Mandag den 12. maj, kl. 15.30
Det var et af disse tidspunkter, hvor Mitra gerne ville tale alvorligt med Ali. Han kendte reglerne. Denne gang havde hun talt om sin egen tid på universitetet i Teheran. Ali havde hørt en del, men nu fortalte Mitra, at hun havde været næsten færdiguddannet som læge, da hun blev hentet af sikkerhedspolitiet. Hun beskrev det medicinske fakultet og den professor, der ikke kun var hendes lærer, men også en ven. Han forsvandt sporløst, lige inden Mitra selv blev fængslet.
Dagene i Teheran, solskinsdagene, kunne være udgangspunktet for livet, men lige så tit var det cellens mørke, trængslen, lugten af angst, stanken fra de beskidte kroppe og den uvisse venten, der tvang deres liv ind i en afgørende bane.
Ali kredsede i den bane som en satellit om moderens magre skikkelse. Han iagttog hende. Angst i anden generation uden den første generations solskinsdage. Hvad hjalp det, at hun fortalte om glæden, når der altid blev sat punktum efter et sørgeligt ord?
– Ali, hvad vil du gerne være?
Han prøvede at smile, han vidste, at hun godt kunne lide hans smil.
– Det ved jeg ikke.
– Du skal læse, det ved du godt.
Hun vidste, og han vidste, at hun vidste, at Ali ikke havde den ro, der skulle til. Dette med nødvendigheden af at studere var blevet reduceret til en kliché, som moderen udtalte for at omgive Ali med gode ord og håb.
– Hvorfor pakker du mad på Arlanda, når du er læge?
Mitra så ned i gulvet, som om hun blev flov over hans spørgsmål. Hun tøvede med svaret.
– Du ville jo kunne være doktor, og vi ville kunne bo i en villa et sted, fortsatte Ali.
– Sådan blev det ikke, sagde moderen.
– Hvorfor tog du aldrig kørekort? Vi ville kunne køre ud på landet.
Han så for sig den bondegård, han og morfaderen havde besøgt, hvordan familien svingede ind på gårdspladsen og blev modtaget af landmandsfamilien.
– Du var glad for udflugten med morfar?
Ali nikkede.
–Jeg ville gerne bo på landet, sagde han og fortrød straks sine ord. Han vidste, at hvert ønske fra hans side ville give hende nye tanker og måske gøre hende bekymret.
Men Mitra smilede.
– Det kan du da gøre, når du bliver stor, sagde hun, og det lød, som om det var muligt, ja, ligefrem sandsynligt, at Ali ville kunne bo i et rødt hus på landet med en grusvej udenfor, træer og buske og fugle, der fløj som pile gennem luften. Ali kunne forestille sig, hvordan det så ud. For første gang i sit unge liv kunne han se et billede, som var hentet et sted uden for ham selv og det liv, hans familie levede.
Mitra var lige ved at sige noget, som Ali ville have syntes om at høre, det kunne han se på det smil, der banede vejen for hendes ord, men hun blev afbrudt af telefonen.
– Det er en grim ringetone, sagde Mitra og rakte ud efter telefonen på væggen.
Ali vidste straks, hvem det var. Mitras indledende høflighedsfraser på persisk og hilsenen til moderen. Det spring, Mitra og Ali havde foretaget, blev afbrudt. Tilsyneladende ubesværet rakte hun røret over til Ali, men han så hendes tøven. Anede hun noget? Ligesom han kunne aflæse hende, var hun den, der kendte ham bedst. Hun var som den blomst, Ali havde set hjemme hos sin kammerat Alejandro, som ved den mindste berøring trak sine blade sammen, så følsom var hun.
– Det er Mehrdad, sagde hun, – hans mor er syg.
Det kunne kun betyde én ting: Hun lå lammet i sengen, ude af stand til at stå op. Mehrdad var uskadeliggjort, han måtte passe sin mor.
Alt dette nåede Ali lettet at tænke, mens han rakte ud efter røret. Han blev siddende ved bordet. Mehrdad ville aldrig mere kunne gøre ham bange.
– Ali, har du det godt?
En usandsynlig indledning, og Ali svarede instinktivt lige så høfligt.
– Jeg har set ham, fortsatte Mehrdad.
Mitra rejste sig og gav sig til at rydde af bordet.
– Hvem?
– Ham, der gjorde det. Vi må ses. Vi må snakke sammen.
– Er din mor syg?
Mehrdads vejrtrækning lød som en døendes i Alis øre, eller som han forestillede sig et fortabt menneskes krampagtige forsøg på at få luft for at forlænge livet med yderligere nogle sekunder.
– Jeg har set ham, gentog Mehrdad, – jeg sværger. Han var helt tæt på mig, og jeg stod der bare, hvad skulle jeg gøre?
– Hvad mener du?
– Han genkendte mig, han så mig, jeg sværger.
Mehrdad havde hævet stemmen, og Ali var bange for, at moderen skulle opfatte, hvor oprevet han var.
– Du må hjælpe mig! Jeg kan ikke gå ud, det kan du!
– Hvad skal jeg gøre ved det?
Her gik Mehrdad over til persisk, og Ali fik følelsen af, at det var et bevidst træk fra hans side, akkurat som når moderen gik fra persisk til svensk. Det gjorde hun, når det gjaldt alvorlige ting. Alis fremtid i det nye land eller spørgsmål, der handlede om hans opførsel i skolen.
Mehrdad havde set en mand i en bil på parkeringspladsen i Gottsunda centrum. Han havde syntes, der var noget, der virkede bekendt ved ham, men var ikke sikker på hvorfra. Da manden nogle minutter senere steg ud af bilen og begyndte at gå i retning mod Mehrdad og hans kammerater, så vidste han det. Det var morderen. Ti meter væk. Han så vred ud, gik med hurtige skridt og kiggede op, da han gik forbi gruppen af unge, fik øje på Mehrdad og standsede op et kort øjeblik.
– Han genkendte mig, det kunne jeg se, gentog Mehrdad på svensk. – Han stirrede på mig som på et spøgelse.
Ali rejste sig fra køkkenbordet og gik ind på sit værelse, mens Mehrdad ævlede om, at han var blevet genkendt.
– Du må hjælpe mig.
– Hvordan det?
Mehrdad havde ikke noget svar.
– Hvordan så han ud?
– Han havde arbejdstøj på, sagde Mehrdad, oplivet over, at Ali ikke afviste ham. – De dér grå, brede bukser og sådan en jakke, som de har.
– Arbejdstøj?
– Nemlig! Han sad i bilen, og senere steg han ud.
– Ja, det sagde du.
– Jeg tænkte, at han arbejdede på den sted.
– Det hedder det sted, sagde Ali.
– O.k., det sted. Det arbejdssted. Det var sådan en bil.
– Stod der noget på bilen?
– Der var et billede på siden af en rulle tæppe. Som man ruller ud, du ved.
– En rulle tæppe?
– Sådan en, man ruller ud. På gulvet, er du med?
– Du tror altså, at han arbejdede med tæpper?
– Ja, hvorfor skulle han ellers sidde i sådan en bil og have brede bukser.
– Der stod ikke noget navn på bilen?
– Det kan jeg ikke huske.
– Vent lige lidt, sagde Ali og lagde telefonen fra sig, gik ud i entreen og hentede telefonbogen. Han slog op på de gule sider under “gulv”.
– Hør efter, sagde han, – jeg remser lige nogle steder op, måske genkender du navnet.
Ali remsede det ene navn efter det andet op, men Mehrdad genkendte ikke nogen af dem. Ali kom i tanke om, at han nævnte firmaer i Alunda og Enköping. Da han kom til Uppsalaområdet, blev han grebet af den spænding, som Mehrdads vejrtrækning og åndeløse kommentarer vidnede om.
– ... Lauréns Gulve og Vægge, Lenanders Maler- og ...
– Nej, det var ikke et malerfirma, sagde Mehrdad.
– Linné Gulve, Mellemsvenske ...
– Nej, nej, ikke dem!
– SSK Gulve AB ... Sporrongs Gulve ... Stigs Gulve.
– Ja, det er det. Stigs Gulve, sådan stod der.
– Er du sikker?
– Bombesikker, Stigs Gulve, sagde Mehrdad, og Ali kunne høre ham svælge.
Han vidste ikke, hvordan han skulle vurdere Mehrdads snak om, at gulvmanden i Gottsunda var morderen fra Drottninggatan. Var det noget, han fandt på? Det troede Ali inderst inde ikke. Mehrdads fantasi var for sølle til at finde på noget så sammensat, og der var noget i Mehrdads stemme, der overbeviste Ali om, at han talte sandt, men samtidig ville han ikke rodes ind i det.
– Det værste er, fortsatte Mehrdad, – at han ved, hvem jeg er.
– Det kan du da ikke vide. Han så dig jo bare, men han ved ikke, hvem du er. Men det er din egen skyld. Du skulle aldrig være gået ind i forretningen.
Mehrdad tog en dyb indånding.
– Du tror mig, sagde han.
– Ja, sagde Ali efter en lang pause, – du har knald i låget, men du er nok ikke nogen morder.
Ali følte ingen lettelse, kun en stor træthed. Han ville være fri for at have Mehrdads åndedræt i røret og hans overtalende og sleske stemme. Mehrdad snakkede videre om, hvordan morderen og han var stødt ind i hinanden uden for boghandelen på Drottninggatan. Manden var kommet styrtende ud og havde nærmest løbet Mehrdad over ende.
– Jeg blev nysgerrig, sagde han.
“Du blev ligrøver,” tænkte Ali og følte det, som om han var ved at blive mere og mere indfiltret i en kæde af begivenheder, han ville gøre sig fri af. Synet af den myrdede, liggende i en blodpøl, havde forfulgt ham, og han ønskede ikke den fortsættelse af dramaet, som Mehrdad indbød til. Ali ville ikke vide mere, bare glemme.
– Jeg har ikke tid, afbrød han Mehrdads svada.
– Du må hjælpe mig!
– Med hvad?
– Finde ud af, hvem han er, sagde Mehrdad. – Vi må vide det.
– Hvorfor det?
Mehrdad svarede ikke. Ali fornemmede, at det var angsten, der drev Mehrdad. De kunne støde på hinanden igen. Han var steget ud af en bil uden for Gottsunda centrum, og måske boede han i området. Der var gode chancer for, at han fik øje på Mehrdad igen, fordi fætteren så godt som dagligt hang ud i centrum.
– Han har slået ihjel, sagde Mehrdad stille.
– Du har stjålet, sagde Ali.
– Det er ikke det samme.
– Du stjal fra en dod, sagde Ali med eftertryk.
Mehrdad snøftede højt.
– Det føles tarveligt, sagde han, og det var det nærmeste, han ville komme en undskyldning, fornemmede Ali. – Men du må hjælpe mig, fortsatte Mehrdad, – han vil sikkert også dræbe mig.
– Jeg er nødt til at lægge på nu, sagde Ali.
– Ring til mig, sagde Mehrdad bønfaldende.