Lørdag den 10. maj, kl. 07.20
Det var lykkedes Ali at liste sig ind på sit værelse, inden moderens vækkeur ringede. Hun havde formodentlig ikke hørt ham, eftersom hun sov mest tungt tidligt om morgenen, lige inden hun skulle op for at tage på arbejde på Arlanda. Det var værre om aftenen, når hun var træt, men ikke kunne falde til ro, og i stedet for at lægge sig nussede med alt muligt, lige til kroppen sagde fra, og hun næsten måtte slæbe sig ind i soveværelset.
Hendes mani med, at der skulle være rent, og at alting skulle ligge på sin plads, var noget, hun havde arvet fra sin mor, sagde morfar, bekymret, men alligevel munter.
– Kvinderne skal have kontrol, sagde han, – det er den eneste måde, de kan få styr på livet på. “Og du får rene og pressede bukser på,” tænkte Ali, men sagde ikke noget.
Han var glad for, at han slap for at snakke med hende, for Mitras bekymring for ham blev værre, jo ældre han blev. Der var mange og sommetider helt ubegribelige spørgsmål, eller i hvert fald svære at svare på.
– Din mor er et moralsk menneske, sagde morfar. – Hun vil have, at livet skal forstås og forklares ud fra visse principper. Hvori disse principper bestod, kom han aldrig med et bud på, men Ali anede, at der lå et vist mål af skepsis i hans udsagn. Selv om han sjældent eller aldrig åbent kritiserede sin datter. I virkeligheden var han meget stolt af hende og hendes principper. Han havde set hende vokse op til en stærk kvinde. Hun var ikke ret høj, det var ingen i hendes familie, og hun nåede kun Ali til skuldrene, men hun var drevet af en indre motor, som fik morfaderens mulige kritik til at blive ved halvkvædede viser og et lidt drillende smil. Sommetider forekom det Ali, at morfaderen var bange for sin datter.
Brændstoffet til denne intenst arbejdende motor fik hun fra visse leveregler, som hun linede op for Ali, som andre liner fotografier op af afholdte, afdøde slægtninge. Det var sådan, Ali oplevede det. Hun pegede på et princip, fortalte en historie, en livsskæbne, og opfordrede ham til at ære den dødes minde, leve i overensstemmelse med rettesnoren i den afdødes navn.
Der var så mange døde, så mange principper.
Han satte sig på sengen, sad stille i nogle minutter, inden han lod sig falde bagover på det nydeligt glattede sengetæppe. Det var et af principperne, at passe på sengetøjet. Trætheden gjorde, at hans tanker kom og gik i ét stort virvar. Indtrykkene fra aftenen og natten blev blandet sammen. Han prøvede at tænke på hele forløbet, trin for trin, men synet ved forretningen vendte ustandseligt tilbage. Episoden udspillede sig igen og igen som i en film. Men det her var ikke noget banalt voldeligt indslag på et videobånd, det var virkeligheden, som blev afspillet igen.
Han prøvede at fortrænge det, der var sket, han vidste, at det ville han blive nødt til. Hvis han skulle kunne leve videre, så måtte han blive som morfar. Ham, der havde oplevet og set så meget forfærdeligt, men alligevel formåede at leve, snakke, spise, sove og oven i købet af og til le.
Ville han nogensinde kunne fortælle det til nogen? Nej, det ville knuse hans familie. Om så tavsheden senere ville knuse ham selv, vidste han ikke.
Han drejede hovedet og så på uret. For seks timer siden. Næste morgen godt et døgn. Til sommer muligvis tusind timer. Til vinter vildt mange. Om ti år et uendeligt antal timer. Måske blev alt udslettet med tiden?
Nej, ikke for morfar, han huskede alt. Muligvis fremstod ting og sager i et andet lys, men det blev aldrig nogensinde visket ud. Ali spekulerede undertiden på, hvad morfaderen tænkte, når han så spekulativ ud på den særlige måde, nærmest ikke til stede i blikket. Han spurgte sommetider, men fik ikke nogen konkrete svar. Engang havde han sagt: “Jeg tænker på en speciel vædder, vi havde engang.” “En vædder?” Ali havde leet, men var holdt op, da han så morfaderens blik.
Var det hans minder? Væddere? Får, som han havde vogtet, solgt eller slagtet? Sommetider vogtede han får i erindringen og fik tårer i øjnene. Så rejste han sig ved hjælp af stokken, gik hen til vinduet og kiggede ud, stod så der lidt, med rank ryg og med hagen som et klippefremspring. Højre hånd knuget om stokken, ubevidst trommende med pegefingeren. Sommetider sagde han noget uhørligt. Ved de lejligheder blev hans datter altid helt stille, forsvandt ud i køkkenet og ryddede lydløst op. Hun behøvede aldrig at bede Ali om ikke at forstyrre sin morfar.
Han så igen på uret, rakte hånden frem og tændte for computeren, men blev liggende på sengen. Han væmmedes over den sure smag af opkast, og så snart morfaderen var gået, ville han rejse sig, gå ud i badeværelset, børste tænder og tage et bad. Nu var det, som om han lå i et venteværelse. Han var endnu ikke begyndt at lyve, men så snart han forlod sit værelse, ville han gå ind i løgnens tid.
Hadi havde bestemt sig dagen før, hvis vejret holdt, ville han tage ud af byen. Han vidste, hvilken bus han skulle tage. Han havde bedt Mitra om at se efter i køreplanen. Han tog varmt tøj på, for selv om det var midt i maj, kunne det godt blive køligt. Nu kom han så let til at fryse. “Det har noget med blodcirkulationen at gøre, sådan bliver det, når man er gammel,” havde Mitra sagt. Som om hun kendte noget til den slags. Selv var han overbevist om, at det var det nye land, der var koldt på en måde, han aldrig havde oplevet i Iran, selv om der blæste kraftige vinde fra bjergene dér, og sneen faldt i store mængder. Nej, det var kulden i Sverige, der var noget galt med, ikke hans blod. Det havde han mærket allerede den første dag. Det var i den sydlige del af landet, et sted, han havde glemt navnet på, en af alle de stationer, som han havde passeret. Og dér skulle der være varmt, sagde de. “Jeg har det samme blod som altid,” havde Hadi afsluttet diskussionen med datteren. Mitra havde leet. Hun lignede sin mor, stædig, men samtidig parat til at slutte en diskussion, når det skulle gøres. Ingen tærsken langhalm. Han kunne mærke hendes kærlighed og respekt. Hun var en god datter.
Hadi vaskede sig omhyggeligt, klædte sig stille på og børstede håret godt. Det føltes lidt højtideligt. Det var den første forårsdag, og han skulle rejse ud til sine dyr. Sådan var det, de tilhørte ham, og når han talte til dem, svarede de på persisk, eller på dyrenes sprog, som var ens over hele verden. Han havde prøvet at forklare Ali det, men han havde nærmest ikke hørt efter, og slet ikke forstået.
Hadi standsede op et øjeblik uden for Alis værelse, bøjede hovedet mod den lukkede dør og mente at kunne høre dybe åndedrag. Han kunne se sit barnebarn for sig, liggende i sengen, krummet sammen med ansigtet mod væggen. Da han var lille, var han bange for at træde ud på gulvet om morgenen. Sommetider var frygten så stor, at Hadi eller Mitra måtte bære ham ud på toilettet. Det var blevet meget bedre med årene, men Ali sov stadig så tæt på væggen, han kunne, og sommetider låste den gamle frygt ham stadig fast i et jernhårdt greb.
Hadi fornemmede, at det havde noget med luften at gøre. Sverige var et godt land, der var rent på gaderne, men luften gjorde folk tunge i fødderne og sindet. Luften var for moderne. Den duftede aldrig, jo, måske om foråret, når græsset begyndte at spire, men alt for sjældent som i Hadis barndom: Dyrenes ekskrementer, fugtig pels, røg fra åbne ildsteder og bageovne, duften af brød og den hvirvlende sne.
Den gamle forlod døren, men blev stående i entreen. Han strøg sit overskæg, bankede forsigtigt nogle gange med stokken i gulvet og så sit eget billede i spejlet og nikkede. Skulle Ali ikke i skole? Hadi blev aldrig klog på hans skolegang, sommetider havde de fri den halve dag. Så kunne Ali sove til langt ud på formiddagen. Andre dage kom han hjem klokken tolv og sagde noget om, at der ikke var nogen lærere. Ingen lærere, hvad var det for en skole? Så kom han i tanke om, at det var lørdag, og så gik man ikke i skole i det nye land.
Luften på landet ville gøre Ali godt, tænkte Hadi og bankede let med stokken igen og ventede lidt. Så tog han kasketten på med et suk, forlod lejligheden og trådte ud i majsolen.
Han blev straks i bedre humør. Bussen – som var proppet, han genkendte nogle kvindelige landsmænd og hilste høfligt på dem – kørte ham ind til byen. Der skiftede han bus. Han ville gerne have sagt et eller andet til nogen, hvad som helst, men måske først og fremmest noget om foråret.
Buschaufføren kastede et blik i bakspejlet. “Han er garanteret tyrker,” tænkte Hadi og så, hvordan byen gik over i landlige omgivelser. Alle de andre var steget af, og han var den eneste passager. Det passede ham godt. Han forestillede sig, at tyrkeren var hans privatchauffør, og smilede for sig selv. Nu begyndte landskabet at ændre sig. De kom ud af skoven til kuperede græsmarker. Han så med glæde, at grøften langs vejen var fyldt med vand.
Pludselig rejste han sig og løftede stokken. Tyrkeren bremsede op, selv om der ikke var noget stoppested. Hadi gik hen til døren og trådte så ud i kendte marker. “Tro, hvad du vil,” tænkte han, men løftede alligevel stokken som en hilsen til chaufføren.
– Nu er du alene, din tyrker, sagde han højt og spejdede ud over landskabet. Han var steget af ved et højdedrag og havde et godt udsyn over dalen. Et par gårde på en bakke tronede solbeskinnet, og de røde lader så fede og velstillede ud. En silo aftegnede sig mod himlen som et rumfartøj.
I en af gårdene på bakken kiggede en ældre kvinde ud ad vinduet. Hendes mand var usædvanlig længe om det. Hun var i vinterens løb blevet mere og mere urolig for, at han skulle falde og komme til skade i stalden. I og for sig var det bedre nu, hvor isen var væk fra gårdspladsen, men alligevel var hun urolig. Han var ikke lige så stærk som før.
Hun fik øje på Hadi på markvejen, så, at han standsede op ved stenbunken, pirkede med stokken mellem stenene, fortsatte, som om han ledte efter noget. Det var den samme mand som sidste år, det så hun straks. Dengang havde hun ringet efter Greger, der boede et stykke væk.
– Det er vel en, der leder efter svampe. Du ved, hvordan de er, havde han sagt.
– Men han var sortsmudsket.
– Sortsmudsket?
– Han så ud som en rigtig sigøjner.
Så blev der ikke sagt mere. Om eftermiddagen havde hun fortalt Arnold det.
– Folk render så meget rundt, havde hans eneste kommentar været.
Nu rendte sigøjneren rundt der igen. Hun så på væguret. Greger var på arbejde. Hun svøbte trøjen om sig og gik ud på gårdspladsen. I samme øjeblik kom Arnold ud fra stalden.
– Vi må hellere ringe, sagde han.
Beata Olsson sagde ikke noget, men pegede hen mod området ved skoven.
– Hvad er der?
– Sigøjneren er her igen, sagde hun, – du ved ham, der rendte rundt her i efteråret.
Arnold så hen mod skovbrynet, men der var ikke noget usædvanligt at se.
– Du tog vel fejl, sagde han og gik hen mod huset.
Beata blev stående lidt. Ubehaget ville ikke slippe sit tag. Det var den samme mand, det var hun overbevist om, og nu var der afgjort ingen svampe at plukke. Karl Åke havde jo haft besøg her for nylig og havde mistet både diesel og værktøj.
Hadi mærkede duften, inden han fik øje på dem. Han standsede op for at strække øjeblikket ud, tog en dyb indånding og smilede for sig selv.
En af de yngste kvier rystede på hovedet og brølede mildt. De så velnærede og fine ud. Det måtte man i hvert fald sige om det her land, dyrene kunne de passe. Nogle af kvierne havde mistet interessen for den nyankomne og ruskede lidt græs og engplanter til sig, mens de yngre stirrede uafbrudt på ham. Han løftede stokken som hilsen, og en af dem tog et spring til siden.
Hadi bredte den lille dug ud og satte sig akavet ned på jorden, strakte benene ud og masserede stille det højre lår.
Kvierne gumlede med deres muler, slap indimellem en kokage og gloede sommetider stift på ham. Hadi fumlede med hånden ved siden af sig, som om han ledte efter et knytte med brød og muligvis nogle dadler.
Solen vandrede over himlen, kvierne græssede, ligesom Hadi tilfredse med tingenes tilstand, men med én forskel. Dyrene var fuldkommen tilfredse med det saftige græs, mens Hadi drømte om andre marker. Han så ud over den magre bakke, et stykke barsk Upplandsnatur, og mindedes klippeblokkene ved de kolde kilder, hvor landsbyens kvinder undertiden hentede frisk vand, og hvor han selv havde en så fantastisk udsigt over dalen. Han kunne skimte nabobyen i soldisen, og når der var nogen, der nærmede sig på vejen, plejede han at more sig med at gætte på, hvem det var. Sommetider kom der en bil, men det var meget usædvanligt på den afsides egn, hvor han var opvokset. Biler bragte for det meste ikke noget godt med sig, det var hans erfaring.
Et fiskeørnepar fløj dovent hen over dalen, satte kursen mod Mälaren og forsvandt som to små prikker i horisonten. I det fjerne hørtes lyden fra en traktor. Markerne var tilsåede, nogle stod mørkegrønne med efterårssået hvede. Blomsterne ved hans fødder skød op med stive stilke fra bladrosetterne. Han holdt meget af dem, deres varmtgule farve og duft, men vidste ikke, hvad de hed.
Han sang en stump fra gamle dage, enkelte ord, taget ud af deres sammenhæng. Det kunne kvierne lide. De spidsede ører ved de fremmede toner og syntes, at maj var en fantastisk måned.
Sådan sad han en time, muligvis mere, og rejste sig derefter op med noget besvær. Han var blevet stiv og lidt kold og var nødt til at tage stokken til hjælp for at komme op. Han gik stilfærdigt tilbage, kastede et blik på stedet, hvor han havde siddet. Han havde afsat et spor.
Han så de afrevne tråde, inden han opdagede gruppen af dyr. De stod samlet på vejen, stirrede dumt og usikkert, tog nogle skridt på asfalten. Hadi gik nærmere, og et par ungdyr sprang nogle meter væk.
– Såså, såså, råbte han og truede med stokken.
Han så sig omkring, mens han forsigtigt nærmede sig flokken. Han ville ikke skræmme dem væk.
Da han var kommet rundt om dyrene og skulle til at drive dem frem mod åbningen i pigtråden, hørte han bussen fra den modsatte side af bakken. Så hurtigt hans ben kunne bære ham, løb han den imøde. Den kom drønende hen over bakketoppen med høj fart. Hadi viftede med stokken. Chaufføren stod op på bremsen, og bussen kurede til siden, men holdt sig på vejen og standsede lige foran gruppen af dyr.
Det var tyrkeren. Han stirrede først fjoget, men smilede så. Hadi pegede med stokken og råbte noget på persisk.
– Er du hyrde? spurgte chaufføren og smilede endnu bredere. – Jeg er kurder, fortsatte han, da han så den gamles ansigtsudtryk, og Hadi genkendte den persiske dialekt fra Irans nordlige del.
Hadi betragtede ham et øjeblik, pegede så med stokken igen.
– Stil dig dér, så driver jeg dyrene frem. Du må ikke lade dem slippe forbi. Er du med?
Chaufføren nikkede smilende.
– Der står en bus på vejen, sagde Beata, – kan du se det? Kan det være dyrene?
Arnold så op fra avisen.
– En usling?
– Nej, en bus, sagde hans kone højere.
Arnold rejste sig og gik hen til vinduet.
– Og sigøjneren er der også, udbrød Beata.
– Hvad fanden? sagde Arnold og tog jakken på.
– Det er to perkere, sagde Beata.
Arnold skyndte sig ud.
– Skal jeg ringe til Greger? skreg Beata efter ham, men da var manden allerede ude på gårdspladsen.
Han halvløb hen over græsmarken, og det var et sælsomt syn, der mødte ham, da han kom tæt nok på til at skelne detaljerne. En perker udstyret med kasket og stok drev hans dyr hen ad vejen, mens den anden gestikulerede ved indhegningen. Han hørte råb på et fremmed sprog og dyrenes rolige brølen.
Vel fremme forstod han, hvad der var sket. Buschaufføren så nu, at det var ham, forklarede og pegede på den gamle, der var i færd med at surre to trådender sammen.
– Det var ham, der reddede dine dyr, sagde chaufføren, – og også min bus.
– Hvem er han?
Han tænkte på Beatas ord om tyverier på nabogårdene.
– Han er perser, det er det eneste, jeg ved. Han kørte med mig herud for et par timer siden.
De gik hen til Hadi, som tog kasketten af og gav hånd til den befippede bonde. Chaufføren sagde et eller andet, og den gamle mumlede noget til svar. Kurderen stillede et spørgsmål til, og denne gang blev svaret betydeligt mere udførligt.
– Hvad siger han?
Beata kunne skimtes på bakken. Arnold vinkede til hende.
– Han siger, at han er en gammel hyrde, at han har arbejdet med dyr hele sit liv. For at kunne holde ud at bo i Sverige er han sommetider nødt til at se dyr.
– Se dyr? sagde Arnold fåret og stirrede på Hadi, som betragtede ham med et alvorligt ansigtsudtryk.
– Han taler med dyrene, tilføjede chaufføren.
– Taler han ikke svensk?
– Det er sikkert dårligt.
– Det gør du jo.
– Jeg har boet i Sverige i tyve år, sagde chaufføren og så på uret.
– Vil du med? sagde han til Hadi, som nikkede og tog kasketten på.
Nu var Beate nået frem, og Arnold forklarede, hvad der var sket.
– Skal hyrden med?
Chaufføren nikkede.
– Bed ham om at komme herud i morgen, så kan vi kigge på fårene, sagde Arnold. – Det passer ikke så godt i dag. Dyrlægen kommer snart.
Da Hadi havde fået det oversat, tog han igen kasketten af og gav Beata hånd.
– Mange tak, sagde han.
– Han kan jo svensk, sagde Beata.
– Lidt, sagde Hadi og smilede, – meget lidt.
Slagtekvæget så efter bussen, som brummede af sted. Landmandsparret blev stående tilbage.
– Det var Greger, der lukkede her, sagde Arnold.
– I var vel to om det? Så du, at han tog kasketten af, inden han gav hånd?
– Det var blevet et gevaldigt brag, sagde Arnold.
– Han havde et pænt hår, sagde Beata og så bussen forsvinde i det fjerne.
– Jeg genkendte chaufføren. Han kører som en brækket arm.
– Men dyrene skal vel ikke være på vejen? sagde Beata.