Lørdag den 10. maj, kl. 08.10
Den gamle var faldet af på den i vinterens løb. De magre skuldre var blevet endnu tyndere. Hun lignede mere og mere en gammel kragekriger, som hun selv sagde. Hvad er en gammel kragekriger? havde han spurgt. Så havde Viola set på ham med et gavtyveblik, det forlod hende aldrig trods den tiltagende klagen over skrøbeligheder, og sagt: “Det er ligesom en mager skeletfugl eller en mågeklat, du kan selv vælge.”
– Nå, du rejser? spurgte hun.
– Fjorten dage, sagde Edvard.
– Hvad er der så i det land?
– Sol og hav.
Hun snurrede rundt – hurtigheden i køkkenet havde hun også stadig – og tog kaffekedlen af, som fløjtede intenst. Edvard så ud ad vinduet.
– Skal jeg hejse flaget?
– Hvorfor det?
– Fordi det er forår. Vi fejrer det og drikker kaffe udenfor.
– Aldrig i livet, afgjorde Viola. – Man kan da hurtigt nok få lungebetændelse.
– Der er allerede tretten grader. Der er sikkert dejligt henne ved brændeskuret.
Han så på hende, hendes ryg, det tjavsede hår, den benede hånd, som satte kopper frem.
– Måske skulle Viktor og jeg ryge lidt sild. Ville det ikke være godt?
Hun drejede hovedet og mødte hans blik.
– Det vil han sikkert gerne, sagde hun.
Edvard sad ugidelig ved bordet, for første gang i meget lang tid helt kvæstet i kroppen. Gottfrid og han havde i en måned arbejdet i Gimo på en villa, som skulle have været indflytningsklar allerede midt i april, men de var først blevet færdige for nogle dage siden. Det havde været et hårdt slid, og der var en lidt irriteret tone mellem Gotte og ham. Desuden havde villaejerens ustandselige plapren forpestet de sidste ugers arbejde. Forsinkelsen var egentlig ikke Gottes skyld, men det var ham, der havde stået for skud for leverandørens langsommelighed. De var taget af sted derfra med en følelse af stor befrielse.
– Man skal ikke bygge for den slags sataner, sagde Gotte, men Edvard vidste, at han havde sagt ja til tre villaer mere i Östhammar.
Så havde Edvard sagt, at han ville have lidt ferie. Gotte havde ikke kommenteret det, og det tolkede Edvard som et bekræftende svar.
– Vi ses, var alt, hvad han sagde, da han satte Edvard af på torvet i Öregrund.
Dagen efter havde han ringet og bedt Edvard om at købe en speciel slags whisky, når han alligevel skulle ud og rejse, og det på trods af at Edvard ikke havde sagt et ord om, at han overvejede at tage på en afbudsrejse til et varmere land.
– Selvfølgelig, sagde Edvard og var lettet over den korte samtale.
De to havde et mærkeligt forhold. Jobbene kom og gik. Gotte var dygtig og efterspurgt. De sagde ikke meget til hinanden. Det passede Edvard fint. Bygmesteren kunne ringe og sige: “Forsmark, et par uger,” eller “et køkken i Norrskedika” og så aftalte de tid og sted.
Gotte havde aldrig været på besøg hos Edvard på Gräsö, og Edvard havde aldrig været hjemme hos Gotte, havde bare hentet ham uden for huset i udkanten af Öregrund.
Viola og han drak deres kaffe i tavshed. Der lå to stykker mad på en asiet.
– Det er der også her, sagde hun.
– Hvad?
– Sol.
– Joh.
– Og havet ligger dernede.
– Ja, det er klart.
– Som det altid har gjort, sagde Viola og begyndte at tage af bordet.
– Vil du gerne med?
– Du må jo være gal!
– Jeg tror, at jeg i hvert fald tager ind til Uppsala. Det koster ikke noget at spørge. Jeg kan jo købe ind samtidig.
– Er der slanger?
Viola havde skærgårdsbondens medfødte skræk for krybdyr.
– Det er der sikkert.
– Du har altid snakket om havet, det var derfor, du kom hertil.
Hun stoppede op, men Edvard vidste, at der ville komme en fortsættelse.
– Du stod her på broen og sagde, at du længtes efter havet, kan du huske det? Jeg kunne se, at du var ked af det og sulten som en skabet ræv.
– Så jeg så sølle ud?
– En ræv, som ikke havde fået noget i lang tid.
– Jeg kan ikke huske, at jeg var særlig sulten.
– Ikke på den måde, snerrede Viola irriteret.
Edvard rejste sig.
– Nu er det her hav ikke godt nok, sagde Viola med ryggen til ham.
– Det er godt nok, sagde han, bevæget, men også lidt træt af hendes uro. – Du ved, at jeg kommer hjem igen.
Hun vendte sig om.
– Viktor vil vist godt sige farvel.
– Jeg er jo ikke rejst endnu.
– Han kommer forbi. Han skal hjælpe mig med brændet.
– Det er jo allerede ordnet.
– Nå ja, der var et eller andet.
– Nå, men jeg kører. Er der noget, jeg skal købe?
Han var kommet en sen aften og havde banket på hos Viola, havde bedt om at kunne leje et værelse. Den virksomhed havde hun afviklet for flere år siden, men hun var blevet blødt op af hans træthed og opgivende blik. Dengang ville han bare have et midlertidigt asyl. Nu var han Gräsöboer og ville sandsynligvis blive ved med at være det. Allerede for et par år siden havde Viola fortalt, at hun ville testamentere huset til ham. Han forstod, at det delvis var for at beholde ham der. Hun var nu mere afhængig af ham end han af hende. Ikke at han vantrivedes i huset eller i hendes selskab, men efter at Ann Lindell og han havde brudt kontakten, var han blevet mere og mere isoleret. Han sad på sin ø, i køkkenet med Viola, sommetider kom Viktor forbi, han arbejdede sammen med Gottfrid. Han kørte sjældent eller aldrig ind til Uppsala. I så fald var det for at købe stort ind eller for at besøge Fredrik, hans gamle ven fra fagforeningstiden.
Fredrik kom af og til ud til øen. Tidligere kunne han blive en uge eller to, men nu var besøgene mere spredte. Han var flyttet sammen med en kvinde, og kontakten til Edvard plejede at indskrænke sig til nogle telefonsamtaler om måneden.
Gräsöboerne havde accepteret ham. Han boede hos en indfødt, opførte sig, som folk er flest, og arbejdede sammen med Gottfrid, og det var et stort plus for de modvillige øboere.
Han havde lært skærgården at kende og var tit ude at fiske, sommetider sammen med Viktor, men for det meste alene. De, der boede ved fjorden, kunne se ham i Viktors båd, i ruffet som en skygge, eller på fordækket, når han arbejdede med nettene eller bare stod og betragtede horisonten og nogle havørne, som fløj hen over himlen.
Faktum var, at han via sin livsstil og sin manglende kontakt med omverdenen fremstod som en mere ægte skærgårdsmand end mange af de indfødte. Edvard forstod, at der blev snakket en del om ham i de små hjem. Han var enspænderen, der delte hus med en anden enspænder.
Ensomheden lyste ud af Edvard, også når han var sammen med folk. Ikke fordi han var asocial, men der var noget i hans væsen, der udstrålede den enliges afvisende holdning. De fleste troede, at det skyldtes ulykkelig kærlighed. Hende politikvinden, som han var kommet sammen med i et par år, havde bedraget ham, var blevet gravid med en anden og havde overladt Edvard til sin sorg. Sådan gik sladderen, og i det store og hele var det rigtigt. Edvard bar på en stor sorg. Efter Ann, efter et liv, som han vidste var muligt.
Nu var han glad, hvis han kunne holde tankerne om Ann på afstand. Han sagde til sig selv, at han havde skåret hende ud af sin krop, men vidste, at når aftenerne blev lange, og arbejdstrætheden ikke slog til, så var hun der, liggende som et ømtåleligt, smertefuldt minde. Det vidste Viola også, hun nævnte aldrig Ann, ikke engang indirekte, en teknik, som hun havde ophøjet til en særlig kunstform.
Alligevel var han ikke ulykkelig. I den senere tid havde en underlig optimisme vokset sig stærk hos ham. Måske var det en tilpasning til omstændighederne, men det var også noget andet. Frimodigheden og en slags forsigtig livsglæde havde vundet mere og mere indpas i hans sind. Ikke at det satte nogle mere konkrete spor, bortset fra besøg i Öregrund og en kort affære med en kvinde, han havde lært at kende dér, men han smilede lidt oftere og kunne oven i købet gribe sig selv i at lægge planer for sit liv.
Han blev stående lidt på gårdspladsen. De nye redekasser havde allerede fået gæster. Der blæste en lun brise, som førte et løfte med sig om forår. Gräsö lå en uge eller to efter fastlandet, men det var tid for forårets arbejde med jorden. Bare for et par år siden havde han mærket uroen, den gamle, forventningsfulde iver på denne tid, i vårbruddet, hvor jorden duftede. Nu tog han det mere afslappet. Han skulle ikke, han ville måske ikke engang, mærke efter, det var hans stiltiende aftale med sig selv. Han behøvede ikke at tage ud for at harve og så. Alligevel gik han ud mod markerne, som Lundström plejede. Mest for at se efter, hvordan der så ud, og snakke lidt med sig selv, muligvis veksle nogle ord med Lundström, hvis de mødtes.
“Jeg er ikke længere landarbejder,” tænkte han, “ikke længere slave af jorden. Nu kan jeg glæde mig med den udenforståendes sind.”
Han syntes, det var et mirakel, at han havde formået at bryde ud af sit tidligere liv. At han ikke længere deltog i generationernes magelige gang. Han måtte betale prisen, for selvfølgelig var der en pris. Men han var den første i familien Risberg, som havde brudt de mange hundredeårige bånd med jorden, og det måtte vel koste noget?
Jorden lå grå for hans fødder. Stenet, stadig for kold, men jo, det var tæt på nu. Det drejede sig om timer, om dage. Han satte sig på hug, som han havde gjort tusinder af gange. Med hånden på jorden forsøgte han at tænke på Lundström, på stenene, på brisen om hans skikkelse, på, at Lundström burde begynde at rydde for rodskud, på alt muligt andet. Men det var Ann, han tænkte på. Jorden var hendes hud. Billedet var så stærkt, at det blev en fysisk fornemmelse. Han havde været lykkelig, når han lå ved siden af hende. Han havde blandet markerne og hendes varme hud sammen, havde set landskaber i hendes krops linjer og rundinger, lyse dun og behåringer. Det hele hørte sammen – duftene, hendes og deres, glæden, skridtene i skoven, i markskellet, ja, selv maskinhallens tunge lugt af olier og smørelser.
“Jeg var lykkelig,” tænkte han og rejste sig op. Så smilede han. Det var også en del af aftalen.
Også hans to sønner havde betalt en pris. I begyndelsen, lige efter sin flugt til Gräsö, kunne Edvard overvældes af sentimentalitet, når han tænkte på sine børn, nu på vej ud i livet. Med tiden var forholdet til dem blevet normaliseret, og de begyndte at komme ud til øen, først tøvende, generte og med tilbageholdt vrede. Han blev rørt over deres loyalitet, og stille, men sikkert havde de opbygget en form for forhold, som fungerede.
I vinterens løb havde han sporadisk gået til foredragsforeningens arrangementer i Öregrund, havde lyttet til alpinister, forfattere og eventyrere, som havde rejst til Grønland og Sibirien, havde set billeder og sommetider sagt til sig selv: “Dér burde jeg tage hen.”
Nu skulle han ud at rejse, men i modsætning til eventyrerne ville han sydpå. Den sidste samtale med Fredrik havde handlet om strande, havet og fiskerne.
Her i det spæde forår havde tanken om en rejse taget fart. Fredrik havde talt om en ø, der hed Koh Lanta, og dér ville Edvard hen. Han havde købt en rejseguide, som stort set bekræftede Fredriks udsagn.
Han ville i hvert fald tage ind på et rejsebureau i Uppsala. Han smilede for sig selv og gik tilbage igen. Det korte øjeblik ved Lundströms marker havde oprørt ham, men den kendsgerning, at han var faldet til ro, viste, at aftalen holdt.