Mandag den 12. maj, kl. 07.30
– Ali. Ali.
Drengen sagde sit navn højt, som om det var fremmed for ham. Hvor mange i verden hedder Ali? Kunne de ikke have fundet på noget andet, mere fantasifuldt? Hvis alle Ali’er skulle samles i ét land, så var der nok til hele Sverige og mere til. Han smilede ved tanken om, hvor trangt det ville blive.
– Hej Ali, sagde han, først på svensk og så på persisk.
Hvor mange er vi?
– Hello, Ali. Hello, my name is Ali. I am from Sweden. I am fifteen years old.
– Hvad sagde du?
Mitras råb fra køkkenet bragte Ali tilbage til virkeligheden.
– Ikke noget, råbte han, – jeg øver mig i engelsk.
Moderen kom ud fra køkkenet og stillede sig i døren ind til hans værelse.
– Engelsk, sagde hun og så på ham.
Ali kunne mærke, at han rødmede.
– Det er godt, sagde Mitra, – man skal kunne engelsk.
Hun gik ind på hans værelse og satte sig på sengen.
– Hvor var det fint, du tog med morfar i går, sagde hun. – Det er længe siden, jeg har set ham så glad. Skal I derud igen?
– Aner det ikke. Hvorfor hedder jeg Ali?
– Din farfar hed Ali. Hvorfor spørger du om det?
– Hvis jeg hed noget andet, ville jeg så være en anden?
– Nej, lo moderen.
– Bestemte I det sammen?
– Det var nok mest din far ... sagde Mitra tøvende. – Han var meget glad for sin far, og da vi fik en søn, så var det på en eller anden måde naturligt.
– Hvis jeg var svensk, hvad skulle jeg så hedde?
Mitra lo højt, men holdt lige så hurtigt op.
– Sikke et spørgsmål! sagde hun.
– Men helt alvorligt, jeg vil godt vide det.
– Det kan jeg ikke svare på. Du er født i Iran.
– Er jeg iraner?
– Selvfølgelig er du det.
– Selv om jeg har boet i Sverige hele mit liv?
– Ja, jeg ved ikke, hvad man bliver, sagde Mitra. – Man er et menneske, der prøver at finde et hjem.
Ali så på hende som for at finde ud af, om der i svaret lå et skjult budskab, en metode, som morfaderen benyttede sig af, og som Ali havde opdaget, at Mitra mere og mere havde overtaget.
– Hvis jeg døde, hvad ville du så gøre?
Drengens spørgsmål bragte Mitra helt ud af fatning, som om hun var blevet ramt af et benhårdt højrehook. Han fortrød straks, men ordene kunne ikke tages tilbage. “Var det sådan, hun så ud i fængslet?” tænkte han.
– Du dør ikke, sagde Mitra hæst. – Sådan noget må du aldrig sige.
– Jeg mente ...
– Jeg er ligeglad med, hvad du mener, sådan noget må du aldrig sige!
Mitra begyndte at græde, og Ali forstod, at det var sådan nogle tårer, hun havde grædt i den sværeste tid.
– Mor, sagde han forlegent.
– Der er for mange, der er døde, sagde hun. – Jeg har kun dig.
Han så rædslen i moderens øjne, det ufattelige, som i nogle øjeblikke overmandede hende, så ulig den styrke, hun normalt udviste.
Hun rejste sig, gik hen til sønnen, bøjede sig over ham og knugede hans stive skuldre. Hendes åndedræt var varmt og duftede af krydderierne i hendes te.
– Min Ali, sagde hun.
Hun løsnede taget, men beholdt hænderne på hans skuldre. Han stirrede lige frem for sig, men kunne skimte det smalle guldarmbånd om hendes håndled.
– Jeg ved ikke, hvad du tænker på, sagde hun, – men pas godt på dit liv.
– Bliver du mobbet? spurgte hun så pludselig.
Han rystede på hovedet.
– Der er ingen, der kalder dig for noget?
– Nej, jeg sværger, hvem skulle det være?
– Du må aldrig miste din vilje, sagde hun.
“En typisk Mitra–udtalelse,” tænkte Ali.
– Vær ærlig over for alle, fortsatte hun, og hændernes greb blev hårdere. – Du er Ali, du skal vokse op og blive en mand.
– Og mænd er ærlige?
Et smil anedes i hendes ansigt.
– Du er da en blanding af os, sagde hun og slap taget. – Nu kan du vække morfar.
Ali gik ud til den gamle, hvis ansigt lignede en tørret figen mod de hvide puder. Hadi holdt af at ligge med hovedet højt, han sov altid halvt siddende. Den dybe vejrtrækning frembragte en pibende lyd. Ali tøvede, han kunne godt lide den sovende morfar. Synet af høvdingen beroligede Ali, søvnen så så fredfyldt ud, som om Hadi forberedte sig på døden, som om han øvede sig i at sove ind og lige nu befandt sig i et behageligt forstadium. Det var en skrækkelig tanke, at morfaderen skulle dø, men samtidig blev Ali opfyldt af et ønske om, at Hadi ville få en smuk afslutning på sit lange, besværlige liv.
Hvis livet inden fredag nat havde forekommet usikkert, så fremstod det nu endnu vigtigere og mere skrøbeligt. Hvert sekund skulle leves rigtigt. De, der havde levet længere end ham, havde så meget liv i sig. Han havde, i timerne, hvor han lå handlingslammet på sengen, pludselig indset, at det var hårdt at leve. Hidtil havde det meste været om ikke sorgløst, så alligevel selvfølgeligt, men nu var Ali bange både for at leve og for at dø.
Følelsen af at være truet af Mehrdad var taget af. For Ali var fætteren mindre vigtig, efter at han havde oplevet dennes frygt. Det var som i bokseringen: Så man frygten i modstanderens blik, havde man vundet. De vilde, ukontrollerede angreb var lette at parere.
Hvilken rolle spillede det, om han levede eller døde? Nu, hvor han havde set, at livet næsten kun bestod i at holde døden stangen. Tankerne kværnede rundt, og hans hoved var ved at sprænges af alle modsigelserne.
Han var bange, bange for at miste Hadi og Mitra. Hvordan skulle han kunne leve, hvis han blev alene? Han havde ikke andre. Hos landmandsfamilien stod fotografierne af de levende børn og børnebørn tæt sammen på en kommode. Hjemme hos Ali forestillede fotografierne de døde.
Han ejede ingenting. Den korte gåtur på den smalle landsbyvej, inden han stødte på Mehrdad, havde fået ham til at indse det. Bag glæden ved at mærke gruset under sine fødder og opdagelsen af en malerbøtte på en sten fandtes forståelsen af, at intet af alt dette var hans.
Han havde kun moderen og morfaderen, deres drømme og historie. Hans egne drømme lignede den hestepære, han havde trådt i stykker. Han ville være bokser, komme på landsholdet, men for hvem? Skulle han bokse for Sverige?
Ali så på sin morfar. Det blanke, sorte overskæg bevægede sig i takt med åndedraget. “Du må gerne sove,” tænkte han, “men ikke dø.” Han rakte hånden ud, og i samme nu slog Hadi øjnene op. Der var ingen nyopvågnet forbavselse eller gammelmandsforvirring i dem, kun klogskab.
Ali ville kaste sig over morfaderen, kramme ham og fortælle den gamle, at han aldrig måtte dø.
– Hvor gammel er du nu, Ali?
– Femten.
– Godt, sagde morfar. – Har du det godt?
– Ja da.
– Godt, gentog Hadi. – Nu er du snart en mand.
De så på hinanden, som om de havde indgået en pagt.
Efter at morgenmaden, som Ali havde troet, ville blive en plage, men som i stedet blev domineret af morfaderens gode humør og moderens latter, var overstået, rejste Ali sig fra bordet. Mitra, der var begyndt at tage af bordet, gjorde tilløb til at stoppe ham med en bevægelse og et par ord, som dog druknede i Hadis grinen over sin egen joke.
Ali så, hvad Mitra ville, men bakkede ud af køkkenet. Han ville ikke blive siddende, kunne ikke, af angst for, at grinet skulle afløses af alvor. Sommetider var det, som om Hadi og Mitra midt i glæden huskede på noget meget sørgeligt.
Han gik ind på sit værelse. Han vidste, at de blev siddende og spiste nogle kager, som en af kvinderne i opgangen var kommet op med. Det var en lille, krumbøjet kvinde fra Syrien. Hun var kristen og talte en ret uforståelig blanding af svensk og arabisk. Nogle gange asede hun op ad de mange trapper med en farvestrålende dåse i hånden. Hvorfor hun var kommet denne gang, vidste Ali ikke, men hun plejede at rable nogle ubegribelige ord af sig, aflevere de søde kager og derefter sidde tavs et kort øjeblik ved køkkenbordet, inden hun indledte den møjsommelige nedstigning til sin egen lejlighed.
Ali var alt for mæt til at orke at slå nogle slag på boksebolden, men blev alligevel stående med hovedet tæt ind til det duftende læder, som om bolden havde været et kælent husdyr.
– Ali, vil du ikke have en kage? råbte Mitra, – de er rigtig gode.
– Nej tak, råbte Ali og betragtede sig selv i spejlet.
Han formede munden til nogle ord, der lydløst forlod hans læber: Hvad skal jeg gøre? Enten holdt han tæt og prøvede at leve med hændelsen, som moderen og morfaderen gjorde med det forfærdelige, der var sket i hjemlandet, eller også talte han med nogen. Morfaderen var den første og i virkeligheden den eneste, han kunne forestille sig, men uvisheden om, hvordan han ville reagere, fik Ali til at tøve.
Han kunne gå til politiet, fortælle, hvad han havde set. Ali stirrede ind i spejlet for at prøve at tyde sig selv, som om det i hans blege, ydre træk kunne aflæses, om han havde styrke nok til at sladre om fætteren. “Kan man det?” spurgte han spejlbilledet, “og bliver jeg så en anden?” Det var det, han gerne ville have morfaderens råd om.
Hvordan Mehrdad og hans familie ville reagere, vidste Ali, i manges øjne ville han blive fredløs, hvis han sladrede, men hvad ville hans egen familie sige?
Telefonen ringede. Ali gik hen til vinduet. Det regnede, det øsede ned, piskede i asfalten, fossede hen mod rendestenens afløbsrist. En foroverbøjet mand så ud til at løbe for sit liv. Ali forestillede sig, at hver vanddråbe var en lille bombe. Manden havde ikke en chance.
– Det er til dig, råbte Mitra fra køkkenet.
– Hvem er det?
– Aner det ikke.
Ali blev stående. Han kom til at tænke på Beata og Arnold Olssons køer. Det regnede også på dem.
– Ali!
– Jeg kommer, sagde han lavmælt.
Manden nåede hen til halvtaget foran opgangen til nummer seks, standsede op og så op mod skyerne, som om han ville spørge himlen, hvorfor den satte dette voldsomme angreb ind. Ali kunne se, at han pludselig lo højt.
– Ali! Telefon!
Ali gik stille hen og hentede den trådløse telefon i entreen, gik ind på sit værelse igen og svarede.
– Ali, det er mig, din fætter.
– Du er ikke min fætter, afbrød Ali resolut.
– Hør lige! Jeg vil sige noget til dig. Det er vigtigt.
– Jeg lægger på.
– Hør efter! Det var ikke mig. Helt ærligt. Jeg var der bare.
– Tror du, jeg er dum? Hold op med at lyve.
– Det er sandt, det var helt sikkert ikke mig. Det sværger jeg.
– Du er totalt dum oven i hovedet, sagde Ali og afbrød samtalen.
Ali følte det, som om han havde været igennem en lang træningsdag.
– Du må skynde dig i skole, råbte moderen fra køkkenet.