Onsdag den 14. maj, kl. 21.35
Jöns Lund trådte ud af skyggerne. Vinden ruskede i de aldrende frugttræers mosdækkede grene. Han lænede sig mod et æbletræ. De slag, han havde fået af stenen, havde gjort ham mere omtåget, end han først havde været klar over. Blødningen var ophørt, men det værkede i det opsvulmede ansigt. Han forstod, at han så herrens ud.
Han havde strejfet rundt som en vanvittig i flere timer. Knægten havde overlistet ham. Han bandede over sig selv og sin egen dumhed. Han skulle have snittet ham i strimler med det samme.
Pludselig så han Sebastians ansigt for sig. Det var ham, men alligevel ikke ham. Den blodige næse, de vilde øjne og munden, der råbte fornærmelser, gjorde ham til en anden.
– Mor elsker ikke dig, havde han skrålet. – Er du med, dit forbandede kryb?! Du kæfter op om et hus på landet, en familie. Glem det! Jeg hører ikke med til din forbandede familie! Heller ikke min mor. Ved du, hvad hun siger? At din er for lille.
Sebastian havde grinet ubehersket, havde snøvlet med blodet dryppende fra den forslåede næse, havde hidset ham op og presset spyd ind i hans bryst.
Hvorfor sagde han det? Lisbet elskede ham. Det havde hun sagt.
Han virrede med hovedet som for at ryste erindringsbillederne fra boghandelen af sig.
Sebastian havde vendt Lisbet mod ham. Han havde garanteret lukket lort ud hele tiden. Det var han klar over. Nu var Sebastian død. Nu havde Lisbet ikke andre. At hun havde gjort det forbi, betød ikke noget. Hun ville komme tilbage, det vidste han.
Han famlede sig frem på gården. Lygten over døren til laden udsendte et mat skær over gårdspladsen. Han tøvede, løb forsigtigt hen til et enormt asketræ, der stod lige midt for stuehuset, kiggede frem og prøvede at skelne noget. Der var lys i vinduerne, men gardiner og blomster umuliggjorde alt indsyn.
Han krøb krumbøjet nærmere. “Måske har de hund,” tænkte han. Han var dødsensbange for hunde. Vel fremme ved køkkenvinduet kiggede han forsigtigt ind. En ældre mand stod midt i køkkenet. Han så oprørt ud. En kvinde stillede sig ved siden af ham. Jöns Lund så, at de snakkede, ikke med hinanden, men med en tredje person. Det ældre ægtepar vendte hele deres opmærksomhed mod en del af køkkenet, han ikke kunne se. Var det drengen? Havde han søgt beskyttelse her? Han var jo løbet herhen, så han kendte rimeligvis stedet. Hvorfor skulle han ellers være stået af midt ude på landet?
Lund krøb videre til det næste vindue. Der duftede af timian, og det gik op for ham, at han krøb i en krydderurtehave.
Han kiggede forsigtigt ind ad vinduet. Dér lå drengen, delvis skjult af et bord. Han havde et tæppe over sig.
– Hvad lavede du her?
Ali stirrede på Arnold Olsson. Det gemytlige udtryk i hans ansigt, som Ali havde syntes så godt om ved det sidste besøg, var blevet afløst af en tilbageholdt vrede. Ali troede, at manden ville eksplodere når som helst.
– Svar! Jeg ved, at du forstår.
– Jeg blev forfulgt, sagde Ali.
– Hva’?!
– Han blev forfulgt, sagde Beata og lagde armen på mandens skulder.
– Så kom fuglene. Jeg løb og løb, hulkede Ali.
– Har I hugget æg?
Ali så uforstående ud.
– Æg? Du ved vel, hvad æg er?
Ali nikkede.
– Bilen. Hvis er bilen?
– Gulvmandens, sagde Ali.
Landmandsparret kiggede på hinanden.
– Natravnen, sagde Beata.
– Hold op, hvæsede Arnold. – Hvad mener du?
– Det var gulvmanden, der jagtede mig. Han er morder.
De stirrede på ham med uforstilt bestyrtelse.
– Nu ringer jeg til Greger, sagde Beata.
I samme nu blev døren til forstuen revet op. Jöns Lund indså, hvor frygteligt hans ansigt måtte se ud, da han så landmandsparrets skrækslagne miner. Det var ikke bare chokket over hans uventede entré, men mere synet af det sårfyldte og opsvulmede ansigt med det størknede blod som en mørkebrun kage over kinden.
Ali skreg. Beata skreg. Arnold følte, hvordan noget knugede sig sammen i brystet. “Nu får jeg en blodprop,” tænkte han, greb fat i bordkanten og gik i knæ.
– Hold kæft, skreg Jöns Lund, gik hen til Beata, tog fat i hendes hår og rev til. Kvinden styrtede om på gulvet. Hun hørte smældet fra benet, da det brækkede, og mærkede en enorm smerte i hoften. Arnold vaklede derhen, prøvede at stoppe Lund, men det lykkedes ham ikke. I stedet fik han et kraftigt slag over nakken og faldt på maven hen over bordet. En vase blev skubbet omkuld.
Det varede et par sekunder. Beata, på grænsen til bevidstløshed, så som i en tåge, hvordan drengen sprang op fra sofaen. Det brune tæppe fløj som et sejl gennem stuen. Manden med det forslåede ansigt kastede sig over drengen. Det hele blev et vældigt postyr, stole blev slået omkuld, reolen med samlingen af juleplatter gik løs fra væggen og ramlede på gulvet med et voldsomt brag. Beata så sin mand gøre forsøg på at rejse sig, men han sank sammen og segnede ned ved siden af bordet. Hun prøvede at række hånden ud, men armen lystrede hende ikke, og hun mistede bevidstheden.
Jöns Lund havde fået fat i Alis ene arm, trak ham hen mod sig og tog et jerngreb rundt om den vildt fægtende dreng.
– Nu sidder du fast, din satan, stønnede Lund. Han pressede drengen ned mod gulvet, dunkede hans hoved mod de brede gulvbrædder, stillede sig op og satte foden på hans nakke og trykkede til. En gurglende lyd steg op fra Alis strube.
Han bøjede sig frem og rev en køkkenskuffe ud, ragede mellem knive, bestik og grydeskeer, trak flere skuffer ud og fandt omsider, hvad han søgte, en rulle tape.
Han bandt Alis håndled sammen bag ryggen. Drengen gav sig og prøvede at vende sig, men Jöns Lund pressede til med knæet mellem skulderbladene.
– Nu har du lavet dit sidste kast, sagde han.
Såret på kinden var sprunget op, og han følte forsigtigt på sårkanterne. Fra køkkenbordets kant løb blomstervandet ned og blev blandet med morderens blod på gulvet.
Han snørede Arnolds hænder sammen. Den gamle virkede helt væk, og Lund troede et øjeblik, at han var død, men Arnold Olsson stønnede højt og lukkede øjnene op.
– Lig stille, sagde Lund.
– Beata, mumlede Arnold, inden han igen mistede bevidstheden.
Lund kastede et blik på kvinden.
– Du skal ikke være nervøs for hende, sagde han og lo højt. – Hun er bare usædvanlig stille.
“Kællingen er færdig,” tænkte han. Beata Olssons hoved lå i en skæv vinkel ind mod kroppen. Det rykkede i hendes ben.
Lund så sig om i køkkenet. Det så ud, som om der var draget en skypumpe igennem. Det ville se ud, som om landmandsparret var blevet udsat for rovmord. Der var intet, der ville kunne forbinde ham med stedet.
Han rejste en af stolene op og slog sig ned. Et ur slog et sted i huset, ellers var der helt stille.
– Sådan skulle vi bo, sagde han.
Et øjeblik blev han slået af tanken om, at Lisbet og han ville kunne flytte ind i huset. Bare Ali og bondeparret forsvandt, og man ryddede lidt op.
Han rejste sig, urolig over tanken om Lisbet. Kunne han ringe? Hvad skulle han sige? Han var overbevist om, at hun ville fortryde, bare der gik lidt tid. Hun var hans store kærlighed, det første menneske, han havde formået at elske. De var jo lykkelige.
– Vel er vi lykkelige, sagde han. Ali stønnede højt neden for hans fødder. Lund bøjede sig ned, tog Ali i armhulerne og trak ham ud i forstuen, gik tilbage og synede køkkenet en gang til. Den gamle mand lå helt ubevægelig. Det rykkede i bondekonens ben, og derefter blev alt stille. “Hvor er hun grim,” tænkte han og lukkede døren.
Jöns Lund var helt sikker på, at de gamle ville dø. Han grinede højt.
– Så er der kun dig tilbage, sagde han til den uformelige krop på gårdspladsen, – så bliver alt som før.
Lund hentede bilen og kørte den ind på gårdspladsen, fik Ali ind at sidde på bagsædet, tippede ham tilbage og trykkede derefter benene ublidt ind og smækkede døren.
Han så op mod himlen. Stjernerne lyste. Vinden var taget af. Han tog en dyb indånding og fyldte lungerne med ilt. I et sekund eller to glemte han, hvor han var. Sådan plejede det at være. Det havde han vænnet sig til. Grådanfaldene var i hvert fald hørt op. På de malerværksteder, hvor han tidligere havde arbejdet, kunne det ske, at han bare brast i gråd, ved den mindste modgang blev han fortvivlet. Mester havde sagt til ham, at han skulle lade sig indlægge på en tosseanstalt. Erlandsson, den gamle, som nu selv sad på Ulleråker, havde sagt noget om, at det bare var sådan, man græd, strøg farver på og græd.
Han trivedes bedre som gulvlægger. Ganske vist kom svimmelheden indimellem, men han slap for følsomheden.
Han kom til sig selv, så sig om og satte sig ind i bilen.
Beata Olsson hørte en lyd. I hendes forvirring lød det som pumpen i malkerummet. Hun åbnede øjnene. Brillerne havde hun tabt, og hun kunne kun se sin mand utydeligt, som han lå dér ligesom en sæk på gulvet. Det lykkedes hende at dreje kroppen og strække den funktionsdygtige arm ud og røre ved ham. Hun mente, at han trak vejret.
Smerterne i nakken og hoften fik hende til at stønne højt, men hun forsøgte at trække sig frem over gulvet med én eneste tanke i hovedet. “Jeg må ud til kontoret.” Beata var tung i kroppen, men år med slid i dyrestalden og med at høste havde gjort hende til en sej landmandskone, der ikke gav op på grund af en brækket hofte og en brækket arm.
Hun famlede med hånden hen over gulvet for at finde brillerne, men forgæves, og hun gav op og tænkte, at hun ikke behøvede dem. Hun ville finde telefonen, om så hun var blind.
Hun krøb langsomt hen over det tilsølede gulv. Kludetæppet var krøllet sammen til en bunke, og det blev en forhindring. Hun skubbede det væk, hvilede nogle sekunder og kravlede så videre. Hun bed tænderne sammen. Hun ville ikke lave nogen støj. Måske var galningen stadig ude på gårdspladsen.
Drengen så hun ikke noget til. Hvad var det, han kaldte ham? Gulvmanden, der havde myrdet. Hun forstod ikke sammenhængen, men vidste, at Arnold ville dø, hvis hun ikke fik ringet efter hjælp.
Det tog et minut at mave sig hen til dørtærsklen til kontoret. Hun var lige ved at besvime. Kvalmen skød op som en sur smag i munden.
Den trådløse telefon stod på et lille bord lige inden for døren. De havde fået den af Greger. Arnold syntes til at begynde med, at det var fjollet med en telefon, som man kunne gå rundt med. Det så storsnudet ud, havde han sagt. Sådan var han. Han havde ikke fidus til alt det nye, men han havde heller ikke nogen respekt for det gamle.
Hun famlede med hånden, men kunne ikke nå op til telefonen. Hun var klar over, at det var et spørgsmål om sekunder, inden hun ville besvime igen. Det føltes, som om hoften havde løsnet sig fra hendes krop.
Med en sidste kraftanstrengelse fik hun raget bordet omkuld. Det faldt ned over hende, og kanten slog hende over ryggen. Hun skreg højt. Telefonen røg på gulvet. Hun rakte hånden ud og fik telefonen trukket hen til sig. Hun følte sig frem med fingrene over tasterne, og med en rystende pegefinger tastede hun nummeret.
– Drej ind her, sagde Liljenberg.
Han var mærkbart nervøs. På vejen havde han fået at vide, at de ledte efter en mand, som havde tilknytning til mordet på Drottninggatan.
– Er du ude af form? sagde Munke ubarmhjertigt. Liljenberg havde været i færdselspolitiet i ti år.
– Nej da.
– Er du fra landet?
– Ja, det er en fætter, der driver gården nu.
– Det er ikke noget at stræbe efter. Men det er klart, med lidt penge fra EU kan det vel lade sig gøre, fortsatte Munke og fortabte sig i et ræsonnement om kvoter og bidrag.
Lindell var forundret over, at Munke så ubekymret kunne plapre op om landbrugspolitik, mens de nærmede sig den eneste ledetråd, de havde til brødrene Lund.
Hun sad på bagsædet og prøvede at trække vejret så stille som muligt, så kollegerne ikke skulle mærke lugten af vin. Hun havde drukket to glas og kunne mærke alkoholen. Munke kørte stærkt.
– Det er ved at blive mørkt, sagde hun.
Asta Munke var kommet efter syv minutter, havde taget lejligheden i besiddelse og uden et ord besigtiget den sovende Erik, inspiceret den flaske vælling, der var stillet frem, og det med en autoritet, som anstod sig en barneplejerske, der selv havde fire børn, otte børnebørn og femogtredive års arbejde på Akademiska Sygehus’ børnemodtagelse bag sig.
– Alt er roligt, sagde hun, og Lindell brast i latter.
Så lo Asta Munke for første gang.
– Altså, hvad er det for et forfærdeligt sprog, man får, sagde hun.
Bilen skred ud, og Munke bandede over dårligt planerede veje. Jo nærmere de kom, desto mere stille blev der på forsædet. De susede forbi marker og enge. I det fjerne skimtedes et kirketårn. Det lyste hyggeligt fra huse og gårde.
“Gad vide, om Josefin Cederéns far stadig bor her?” tænkte Lindell og spejdede op ad den vej, hun var kørt for at besøge den gamle, hvis datter så brutalt var blevet myrdet ved Uppsala Näs kirke. Det var den sommer, hvor hun lykkelig var vendt tilbage til Gräsö for at holde midsommer med Edvard, uden at vide, at hun var gravid med Erik.
– Den næste til venstre, sagde Liljenberg og afbrød hendes funderinger. – Déroppe på bakken bor sønnen, Greger Olsson.
– Der er lys, sagde Munke. – Fandens, at vi ikke ringede til ham. Vi er nogle værre klummermikler, vi er.
– Tal for dig selv, sagde Lindell og fik samtidig hikke.