Onsdag den 14. maj, kl. 21.10
Gisela Wendel tog sig ikke af afspærringen, men kravlede ind under flagspillet. Hun var gået rundt om bakken og gik op på bagsiden, skjult for kordeltagerne og publikum. Hun ville så gerne have et fotografi og finde det bedste sted til virkelig at få alle med og bevare det fantastiske indtryk af ni forskellige kor, fra Sverige, de baltiske lande og Afrika.
Over to hundrede og halvtreds sangere og omkring tusind personer blandt publikum udgjorde et storslået syn fra den østlige bakke. Der var en, der fik øje på hende og pegede. Hun løftede kameraet og tog et fotografi. Og endnu et.
Gisela blev rørt over synet, allermest da korene fra Ghana stemte i en kraftfuld sang om fred og frihed. Deres farvestrålende tøj lyste i den nedgående sol. Kvindernes stemmer tonede ud over det historiske landskab. Her var der ifølge sagnet udført menneskeofring. Nu lovsang man grænseløs kærlighed og omsorg.
Hun ville blive på bakken, men tog for et syns skyld nogle skridt tilbage og satte sig ned, delvist skjult, men alligevel med frit udsyn over sceneriet.
Korene fra Ghana faldt ligesom tilbage og ind i et mandskor fra Estland, og de unge mænd trådte frem, stemte i med en sang, og de afrikanske kvinder akkompagnerede dem med deres hænder. Nu og da steg der et højt hyl op fra kvinderne.
Publikum gyngede i takt. Gisela Wendel græd af bevægelse.
Tre hundrede meter derfra kørte Rickard Molin ind mellem Disagårdens bygninger. Han svedte voldsomt. Bosse Karlsson sprang ud.
– Det er fint her, sagde han, men Molin var ikke tilfreds.
– V-vi kan ses fra vejen.
Han stolede ikke på kammeratens vurdering.
– Nej for fanden, kom nu ind igen.
– Vi holder her, afgjorde Wolf.
Molin slukkede for motoren. Lyden fra koncerten kunne høres helt herud.
– For helvede, hvor de skråler op, sagde Bosse Larsson. – Så I, at der også var en masse niggere?
– Hold k-kæft, din forbandede f-fyldebøtte, sagde Molin. – Hjælp til i stedet for.
De tog en dunk hver med i alt femogfyrre liter benzin og banede sig vej gennem det høje græs op på bakken bag kirken.
– Fandens, det har regnet, sagde Larsson.
– Det er dug, sagde Wolf og smilede for sig selv.
Han havde arbejdet en halv sæson på kirkegården i Gamla Uppsala, men kunne ikke trives der. Det var for småt. Der kunne han ikke forsvinde. Arbejdsholdet var for lille, alle kendte alle for godt. Wolf ville gå for sig selv. Han lo højt. Nu skulle de få arbejde. Han kunne se udrykningskøretøjerne køre græsplæner i smadder og nysgerrige snuble over hække og trampe beplantninger ned.
De ventede bag nogle træer. Bosse Larssons tænder klaprede. Rickard Molin så sammenbidt ud. Wolf tænkte på tilbagetoget.
Han ville ikke bag tremmer. Han ville leve længe i frihed. Det her var bare begyndelsen. Aldrig før havde han følt sådan en optimisme. Han vidste, at han aldrig ville få nogen magtposition, allerhøjest svinge pisken over sådan nogle som Molin og Larsson, men han ville være en fremragende frontkæmper. Når historien blev skrevet, skulle man mindes Ulf “Wolf” Jakobsson.
Det sidste i den lange række af kor afsluttede sit program. Wolf kommanderede sine kammerater frem. Foroverbøjede, i gåsegang, løb de hen mod kirken. Wolf ville råbe som en fra stormtropperne.
– Det brænder, skreg Gisela Wendel. Hendes råb overdøvede så meget af støjen neden for hende til, at stilheden gradvist kunne brede sig i folkemængden. Folk begyndte at tysse på hinanden, selv de som ikke havde hørt Giselas skrig.
Flere og flere så sig uroligt omkring. Der var nogen, der begyndte at løbe. Flere fulgte efter. Gisela skreg og pegede. Hoveder straktes, mennesker løb væk. Korene splittedes og gik i opløsning. Mange faldt på den bløde jord. En kvinde skreg højt. Der var nogen, der havde trådt på hendes skulder.
Gisela så, hvordan mennesker blev puffet frem og tilbage, som om en usynlig hånd rørte i en kæmpestor gryde. Dem i udkanten løb væk. En barnevogn væltede.