Mandag den 12. maj, kl. 15.25
Lyden af urolige fødder hørtes uden for cellen. Nogen skreg. Marcus Ålander prøvede at skelne, hvad det handlede om, men væggene var for tykke. Han lå på briksen, som han i princippet havde gjort det, siden han blev bragt ind til arresten lørdag aften, og studerede den massive dør, den grågrønne farve og kighullet i den øverste halvdel.
Han vidste, at hvis han lukkede øjnene, ville han i detaljer kunne redegøre for dens udseende, indtil den mindste plet og det mest ubetydelige mærke. En kommunal dør på knap to kvadratmeter. Bag den friheden og foran den en briks, som udsendte en lugt, der mindede ham om noget, han havde oplevet på et kummerligt vandrerhjem uden for Napoli.
Han ville kunne tegne et kort over døren, hvis det da skulle tjene til noget. Nu var døren indprentet, indoptaget til den mindste ridse.
Han havde siddet lidt på den gulvfaste skammel, men var blevet bange. Væggen kom for tæt på. Lå han på briksen, var det døren, der udgjorde synsfeltet. Døren var vejen til friheden. Væggen bag skamlen og det lille skrivebord var døden, den trak hans hoved hen til sig. Ville han kunne knuse sit hoved mod væggen?
Han ringede efter arrestvagten for første gang. Vagten kom næsten med det samme, hvilket overraskede Marcus.
Døren svingede op. Marcus fyldte sine lunger med den indstrømmende luft. “Man skulle være et vindpust,” tænkte han.
– Ja, sagde vagten.
– Jeg vil gerne tale med nogen, sagde Marcus.
– En af efterforskerne?
– Det ved jeg ikke, sagde Marcus.
– Hvordan skal jeg så vide det? sagde vagten træt og afventede.
– Nå, skide være med det, sagde Marcus.
Vagten smækkede døren i med et sløvt ansigtsudtryk, men virkede ikke specielt misfornøjet. Han var vant til et betydeligt mere besværligt klientel.
Marcus krøb sammen og prøvede at huske Neapel, men tænkte uafbrudt på Ulrika. Hvad laver hun nu? Han mindedes deres tid sammen. Ulrika og han var rejst op til hans mor i Norrbotten for at holde jul dér. Moderen og hun havde aldrig truffet hinanden før. Det blev en katastrofe, og de havde forladt Nyträsk allerede på andendagen, selv om de havde planlagt at blive tre dage mere. Der var ingen togbilletter, så de havde været nødt til at leje sig ind på et pensionat i Älvsbyn.
Det var nok dér, det sluttede. For alvor. På det pensionat, der var koldt og fuld af træk, med en dybt alkoholiseret ejer, der spillede harmonika den halve nat, havde Ulrika anklaget Marcus for at være ond ved sin mor.
Marcus rejste sig hurtigt fra briksen, blev straks svimmel og var nødt til at sætte sig ned igen.
– Du tager dig slet ikke af hende, havde Ulrika sagt. – Hun er faktisk din mor.
Ulrikas ansigt blev forkert. Til tonerne af en eller anden 50’erklassiker, der lød fra etagen nedenunder, tromlede hun frem, pillede Marcus’ følelser for hans mor helt i stykker. Først havde han leet, så klappet i og var til sidst gået til modangreb.
De sov uroligt, mens et tæt snefald forvandlede Älvsbyn til et hvidt helvede. Inden han faldt i søvn, mærkede han vreden vokse. Hvad vidste hun om hans mor? Og da han vågnede ved firetiden, var vreden, ansporet af onde drømme, vokset til raseri.
Han var stået op og havde betragtet den øde gade udenfor. Det trak fra vinduet, og han hev sengetæppet til sig, svøbte det om sig og prøvede at forstå. Af og til vendte han sig om og betragtede Ulrika, som bevægede sig uroligt i søvne og skar tænder.
Al energi blev brændt til støv den nat. Sluttede det dér? Det vidste han ikke, og han havde ikke spurgt Ulrika fredag aften. Det var først nu, han kom til at tænke på natten i Älvsbyn. Begivenhederne dér blev svaret på hans spørgsmål. Den utætte træhytte, et misfoster af et pensionat, sugede al saft og kraft ud af dem. Med dets kolde gulve og skæve vægge, dets knirkende seng og lugt af fattigdom, slukkede pensionatet deres kærlighed. Han vidste, at hvis de havde overnattet i det hyggelige fadebur hjemme hos hans moster i Lansjärv eller havde ligget lunt mellem renskindene i jagtstuen, så var de onde tanker ikke kommet. Livet blev grimt i Älvsbyn, og Ulrikas ansigt forkert.
Han hadede sin mor, og bevidstheden om dette fik ham til at rejse sig fra briksen og skrige lige ud i luften. Års fortvivlelse blev lukket ud af hans krop.
Han ringede efter vagten.
– Jeg vil tilstå, sagde han, da døren blev åbnet.
Vagten betragtede ham nøje.
– Aha, sagde han, uventet ligegyldigt. – Hvad vil du tilstå?
– Alt, sagde Marcus.
– O.k., sagde vagten og smækkede døren i igen.
Han ringede straks til vagthavende, som igen kontaktede Ola Haver.
Ola Haver tog den lille elevator op til arresten. Frendin så forventningsfuld ud. Haver indskrev sig uden at sige et ord. Frendin slog mappen i med et smæld. “Hvor er han grim,” tænkte Haver illoyalt, da han betragtede det tætklippede baghoved og den rødplettede nakke.
– Hvad tror du? sagde han.
Frendin standsede op, vendte sig om og så på Haver med et skævt, men ikke særlig venligt smil.
– Det er ham, sagde vagten. – En mors dreng, der er blevet bange, vorherre bevares.
– Har han været besværlig?
– Du ved, hvordan de er, sagde Frendin.
– Nej, det ved jeg faktisk ikke, sagde Haver, og Frendin genoptog sin vandring.
– Din narrerøv, mumlede Haver, mens Frendin kiggede ind ad dørens kighul.
– Klappet og klar, sagde han og slog døren op.
Marcus lå på briksen med lukkede øjne, men Haver kunne se, at han ikke sov. Døren blev lukket bag ham.
– Hvad er der med dig?
Marcus åbnede øjnene og så på politimanden med et blik, som Haver udmærket kendte. Ensomheden og isolationen havde slået sine kløer i den mistænkte. Blikket ændrede sig fra time til time i en lille celle, og det virkede, som om der ikke var ilt nok. Kroppen trak sig sammen, og den murrende smerte i maveregionen lod ingen indsat i fred.
– Det er ...
Han satte sig op.
– Hvad hedder du? Jeg kan ikke huske det.
– Ola Haver.
Marcus nikkede.
– Du ville snakke.
Den unge mand sukkede.
– Jeg slog nok Sebastian ihjel, sagde han lidt efter.
– Nok?
Marcus nikkede.
– Vil du have, at vi går ned og taler lidt sammen på mit kontor i stedet for?
Et nyt nik.