Onsdag den 14. maj, kl. 11.15
Holger Munkes anden samtale med Lund og Andersson udspillede sig i det lille bibliotek over kantinen. Munke lod sig ikke forstyrre af støjen fra underetagen, men det gjorde Andersson til gengæld. Den mindede ham om hans kolleger, at han havde tilsidesat sine pligter og sin loyalitet, og det alt sammen for Lunds skyld, hvis rolige og afslappede ansigtsudtryk irriterede ham mere end Munkes spørgsmål.
– Tag det lige en gang til, sagde Munke.
– Vi kørte fra Eriksberg, og ...
– Ja, det har du sagt, afbrød Munke, og for første gang hævede han stemmen. Andersson tænkte, at den kunne høres helt ned til kantinen. Flere af kollegerne vidste, at trioen sad heroppe, og nogle af dem var garanteret skadefro. De havde set den øverste chefs mine og vidste, at det ikke var en hyggelig skovtur, de tre var ude på.
– Du må forklare mig, hvorfor I ikke straks kørte ned til Svart-bäcken og mordbrandene, fortsatte Munke.
– Der var jo en kritisk situation på Birger Jarl, sagde Lund. – Der havde været ballade, og vi ville tjekke, simpelthen følge op på situationen. Det skal man vel ikke kritiseres for? Vi gør vores job, og det ved du godt, Holger.
– I fik ordre til at køre direkte derhen.
– Jo jo, blandede Andersson sig i samtalen, – men det tog ikke ret meget længere tid.
– Hvis man ikke passerer Drottninggatan, sagde Munke.
Lund og Andersson sendte hinanden et hurtigt blik.
– Der standsede vi ikke, sagde Lund.
Andersson skubbede stolen ud fra bordet, som om han ville gå.
– Nej, og det er endnu mere mærkeligt, sagde Munke.
– Vi var ikke helt enige, sagde Lund med en ro, som fik hans patruljerende kollega til mod sin vilje at beundre ham. – Vi så jo, hvordan det så ud. Den ene af os ville standse, og den anden ville fortsætte.
– Og hvad ville du?
– Det spiller ingen rolle. Vi kørte videre til Svartbäcken. Sådan lød ordren jo.
– Det meddelte I ikke centralen, konstaterede Munke, og Andersson begyndte at ane konturerne af den damptromle, der ville trille hen over Lund og ham.
– Nej, lige da vi ville gøre det, så kom du ind over radioen og skældte os huden fuld. – Kan du huske det?
– Selvfølgelig. Jeg var rasende, og det er jeg stadig, sagde Munke.
– Vi valgte den feje udvej, det er jeg enig i. Du må vel skrive en rapport.
– Det kan du kraftedeme tro! Hvor mange år har du tilbage, før du skal på pension? sagde Munke og vendte sig mod den helt passive Andersson.
– Der er nogle, sagde han stille.
– Hvorfor standsede I?
– Det gjorde vi da ikke, sagde Lund, og for første gang i løbet af samtalen lød hans stemme ikke helt så sikker.
– Vi har et vidne, så sid dog for fanden ikke her og lyv mig lige op i ansigtet.
– Vi var som sagt ikke enige, sagde Andersson, – og Ingvar steg ud for at tjekke, men så bestemte vi os for at køre videre.
– Det lyder, som om I var ude på en ferietur med frit valg. I har et arbejde. Så I noget? Gjorde I nogen iagttagelser? Gaden var jo raseret! Ikke? I er da for fanden politifolk.
Munkes ansigtskulør mindede mere og mere om de bogrygge, der stod på reolen bag ham.
– Vi så ikke noget, der var vigtigt, sagde Lund.
– Ikke noget, der var vigtigt, udbrød Munke. – Jeg vil have en skriftlig rapport, og det skal I vide jeg vil ikke lægge fingrene imellem. I er fandeme en skamplet på korpset. I er suspenderet imens.
– Det kan du vel ikke bestemme, protesterede Lund.
– Farvel, sagde Munke, og foragten for de to kolleger, som han havde kendt i femogtredive år, lyste som utilsløret had.
Stilheden i kantinen var øredøvende. Ikke engang Flink fra amtstrafikken, som altid kæftede op, sagde et ord, da Lund og Andersson kom ned. Johnsson fra patruljetjenesten grinede. Lund mumlede et eller andet. Johnsson grinede endnu bredere.
– Hør lige her, din skide laplænder, sagde Lund ubehersket, – du ved vel, at din kælling boller perkere, når du er på arbejde.
Johnsson stivnede, og alle kunne se på ham, at han godt vidste det.
– Tag en tur til Flustret en aften, så kan du selv se, dryssede Lund yderligere salt i såret, – men du kan vel ikke få den op at stå mere, så ...
Johnsson kastede sig over Lund, men to af kollegerne var hurtigere og holdt ham i et jerngreb.
Ann Lindell, der stod i kaffekøen sammen med Berglund og Haver, iagttog måbende postyret. Det var sjældent, der opstod klammeri offentligt. Selvfølgelig kastede kolleger mudder på hinanden som på alle arbejdspladser, og mellem de forskellige afdelinger var der modsætninger, som sommetider medførte konflikter. Det her var noget andet. To kolleger, der gik i kødet på hinanden i kantinen.
Alle kendte baggrunden. Alle kendte til Munkes tilstedeværelse på bibliotekets altan. Han kunne ikke ses, men måske var han stadig deroppe, og hans stemme havde været højlydt. Lunds og Anderssons ansigtsudtryk gav syn for sagn: De havde smagt fars hammer, og flere var mærkbart tilfredse med, hvad de havde hørt, og hvad de havde fået at se.
Alles blikke vendtes mod biblioteket, men de fleste havde på fornemmelsen, at Munke var smuttet ud den anden vej. Hvad ingen forstod, var, hvorfor Lund og Andersson valgte at udstille sig selv så direkte. Måske var det et forsøg på at vinde sympati? De var veteraner, der havde fået skældud af en overordnet. Men de tog så grueligt fejl. De havde i den grad kvajet sig og på en sådan måde, at det ville gå ud over hele korpset. Det var aldrig populært. De ville alle få på puklen for Lunds og Anderssons fejltagelse.
Lindell gik hen til Lund.
– Du sagde en masse pis på Birger Jarl, sagde hun, – og endnu alvorligere: Du og Andersson opmuntrer til ulovligheder.
– Skrub ad helvede til, vrængede Lund og gik med hurtige skridt hen mod døren til vagtcentralen.
– Der falder brænde ned, sagde Lindell smilende.
Haver og hun fulgte efter Lund, som gik endnu hurtigere.
– Møgkælling, vrængede han.
– Nej, nu stopper du sgu, sagde Haver, – nu må du styre dig!
– I var så fandens feje, at I ikke ville gribe ind på Drottninggatan, sagde Lindell. – Det kan have kostet Sebastian Holmberg livet.
– Du har ingen anelse om, hvad der foregår i byen, sagde Lund med hånden på dørhåndtaget. – Det er let for dig at råbe op.
– Var der for mange, der råbte “møgstrissere”? Fik du ikke staven op?
– Ottossons krimiluder, sagde Lund, – skulle vi gå efter kvalifikationer, så skulle du pudse biler i garagen.
Igen smilede Lindell. Hun kunne se desperationen i hans øjne, da han smuttede ud ad døren. Haver så på Lindell.
– Hvorfor? var det eneste, Haver sagde.
– Jeg ville provokere ham, sagde Lindell og så efter Lund.
Hun var mere rystet, end hun ville være ved. Det var første gang, hun for alvor havde haft et sammenstød med en kollega. Selvfølgelig kendte hun vægten af Lunds mange år i politiet. Han delte sine frustrationer med mange, ligeledes påstanden om, at det kun var kollegerne i uniform, der vidste, hvordan det virkelig stod til på byens gader og torve.
– Det var ret unødvendigt, sagde Haver.
– Vi må finde ud af, hvad der skete, ikke? sagde Lindell. – Der var en patrulje på stedet. De så eller hørte noget, som fik dem til at køre igen. Her ligger kernen til mordet på Sebastian Holmberg. Du har en tilståelse og er tilfreds med det, men jeg tror, at billedet er mere kompliceret end som så.
– Hvad tror du, der skete?
– Det ved jeg ikke, sagde Lindell og så pludselig ukoncentreret ud. Hendes blik flakkede hen over kantinen, hun sendte Haver et hurtigt smil og tog nogle skridt hen mod døren, vendte sig så om og så igen på sin kollega.
– Jeg tror, at Lund og Andersson blev truet og ikke kunne klare presset. Hvorfor skulle de ellers stikke af fra et gerningssted, en raseret gade? Kunne Marcus have været mand for den trussel? Næppe.
Hun listede ud, inden Haver havde nået at svare. Han så efter hende. Da han vendte sig om, opdagede han, at hele kantinens opmærksomhed var rettet mod ham. Det var ikke uvenlige blikke, bare ren og skær nysgerrighed. Selvfølgelig havde de set Lunds ubeherskede udbrud, og hvordan Lindells sammenbidte ansigtsudtryk var blevet afløst af et stort smil.
Det føltes ikke rart, det var lidt uretfærdigt nu, hvor han havde en tilståelse. Ottosson havde rost Beas og hans indsats. Alle vidste, at mens han havde siddet i forhør med Marcus, havde Lindell siddet og kukkeluret på sit kontor eller havde kartet rundt i byen.
Nu ville Lindell gå til afdelingschefen og lancere nye teorier, og som sædvanlig ville Ottoson høre på hende.