Onsdag den 14. maj, kl. 22.15
Bosse Larsson, Rickard Molin og Ulf “Wolf” Jakobsson svingede ind på parkeringspladsen. Wolf havde grinet uafbrudt under den fire minutter lange køretur fra Gamla Uppsala til moskeen. Bosse Larsson havde hældt to guldøl i sig på den samme tid. Rickard Molin havde stammende prøvet at beskrive sine følelser, men havde givet op.
Tre dunke benzin tilbage i bagagerummet. De skulle have fart på. Uppsala og dens muslimske indbyggere.
Wolf så for sig det kaos, der ville blive følgen af deres raid mod to helligdomme. Han tænkte i gadekampe–termer.
– Kør ind bagom dér, sagde han.
De sad tavse i nogle sekunder. Der var stadig en lind strøm af biler på Vattholmavägen. Stadig flere nysgerrige søgte mod Gamla Uppsala. Det gavnede deres sag. Jo flere, der så kirken i flammer, desto flere ville blive grebet af vrede, en vrede, der – ligesom en voldsom brand i skoven efter en tør sommer – ville forplante sig som en chokbølge gennem byen. Når alle fejlfarverne så opdagede, at deres kirke stod i brand, var en konfrontation uundgåelig.
Wolf havde forberedt næste skridt: Massiv flyvebladsuddeling, støttet af organiserede angreb på indvandrerejede restauranter og butikker. Fejlfarverne skulle blive provokeret til at svare igen. Planen var enkel og var blevet brugt til alle tider. Den grundlæggende idé var at skabe usikkerhed og had.
De steg ud af bilen.
– Jeg skal pisse, sagde Larsson.
– Glem det, sagde Wolf, – nu sætter vi ild på og stikker af.
– Jeg k-kan ikke lide ... begyndte Rickard Molin.
Wolf fik ham til at holde mund med et blik, åbnede bagsmækken og tog en dunk frem.
Jamil Radwan var vokset op i en lille by uden for Betlehem. Under intifadaen, det palæstinensiske oprør mod den israelske besættelse, havde han sammen med sine jævnaldrende kammerater protesteret, havde kastet med sten, var blevet taget af hæren utallige gange og var fem gange havnet i fængsel.
Hans familie var muslimer i modsætning til de fleste andre i byen, som domineredes af kristne palæstinensere. De levede side om side, kastede med sten sammen og blev alle oprørte over den brutalitet, som prægede besættelsen. Jamils far og farfar ejede et mindre stykke land, en halv tønde land på en mager bjergskrænt, hvor de dyrkede oliventræer. Det gav knap nok til at forsørge familien, så Jamils far kørte tit ind til Jerusalem og arbejdede på byggepladserne. Det var en kilde til modsætninger mellem far og søn. Jamil syntes, at faderen støttede besætterne ved at hjælpe med til at bygge huse på den besatte Vestbred.
I 1998 kom Jamil til Sverige og Uppsala, hvor en søster havde boet i flere år. Han havde ikke været særlig aktiv i kirken i Betlehem, men da han kom til Uppsala, blev det en naturlig ting for ham at gå i moskeen for at møde sine landsmænd dér.
Den sidste tids uroligheder og ballade i byen var blevet grundigt diskuteret. Jamils gode ven Muhammed, en palæstinenser fra flygtningelejren uden for Beirut, foreslog om mandagen, at de skulle overvåge moskeen, at der døgnet rundt skulle være frivillige, der holdt opsyn med bygningen.
Jamil havde været med på den. Ikke fordi han troede, at der ville ske noget, men ønsket om at gøre noget sammen med andre fik ham til at stille op.
Nu så han, sammen med sine otte venner, alle placeret inde i moskeen eller i biler udenfor, hvordan de tre mænd kørte ind på grunden, åbnede bagsmækken og forlod bilen med hver sin dunk i hånden.
Jamil troede ikke sine egne øjne. Mændene forsvandt rundt om hjørnet. Jamil og hans venner forlod bilen, og han ringede til Khaled, som befandt sig inde i moskeen. Khaled havde allerede opdaget mændene.
Molin, Fredriksson og Larsson blev totalt overraskede af det koordinerede angreb fra to sider. De blev trængt op mod en væg. Omkring dem stod ni mænd. Ingen af dem var bevæbnet med andet end hellig vrede. Tavsheden var total, man hørte kun de heftige åndedrag.
Jamil fik en erindring om den dag, da han for første gang stod ansigt til ansigt med pansrede køretøjer og kampvogne.
– Hvad laver I her? sagde Khaled.
Han havde kun ét øje, efter at have fået en gummikugle i ansigtet.
– V-vi s-ska ... fik Molin hakket frem.
Bosse Larsson tissede i bukserne, mens Wolf roligt tog en pistol frem, som han havde stukket ned i bæltet på ryggen.
– Skal vi lege Irak-krig? sagde han og fniste.
Rickard Molin lo højt, en nervøs, hyænelignende latter.
– Jeg er Bush, og I er nogle halenegre, der løber væk fra deres hytter, sagde Wolf.
Khaled løftede hånden.
– Læg pistolen, sagde han roligt.
– Tager du gas på mig? Har du noget udslet i ansigtet?
Hyænelatteren rungede mellem murene.
– Kom i gang med at løbe, sagde Wolf og viftede med våbenet.
Jamil så ned i jorden, knælede ned og greb fat i den nærmeste kammerat for ikke at falde om.
– Bliver du svimmel? sagde Wolf med et hånligt grin.
Jamil snuppede en sten fra jorden. Den var glat, næsten helt rund, stor som en knyttet barnenæve. Jamil knugede stenen i hånden.
Khaled så på sine venner.
– Skal vi gå?
Ingen af dem fortrak en mine, ingen sagde noget.
Khaled lod endnu en gang blikket feje hen over den frivillige vagtstyrke, alle mænd mellem tyve og femogtredive år. Han tænkte på sin kone og deres to børn.
– Vi går ingen steder, sagde han. – Det er jer, der skal forsvinde.
Bosse Larsson så skrækslagen på den sammenbidte palæstinenser, der ikke lod til at fatte, hvad Wolf var i stand til.
Wolf fniste, men ikke med samme sikkerhed som før.
Jamil knugede den fugtige sten i hånden. Han tog et skridt baglæns, så han halvvejs havnede bag en af sine venner. Han lod, som om han tørrede sved af ansigtet, strøg sig med håndryggen over panden, og med hånden løftet trak han armen tilbage og kastede med en hurtig bevægelse stenen mod den bevæbnede mand. Det hele tog et sekund, det var alt.
Stenen ramte Ulf Jakobsson i panden. Da han styrtede om på jorden, var han ikke længere Wolf.
Med et fælles brøl kastede de ni mænd sig over de tre angribere. Khaled koncentrerede sig om Ulf Jakobsson, snuppede pistolen, som han havde tabt, og satte sig uden videre på hans brystkasse. Der lød en høj, kvasende lyd, da fire ribben brækkede. Hans fætter, Adnan, kastede sig over Jakobssons ben.
Ulf Jakobsson skreg af smerte. Jamil holdt hænderne for ørerne. Han kunne ikke klare lyden af et skrigende mennske.