Onsdag den 14. maj, kl. 18.10
Ulf Jakobsson troede ikke på andre end sig selv. Alligevel bad han til Gud. Han så ikke nogen modsætning i dette og heller ikke i sit ønske om at blive bønhørt. Attentatet mod kirken ville blive en succes.
Han mumlede stille for sig selv. Bussen standsede ved Luthagsleden, og han slog øjnene op. Han kunne godt lide lindetræerne. Selv fjeldribshækkens nøgne smågrene langs med kørebanen var smukke, mest fordi de blev grønne så tidligt og varslede om, at en ny årstid stod for døren.
Havde det ikke været for spændingen i aften, så kunne Wolf have været glad. Han elskede foråret, og nu lod det endelig til, at det kom rigtigt i gang.
I ni år havde han været sæsonansat ved kirkegårdsforvaltningen. Det gav livet en behagelig rytme. At komme i gang i april med istandgørelsen efter vinteren gav ham en stor tilfredsstillelse. Der var dem, der så ned på hans arbejde, at gå underbetalt rundt på en kirkegård og nusse med blomster måtte da være dødkedeligt, men de anede ikke, hvad de talte om. De døde var taknemlige for, at nogen bekymrede sig om dem, og de pårørende var glade for, at der var pyntet og fint på gravene.
Det var fredfyldt og frit. Han kunne være ude. Det bedste var udplantningen af sommerblomsterne. Efterhånden var han eneansvarlig for en del af den gamle kirkegård. Hans yndlingsblomster var ranunkel og gipsurt.
Han smilede for sig selv, når han tænkte på den ros, han havde fået for sine bede og sin tilplantning af de grave, som forvaltningen stod for. Hvis nu bare smerten i ryggen ville forsvinde, så ville han komme tilbage igen i tilpas tid til sommerblomsterne.
Bussen svingede ind på Ringgatan, og han huskede, hvordan han forleden nat punkterede lige efter jernbaneoverskæringen. Han oplevede det som en hævnaktion, at glasskårene lå uden for perkerens kiosk.
En ældre kvinde råbte et eller andet. Hun havde glemt at trykke på stopknappen.
– Stands, skreg Wolf, og buschaufføren bremsede hårdt op.
– Damen skal af, sagde Wolf.
– Tak for venligheden, sagde hun og stavrede ud.
– Det var så lidt, sagde han.
I rundkørslen ved Börjegatan var der meget trafik, og bussen måtte vente. Wolf stod ved døren. Han kastede et blik ud ad vinduet og fik straks øje på den civilklædte politibetjent, der kom ud fra nærbutikken, så sig om, gik ned ad trappen og satte sig ind i en mørklakeret Saab. Bilen blev holdende ved fortovskanten. Hvorfor kørte den ikke? Bussen fik plads og svingede.
– Jeg tager næste stoppested, råbte Wolf.
Det var ren refleks fra hans side. Måske var det tilfældigt, at politiets patruljevogn holdt der, men han ønskede ikke at blive set. Det kunne også forholde sig sådan, at de holdt udkig efter ham. Der var ikke noget mere idiotisk end at undervurdere politiet. Det havde hans engelske venner lært ham. Folk i al almindelighed var alt for godtroende. De anså en politibetjent for en godmodig person, der stod på gadehjørnet og hjalp folk til rette, men Wolf vidste bedre.
Han vidste, at han var blevet iagttaget efter branden i Svartbäcken. Avisbuddet, som han havde mødt, havde set spørgende på ham. Den ophidsede følelse fra brandstedet blandet med stresset over punkteringen fik ham ud af balance, og det kunne muligvis ses på ham?
Det var helt tilfældigt, at han genkendte politimanden. I vinter havde han været med til et udendørs møde. Mødedeltagerne havde protesteret mod USA’s planer om en invasion af Irak, og Wolf havde hørt efter af nysgerrighed, mest for at studere ansigterne hos de protesterende.
Efter mødet var en mand gået hen til et par uniformerede politibetjente. Wolf havde med det samme forstået, at de var kolleger. Det kunne ses på deres måde at snakke på. Han havde stillet sig helt tæt på og havde opfattet en del af konversationen. Den civile politimand havde talt skånsk og havde sagt noget om, at det trods alt var foregået fredeligt.
Han så sig om. Bilen holdt der stadig. Han stod af bussen ved næste stoppested, gik i rask tempo ind på Stabby Allé, krydsede nogle gårde, sprang over stakitter og hække og kom ud bag konditori Savoy. Saaben holdt det samme sted. Ved siden af skåningen kunne han skelne endnu en mand. Wolf blev overbevist om, at de var på udkig efter ham.
På en måde blev han rolig. Den kendsgerning, at de stod dér, viste, at de ikke kendte hans identitet, og ikke vidste, hvor han boede. De havde vel bare avisbuddets vidnesbyrd og havde placeret sig uden for nærbutikken i håbet om, at han skulle komme forbi. Det slog ham, at de måske havde flere biler ude for at spejde, og han trak sig hurtigt ind i gården igen.
Ville aftenens plan kunne fuldføres? Der var intet, der talte imod det. Han tog mobiltelefonen op og ringede til Rickard for at ændre mødested. Det ville være idiotisk, hvis han samlede ham op uden for sin bopæl.
Han sagde ikke noget om, at han blev overvåget. Det ville bare gøre Rickard nervøs.
– Tag også en saks med, afsluttede han samtalen.
– En saks? Hvorfor det?
– Du hørte, hvad jeg sagde, en saks. Jeg vil være en anden, afsluttede han og lo højt.