Mandag den 12. maj, kl.13.35
Ann Lindell kom til at tænke på Ottossons ord om overordnet ansvar. Hun smilede, mens hun stirrede på sine notater, som om der i de rodede kragetæer kunne skimtes et helhedsbillede. Tværtimod, rudeknusningen på Drottninggatan, mordet på Sebastian Holmberg og nu mordbranden, det bredte sig i alle retninger, truede med at få afdelingen til at bryde sammen. Sådan føltes det. De var allerede ved at segne under mængden af sager i røde mapper, og nu dette. Hun var ikke engang helt klar over, hvad alle kollegerne lavede, så hun begyndte med at notere deres navne og tilføjede så, hvad hun mente, de beskæftigede sig med.
Så sorterede hun rapporterne, de udprintede vidneudsagn, resultaterne fra de tekniske undersøgelser og tipsene fra befolkningen i grupper. Efter en halv time lå papirerne og sagerne ordnet på skrivebordet.
– Overblik, sagde hun og rejste sig.
Et sted i dette rod lå svaret. Eller? Lindell begyndte at vandre rundt i det temmelig trange kontor, men opdagede snart, at det bare gjorde hende svimmel, så hun standsede og lukkede trækruden så meget op, som det kunne lade sig gøre. Der duftede af regn, men luften var mild.
Hun havde fundet en oplysning, hun syntes, lød spændende. Det forventede satte sjældent gang i nogen idéer, selv om hun vidste, at den møjsommelige sammensætning af oplysninger var det, der mange gange førte til et resultat. Det var det, overblik handlede om, men hun havde for længst fundet ud af, at sådan fungerede hun ikke. Flere af kollegerne, ikke mindst på teknisk afdeling, bed sig fast i kendsgerningerne som kamphunde og slap ikke taget, før de havde rusket sammenhænge frem, havde kogt alle papirerne sammen til en konklusion.
Lindell ville have uventede indfald. Det var for det meste en svaghed, men sommetider lykkedes det, og så med en fart, der kom bag på både hende selv og omgivelserne.
Nu havde hun opdaget noget. Taxichaufføren, Martin Nilsson, havde ringet for tredje gang. Det var Franzén, den undervurderede slider, der havde skrevet en rapport, og hun læste den igennem for anden gang: “Nilsson havde den akutelle nat kørt mod syd ad Trädgårdsgatan og havde dér, ud for Fågelsångens konditori, gjort en iagttagelse,” begyndte Franzéns udskrift.
Lindell smilede ad stavefejlen. Ordet var “akut”. Taxichaufføren havde set en ung mand, “formodentlig af udenlandsk oprindelse,” der havde virket påfaldende oprørt. Han havde med hånden banket løs på en knallert, og lige da Nilsson var kørt forbi, havde han kastet voldsomt op. Nilsson havde sat farten ned og kigget på drengen. “Han så ikke beruset ud, bare ‘fortvivlet og meget ked af det,’ og Nilsson havde været på nippet til at standse, men var fortsat mod Svandammen, hvor han kørte mod øst.”
– Været på nippet, gentog Lindell langsomt. Knallert, indvandrerdreng, fortvivlet, kastet op. Den “akutte” nat. Hun gik væk fra vinduet og hen til Uppsalakortet på væggen. Hun ville se gadernes rudemønster. – Overblik, mumlede hun og fulgte med fingeren Trädgårdsgatans udstrækning fra Drottninggatan mod Svandammen.
Ifølge Martin Nilsson havde klokken været næsten halv to. Lindell prøvede at forestille sig, hvordan fredag nat i centrum havde set ud, men indså, at det var nytteløst. Hun greb telefonen og ringede til Munke i ordenspolitiet. Mens ringetonerne lød, fiskede hun rapporten frem om, hvad der var sket natten mellem fredag og lørdag, politiets bevægelser og foranstaltninger, plus hvad eftersøgningen i byen havde givet, efter at alarmen var gået 01.21. En beretning om det, der optog Upsala Nya Tidnings mandagsudgave, men her mere detaljeret og sandfærdig.
Hun kunne høre samtalen blive koblet videre til en telefonsvarer med en opfordring om at indtale en besked.
Et par minutter senere ringede Munke.
– Nogle gange giver jeg fanden i at tage telefonen, indledte han, og Lindell kunne høre på hans stemme, at den af alle ventede blodprop i hjertet nærmede sig med ekspresfart.
– Jeg har brug for overblik, sagde Lindell, – eller det er Ottosson, der mener, at jeg har brug for det. Du er den rette mand.
Det var den perfekte replik. Kort og kraftfuld, ingen unødvendige undskyldninger eller slesk smiger, men drysset med lidt sukker. Munke faldt bare pladask for det.
– Jeg kigger op, sagde han, lagde på og trådte ind til Lindell et minut efter.
Han tog et overblik over kontoret og tilstanden på skrivebordet, satte sig ned uden et ord og så på Lindell med sine udstående, blodsprængte øjne.
– Overblik, sagde han og fnyste. – Hvordan har Otto det?
– Som han plejer, sagde Ann.
– Hvad med dig?
– Som jeg plejer.
– Med andre ord kaos.
Lindell lo højt. Munke var lige den, hun havde brug for.
– Jeg har læst, hvad der skete natten mellem fredag og lørdag. Hvad mener du?
Munke svarede ikke med det samme, men lænede sig tilbage og fik et tænksomt udtryk i ansigtet.
– Jeg tror, det var den gamle historie. Druk, drengestreger og noget, der gik galt ad helvede til, mere galt end ellers. Du har læst rapporten?
Lindell nikkede.
– Så ved du, at vi havde ballade uden for Fredmans, Flustret og Birger Jarl. Egentlig ikke noget alvorligt. Det ender som regel med lidt råben og skrigen, vi må berolige dem og skille dem ad, sende dem på skadestuen eller i arresten, sommetider indfange en eller anden, kontakte socialen, ja, du ved.
“Socialen” var Munkes benævnelse for de sociale myndigheder.
– Hvad var det, der i den grad gik i kage? fortsatte han. – Vi har talt om det før, at det ikke var en enlig nattevandrer, der gik amok, men en hel bande. Hvem? Jeg troede først, at der var den bengalske tiger og hans slæng.
– Hvem?
– Tigeren. Det var Hjulström, der fandt på det. Han ligner fanden galeme en tiger. Det er en fyr fra Sävja. En smidig djævel, ser godt ud og kan blive totalt gal, bindegal, hvis det slår klik for ham.
– Jaså, sagde Lindell, fascineret af den energi, Munke kørte frem med. – Er det ham?
– Nixen bixen. Han var hjemme, stod og gloede nede ved det nedlagte supermarked i Sävja, det er klart som ærtesuppe. Han sørgede vel for at negle nogle mobiltelefoner og genere folk i al almindelighed, men han var ikke i centrum.
– O.k., sagde Lindell.
– Det er som en satans krig, og det gælder om at kortlægge fjendens bevægelser. Vi ved, at der var en bande indvandrerfyre i byen. Der var som sagt ballade på Birger Jarl.
– Du tror, det er ... indvandrere?
Lindell var lige ved at sige “udlændinge”, men rettede det i sidste øjeblik. Munke lagde sin højre hånd på en af bunkerne på skrivebordet og pillede adspredt ved papirerne, lod den pølselignende pegefinger løbe bladrende over sagens ene hjørne.
– Så enkelt er det ikke, sagde han overraskende eftertænksomt. – Det er tit blandede bander med både svenskere og indvandrere.
– Integration, sagde Lindell.
Munke smilede svagt, løftede hånden fra skrivebordet og gned den mod den kartoffelstore næse. “Manden er som et helt frokostbord,” tænkte Lindell.
– Det kan være startet der, sagde han. – Jeg ved ikke helt, hvad der skete, men jeg har på fornemmelsen, at det var en stor bande. Jeg har ikke noget konkret, men så vidt jeg har forstået, var det den eneste forsamling, der havde forudsætningerne for at udvikle ballade eller lave skader i det her omfang, men vi har måske overset noget.
– Har du talt med Sammy om det her?
Munke rystede på hovedet.
– Jeg er ved at skrive en rapport, sagde han. – Der er en del ting, jeg ikke kan blive klog på.
– Som for eksempel?
Munke tøvede, så på Lindell og trak ansigtet sammen i en grimasse.
– Vores egne bevægelser den nat, sagde han til sidst.
– Hvad mener du?
– Der er en hel del uklarheder, sagde Munke.
– O.k., sagde hun, – balladen ved Birger Jarl, hvad drejede den sig om?
– Vi har dørmændenes version, og ifølge dem kom der en bande, råbte og skreg og ville ind, men blev nægtet adgang. De var for unge, sagde den ene dør mand, men jeg tror ikke, det var den egentlige årsag.
– Og den var?
– Det var mest indvandrerfyre.
– Og dem lukker man ikke ind?
– Det er nok noget i den retning, sagde Munke, – men jeg skriver noget.
“Noget fra Munke,” tænkte Lindell, “det bliver spændende.” Hun så på ham, men han havde åbenbart sagt, hvad der skulle siges.
– Har det noget med ordenspolitiet at gøre? røg det ud af hende.
– Det ved jeg ikke, sagde Munke og bekræftede i samme øjeblik Lindells formodning om, at det handlede om ordenspolitiets ageren i løbet af fredag nat.
Hun ville gå ham nærmere på klingen, men anede ikke hvordan. Hvis hun var uforsigtig, ville Munke klappe i. Der havde allerede i tidernes morgen været, om ikke fjendtlighed, så i hvert fald en slags konkurrenceforhold mellem afdelingerne, og det gik op for Lindell, at Munke, der tilhørte den gamle garde, aldrig ville kaste mudder på kolleger i uniform. Derfor blev hun nervøs. Munkes halvkvædede viser afslørede, hvor urolig han var.
– Du behøver ikke at sige noget, som sagerne står nu, men hvis det påvirker efterforskningen, må jeg selvfølgelig finde ud af det, på en eller anden måde.
Munke betragtede hende uden at røbe, hvad han tænkte. Efter nogle øjeblikkes tavshed klaskede han sine labber til hænder ned på knæene, muligvis i et forsøg på at bagatellisere det hele, eller ganske enkelt for at løse op for stemningen. Han rejste sig hurtigt, og ansigtet trak sig sammen i, hvad der skulle forestille et smil. Lindell røg op af sin stol.
– Er det din knægt? sagde han og pegede på fotografiet på væggen.
– Ja, det er Erik. Hjemme i Ödeshög.
– Er det hjemme?
– Næh, det kan man ikke sige, men der bor mormor og morfar.
– Jeg har selv otte børnebørn, sagde Munke og smilede et sjældent smil.
Lindell smilede tilbage. Munke gik hen mod døren.
– Der er mange løse ender, sagde han noget kryptisk med hånden på dørhåndtaget. – Det er ikke let at vide, hvordan vi skal komme videre.
– Så sandt, som det er sagt, sagde Lindell og rødmede næsten over sin klichéagtige kommentar.
Munke smilede igen, tog et par skridt ind i kontoret og rakte hånden frem. Det var en gestus, hun ikke havde regnet med. “Hvad er det, han har gang i?” tænkte hun.
Han greb hendes hånd og rystede den ivrigt. “Det er løgn,” tænkte Lindell, “Munke som goodwill–ambassadør for ordenspolitiet. Enten er han virkelig bekymret og spekulerer på, hvordan han skal takle det, eller også vil han lægge låg på.”
– Vi ses, sagde Munke.
– Ja, sagde Lindell.
– Det går nok alt sammen, sagde Munke.
Lindell nikkede og prøvede at præstere et smil. Munke forlod kontoret og lukkede døren med største forsigtighed, som om han forlod en sygestue.
Lindell sank tilbage i stolen, overvældet af den utilstrækkelige information. “Vores egne bevægelser den nat,” havde Munke sagt. Hvad betød det i klartekst? Havde ordenspolitiet undladt at gøre noget, eller havde de gjort noget, som de ikke burde have gjort?
Hun fandt rapporten frem, der handlede om mordnattens hændelser, læste den igen, men lagde den fra sig, ikke en disse klogere. Pyromanens hærgen i Svartbäcken var den store begivenhed, som sugede de fleste ressourcer til sig. I alt seks patruljevogne havde været i ilden. Der var hurtigt oprettet afspærringer på Gamla Uppsalagatan og over for Länsförsäkringen på Svartbäckgatan. Også en hundepatrulje var sendt til området øst for jernbanesporene, for det tilfældes skyld, at pyromanen valgte at forsvinde ad den vej.
Der var foretaget ni pågribelser, nattevandrere, der havde færdedes i området. Alle havde ved et tjek vist sig at være fredelige medborgere. Der var standset over hundredeog tredive køretøjer. Selv en natbus var blevet gennemsøgt.
Lindell tjekkede tidspunkterne. Den første alarm om brand kom to minutter over midnat. Tretten minutter senere kom den næste alarm, og så blev brandvæsenet og politiet klar over, at der var en pyroman på spil, og alt disponibelt personale blev dirigeret til området.
Der var en patruljevogn i Eriksberg for at tage sig af husspektakel, og den var nødt til at blive der. Den patrulje havde forladt Granitvägen 00.38 og havde sat kursen mod centrum og Svartbäcken. Det var Lund og Andersson. Lindell bladrede i papirerne og konstaterede, at det var de to kolleger, der først var til stede i Drottninggatan efter alarmen 01.21 om rudeknusningen. De nåede frem klokken 01.28.
Lindell stirrede på tallene, trak blokken hen til sig og griflede alle tidspunkter ned. Hun anede, at Munke sad med en lignende kortlægning. Lindell havde bedt kriminalchefen om at lave et tidsskema over nattens begivenheder. Nu sad hun med sit eget skema.
Munke havde talt om “bevægelser” i byen. Der var ikke mange bevægelser. Så godt som alt personale var jo på opgave i Svartbäcken. Den eneste bevægelse, Lindell kunne læse ud af teksten, var Lunds og Anderssons.
Hun havde lyst til at ringe til Munke igen, men indså, at det ville give bagslag. Ville hun kunne gå videre, uden at det blev opdaget? Sikkert ikke. Der var altid nogen, der syntes, at det var spændende, at krimi-Lindell viste ordenspolitiets forehavender en så nærgående interesse, og som derfor ville sætte sladderen i gang.
Hun måtte give Munke tid. De “uklarheder”, han havde talt om, måtte han så selv melde ud med. Men hvorfor brugte Munke i det hele taget tid på den slags overvejelser? Hvilken indflydelse havde disse “bevægelser” på efterforskningen af Drottninggatan?
Lindell rejste sig, ubeslutsom og utilpas. Hun kunne ikke se sammenhængen. Igen fik hun lyst til at ringe til Munke, men afviste på ny tanken.
Var det Lund og Andersson, Munke havde haft i tankerne? Hvad skete der, da de forlod Eriksberg 00.38, fyrre minutter inden alarmen om centrum indløb? Kørte de direkte til Svartbäcken? Det var vel deres instrukser?
Det var tydeligt, at svarene på spørgsmålene ikke lå i papirbunkerne på hendes skrivebord. Lund og Andersson vidste det selvfølgelig, og Munke havde måske sine anelser. Normalt ville han være blevet helt ude af den, hvis han beordrede en bil ned til Svartbäcken, og det varede umotiveret længe, inden de dukkede op. Skulle hun tale med Ottosson? Nej, det ville være at misbruge Munkes tillid. Ottosson ville heller ikke kunne tilføre noget, bare blive bekymret.
Lindell gik hen til kortet på væggen. Hun kunne stadig finde gader, hun ikke kendte. Granitvägen i Eriksberg kunne hun placere og også Stiernhielmsgatan. Mellem de to punkter lå centrum. Hvilken vej tog Lund og Andersson? En variant var Norbyvägen hen til universitetsbiblioteket Carolina Rediviva. Derfra var der to alternativer: Enten ned ad Slottsbacken, tværs gennem centrum hen til Svartbäcken, eller også forbi Martin Luther Kings Torv, ned ad Skt. Olofsgatan, muligvis nordpå ad Sysslomansgatan, frem til Råbyleden. Lindell ville have valgt det sidste.
– Eller, mumlede hun og fulgte gaderne med fingeren: Norbyvägen, forbi Den gamle kirkegård frem til Råbyleden. Jo, det var den hurtigste vej.
Kollegerne Lund og Andersson havde ikke valgt nogen af disse alternativer.