystede på hovedet.

– Har du været oppe i bygningen og kontrollere, om der er nogen tegn på, at der har været nogen? spurgte Trokic så.

Entreprenøren rystede igen på hovedet og så nu ud, som om hans visioner var godt på vej ud i stratosfæren.

– Godt. Vi har to mand på vej ud for at spærre området af. En af vores mænd vil kontrollere, at der ikke kommer nogen ind i bygningen, før vores teknikere er færdige på stedet.

Kurt Egebjergs kaffe skvulpede ud over kanten og efterlod en mindre plamage på bordet. Så satte han kruset fra sig med en skarp lyd.

– Men hvor lang tid vil det tage? Vi har travlt.

Trokics hjerne stod stille et øjeblik, mens han forsøgte at fatte kynismen. Det lykkedes ikke. Fyren var tilsyneladende bedøvende ligeglad.

– Har I ikke en slags force majeure i jeres kontrakt? spurgte Jasper med en stemme, der lød aldeles uinteresseret.

– Jo, men jeg aner ikke, om den dækker. Jeg må have fat i en jurist.

– Du skal ikke have fat i nogen foreløbig, oplyste Trokic hårdt. – Du er anholdt, husker du måske, og den eneste jurist, du kommer til at se, er den forsvarer, der kommer på din sag.

– Men det var jo ikke mig, der slog hende ihjel.

– Det skal vi lige være helt sikre på, sagde Trokic og lovede sig selv, at skiderikken skulle komme til at sidde så længe som muligt i arresten.

– Vi vil også gerne høre, hvad du kender til en Anja Mikkelsen.

Han stirrede på dem, og der var noget, der lignede overraskelse i øjnene.

– Jeg kender ingen ved det navn. Hvem er hun?

– Anja Mikkelsen er en ung dyreaktivist, der blev ramt af en flugtbilist onsdag aften. Det vil sige den aften, hvor du om morgenen flyttede rundt på Maja Nielsen. Hvor befandt du dig mellem klokken 23 og midnat den aften?

– Jeg var hjemme og spillede kort med en kammerat. Og det kan han i hvert fald bevidne. Men I kan ikke holde på mig længe, sagde Egebjerg.

Et udsagn, der lød som et spørgsmål.

Trokic smed et billede af Maja Nielsen foran den anholdte, så det gav et ryk i ham. Det var et nærbillede af Majas ansigt. Der var blod i mundvigen og håret var tilsølet af blod.

– Se hende lige. Vi har da rigeligt på dig. Usømmelig omgang med lig. Og du har hindret vores efterforskning. Du kommer ikke ud herfra foreløbig.

– Men der var også noget andet, sagde Egebjerg og syntes nu at have fået travlt med at redde sit eget skind.

Trokic kiggede skeptisk på entreprenøren.

– Og det var?

– Der lå et visitkort i hendes jakke.

– Hvor er det?

– Jeg krøllede det sammen og smed det i vandet på vej til parken.

– For fanden da også, skurrede Trokic. – Hvad er det for noget pis. Kan du fortælle os, hvad der stod?

Egebjerg rystede på hovedet.

– Men hvad skal vi så bruge det til?

– Jeg syntes bare, at jeg ville sige det.

– Nu ryger du tilbage i arresten, og så har du sgu bare at komme i tanke om, hvad der stod på det kort, eller hvad det nu var.

Stanken i lokalet blev hængende i luften, efter at Kurt Egebjerg var blevet ført bort, indtil Trokic åbnede vinduet, og en frisk luft fra træerne udenfor blæste ind. Nu kløede det som ind i helvede. Han trak den tynde blå sweater af, og trak op i T-shirten indenunder. De var overalt. Store røde kløende plamager. Hvad fanden i helvede var det nu for noget? Irriteret tørrede han kaffeskjolder af bordet og samlede sine papirer sammen. Afhøringen havde stort set kun øget forvirringen. De vidste nu, hvordan Maja var havnet i parken, men resten lignede stadig bjerge af teori bygget på tuer af data. Så tog han sin jakke på og gjorde sig klar til havneinspektion.

Trokic trillede bilen ind på det flade område foran byggeriet, netop som værten i et debatprogram opsummerede omstændighederne omkring Maja Nielsens dødsfald. “En tragisk sag, og hvor er vi henne, når antallet af drabssager i Danmark er for opadgående?”. Studieværten fortsatte uanfægtet med et indslag om en ny mariehøneart fra Asien, der havde slået sig ned i landet. Den invasive bille var en grådig fætter, der ikke gik af vejen for at konsumere øvrige mariehønearters æg og larver, hvis bladlusene ikke slog til. Det kunne blive kritisk, sagde studieværten med alvorlig stemme.

Indslaget om Harlekinmariehønen fik Trokic til at tænke på den sag, de havde afsluttet 15 måneder tidligere. Den lille dreng, der var blevet fundet stranguleret og forbrændt i Giber Å i Mårslet, havde netop været overmåde glad for de små insekter. En sag, der i øvrigt havde efterladt ham med en følelse af afmagt over en uforståelig ondskab.

Den sødlige havnelugt var styg den dag, konstaterede Trokic. Havnefabrikkernes røgfaner sendte bølger af lugten af findelt korn blandet med proteinrig soja og vitaminer og mineraler ud over byen – et usynligt tæppe af svævende, varmebehandlet dyrefoder. Han startede med at inspicere det område, der nu var afspærret. Det var et stykke jord med en mindre stabel af betonelementer, og det var dér, hun havde ligget. Med ansigtet mod støvet. Forestillingen fik Trokic til at tænke på tvangslæsningen af Dantes Guddommelige Komedie i gymnasiet. Sådan lå synderne i skærsilden i den femte bodskreds, når de skulle sone deres skyld for grådighed og ødselhed. Så tænkte han på Majas brækkede næse. Næsebenet havde været trykket helt op i hjernen, og pludselig anede han, at det ikke var sket ved selve faldet. Der var ikke noget dér, der skulle gøre det muligt at få netop denne skade. En gerningsmand havde trampet hende i hovedet eller slået det mod et af betonelementerne i en sidste rasende gestus.

– Hvordan fanden er det, du ser ud? spurgte Jan, da han trådte ind i etagebygningen. – Du ligner et offer for en sjælden blodsygdom.

– Eller som en, der har fået tæsk af en baseballkølle, bidrog Tønnies, der ellers ikke var kendt for at ytre et særlig stort antal sætninger med humoristisk tilsnit.

De rågrinede, og Jan klaskede sig endda på låret.

– Hold nu bare kæft, sagde Trokic.

– Det er nældefeber, sagde Jan. – Du skal ned til lægen og have et skud kortison i røven.

Trokic stirrede på ham.

– Nældefeber?

– Bare rolig. Du dratter ikke død om foreløbig. Du har vel ædt et eller andet.

Trokic trak på skuldrene og forsøgte ikke at klø sig.

– Hvorfor tror I, at det er lige her, det er sket?

– Maja har ganske rigtigt ligget her nedenfor. Højst sandsynligt med hovedet lige i jorden. Hun har ramt nogle betonelementer, så det er vel derfor, hun havde så mange brud. Men ud fra vinklen antog vi, at det var sket fra en af lejlighederne i den her side, og så var det bare at bevæge sig opad.

– Og hvad har I så fundet?

– Vi fandt hendes sko. Den der manglede, da vi fandt hende i Rådhusparken. Den lå henne ved det, der skal være entréen. Hvem smider sin ene sko af, inden man hopper?

– Det gør man ikke, bidrog Jan.

– Nej, fortsatte Tønnies. – Og dertil kommer, at der er fingeraftryk hen langs muren mod vinduet. Jeg tænker næsten, at det er hendes. Der er ikke andre. De er udtværede. Som om hun har strittet imod og forsøgt at holde fast. Husk også, hvor flossede hendes negle var. Jeg tror ganske enkelt, at der har været en kamp. Endelig er der en smule blod med et par hår i på væggen. Som om hendes hoved er blevet slået imod.

Trokic nikkede og skuttede sig. Nu var de sikre. Maja var blevet dræbt.

– Er det alt? spurgte han.

– Hov, hov, sagde Jan. – Det ville klæde dig med lidt større ydmyghed over for teknikerkunsten. Vi er jo lige gået i gang og skal have det hele støvsuget. Vi har ikke engang haft tid til at nyde udsigten.

Havet så ganske rigtig forjættende ud fra den afstand. Det var som et panoramabillede over Århus-bugten med et hav af små både og marina og skov i den ene ende. Nogen skulle bo her, i et af fem større prestigeprojekter, hvor Danmarks største containerhavn tidligere havde ligget – nu med en af landets bedste udsigter. Præcist dette byggeri, kaldet Baysite, havde været omstridt, vidste han. Bygningen, de befandt sig i, var kun første etape af et samlet projekt bestående af en boligblok, en kontorblok og et butikscenter. Det skulle være muligt for de samme mennesker at bo, arbejde og handle i absolut nærhed, lovede konsortiet bag byggeriet.

Han skulle lige til at gå, da politiassistent Simon Møller dukkede op. Trokic bed sig i læben og vejede dilemmaet i hovedet. Men inden han nåede at komme med indsigelser, lagde kollegaen ud.

– Der var noget ballade med nogle håndværkere her i nærheden. Et par elektrikere, der var fløjet i flæsket på hinanden. Jeg tog selv derom, fordi jeg ville se, om Majas ekskæreste, Dennis Nikolajsen, var imellem. Den lede skid. Det var ganske rigtigt ham, men da vi kom, begyndte de at dække over hinanden. Jeg så jeres biler på vejen tilbage.

Trokic forsøgte ikke at se alt for misbilligende ud over fætterens indblanding. Men han følte med ham. Maja havde tilsyneladende set ham som en slags beskytter, og det måtte være hårdt at føle, at han havde svigtet.

– Det ser ud til, at Maja ikke tog sit eget liv, men blev skubbet ud.

– Hvordan det? spurgte Simon og så bestyrtet ud.

Trokic fortalte om de tekniske fund.

– Men hendes vrangforestillinger ... sagde Simon.

– Ja, jeg ved det, sagde Trokic. – Vi må se, om vi kan udrede, hvad der er sket.

Simon så stadig rystet ud. Så sagde han.

– Ja, jeg kom jo egentlig også bare for at fortælle om elektrikerne, nu I var i nærheden. Men når det er sådan, det hænger sammen, så bør vi virkelig se på Dennis. Manden har jo en voldsdom, og jeg har aldrig brudt mig om ham. Jeg har før taget ham i at lyve – man kan ikke stole på ham over en dørtærskel.

Han sukkede og gned sig ved de høje tindinger.

– Jeg blander mig, indrømmede han. – Det beklager jeg. Egentlig kom jeg vel også bare fordi, jeg ville se det sted, hun døde. Jeg hørte det over radioen.

– Det forstår jeg godt. Men det er ikke altid, at det gør det bedre. Tro mig, jeg ved, hvad jeg taler om.

Det gjorde han. Nogle år forinden havde han opsøgt det sted, hvor hans far var blevet slået ihjel i Balkan-krigens første år. Det lå ved grænsen til Serbien. Han havde håbet at finde fred med det, der var sket, men i stedet havde det rippet op i et gammelt sår. En far, han aldrig havde lært ordentligt at kende. Vreden mod serberne. Han forstod, hvad Simon mente.

– Det forfølger mig, fortsatte Simon. – Jeg spekulerer hele tiden på, hvorfor hun efterlod mig den banknøgle, og hvad hun kan have vidst. Og nu hvor vi ved, at hun blev dræbt ... har hun så lagt den frem som et tegn?

– Det er ikke godt, hvis du gør dig forestillinger, der måske ikke passer. Nu må vi lige holde os til fakta, og du må forsøge at holde hovedet koldt. Selv om jeg ved, det ikke er nemt. Vi hentede i øvrigt en Kurt Egebjerg ind her i morges, og han tilstod at have flyttet hende. Om han har mere end det, må vi finde ud af. Det er lidt som at slå panden mod en mur nogle gange.

Simon nikkede. Så stillede Trokic sig hen til vinduet og kiggede ud over havet.

– Det er en fantastisk udsigt heroppe, sagde Trokic.

– Den bedste i byen. Man føler sig jo som konge heroppe.

Trokic lod blikket løbe over havet. Hvad var det for en rolle, byggeriet spillede? Det var ikke tilfældigt, at hun var blevet dræbt her, anede han. Og han vidste lige præcis, hvem der kunne fortælle ham noget mere.

Saga Invest havde kontor i et smukt kontorbyggeri i Brabrand. Direktøren Jacques Pascal havde været vidne i en overfaldssag i en golfklub i nærheden af Skanderborg året før, hvor en advokat havde brækket næsen på en kollega og totalsmadret dennes bil på grund af konens utroskab. Det var ikke uden kvaler, at Jacques Pascal, der var advokatens klient, var blevet sat til at vidne i sagen. Advokaten havde efterfølgende fået en dom på fem ugers ubetinget fængsel og to års betinget. Og Pascal havde fundet sig en anden advokat.

Det var næsten middag, da Trokic trådte ind i det lyse, venlige kontor på anden sal og tog plads i en læderstol ved et lille lavt mødebord i hjørnet af kontoret. Jacques Pascal skænkede kaffe og løsnede et slips, der var så stort, at det så ud, som om det ville stikke af med ham. Så smilede han til Trokic med en perlerække af hvide tænder, der var usædvanlig flotte for en femoghalvtredsårig.

– Hvad skylder man æren, vicekriminalkommissær Daniel Trokic? Jeg vil nødigt sige tak for sidst, men jeg går heller ikke ud fra, du er kommet for at høre om mine ligtorne og affaldsordningen?

Trokic rystede på hovedet.

– Nej, det må du underholde andre med. Jeg har brug for lidt viden om hele havneprojektet. Jeg håbede, du måske kunne oplyse mig lidt.

– Chokolade? spurgte Pascal og skubbede en fyldt skål hen imod ham.

– Nej tak.

– Du ser nu heller ikke for sund ud.

– Jeg er på vej til lægen, forklarede Trokic.

– Er dit besøg i forbindelse med Maja Nielsen?

– Det kan jeg ikke komme ind på, men lad os bare antage, at du ikke er helt galt afmarcheret.

Hans vært smilede ikke uden selvtilfredshed og pillede selv papiret af et stykke chokolade fra skålen på bordet.

– Ja, jeg kunne se, du var på sagen. Hvad kunne du tænke dig at vide?

– Jeg vil egentlig høre lidt om Baysite og adgangen til bygninger på stedet, men fortæl bare det hele, bad Trokic.

Pascal lænede sig tilbage på stolen og flettede fingrene over brystet, som om han var en skolelærer, der skulle til at repetere hele kongerækken for en særlig tungnem elev.

– Havneprojektet er vidtrækkende. For at gøre en lang historie kort, så har man truffet forskellige aftaler med Århus Havn om delvis overdragelse til kommunen, og man har udviklet forskellige planer. Der er en vision, som man arbejder på over mange år, og som er opdelt i forskellige etaper.

Han fangede en ny chokolade i skålen, pillede det orange papir af og guffede den i sig, inden han gik videre.

– Man har selvfølgelig fra kommunens side ønsket at få de bynære havnearealer tapetseret med nogle ganske særlige projekter. Baysite vandt en femte udbudsrunde, et byggefelt, der ekstraordinært blev tilbudt, ved at præsentere kommunen for en overlegen arkitektur i international klasse, tegnet af finske arkitekter. En perle i havnen.

Trokic nikkede og tænkte på de mange kraner, der tronede i havnen som kæmpe, gule stålgiraffer.

– Jeg var derude tidligere, sagde han.

– Så ved du, hvad jeg taler om, sagde Pascal. – De er allerede i gang derude med forskellige tiltag.

– Og hvad sker der så? spurgte Trokic og forsøgte ikke at stirre på de mange chokolader, der bevægede sig ind i Pascals mund.

– Jo, ser du, Baysite har nu problemer med finansieringen, men det er der jo for så vidt ikke noget nyt i for tiden. Du kan jo bare tage et kig i en hvilken som helst erhvervssektion. Det bugner jo med artikler om konkursramte boligspekulanter, der har gabt over for store stykker af kagen. Anyway, så giver det jo igen problemer i forhold til kommende købere. Det er en ond cirkel.

– Ja, der er vel ingen, der har lyst til at købe noget, der kun måske bliver bygget færdig, ræsonnerede Trokic.

– Nej, præcist. Men altså, hvad skal man sige til det hele? Vi har alle sammen i økonomisk forstand ædt, til vi blev fede, og nu er det så tid til en slankekur.

– Og Kurt Egebjerg ... kender du ham? Han er projektleder på Baysite, hvis jeg har forstået det ret.

– Jeg kender ham ikke personligt, men så vidt jeg har forstået, så leder han boligdelen. Det er hans ansvar, at byggeriet følger tidsplanen, at holde styr på entreprenørerne og være med til møder i konsortiet og hos kommunen.

– Så forsinkelser hører ind under hans ansvar?

– Bestemt. Han ville få røven på komedie, sagde Pascal med noget, der til forveksling lignede skadefryd. – Desuden har han vist penge i klemme også.

– Men det ville vel være tåbeligt at slå nogen ihjel på det sted? Det kunne da først sætte byggeriet i et dårligt lys?

Pascal trak på skuldrene og puffede med væmmelse den halvtømte skål med chokolader væk.

– Ja, det ville da svie til ens egen økonomiske røv. Pointen er, at dem, der har smidt penge i skidtet, får en over snuden, hvis det ikke går. Men der er vel også en del prestige i det. Det handler om, hvordan Århus kommer til at se ud i fremtiden. Engang var kirkerne vores højeste bygninger. Nu er det disse økonomiske kolosser. Jeg kan seriøst ikke forestille mig, at nogen med penge i det projekt ville gøre noget som helst, der gav mere ballade, end der allerede har været.

Trokic kiggede på sin blok, der nu var fyldt til bristepunktet. Der var mange aspekter, men han syntes trods alt, at han havde fået en lidt bedre fornemmelse for det hele. Han rejste sig og rakte hånden frem.

– Du skal have tak for din hjælp. Det var pænt af dig at tage dig tid til mig.

Han gik tankefuld ned ad gangen. Han havde forventet at få et eller andet at vide, der kunne pege videre. I stedet var det nu endnu mindre sandsynligt, at Egebjerg som investor skulle have fundet det for godt at skubbe Maja Nielsen ud fra Baysite-bygningen. De var måske i virkeligheden tilbage på bar bund.

Der var kommet nye malerier på væggene i parolesalen, og Trokic stirrede med gru. Hvem i al verden havde bemyndiget køb af fem store landskabsbilleder med får? Og hvad var der blevet af de fem andre abstrakte akvareller i røvsyge pastelfarver, de kun netop havde nået at vænne sig til efter otte år? Også de andre politimænd viste al mulig tegn på væmmelse, efterhånden som de kom ind og slog sig ned. Som et plaster på såret havde nogen sølvbryllup og havde taget store mængder wienerbrød med, og der blev nu gumlet energisk, mens man forsøgte at forliges med de nye omgivelser.

– Hvordan i alverden er det dog, du ser ud? spurgte Jasper, da han kom ind. – Tak skaber, jeg kunne næsten ikke genkende dig.

– Nældefeber, sagde Trokic og følte sig træt af at forklare. – En overfølsomhedsreaktion. Det fortager sig i løbet af en dags tid.

Han havde været ved lægen på vejen og fået en indsprøjtning i den ene balde, ganske som Jan havde forudsagt, plus en opsang om rygning og kolesteroltal, der sandsynligvis ville få ham til at holde igen med smøger og kroatiske pølser resten af dagen. Lægen havde tilmed formastet sig til at kommentere Trokics blodtryk og stressniveauet. Det var virkelig ganske ubehageligt at gå til læge efterhånden. Når man gik derfra, havde man samme følelse som at lægge sig til at sove i et lokale, hvor en kakerlak var røget ned fra væggen, og som man nu ikke længere vidste, hvor befandt sig.

– Er det smitsomt? Det håber jeg virkelig ikke. Jeg skal ...

– Nej. Bare rolig, sagde Trokic og forsøgte at smile. – Du kommer ikke til at se sådan her ud, medmindre du støder ind i et par bøller.

De ventede, mens lokalet langsomt blev fyldt.

– Vi har nu med en drabssag at gøre, indledte Trokic, da de var fuldtallige. – Vi ved nu, hvor Maja døde, og vi har en idé om, hvordan det er foregået.

– Og vi har en drabsmand, sagde en eller anden.

– Det ved vi faktisk ikke. Indtil for en time siden ville jeg have ment, at vi skulle endevende Kurt Egebjergs liv, indtil vi vidste alt – om han så havde pisset i en pyt i Nørre Virum, sagde Trokic. – Men det kniber med motivet, og det ville skade hans egen sag at slå Maja ihjel præcist der. Deres projekt var i forvejen truet. De havde virkelig ikke brug for træls presseomtale. For slet ikke at tale om afspærring af området og afhøring af et utal af håndværkere hos entreprenørerne.

– Men følte du, at du sad over for en drabsmand under afhøringen? spurgte Lisa Kornelius.

– Nej. Vi kan ikke udelukke ham, men vi er nødt til at grave videre.

– Vi har en forbindelse mellem havnebyggeriet og Maja, sagde Morten Lind med slet skjult selvglæde. – Anne Marie og jeg har talt med hendes advokat, der skal gøre boet op. Det lader til, at hun for et stykke tid siden har fået en lejlighed af sine forældre. Eller næsten i hvert fald. Hendes forældre har jo afhændet deres fabrik, og de havde valgt at give Maja et arveforskud i form af en lejlighed. Interessant nok drejer det sig om en lejlighed i Baysite-byggeriet. En treværelses til en værdi af 5,5 millioner kroner.

– Næppe et tilfælde, at det er der, hun ender sine dage så. Uanset hvad der er sket, sagde Trokic. – Ved vi, hvem der har fået idéen til netop det sted?

– Advokaten sagde, at det var Maja selv, oplyste Anne Marie. – Han mødte hende en enkelt gang, og hun var meget begejstret.

– Forældrene nævnte godt nok noget med en lejlighed, de var ved at se på. Men de sagde ikke, at det var så fremskredent, fortalte Trokic.

– Papirerne var ikke gået i orden endnu, fortsatte Anne Marie. – Der er jo formaliteter, der skal overholdes. Så teknisk set ejede hun den ikke, men det ville hun meget snart have gjort.

– Men hvad betyder det? spurgte Lisa. – Altså hvis hun ikke ejede den, er der jo heller ingen, der kunne profitere på den. Og hvis Maja har været påvirket af et eller andet, så kunne man jo tænke, at hun må have kendt sin drabsmand, for hvordan skulle hun ellers være fulgt med? Det ville Martin Isaksen bedre have kunnet ordne.

– Men hvorfor havnen? afprøvede Trokic teorien. – Der er vel masser af andre og lettere metoder?

– Men Martin Isaksen kendte sikkert stedet, og så havde han Maja tættere inde på livet, medgav Jasper. – Det var nemmest, og han kendte området. Højt. Ingen mennesker. Og det var sikkert meningen, at det skulle se ud som selvmord.

– Men var det alligevel ikke mindre risikabelt at slå hende ihjel og dumpe liget i en sø? spurgte en på bagerste række.

– Okay, indrømmede Jasper. – Der er nok et par løse ender. Men vi kan vel godt blive enige om, at med den her forbindelse til havneprojektet, så lugter det en smule, at Majas kæreste var ejendomsmægler.

– Ja, sagde Trokic. – Vi skal have fundet ud af, hvordan hans engagement i byggeriet udarter sig. Der kan stikke mere under.

– Gu’ kan der så, sagde Jasper. – Det kan jo også omvendt betyde, at Egebjerg har lært hende bedre at kende den vej. Måske så han sig lun på hende, og så afviste hun ham under en rundvisning eller i den dur. Det ville forklare det håndgemæng, der ifølge teknisk har været.

Trokic lavede en grimasse, hvorimod flere andre nikkede.

– Ham Egebjerg skal da bare have bollerne i vridemaskinen igen, mente Folle. – Længere er den da ikke.

– Men hvorfor har Maja så opført sig så underligt? spurgte Lisa. – Og hvad med det stof, retskemisk talte om? Vi har jo slet ikke styr på, hvad hun har været påvirket af.

– Vi har ikke fået svar fra retskemisk endnu, sagde Trokic. – Og vi er heller ikke sikre på, at de finder noget til os. Måske har der været noget andet på færde. Hvis hun har været psykisk ustabil på vej mod et sammenbrud, så har hun måske selv taget nogle piller, vi ikke kender til. Det kan være en desperationshandling, hvis hun ikke har kunnet få hjælp hurtigt nok.

– Ja, og nogen mennesker er ikke så kritiske med hensyn til, hvad de indtager, sagde en betjent ude på fløjen. – Der var engang en i mit nabolag, der døde, fordi hun havde taget nogle af sin søsters piller mod gigt. Men i modsætning til søsteren havde hun dårlige nyrer, og de stod af.

– For slet ikke at tale om al den medicin, der er lavet i en afrikansk baghave, og som folk importerer over internettet, sagde Jasper. – Så i virkeligheden ved vi vel ikke, hvad det drejer sig om.

– Lisa, du havde noget om Anja Mikkelsen? sagde Trokic.

– Ja. Tingene tog en lidt anden drejning tidligere i dag.

Hun fortalte resten af flokken om mødet hos Anja Mikkelsen og de mange udklip. Og om sedlen med Louise og drivhuset.

– Der er en forbindelse mellem de to. Det er jeg sikker på. De må have kendt hinanden. Men hvordan?

– Det finder du ud af, sagde Trokic og smilede.

Da Trokic kom tilbage på kontoret, tjekkede han sin mail. Der lå en ny meddelelse afsendt aftenen før, og han følte et øjebliks taknemmelighed mod den mand, der sad langt borte og uden bagtanke hjalp ham i hans søgen med at finde sin kusine. Delic havde ad gud ved hvilke kanaler fundet frem til den pige, der havde vidnet i Haag, og som kendte til de to kroatiske kvinder. Hun var nu 29 og boede i Hamburg med sin mand og tre børn. Trokic var velkommen til at ringe til hende. Et tysk telefonnummer fulgte. Han stirrede uroligt på tallene. Maria hed den bosnisk-muslimske kvinde. Det var en god start. Han tog telefonen og ringede op.

Trokic præsenterede sig og forklarede på kroatisk, hvordan han var kommet i besiddelse af hendes telefonnummer.

– Jeg har ventet på dit opkald, sagde Maria. – Jeg ved ikke, om jeg kan hjælpe dig. Det er så mange år siden. Men jo, jeg husker to kroatiske kvinder, der var sammen med os i sommeren 1995. Vi var omkring tyve kvinder, der var stuvet sammen i en hal på et gymnasium i Kalinovik. De fleste af os var fra landsbyen Jelasnica, så jeg hørte med det samme, at de var fra Kroatien, og vi spurgte dem selvfølgelig, hvordan de var havnet dér, så langt hjemmefra.

– Hvordan så de ud?

– Den ene havde afbleget hår og sådan et lidt firkantet ansigt med en bred mund, så vidt jeg husker. Den anden havde langt, næsten sort hår. Ikke så høj og meget spinkel. Jeg vil tro, de begge var omkring 18-19 år. De hed Ana og Sinka. Jeg husker ikke helt, hvem der hed hvad. Nåja, og hende den ene, den mørkhårede, manglede et led på sin lillefinger. Jeg tror ikke, jeg husker mere.

Trokic mærkede, hvordan adrenalinen skød ud i blodet, og pulsen steg. Kalinovik var særdeles langt hjemmefra, men ikke desto mindre var sammenfaldet for stort til at kunne være et tilfælde.

– Jeg tror, den mørkhårede var min kusine Sinka.

Der blev åndet tungt ud i den anden ende.

– Det er jeg ked af at høre. Det har taget mig selv mange år i det hele taget at kunne snakke om det. Jeg er heldig, jeg overhovedet er blevet gift. Det er der mange af os, der aldrig blev.

Hun tav et øjeblik, og Trokic vidste, at det var en stor vanære for en muslimsk kvinde at blive voldtaget.

– Sagde de noget om, hvor de kom fra?

– Zagreb. Det gjorde de begge. De havde været på vej på ferie, da de stødte ind i en patrulje serbere. Senere var de blevet sendt ned til os. Det var lige omkring det tidspunkt, hvor kroaterne jog serberne ud af Krajina. De var ondskabsfulde mod os alle, men de to piger fik en særlig dårlig behandling på grund af det.

Trokic sank. Hans tvivl var langsomt ved at blive ryddet af vejen.

– Men kan du sige noget om, hvad der skete med hende? Den mørkhårede?

– Det samme som med os alle. Det var næsten altid om aftenen, vi blev hentet til deres fornøjelser, og så blev vi bragt tilbage om morgenen, når de var færdige med os. Vi blev taget til lejligheder, nedbrændte huse, forretninger. Alle mulige steder, hvor de kunne muntre sig med os i fred.

– Men var der ikke nogen af vagterne eller politiet, der prøvede at stoppe soldaterne?

– Jo, men så sagde de, at de havde et certifikat fra politiinspektøren i området, og at de havde brug for sex for at holde modet oppe ved fronten. Der var nu aldrig nogen, der bad om at se det certifikat.

– Men hvad skete der så sidenhen? Ved du det?

– Jeg tror, de slog hende ihjel for det, hun gjorde.

– Men hvad var det? spurgte Trokic frustreret over tempoet i samtalen.

– Hun jog en kniv i en af vores vagter for at slippe ud.

– En kniv?

– Ja, det tror jeg. Han skreg. Vi turde ikke kigge, og det var mørkt. Men næste morgen var der blod på gulvet.

– Og hvad skete der så?

– Jeg hørte, at vagten nåede at tilkalde nogle politifolk i nærheden. Så kom de og trak af med hende. Jeg ved ikke, hvad der skete med hende. Men vi havde et godt forhold til den ene af politimændene. Han sagde altid til os, at vi ikke skulle give soldaterne lightere eller tændstikker om aftenen, når de kom for at tage os med. Han sagde det, for at soldaterne ikke skulle kunne se vores ansigter og pille de yngste ud, som de helst ville have.

Trokics hjerte sank. Så meget grusomhed i de få ord. Alle de historier, han havde hørt, og alt det, han selv havde set, lå begravet et sted langt nede i bevidstheden. Nu strøg en række billeder igennem hans indre.

– Men så du, hvad de gjorde ved hende?

– Nej. Jeg turde ikke kigge. Men jeg kan ikke forestille mig, at politimanden ville kunne have beskyttet hende. Jeg hørte, hvordan nogle af soldaterne råbte og skreg.

Håbet smuldrede. Han havde håbet, at det ville være bedre at få vished. Nu var han ikke så sikker.

– Husker du, hvad politimændene, der tog hende væk, hed.

Der blev en pause.

– Borislav Kostovic, tror jeg. Ham den venlige. Den anden hed Janko.

– Hvad mere?

– Det husker jeg ikke.

– Hvordan så de ud?

– Det husker jeg heller ikke.

– Men ved du, hvor de kom fra?

– Nej. Men de var vel lokale politimænd.

Der blev en ny pause, mens Trokic forsøgte at samle tankerne.

– Må jeg ringe til dig, hvis jeg kommer i tanke om mere?

– Ja. Jeg håber, du finder ud af, hvad der er sket. Held og lykke.

Trokic bankede på døren med den ene hånd og en gigantisk købmandskurv i den anden. Hele afdeling A havde samlet ind til den sygemeldte kriminalkommissær Agersund, og da han var temmelig populær, og der var mange gavmilde mennesker i afdelingen, havde det resulteret i en kurv, der havde sat delikatesseforretningen på hårdt arbejde i tyve minutter. Han var stadig rystet efter samtalen med Maria og fornemmede, at der ville komme flere svar, han måske ikke brød sig om.

– Jamen dog, sagde Agersund rørt ved synet af ham og kurven. – Det var sandelig pænt af jer. Kom indenfor. Jeg sad lige og læste avisen, men du er da klart bedre selskab.

Trokic fulgte med ind i det lille hyggelige køkken og stillede kurven fra sig på bordet.

– Ja, I får mig da i hvert fald fedet gevaldigt op, lo Agersund og pegede på udvalget af chokolader, småkager og rødvin. – Jeg går ud fra, at du gerne vil have en kop kaffe?

Han holdt termokanden frem.

– Jep, sagde Trokic. – Hvordan står det til?

Agersund trak lidt i mundvigene, mens han hældte kaffe op i to krus. Han var kommet til at se ældre ud, siden Trokic sidst havde set ham. Huden var gusten, og det korte karsehår havde fået lov til at gro lidt længere.

– Tjoo, det går vel udmærket. I virkeligheden er det ganske kedsommeligt med alle de prøver. Men lægerne er positive, og nu får jeg læst en masse krimier og set en allerhelvedes masse tv-serier. Fortæl mig hellere om sagen om Maja. Jeg følger jo med i pressen, men det er jo en upålidelig kilde.

– Vi har for en gangs skyld rigtig meget teknisk materiale at gå efter.

Trokic gav ham et udførligt referat, der varede hele to krus kaffe. Så lænede han sig tilbage på stolen.

– Bare lige en detalje i det hele. Du fortalte, at I havde mødt en colombianer på Buller Bar.

– Ja, men jeg er faktisk i tvivl om, hvorvidt hun kan have kendt ham. Hun var ganske vist under indflydelse af et stof, vi endnu ikke kender. Men han lignede ikke lige en, der var en del af hendes omgangskreds.

– Sikkert ikke, men jeg tror faktisk, jeg ved, hvem han er, sagde Agersund.

– Hvordan det? spurgte Trokic.

– Der er meget få colombianere her i byen. Og da slet ikke nogen, der hedder Federico. Det var før, du kom til, og da jeg selv var vicekriminalkommissær. Han var ikke så gammel dengang. Dansk mor og en far fra Colombia, så vidt jeg husker. Virkelig tung accent.

– Det er ikke blevet bedre siden, sagde Trokic tørt. – Hvad havde han gjort?

Agersund kløede sig i den blege hud under hagen.

– Jeg mener, at han var her på ferie, og så havde han stjålet en bil og kørt den ind i hegnet til en børnehave. Ja, det var det.

– Sgu da vel ikke, mens den var fyldt med børn?

– Nej, det var om aftenen. Men det var sgu ikke kønt alligevel. Den knægt er dårlige nyheder. Jeg talte dengang med en kollega, der havde en colombiansk kone, og han sagde, at storbyernes underverden var særdeles hård. En masse pandillas, det vil sige bander bestående af helt unge mennesker helt ned til elleveårsalderen. Du ved, de sædvanlige bandekarakteristika. De har voldelige optagelsesritualer, ønsker at dominere et territorium og søger anerkendelse fra andre grupper. De har ingen respekt for liv og slår ihjel for et godt ord. Og det er ikke noget problem for dem, fordi de kan købe våben til latterligt lave priser, som de let finansierer med narkohandel.

– Men hvad er det så, han gør her i landet? sagde Trokic.

– Måske er han bare på besøg, foreslog Agersund. – Men han har vel taget lidt med i godteposen hjemmefra, hvis jeg kender ham ret. Så bed narkogutterne holde øje med ham. Han er et produkt af undergrunden og de ting, han har lært i sine tidlige år. Bander stjæler ens sjæl og lærer en at skade, som man selv er blevet skadet. Og så betaler man med blod, når det er nødvendigt.

– Det lyder ikke som én, man skal gå i vejen for, sagde Trokic.

– Nej, så bliver der nemlig ikke nogen til at overtage min post, konkluderede Agersund.

Trokic nikkede eftertænksomt. Noget sagde ham, at de var på rette spor, hvad angik den besynderlige colombianer. De måtte have fat i ham igen.

Da han trådte ind i ekspeditionen, kaldte en af kontorpigerne ham til sig.

– Der ligger en besked til dig, sagde hun. – De har ringet fra arresten. Ham Kurt Egebjerg bad dem fortælle dig, at han er kommet i tanke om, hvad der stod på det visitkort, han fandt på Maja, og som han smed væk.

– Nu synes jeg, at den fugl har lært at sige fuck på tilstrækkeligt mange måder.

Lisa tog en cola ud af køleskabet og rakte den til sin niece med en skarp mine. Nanna smilede ud gennem det gardin af sort hår, der nu syntes at være hendes nye stolthed, og samlede et af Flossys stykker legetøj op fra gulvet. Det seneste år var pigen vokset fra en ranglet konfirmand til en ung kvinde med former. Men det afholdt hende ikke fra at forsøge at lære Flossy nye eder. Nu var hun som så ofte dumpet ind på vej hjem fra gymnasiet.

– Okay, moster. Så siger vi det. Hvor er Jacob?

– Han er i København for at pakke sin lejlighed ned, sagde Lisa temmelig fraværende. Hun havde lige fået oplyst, at Kurt Egebjerg var kommet i tanke om, at der stod “Atlantis” på det visitkort, han havde fundet på Maja. Og det var hendes job at finde frem til, hvad det betød.

– Så han flytter altså hertil?

– Ja. Fra den første.

– Sejt nok. Skal I så have nogle børn? Så kan jeg babysitte og tjene nogle penge.

– Nu må vi se.

Sandheden var, at Jacob indtil videre ikke havde udvist den store interesse for at få børn. Han havde sagt, at det ikke hang sammen, så længe de boede så langt fra hinanden. Men selv nu, hvor sammenflytningen var en realitet, var det, som om han trak sig en smule, når emnet kom op.

– Nå, sagde Nanna og så ikke ud, som om det var jordens undergang. – Men hvordan går det ellers på arbejdet? Du er tidligt hjemme. Jeg havde faktisk slet ikke regnet med, at du var her, og det er også kun lige kort, for jeg skal til koncert med Veto i aften, og ja, jeg skal nok lade være med at drikke, tage ecstasy og gå med fremmede fyre hjem.

– Tak for det. Jeg var nødt til at tage hjem. Der kommer en fra varmeselskabet for at tjekke måleren. Så arbejdet ligger her.

Hun klappede på sin laptop på køkkenbordet.

– Og hvad går det så ud på? spurgte niecen, der udmærket vidste, at Lisa ikke kunne sige mere, end hvad pressen allerede havde oplyst offentligheden.

– Jeg arbejder på sagen om Maja Nielsen. Og nu skal jeg finde ud af, hvad Atlantis betyder.

– Hvorfor det? spurgte Nanna.

– Det er fordi, at Maja havde et visitkort på sig, og der stod Atlantis på. Det har vi lige fået at vide.

– Det er noget med en by på havets bund, sagde Nanna og drak halvdelen af sin cola i én slurk.

– Det er det. Du har vel oldtidskundskab?

– Jep. Og jeg får lige en lille lur i de timer. Det er sgu godt nok totalt nederen.

Hun holdt en hånd for munden for at simulere et gab.

– Sikkert, men du har måske alligevel i din døs hørt om Platon, sagde Lisa. – Det er ham, vi har det fra. Det er et sagnland, som han har brugt som en idealstat. Men som du selv siger, så forsvandt landet eller byen ned på havets bund i det tiende årtusinde før vores tidsregning. Men bortset fra det så er ordet som sagt dukket op i vores sag, og jeg har meget svært ved at se, hvad en forsvunden by kan have med det hele at gøre.

– Min mor og mig har engang været i Egypten med et rejseselskab, der hed Atlantis. Måske har det noget med sagen at gøre?

– Det er ikke umuligt. Det kunne måske godt være noget med en rejse.

– Jeg crasher lige på din sofa lidt, okay?

– Gør du bare det, sagde Lisa og tændte for sin computer.

En halv time senere havde Lisa googlet Atlantis på kryds og tværs. Atlantis Rejser fløj til Egypten, Thailand, Maldiverne, Zanzibar og en række andre eksotiske steder. Efter et kort opkald til hovedkontoret i København og lidt bøvl med at validere gyldigheden af hendes opkald havde hun fået oplyst, at der ikke var nogen Maja Nielsen, eller Martin Isaksen for den sags skyld, der havde bestilt nogen rejser hverken i fortid eller fremtid. Et firma ved navn Atlantis med speciale i badeværelsesinteriør havde ikke nogen ordrer inde i Majas navn, et sydsjællandsk kopiband blev også forkastet, og ligeledes havde rumfærgen Atlantis og dens mange rejser til rumstationen Mir næppe noget med Maja at gøre.

Til sidst stirrede hun frustreret ud i luften. I stedet gik hun i gang med at google kombinationen af Anja, Louise og Maja. Et vildt skud i tågen, der ikke førte hende nogen vegne overhovedet. I sofaen lå Nanna og sms’ede og bladrede i en bunke reklamer.

– Der er også en boghandel her i byen, der hedder Atlantis, sagde hun så og kiggede op fra mobilen.

– Og det siger du nu? Hvor ligger den?

– Jamen, jeg kom lige i tanke om det. Den ligger oppe ved Ingerslev Boulevard. Jeg kører forbi den på vej til skole. Det er bare sådan en bette en, der ikke ser ud af ret meget udefra. Jeg tror ikke, det er en almindelig boghandel. Den ser sådan lidt skummel ud.

Lisa rejste sig fra bordet.

– Der cykler jeg lige om. Kan du låse efter dig, når du går?

– Jaja. Må jeg tage nogen chips?

– Gør du bare det, men lad nu være med at æde dig helt skæv i hovedet. Du skal også kunne spise noget hjemme senere.

Så greb hun sine nøgler og taske og vinkede farvel til niecen og sandsynligvis også resten af sine chips.

Hvis man ikke havde fået dommedagsfornemmelser nok af at læse Biblen, så var Atlantis uden tvivl stedet at gå hen. Som Nanna havde sagt, så stedet ganske dystert ud udefra, men det var for intet at regne i forhold til reolernes indhold. Ejeren af butikken var tilsyneladende grebet af temaet katastrofisme. Lisa lod for et øjeblik, som om hun var en helt almindelig kunde, og lod blikket glide hen over de mange emner og titler. Det handlede tilsyneladende grundlæggende om naturkatastrofer som grundlag for jordens udvikling og masseudslettelse af dyr og mennesker. Kometer, asteroider og meteorider truede fra rummet og kunne med et enkelt nedslag tilintetgøre alt liv på jorden, når atmosfæren fortættedes af støv og aske. Skulle man blive træt af at regne på sandsynligheden for et sådant nedslag, kunne man forlyste sig med at læse om vulkanudbrud, jordskælv, tsunamier og drivhuseffekt. Den største trussel var i øjeblikket en asteroide med kurs mod jorden, der risikerede at ramme år 2042. Lisa regnede hurtigt ud, at hun så ville være 69 år. Så var det måske spild for menneskehedens kvinder at bruge for mange penge på rynkecremer.

Havde man stadig ikke fået nok efter naturkatastroferne, kunne man dvæle på hylden med bøger om historiens største virale og bakteriologiske trusler, fra byldepest, den spanske syge, aids, hæmorrhagiske febre som Warburg-virussen og fugleinfluenza. Endelig var en mindre række af bøger dedikerede til atomkrige og deres følger.

Luften i butikken var tør og støvet, og Lisa var tilsyneladende den eneste kunde. I et hjørne stod et lille grønt bord med to stole, og der var sat plastikkopper frem og en termokande. Ekspedienten, en ung spinkel pige i tyverne i en lilla heldragt, så ud til at være i gang med at opgøre dagens omsætning, hvilket efter bunken af penge i hendes hånd at dømme var temmelig lille. Der var et koncentreret udtryk i hendes øjne.

– Er der noget, jeg kan hjælpe dig med? spurgte hun uden at tage blikket fra pengene i sin hånd.

– Jeg er fra kriminalpolitiet. Jeg efterforsker Maja Nielsens død. Vi er i den forbindelse stødt på navnet Atlantis, og jeg forsøger at finde ud af, hvordan Maja har tilknytning til dette. Er det noget, der siger dig noget?

Pigen så uroligt på hende, og hånden med penge stod stille i luften.

– Jeg har godt læst om Maja. Hvordan er I stødt på navnet Atlantis?

– Maja havde et visitkort herfra.

– Jeg tror, min bror ved, hvem hun er. Det sagde han. Det må være ham, der har givet hende et visitkort af en eller anden grund.

Lisa holdt vejret. Så hun havde fundet det rette Atlantis.

– Ved du, hvor han kender hende fra?

Hun rystede på hovedet.

– Han sagde bare, at han vidste, hvem hun var gennem arbejdet.

– Hvad laver din bror?

– Han er misbrugskonsulent.

– Arbejder han på Transitten?

– Ja, der er han vist indimellem.

Lisa nikkede. De var på rette spor.

Pigen strøg en krølle om bag øret og smilede en smule skævt.

– Jeg spurgte ham, hvad hun var for én, og så sagde han bare, at det ville han ikke snakke om.

– Hvorfor tror du, at han gav hende visitkortet?

– Det ved jeg ikke. Måske ville han mødes med hende her. Han tager tit nogen med herind og får en kop kaffe.

– Hvad hedder han?

– Michael Tarp.

– Har du et telefonnummer eller en adresse, hvor jeg kan få fat i ham?

Hun opgav et nummer og tilføjede:

– Men han er i Berlin i dag og i morgen på et kursus. Men han sagde til mig, at jeg bare kunne lægge en besked, så ville han ringe tilbage. Så kan du jo gøre det samme.

Lisa nikkede. Det ville hun gøre, og så skulle Michael Tarp komme til at fortælle, hvad han vidste.