Lørdag den 10. maj, kl. 22.20
Fire mænd læner sig ivrigt ind over bordet. Det er glæde, de føler. De ser på hinanden og smiler. Den ældste af dem, Ulf Jakobsson, lægger hænderne på den yngstes skuldre.
– Godt gået, Jonas, siger han. – Rigtig flot.
Jonas ler lidt genert og sender de to andre et blik som for at sige: “Der kan I se, jeg er med.”
– Hvis vi udsender det her i to tusind eksemplarer, så læser 75% af modtagerne overskriften, sagde Ulf Jakobsson. – Der er lavet statistik over det. 50% læser rub og stub.
– Hvor mange er med på den?
– Har man læst, er man med, sagde Rickard Molin.
– Det er skidegodt, sagde den fjerde mand, – men hvordan fanden har du lavet det?
– Computeren, sagde Jonas beskedent.
– Men billedet af Sebastian? Med årstal og det hele.
– Ingen ben i det, sagde Jonas.
– Skal vi ikke opfordre til lidt action?
– Det skal være nøjagtigt i den her tone, sørgeligt, ikke alt for aggressivt. Folk må drage deres egne slutninger. Senere, når der begynder at ske ting og sager, så bliver der action. Flyvebladet fungerer som brændstof. Jeg garanterer jer for, at folk kommer til at gentage vores argumenter ordret, selv om de ikke tænker over det, så kommer de til at bruge vores ord.
Molin så på Ulf Jacobsson. Det tilbagestrøgne hår havde fået grå stænk, men profilen var lige så kraftfuld som altid. Det var den, han først havde set, ørneprofilen, da de mødtes i gruppen i Haningen. Ulf Jacobsson havde været inviteret til at tale, og hvor han dog talte. Der var dem, der sammenlignede ham med Adolf Hitler.
Han så igen på flyvebladet.
– Hvordan skal vi få det trykt?
– Jeg har nøgler til arbejdet, sagde Jonas.
Han lænede sig tilbage i sofaen, tog sin øl og drak en slurk.
– Hvordan skal vi gå videre?
Ulf Jacobsson kiggede på ham. Rickard Molin så straks, at der var noget ved Ulf, som ikke føltes helt rigtigt.
– Det ordner sig nok, sagde Ulf Jacobsson. – Hvis du trykker bladene, sørger vi for at køre det videre.
– Hvad så? sagde Jonas. – Skal vi sidde på vores røv og vente?
Jacobsson smilede, men sagde ikke noget.