32

Tirsdag den 13. maj, kl. 15.20

Ann Lindell stod igen foran Uppsalakortet. Ligesom sidste gang ventede hun på Munke. Den gamle rotte havde ikke været lige så imødekommende, havde lydt afvisende og været rent ud sagt uvillig til at se hende. Han påstod, at han havde for meget at se til. Lindell vidste, at situationen i byen fik den øverste chefs blodtryk til at stige til farlige højder.

“Har vi mistet kontrollen?” tænkte hun og lod blikket løbe hen over gader og kvarterer. Hun følte sig som en general foran et afsnit af fronten, så, hvordan fjenden, efter den første kampkontakt, omgrupperede sig, bragte forstærkninger frem og rykkede deres egne befæstninger og linier nærmere.

Det var sommetider sådan, krimichefen Morenius udtrykte sig, i militære termer. Lindell havde aldrig brudt sig om det, men havde undskyldt ham med, at han havde en fortid inden for hæren. Nu tænkte hun i de samme baner. Der førtes krig mod en indre fjende, som hun ikke kunne sætte navn på. Hun nægtede, hvad en del af kollegerne åbenlyst gjorde, at udnævne ungdomsbanderne til fjender. Hun prøvede at forstå, men kortet var ikke til stor hjælp. Det fungerede udelukkende som et vindue.

Hun vendte sig om og kiggede på skrivebordet som for at få en synlig bekræftelse på omfanget af styrkeprøven. Bordet var ved at segne under bunker af papirer og mapper, de fleste markeret med rødt. Nede i arresten sad folk, som skulle afhøres eller burde have været afhørt. På gaderne gik der mange flere rundt, som burde sættes ind. Måske i første omgang af politiet, men nok også af andre myndigheder.

Ved den traditionelle kulturnat sidste år havde Ann taget Erik med i vognen og spadseret rundt i centrum. Hun mente, hun kunne få en god fornemmelse af byen med den mængde aktiviteter, som stod til rådighed. Hun havde fået et chok.

Lidt over otte havde hun mødt et par kolleger fra ordenspolitiet, som fortalte, at de var på vej til Slottsbacken.

– Gå derop, så kan du se, hvor kulturelle vi er, sagde den ene.

Hun greb barnevognen, gik op ad Drottninggatan og ind i parken. På græsplænerne sad og halvlå de unge, en del berusede, andre bare flabede. “Snotunger” tænkte hun og fortsatte. Jo længere ind i parken hun kom, desto tættere blev der drukket. Hun så et par teenagepiger, kun iført tynde kjoler, der kastede op om kap mod et træ. En tredje pige, fjorten vel, stod ved siden af og græd.

Lindell løb igen ind i sine kolleger.

– Vi bliver nødt til at tage hen til Stadsparken, sagde de, – der er der endnu værre.

Den aften blev to piger voldtaget i Slottsbacken. Den ene var tretten år.

Chokeret og bedrøvet gik hun hjemad. Erik var i godt humør og snakkede uafbrudt i barnevognen.

Hun blev afbrudt ved, at det bankede på døren. Munke trådte ind. Han så mere træt ud end ellers. Ann Lindell vidste, at hun måtte holde tand for tunge. Munke var irritabel, når han havde den ansigtskulør.

– Godt at du kunne komme, sagde hun og gik lige til sagen, for Munke var ikke den, der brugte tiden på Smalltalk. – Jeg har fået en del oplysninger, der bekymrer mig. Jeg tror, at du tænker det samme som jeg.

Munke sagde ingenting, men nikkede tungt. Det varede lidt, inden han fik sat sig til rette i gæstestolen. Han så ned på dens understel, som om han ikke troede, at stolen kunne bære ham.

– Lund og Andersson rapporterede ikke alt fra lørdag aften. Deres tur fra Eriksberg til Svartbäcken lignede mere en almindelig patruljering gennem byen end et hurtigt ryk. Du må have undret dig, som du stod dér i natten og prøvede at fange en mordbrænder.

Stadig ingen reaktion fra kollegaen.

– Jeg ved, at de kørte forbi Birger Jarl for anden gang, og det var lige før klokken et, fortsatte Lindell ufortrødent.

Hun så ikke direkte på Munke, men lod, som om hun ledte i papirbunkerne.

– De opførte sig ikke særlig pænt der, men det vigtigste er, at de formodentlig passerede Drottninggatan på vej til Svartbäcken, nogenlunde samtidig med at glasset begyndte at klirre, eller hvad mener du?

Munke så på hende. Det tog nogle sekunder, inden han svarede.

– Du har med andre ord tjekket det, sagde han omsider.

– Jeg kørte ned til Birger Jarl og talte med dørmændene, og bagefter kiggede jeg på kortet, sagde Lindell roligt, vel vidende, at det mindste ord, som blev sagt forkert, kunne få Munke op at køre. – Så vidt jeg kan se, må det være gået sådan til.

– Det er muligt, sagde Munke.

– Hvad skete der på Drottninggatan? Hvorfor rapporterede de ikke?

– Glasknusningen var måske ikke begyndt.

Lindell så op fra papirbunken og sendte Munke et blik som for at vise, hvad hun mente om det. Munke så på sine hænder, men sagde ikke noget. Spørgsmålet stod tilbage: Hvorfor ikke en lyd til vagtcentralen?

Der eksisterer øjeblikke i enhver efterforskning, som bagefter føles som altafgørende. Det her var sådan et. Lindell kunne føle det rent fysisk. Munkes skæbnesvangre tavshed, han, som ellers aldrig var svar skyldig, rørte som en kold hånd ved hendes indre. Hun undertrykte en gysen. Det murrede i maven og over lænden, og det var ikke den gammelkendte menstruationsmurren, men en fornemmelse, hun genkendte fra nogle få tidligere tilfælde. Sidst var det, da hun under MedForsk-sagen var trådt ind i en kvindes hus på landet. Døren stod åben, huset var forladt, og dér på den knirkende trappe op til første sal havde hun fornemmet, ja, været overbevist om, at svaret fandtes deroppe.

Munke hostede. Der var kun gået nogle få sekunder, men det føltes som evigheder af uvis venten. Ville han gå i sort? Hvis Munke bestemte sig for at lægge låg på, ville det være så godt som umuligt at få klarhed over, hvad der var sket. Han havde styrken, autoriteten til at støtte en falsk redegørelse. Lund og Andersson ville kunne gribes i den fejl, at de ikke havde rapporteret, at de havde været på Birger Jarl en gang til, hvilket var en mindre forseelse. De ville kunne blive kritiseret for den usædvanligt sløve tur gennem byen, men det var heller ikke noget, som ville belaste dem ret meget.

Hvis Trioen Lund-Andersson-Munke bestemte sig for en version, så var det den, der ville komme til at gælde. Punktum basta. Ikke engang med Ottossons støtte ville hun kunne vinde denne kamp.

– Ja, det er lidt mystisk, sagde Munke eftertænksomt.

Hun mente at kunne ane et nærmest umærkeligt smil hos ham. Selvfølgelig forstod han hendes uro og spændte forventning.

– De benægter alt, om man så må sige. Jeg vil gerne tro dem, det er to gamle rotter, som jeg har arbejdet sammen med i mange år, længe før du kom her til byen.

Han rejste sig pludselig og stillede sig med hænderne i siden, som om han lige skulle til at skælde Lindell ud.

– Jeg ved ikke længere, hvad der foregår, sagde han, og Lindell syntes, at han gentog, hvad hun selv og andre havde sagt i den sidste tid. – Det ligner ikke de to, fortsatte Munke, ikke sådan som jeg kender kollegerne. De har været pligtopfyldende, de tilhører den gamle garde, som kørte rundt og virkelig måtte lære håndværket fra grunden.

“Kom til sagen,” tænkte Lindell. “At være gammel i gårde er ikke nogen garanti.”

– Måske er de trætte, det er de fleste af os, fortsatte han efter at have sat sig igen, – men jeg tror faktisk, at de sjuskede.

Lindell følte en stor varme brede sig i kroppen.

– Hvordan?

– Det er tydeligt. Jeg talte som sagt med dem, og de påstår begge enstemmigt, at de kørte den direkte rute fra Eriksberg til Svartbäcken, men at de standsede ved Birger Jarl for at tjekke situationen.

– Og Drottninggatan?

– De kørte ikke den vej, siger de, og det er vel ikke utænkeligt. De hævder, at de kørte over Islandsbron ned mod Kungsgatan og derefter videre.

– To erfarne politimænd kører gennem centrum, sagde Lindell, – sådan er det bare, eller hvad?

– Det er ikke sikkert, sagde Munke, mod bedre vidende.

– Vi har et vidne, der så en politibil på Drottninggatan ved ettiden, sagde Lindell. – Til at begynde med vurderede vi, at hun tog fejl, men jeg talte selv med pigen. Hun ringede først i morges. Det, hun fandt underligt, var, at politimændene ikke gjorde noget, men bare fortsatte. De standsede op midt på gaden et øjeblik, men så forsvandt de hurtigt.

Munke stirrede på hende.

– Troværdig?

Lindell nikkede og følte en slags taknemlighed mod kollegaen. Han troede hende på hendes ord og vurdering. Han, den mægtige Munke, som alle aspiranter og mange kolleger frygtede, tog hendes ord og nik alvorligt.

– O.k., sagde han, – det kan ikke have været andre. Så lyver de. Hvor længe har du vidst det her?

– Siden i formiddags. Det er kun mig, tilføjede Lindell, da hun så Munkes ansigtsudtryk. – Det, jeg spekulerer på, er, at der var så mennesketomt.

– Det er ikke så underligt, sagde Munke. – Se situationen for dig, en horde drager af sted, råber og skriger, skræmmer folk, truer og leger røvere, det er nok til at tømme en gade. Bagefter begynder de at gå løs på udstillingsvinduerne. Så forsvinder de sidste. Hende pigen, hvor kom hun fra?

– Hun havde været på besøg hos en ven og kom ud på gaden, lige da politibilen kom kørende.

– Hvor standsede den?

– Lige over for Ecocafeen, sagde Lindell.

Munke bøjede hovedet og tog sig til panden. Da han senere kiggede op, så Lindell et nyt træk hos ham, et forsvarsløst, nøgent udtryk, som om han var blevet såret af en meget nær ven.

– Måske ti meter fra boghandelen, hvor vi fandt Sebastian, sagde hun.

– Jeg ved det, sagde Munke stille.

Han rejste sig igen. Den enorme skikkelse fyldte hele lokalet. Der var vokset to svedskjolder ud under armene.

– Ved Ottosson det her?

– Der er ingen, der ved noget, sagde Lindell, – kun du og jeg.

– Du er sgu en satans god strisser, sagde Munke.

Lindell forstod, at det var et godt skudsmål. Hun oplevede det, som om hun skulle kompensere for Lunds og Anderssons mangler. Slutresultatet i korpset skulle altid blive det samme. Det skulle kunne fungere, der var ikke andet alternativ for den for tidligt ældede politimand.

– Hvad skal vi gøre?

– Jeg tager en snak med Lund og Andersson. Vil du være med?

Det ville hun hellere end gerne, men rystede på hovedet. Munke smilede skævt.

– Som sagt, du er en satans god strisser sagde han.

– Det er du også, Holger, og det har jeg altid syntes.

Han smilede, men uden nogen større entusiasme. Han rakte, ligesom sidst, sin bjørnenæve frem.