Mandag den 12. maj, kl. 15.45
Marcus Ålander gik hen ad gangen. Haver betragtede hans ryg og kom til at tænke på en amerikansk film om fanger i dødscellerne, mennesker, der havde siddet i årevis og ventet på, at dommen skulle blive effektueret. En sort mand, dømt for dobbeltmord, efter sin egen mening uskyldig, fortalte, at han havde givet op og længtes efter giftsprøjten. Under indspilningen af dokumentarfilmen fik manden så berammet en dato. Haver huskede hans vandring i den lange gang, omgivet af fængselspersonale og en præst, på vej mod døden. Ved indgangen til den sidste station, hvor kameraet ikke længere måtte følge fangen, vendte den dødsdømte sig om og sendte seerne et mangetydigt smil.
Men Marcus så sig ikke omkring. Han gik med klaprende sandaler hen mod Havers kontor, hvor Bea allerede ventede. Haver holdt døren, Marcus trådte ind og begyndte straks at græde, som om han under vandringen fra arresten havde holdt det tilbage, men nu kunne slappe af og lade følelserne vælte ud.
Haver lukkede forsigtigt døren og gik hen til vinduet for at trække persiennen ned, mest for at vinde tid. Marcus stod midt i kontoret. Bea, der havde siddet ved skrivebordet, havde rejst sig og gik hen til ham.
– Hvordan har du det? Er det godt at få snakket lidt? sagde hun.
Marcus nikkede.
– Det var så underligt alt sammen.
– Sæt dig, sagde Bea.
Haver blev stående ved vinduet. Pludselig anede han, hvorfor Ann Lindell var blevet så rasende på Marcus. Hans ansigt udstrålede en snerpethed, og selv nu, hvor han knust satte sig på stolen, snøftende og snøvlende, virkede han storsnudet. Bag de spæde træk lå der en næsten aristokratisk aura af overlegenhed. Den slags var Lindell følsom overfor, det vidste han fra tidligere. Hvad var det, hun havde set? Hvad havde hun sagt? “Han er for trist,” og Haver havde koblet udsagnet med Lindells egen situation, men det kunne vel ikke være hele sandheden? De mødte dagligt mennesker, der var kede af det. Lindells privatliv havde set lige ynkeligt ud i et par år.
– Måske myrdede jeg ham jeg ved det ikke, indledte Marcus efter en kort, forventningsfuld tavshed fra de to politifolk.
– Måske? sagde Bea.
– Det var så rodet.
– Fortæl, hvad der skete den aften, sagde hun opmuntrende. – Gør det i det tempo, du vil.
Marcus så på hende med et udtryk, der var svært at greje, som om han blindt stolede på alt, hvad hun sagde, og samtidig tvivlede på hendes hensigter.
Haver mærkede Beas blik, han burde sætte sig. At stå skråt bag en person, man afhører, skaber ikke en god stemning.
– Jeg ved, at Ulrika elsker mig, inderst inde gør hun, men han trængte sig på en eller anden måde på. Han var et dårligt menneske, han vadede bare ind i vores liv.
Haver satte sig på stolen ved siden af Marcus.
– Hvornår begyndte han at vade ind?
– Det ved jeg ikke. Ulrika sagde ikke noget. Det var først dernede ved åen, jeg fik noget at vide.
– Hvad sagde Sebastian?
– At han skulle hen til en ny pige, han havde mødt.
– Og det gik op for dig, at det var Ulrika? sagde Bea.
Marcus nikkede og fortsatte så, nu lidt mere ivrig.
– Vi havde det godt. Vi snakkede om at tage til Portugal til sommer. Hun har en ven, der bor der. Så slår hun bare op. Jeg fatter det ikke.
– Da I mødtes ved åen, hånede Sebastian dig så på nogen måde? Vidste han, at Ulrika var din pige?
– Det tror jeg ikke.
– Så du slog ham bare, og han forstod ingenting?
Et nyt nik.
– Han prøvede ikke at give igen?
– Nej.
– Han løb væk, og du forfulgte ham. Hvad tænkte du?
– At jeg ville tæve ham.
– Plejer du at slås?
Havers spørgsmål fik Marcus til at løfte hovedet.
– Nej, sagde han med eftertryk.
– Men nu slog det klik, du følte dig bedraget, og så løb du efter ham. Hvornår fik du fat i ham?
– Et stykke henne ad gaden. Jeg ved ikke. Han prøvede at rive sig løs. Der var en søjle. Han skubbede til mig, og jeg faldt. Jeg har stadig blå mærker på ryggen. Han snurrede rundt på en eller anden måde og løb.
– Sagde I noget til hinanden?
– Nej, jo, måske sagde jeg noget om, at Ulrika var min ...
– Og bagefter? Hvor løb Sebastian hen?
– Ind i forretningen, tror jeg. Han tog noget glas op fra vinduet og truede ad mig sådan her, sagde Marcus og holdt hånden op, og både Haver og Bea kunne forestille sig optrinnet, to unge mænd, forpustede og med hjertemusklerne arbejdende på højtryk, stående over for hinanden som kamphaner med adrenalinet pumpende.
– Han ville skære i mig, skreg han, hvis jeg kom nærmere.
– Gjorde du det?
–Jeg prøvede at løbe rundt om en reol, eller vælte den, jeg kan ikke huske det så præcis. Han skreg bare hele tiden. Jeg kan ikke huske bagefter ...
Marcus Ålander faldt hulkende sammen. Haver lagde en hånd på hans ryg.
– Du ville slå ham igen? sagde han. – Du var virkelig rasende.
Marcus’ krop skælvede.
– Han havde ikke noget med os at gøre! Hun elsker mig!
– Han holdt et skarpt stykke glas i hånden og truede med at skære dig. Var der noget, du kunne gå løs på Sebastian med, slå ham med?
– Det kan jeg ikke huske, sagde Marcus med en meget lille stemme.
– Hvad kan du huske? spurgte Bea.
– Blodet.
–Var der meget blod?
Marcus nikkede.
– Hvad skete der så? Faldt Sebastian om på gulvet?
– Det ved jeg ikke. Der løb folk rundt på gaden og råbte, at politiet kom. Jeg stak vel af. Jeg ved, at jeg gik ved åen, senere, bagefter.
– Du ville springe i?
Marcus nikkede.
– Jeg tænkte på at gå op til Ullis, men ...
– Hvis vi vender tilbage til boghandelen, sagde Haver, – dér, hvor I står over for hinanden, sagde Sebastian noget, ud over at han truede med at skære i dig med glasset?
– Han sagde, at jeg var en galning, at han ville anmelde mig og sådan noget.
– Til politiet?
– Det ved jeg ikke, han råbte bare en masse ting.
– Du ville lukke munden på ham?
Marcus drejede hovedet og betragtede Haver. Ansigtet, der var opsvulmet af tårer, så tomt ud, med hagen hængende og med åben mund, med et fåret udtryk, og øjnene tågede af forvirring.
– Hvad tror du? sagde han tonløst.
“Du slog Lisbet Holmbergs eneste barn ihjel,” tænkte Haver, da han mødte Marcus’ blik. De så på hinanden, ikke med had, men med en afstand, som fik Haver til at gyse. Han skulle senere prøve at forklare Ann Lindell, hvad der skete mellem Marcus og ham i de øjeblikke, men det mislykkedes totalt. Der var ingen ord for det, eller Ola Haver havde i hvert fald ikke de ord, der skulle til. Han oplevede det som et vakuum, en ufuldkommenhed i hans politifærdigheder, en blind plet i hans synsfelt.
– Slog du ham med noget? sagde Bea og afbrød den ladede stemning.
– Jeg vil bare dø, sagde Marcus.