Søndag den 11. maj, kl. 06.40
Ann Lindell vågnede ved Eriks klynken. Hun rakte hånden ud, og han greb den omgående. Hun åbnede øjnene og mødte hans. Deres senge stod kun godt en meter fra hinanden. Han smilede til hende. Hun smilede tilbage. Han sagde “gub”, hvilket betød, at han syntes, det var på tide at stå op. Hun lo højt. Dette sære, lille ord, “gub”, som havde vækket hende så mange gange, var for Ann en sammenfatning af drengens stædige målbevidsthed, ikke mindst om morgenen.
Hun havde mere end én gang følt sig taknemlig for, at han var sådan et nemt barn. Hvem hun burde takke, var uklart. Hun havde ikke, syntes hun selv, gjort noget specielt for det. Erik var godmodig, stædig, sommetider på grænsen til det stridslystne, men sjældent eller aldrig direkte besværlig eller vanskelig. Hvis han bare fik “gub”, når han ville, og det var ofte meget tidligt, og fik sine måltider mad nogenlunde regelmæssigt, så var han tilfreds.
Vuggestuepersonalet sagde det samme. Ann solede sig i glansen af sønnens ligevægtige og gode humør. Han havde fået kammerater, han var populær blandt de andre børn, opfindsom og aktiv, men alligevel følsom og opmærksom på både de voksnes og de andre børns signaler.
Ann sukkede af glæde. Hans varme, svedige hånd i hendes. Drengens “gub”, som blev gentaget med monoton regelmæssighed, egentlig unødvendigt, for han vidste jo, at med det smil behøvede Ann ikke den store overtalelse.
Hun slog dynen til side, rejste sig og tog Erik op af sengen, alt sammen nærmest i én bevægelse.
– Huj, sagde hun og løftede drengen op i strakte arme.
– Huj, sagde Erik.
Ann læste Dagens Nyheter. Hærværket på Drottningsgatan og mordet på Sebastian havde fået store overskrifter. Der var oven i købet indkommet nogle meldinger. Folk havde ringet til avisen, oprørte og bestyrtede. Det var ikke bare glas, der var blevet knust, var der en, der påpegede i et af de indsendte breve, men også mange forhåbninger. En anden mente, at den “uhæmmede indvandring” var årsagen.
I dagens leder mente man, at man lige nu umuligt kunne sige hvem eller hvilke, der stod bag gårsdagens natlige hændelser. Men skulle det vise sig, at unge indvandrere var indblandet, så måtte det ikke føre til fremmedhad. Man skulle satse mere på en bedre integration, sluttede skribenten.
Ann Lindell skød avisen fra sig. Hun vidste ikke, hvad hun skulle tro, men integreringen, som man talte om, havde de fra politiets side ikke set meget til. Kommunen og samfundet som sådan var handlingslammede, og inden for politiet var der ikke mange, der havde indvandrerbaggrund. Desuden brugte en del af kollegerne en jargon, som bestemt ikke vidnede om nogen dybere forståelse for indvandrernes vilkår. Selv kendte hun næsten ikke nogen indvandrere, og omgikkes endnu mindre med nogen. I vuggestuen plejede hun at tale med en bosnisk mor og en far fra Tyrkiet, det var al den kontakt, hun havde med andre kulturer. På Eriks stue var der vel børn fra cirka seks forskellige lande. Hun havde ikke bemærket nogen racisme blandt børnene. “Måske skal der gå en generation,” tænkte hun for sig selv, “måske er det børnene, som kan skabe en integration, som lever op til sit navn.”
Hun så på Erik, som havde proppet munden fuld af banan og nu var totalt koncentreret om at banke bananskrællen ned i bordpladen.
Den indledende morgenoptimisme var forsvundet på grund af avislæsningen. Hun håbede, at gårsdagens pågribelse af en svensk dreng ville føre til noget. Inderst inde håbede hun, at han var den skyldige i mordet. Det ville gøre det hele lettere, tænkte hun og skammede sig over sig selv, men ikke mere, end at hun delte Sammys entusiasme fra i går aftes.
Der var også en anden grund til hendes forhåbning om en hurtig opklaring af sagen, en tanke, hun ikke helt ville se i øjnene, men som lå der og lurede, lige siden Sammys sene opringning. Det sidste, hun tænkte på, inden hun faldt i søvn, var Edvard og hans uventede opringning.