Tirsdag den 13. maj, kl. 20.45
– Hvad laver du?
– Leder efter noget, sagde Sammy inde fra klædeskabet.
– Hvis det er filmene, så har jeg lagt dem ud i garagen, sagde Angelika leende.
Filmene havde længe været en kilde til vittigheder. To banankasser med gamle super otte–film fra 60’erne og 70’erne, som Sammy Nilsson med jævne mellemrum fandt frem for at se dem igennem med det formål at finde ud af, hvad for nogle han ville spille over på videobånd. Problemet var, at han aldrig havde den tid, der skulle til, så kasserne blev flyttet frem og tilbage. Nu var de igen havnet i garagen.
– Her er den, sagde han og hev noget tøj op af en kasse.
– Skal du til pyjamasparty?
– Nej, den skal væk.
– Hvordan væk?
– Smides ud, sagde Sammy, og Angelika kunne se på ham, at han mente det alvorligt. –Ved du, hvordan sådan noget nattøj bliver fremstillet?
Sammy havde fortalt om Nasrin og hendes søster, om tekstilfabrikkerne i Bangladesh og de usle forhold, kvinderne levede under.
– Jeg har mine anelser, sagde hun, – men det er da synd at smide den væk. Den kasse var tiltænkt Mariannes unger.
– Det ved jeg godt, sagde han, – men ikke den her. Det er så forløjet.
Angelika betragtede Pochahontas–figuren og smilede. Hun huskede den jul, da de købte den, men for hende betød det alligevel ikke noget særligt.
– Ved du, hvor længe en kvinde på fabrikkerne, der syr Disney tøj, må arbejde for at skrabe en Disney-direktørs timeløn sammen?
Angelika rystede på hovedet.
– To hundrede og ti år. Hvad giver du, to hundrede og ti års slid svarer til en timeløn.
– Har du ikke læst forkert? Det er da umuligt.
– Det er rigtigt nok, sagde Sammy og krammede pyjamassen sammen til en bold. – Det står der også på nettet.
– Var det det, du sad med den halve nat?
– Jeg lærte mere i går aftes, end jeg har gjort foran dummeren i flere år. At de ikke kan vise den slags på skærmen i stedet for alt det lort.
Han gik ud i køkkenet, åbnede køkkenlågen og sendte med et velrettet kast bolden ned i affaldsposen, stirrede nogle øjeblikke på Pocahontas’ infantile, men alligevel let forførende smil, inden han forsigtigt lukkede lågen.
– Jeg mailede også til Michael Eisner, direktør på Disney, sagde han.
– Og hvad skrev du?
– Der var sådan et færdigskrevet protestbrev på nettet.
– Skal du også demonstrere?
Sammy svarede ikke.
– Ud med sproget, sagde hun.
Han sendte hende et hurtigt øjekast, inden han satte sig ved bordet.
– Tager du lige en øl til mig?
– Det kan feminist Nilsson selv gøre. Jeg kan smøre et par madder.
Sammy rejste sig smågrinende, og inden han snuppede et par øl, hentede han en stak computerudskrifter fra skrivebordet.
– Her, sagde han, mens Angelika skar brød, – er der vidnesbyrd, som tager ting og sager op, vi sjældent taler om. Kan du forstå, hvordan de mennesker har det?
Han bladrede frem til et stykke papir. Hen over hans skulder så Angelika et fotografi af en ung kvinde. Sammy læste teksten om igen, som han garanteret havde gjort aftenen før. Hans læber bevægede sig i takt med, at han gennempløjede linje efter linje. Så vidste Angelika, at han var koncentreret. Sådan plejede han at se ud, når han studerede det efterforskningsmateriale, han havde taget med hjem til gennemlæsning.
– “I have never had the chance to see a movie, to ride a bicycle or to go on a vacation,” læste han højt. – Det tror fanden. Hun arbejder jo syv dage om ugen, fra otte morgen til ti aften.
Angelika satte et fad med smørrebrød frem. Sammy snuppede straks et stykke. Hun slog sig ned ved bordet. Der faldt brødkrummer ned over billedet af Lisa Rahman.
– Ved du, hvad hun tjener?
Angelika rystede på hovedet.
– 14 cent i timen. Hvad er det? Cirka en krone vel. De bliver slået på arbejdet. Har aldrig fri. Hun kan spise kylling hver anden måned. Hun står op klokken fem hver morgen. Deler en vandpumpe og fire kogeplader med hundrede andre.
Han læste brudstykker af teksten op, trommede med pegefingeren på papiret og kiggede op på Angelika for at se, om han havde hendes opmærksomhed.
– De syr vores tøj, afsluttede han, og Angelika så trækningerne i hans ansigt. Det var det, hun elskede ved sin mand. Sammy Nilsson, den barske, mange gange sarkastiske og sommetider sexistiske politiinspektør, der blev rørt til tårer af et ukendt menneskes skæbne.
Han trak ud i sin T-shirt og gentog ordene.
– De syr vores tøj, og de er teenagere.
Han børstede brødkrummerne væk og glattede papiret med hånden. Angelika syntes, det så ud, som om han klappede Lisa Rahmans alvorlige ansigt.
– Det var sådan en pige, der døde i branden, sagde han. – Hendes søster omkom ved en fabriksbrand for nogle år siden. For fanden, hvor jeg skal komme efter de der nazister.
Angelika nikkede. Hun ville sige noget, men vidste ikke rigtigt hvad.
– Hvor holder jeg meget af dig, sagde hun til sidst.
Han så op fra papirerne, det koncentrerede udtryk blev opløst i forbavselse og muligvis også usikkerhed over, hvad hun sagde. Springet fra Bangladesh med “svedfabrikkerne” til deres eget køkkenbord, dækket med øl og aftensmad, blev et øjeblik for stort.
Deres blikke mødtes. Hun lagde sin hånd over hans. Med den anden hånd fjernede hun en lille krumme, der sad fast i hans mundvig.
– Jeg kan ikke klare det, sagde han. – Ser du, bevidstheden om, at ...Vi går gennem livet så fandens uvidende. Det var jo bare en tilfældighed, at hende Falkenhjelm gav mig en stak papirer at læse.
– Det var nok ikke nogen tilfældighed, sagde Angelika.
– Jeg er sgu blevet så forvirret den seneste tid. Der sker så meget. Jeg har tænkt på det, når jeg møder nogen på gaden, så ved jeg ingenting om den person. Jeg ser ind i et par fremmede øjne. Det menneske bærer måske på noget, som kommer mig ved, forstår du mig? Det er svært at forklare. Som nu det her med pyjamassen. Hende pigen, sagde han og bankede på fotografiet af den unge tekstilarbejderske, – har jo faktisk noget med vores datters gamle pyjamas at gøre.
– Jeg kan huske, da vi købte den, sagde Angelika. – Du syntes, den var sød.
– Vel gjorde jeg ej.
– Har du talt med Falkenhjelm om det her?
Han rystede på hovedet.
– Ser du, det ligger også sådan, at jeg er en politimand, der arbejder med efterforskning. Fortalte jeg om det her på arbejdet, så ville de blive urolige.
– Hvorfor det?
– Jamen, det kan du da nok forstå, man må ikke engagere sig for meget. Det her er for meget.
– Det er for meget for de fleste, sagde Angelika. – Hvor mange printer tonsvis af papirer om Bangladesh ud fra nettet? Jeg aner overhovedet ikke, hvor det ligger henne?
– På kloden, sagde Sammy. – På den samme elendige klode, som vi fiser rundt på.
– Skal vi gå i seng og læse?
– Jeg ville ønske, jeg kunne invitere hende pigen i biografen og købe en hel flok kyllinger til hende, sagde Sammy.
– Du mailede til Disney-direktøren.
– Det skider han da på.
– Men ikke Lise Rahman, sagde Angelika.