Tirsdag den 13. maj, kl. 13.20
Lindell kom fejende ind gennem døren, standsede brat op midt i lokalet og sagde undskyld, fordi hun kom for sent. Haver, Sammy Nilsson, Beatrice Andersson og Ottosson så forbavset op.
– Jeg har tænkt, sagde hun med et så selvsikkert tonefald, at afdelingschefen skubbede sine briller op i panden og betragtede hende lidt nøjere.
– Jaså, sagde han, – og er vi så heldige, at vi kan blive indviet i resultatet?
– Nej, sagde hun, men gav sig i det samme til at le.
Bea og Haver så på hinanden.
– Senere, tilføjede hun. – Jeg skal først tale med Munke. Han er inde i byen lige nu.
– Munke, hvorfor det?
– Der er noget knas, vi skal have afklaret, sagde Ann Lindell. – Er der noget nyt fra racekrigen?
– Hvad fanden er der? sagde Sammy. – Har du spist noget forkert?
Lindell rystede på hovedet.
– Helt ærligt, så tror jeg ikke på Marcus’ tilståelse, sagde hun og satte sig ned.
– Aha, sagde Haver, – og hvad bygger frøken Skarptænker det på?
– Eller rettere sådan her: Jeg tror, at billedet er mere sammensat. Der skete ting og sager i byen den fredag, som vi ikke har tjek på.
– Højst usædvanligt, sagde Sammy.
– Denne rudeknusning, fortsatte Lindell, – den er ligesom røget ud af billedet.
– Der er ligesom kommet et mord og en mordbrand imellem, sagde Haver.
– Men vi må se på helheden. Balladen i byen lige nu handler jo ikke bare om mordet. Jeg tror, at nynazisterne mest får sympati på grund af hærværket, folk er rasende over, at den halve by bliver slået i stumper og stykker. Skal vi komme nogen vegne, må vi begynde at rede tråde ud dér. Hvad skete der, og hvorfor skete det?
– Og? sagde Haver med et suk.
Lindell sendte ham et hurtigt blik, inden hun fortsatte.
– Det er klart, at det var unge mennesker, der gjorde det. Vi har cirka tredive vidnesbyrd om det nu.
– Ja, vi har jo afskrevet teorien om, at det var en busudflugt fra PRO, sagde Haver.
Ottoson rakte hånden op.
– Jeg tror, jeg ved, at en bande unge, mest indvandrere, blev nægtet adgang til Birger Jarl, blev behandlet dårligt af dørmændene, men også af vores kolleger, blev vilde, drog videre og lod vreden gå ud over Drottninggatan, sagde Lindell.
– Kolleger?
– Det kommer jeg til, sagde Lindell, men var i tvivl, om hun skulle fortælle det hele, inden hun havde hørt, hvad Munke havde at sige. – I den tumult dør Sebastian, men hvordan? Vi ved, at Marcus langede ham en og forfulgte ham, men senere?
– Han er sat fast nu, sagde Ottosson, – med føje mistænkt for mord, alternativt drab.
– Vi har motivet og sandsynligvis Sebastians blod på hans tøj, men først og fremmest en troværdig tilståelse, sagde Haver.
– Hvor troværdig er den?
Ottosson sank tilbage på stolen. Sammy Nilsson kiggede op i loftet. Haver sukkede igen.
– Hvorfor er du i tvivl?
– Stolen, sagde Lindell. – Ville han tørre stolen af?
En pludselig uro overvældede hende. Det var stolen, der spøgte, men der var også noget andet.
– Vi har diskuteret det frem og tilbage, sagde Haver. – Marcus siger, at han muligvis tørrede den af. Han kan ikke huske det, og vi må nok vente, til vi far hele forløbet, måske får vi det aldrig, men vi har haft svagere sager end den her. Og det er vel godt, at det er en hvid mand, der gjorde det. Tænk, hvis det havde været en indvandrerfyr, satans til bøvl det ville give.
– Det bøvl har vi allerede, sagde Sammy. – Tre overfald i går aftes. I har hørt om pizzaknægten?
Lindell nikkede.
– Det der med kolleger, sagde Ottosson.
– Lund og Andersson var jo på Birger Jarl, og de kom måske til at sige noget, der ikke var så smart, sagde Lindell roligt.
– Måske, sagde Haver. – Og hvad så hvis?
Lindell kiggede på ham.
– Jeg ved det ikke, sagde hun omsider, – jeg må tale med Munke.
Hun kunne mærke den massive mistro, og hun havde sig selv at takke for det. Hun burde ikke snakke så meget. Hun indså, at de syntes, at hun gik bag deres rygge, sladrede med ordenspolitiet og ikke lagde alt på bordet.
Lindell slog ud med armene og prøvede at sætte en ligegyldig mine op, hvilket irriterede Haver endnu mere. Hun kunne se, at han var lige ved at eksplodere, men et blik fra Ottosson satte en stopper for yderligere diskussion.
– Branden, sagde Ottosson kort.
– Tre iagttagelser af interesse, sagde Sammy Nilsson, synligt tilfreds med at skifte emne. – En natlig fulderik, en ung fyr, så en cyklist med en rygsæk på Timmermansgatan. Han beskriver ham som omkring de fyrre, med en lille hue på hovedet og så det interessante, en hestehale, der stikker ud af huen.
– Hvem har hue på på den her årstid? sagde Bea.
– Det er køligt om natten, sagde Ottosson. – Vi havde minusgrader ved hytten forleden nat.
– Den samme hestehale dukker op i næste vidnesbyrd. Det er en ejer af en tankstation, der er ude og holde øje. Han var vel bange for nye pyromaner. Han havde lige forladt sit arbejde, det var ved halvfemtiden om natten, og han tog en runde med bilen i kvarteret bag tankstationen. Ved hjørnet Gamla Uppsalagatan og Auroragatan ser han en fyr, der cykler lynhurtigt op mod Svartbäcksgatan. Ingen hue, men til gengæld en hestehale. Han kan derimod ikke huske nogen rygsæk.
– Han var blevet varm, sagde Bea.
– Den tredje, sagde Lindell.
– Det er interessant, sagde Sammy. – Et avisbud på Ringgatan mødte en mand, der kom gående med en cykel. Han trækker altså cyklen ved siden af sig. Avisbuddet siger noget om en punktering, men fyren ser ned i jorden og vader bare videre uden at svare.
– Hestehale?
– Ja! Desuden, fortsatte Sammy ivrigt, – det bedste, han lugtede af benzin.
Lindell kunne ikke lade være med at smile ad kollegaens triumferende mine, som om han havde lagt trumferne på bordet.
– Ringgatan, sagde Ottosson eftertænksomt. – Hvorhenne?
– Lige inden Konsumbutikken, sagde Sammy. – Det betyder, at hestehalen cykler fra Svartbäcken mod Luthagen.
– Eriksdal, sagde Ottosson.
– O.k., Eriksdal. Han punkterer og er nødt til at gå. Han skynder sig mod øst. Hvor ender man så? Enten i Eriksdal eller længere ud mod Tiundaskolen eller Stabby. Jeg tror, han bor dér et eller andet sted, sluttede han.
Sammy tog en mappe op af tasken.
– Og han lugter af benzin, sagde Bea. – Det er næsten for godt til at være sandt.
– Jeg kørte navne ud på skøre kugler i de pågældende områder, sagde Sammy. – Jeg har fået en del fra Friberg. Det drejer sig om kendte nazister. Men skal jeg være ærlig, så tror jeg ikke, at Sikkerhedspolitiet har helt tjek på situationen.
Lindell lænede sig ind over bordet.
– Har du læst deres rapport? fortsatte Sammy og vendte sig mod Lindell.
– Har ikke haft tid, sagde hun hurtigt og følte sig dum. Hun skulle have taget sig tid, hun burde have læst rapporten, selv om Fribergs analyser sjældent var særlig opsigtsvækkende.
– Efter en vis sortering er der tretten tilbage, indskød Sammy.
Navn efter navn, med personnummer og meritliste. Lindell genkendte nogle af navnene. Nogle enkelte havde hun afhørt.
– Hvordan vil du gøre det? spurgte Ottosson.
– Stemme dørklokker, sagde Sammy uden videre. – Jeg har tænkt mig at drøne rundt som sælger og tilbyde noget underligt noget, som ingen vil have. Så kan vi få en idé om, hvordan de virker og ser ud.
– Hvad vil du sælge? spurgte Bea sarkastisk. – “Svensk kriminalhistorie” i fem bind?
– Noget i den retning. Næ, jeg har tænkt mig at bede min bror hjælpe mig. Han er sælger.
– Hvorfor dette teater? sagde Ottosson med et smil. – Vi kan vel afhøre dem på stedet, tage hjem til dem? Det er simplere og går hurtigere.
– Jeg synes også, det virker lidt fjollet, sagde Lindell.
– O.k., sagde Sammy, – hvis vi finder hestehalen, hvad sker der så? Vi kan muligvis få en positiv identifikation fra avisbuddet, jeg siger muligvis, og fra nogle flere. Så kan hestehalen nægte, påstå, at han lå hjemme og sov sødt. Alt det tøj, han havde på, har han smidt ud. Vi har intet, der kan forbinde ham med mordbranden. Og selv om vi får bid, og han sidder inde med hundrede liter benzin derhjemme, et kort over flygtningecentret og en dagbog, hvor han har skrevet alt ned, so what? Jeg tror, at det her er organiseret, brand og flyveblade. Hvis vi holder lav profil, opsporer hestehalen og sætter overvågning på ham, så kan vi måske pågribe nogle flere.
Ottosson så på Sammy, kiggede derefter på Lindell.
– O.k., sagde han, – kør dit sælgertrick. Det bliver måske nyskabende.
Det uformelle møde fortsatte med, at Bea fremlagde en sammenfatning af urolighederne i byen. Efter flyvebladsuddelingen, der blev fulgt op i Gränby og Löten, var byen eksploderet i en kæde af begivenheder, som alle havde en tilknytning til indvandrere.
Cirka tyve indvandrere var blevet udsat for vold, trusler om vold og/eller hærværk. Fem butikker havde fået deres vinduer smadret. En skole havde indstillet undervisningen om eftermiddagen og lavet en temadag, hvor politiet var inviteret. Valget var faldet på en af hundepatruljerne. Det var et ret usædvanligt træk, men elevernes reaktion havde været positiv.
Bea mente, at situationen var under kontrol, men frygtede, at den kommende weekend ville blive barsk.
Efter hendes fremlægning blev der stille. Sammy samlede sine papirer sammen. Lindell prøvede at forestille sig en bande, der lige nu, samtidigt med hendes kolleger og hende, sad og vendte og drejede situationen. De havde initiativet. Politiet måtte agere i slipstrømmen af den opblussende vold og ødelæggelse.
– Hvem har organiseret det her? sagde hun.
– Ja, det ville jeg også gerne vide, sagde Sammy. – Sikkerhedsafdelingen har en parallel sag, men at det er en gruppe, der står bag, er stensikkert.
– Det bliver ligesom i USA, sagde Ottosson.
Lindell havde hørt kommentaren før, men troede ikke på sammenligningen. Sverige var et anderledes land. Færre våben i omløb og et, trods alle nedskæringer, større beredskab og en større årvågenhed hos de sociale myndigheder og i skolen. I Atlanta eller Detroit ville der være skyderi og grovere vold, det var hun overbevist om.
Hun fortrød, at hun havde brugt ordet “racekrig”, for det var til en vis grad en tilsløring af, hvad det handlede om. Flere havde påpeget, at der ikke var tale om rene indvandrerbander, for mindst lige så tit var svenske unge de mest aktive i de blandede bander.
Lindell var overbevist om, at det drejede sig om situationen i skolen og i hjemmene, og at holdningen til stoffer tilsyneladende havde ændret sig. Hun var løbet ind i Olsson på narkoafdelingen, og han var oprørt over forslaget om gratis uddeling af sprøjter og den stadig mere liberale holdning til “mindre skadelige stoffer”.
– Snart får vi vel coffee-shops på Stora Torget, sagde han med en bitterhed, Lindell ikke havde hørt før.
– Giv ikke op, sagde hun, og Olsson havde leet.
– Jeg er hærdet, sagde narkoveteranen, – jeg har set det meste, men denne mafia er den mest hykleriske i meget lang tid.
– Ann! Hallo, sagde Ottosson.
– Hva’?
– Jeg spurgte, om du havde hørt noget fra teknisk afdeling?
– Ikke en disse. Jakken ligger stadig på politilaboratoriet. Ryde vil ikke ringe til dem og sludre, så bliver de bare mere knotne, og jeg tør ikke spørge Ryde, for så bliver han endnu mere knotten.
– Obduktionen?
– Ikke noget mistænkeligt, helt rask, men med et smadret kranium, hvis det er Sebastian, I taler om. Bangladesh’ erne kender jeg ikke noget til.
– Rapporten er ikke færdig, sagde Sammy.
Mødet blev hævet, og de gik hver til sit med blandede følelser. Lindell var skyldbevidst over, at hun ikke havde formået at fortælle rent ud om Lunds og Surahammar-Anderssons mangelfulde rapport.
Haver og Bea var vrede, fordi Sebastian var deres, og Lindells tvivl kastede en skygge over deres arbejde.
Sammy gik rundt og tænkte på de tre forkullede lig. Han havde ikke kunnet klare at være med ved obduktionen, og her bagefter fortrød han det. Han ville vide alt om disse mennesker og syntes, at det var for sølle, at han ikke havde kunnet få sig selv til at blive der til slutningen. På en måde følte han det, som om han havde svigtet dem, der havde måttet gennemgå så meget.
Ottosson gik ind til sig selv, overbevist om, at den spæde optimisme, de kunne mærke over manden med hestehalen, når som helst kunne afløses af et tilbageskridt. Han var blevet så pessimistisk det seneste år, syntes han selv. Før var det ham, der opmuntrede de andre, men nu længtes han mest ud til hytten i Jumkil. Hægen blomstrede i fuldt flor, havde hans kone rapporteret.