Fra det øjeblik jeg fandt Ydre dæmoner på trappestenen til Linda Hvilbjergs hus, havde jeg en fornemmelse af at næste træk var op til mig. Morderen havde ventet med at myrde Linda til jeg havde indtaget min rolle på scenen, og nu tydede alt på at initiativet igen lå hos mig. Jeg kendte offeret, min egen datter, den ultimative indsats, og det var umuligt ikke at reagere på det udspil.
Jeg var tvunget til at handle. Jo mere jeg tænkte situationen igennem, jo tydeligere blev det for mig hvad jeg måtte gøre. Morderens påpegning af fejlen vedrørende Østerbro posthus måtte være en opfordring. Ligesom morderen i Ydre dæmoner tilbød han en kommunikationsvej, en mulighed for at nå ham i stedet for hele tiden at skulle vente på hans meldinger.
I bogen havde morderen sendt breve direkte til hovedpersonen, Kenneth Vagn, som havde kommunikeret tilbage via postboksen. Det måtte være min mulighed. Jeg kunne skrive til ham, og han ville give besked tilbage.
Mandag morgen tjekkede jeg ud fra hotellet.
Ferdinan beklagede dybt og gav mig en klækkelig rabat. Han lagde hele ansvaret på sine sænkede skuldre, og da jeg forlod ham i receptionen, lignede han ikke en mand som havde lyst til at blive i hotelbranchen. På den anden side havde jeg sikkert heller ikke lignet én som havde lyst til at fortsætte i bogbranchen.
Mit arbejde i København var ikke afsluttet, men jeg kunne ikke holde ud at opholde mig på hotellet længere. Jeg måtte væk fra de belastende omgivelser og fra Ferdinans forsmåede blik.
Da jeg endelig sad i min egen bil, fyldtes min krop af lettelse. Jeg følte mig i kontrol, ikke bare over bilen, men også over hvad der nu skulle ske.
Det var tid til at spille min rolle.
Første stop var S-togsstationen ved Nordhavn. Dér købte jeg en avis, nogle ugeblade og forskelligt slik og chips. Jeg sørgede for at få byttepenge i mønter til fotoautomaten. Derfra kørte jeg til posthuset hvor jeg fandt en stor kuvert som jeg lagde min besked i, og afleverede den til postboksen der var nævnt i Ydre dæmoner. Jeg tvivlede ikke et øjeblik på at morderen havde anskaffet sig den samme boks som blev brugt i bogen. Da jeg slap kuverten, havde jeg fornemmelsen af at handlingen knyttede et bånd mellem os, forbindelsen blev etableret som en samtale gennem et omstillingsbord.
Nu kunne jeg bare vente.
Det var derfor jeg havde købt læsestof. Men aviser og tidsskrifter var ikke selskab nok. Jeg lod bilen stå ved posthuset og gik over Trianglen og ned ad Nordre Frihavnsgade. Efter halvtreds meter dukkede Vinbørsen op som en oase. Jeg købte to flasker Oban single malt, 18 års udgaven, og et sæt rustikke whiskyglas i gavepakke. Tilbage i bilen flåede jeg gavepapiret af og skænkede mig et halvt glas. Den første slurk fik mig til at skære tænder, men jeg tvang resten af indholdet ned og satte glasset ved håndbremsen.
Jeg havde ingen illusioner om at kunne fange morderen på vej ind eller ud af posthuset, så jeg drejede tændingsnøglen og satte bilen i bevægelse. Det var lidt op ad formiddagen, så trafikken var tålelig, og der var rigeligt med parkeringspladser på et ellers travlt Østerbro.
Jeg skulle ikke så langt. Kartoffelrækkerne lå omkring en kilometer fra posthuset, og efter mindre end fem minutter drejede jeg ind på den vej hvor jeg havde boet for ti år siden. Ejendomspriserne var mere end firedoblet siden dengang, og det var tydeligt at den voksende friværdi havde givet kvarteret et løft. Flere af de mere end hundrede år gamle toetagers rækkehuse havde fået skiftet vinduer og tag, og de små forhaver var velplejede og næsten alle udstyret med teaktræsmøbler og Webergrill.
Jeg parkerede et halvt hundrede meter fra det hus hvor Line nu boede med en anden mand. Den mand som mine døtre kaldte deres far. Der så ikke ud til at være liv i huset. Line måtte være på arbejde og pigerne i skole. Forhaven stod ikke tilbage for naboernes. De godt ti kvadratmeter var afrettet med fliser, bede og enkelte områder med nyklippet græs. Det måtte være noget som Bjørn stod bag, for Line havde aldrig været meget for havearbejde selvom hun ellers var utrolig praktisk anlagt. Jeg smilede for mig selv ved mindet om Line som med sine yndefulde bevægelser tilbød at hjælpe til i haven, men hurtigt fik nok og fandt på en undskyldning. ‘Skal jeg ikke lave en kop kaffe til os?’ ville hun foreslå og forsvinde ind i køkkenet. En halv time senere dukkede hun op med verdens bedste cappuccino med sirlige mønstre tegnet i skummet.
Jeg sank ned i sædet så jeg akkurat kunne se hen over instrumentbrættet, og skænkede mig endnu en whisky. Varmen fra alkoholen og minderne bredte sig i min krop. Der var engang hvor jeg havde boet her, arbejdet her og været lykkelig. Jeg havde haft alt hvad jeg behøvede. Hus, kone, børn og et arbejde som gjorde det muligt at passe alle dele.
Folk som i interviews påstår at de ikke fortryder noget i deres liv eller ikke ville ønske de havde gjort noget anderledes, har altid givet mig kvalme. Alle har såret nogen eller gjort egoistiske ting som er gået ud over andre, men langtfra alle vil indrømme det. De værste er dem som erkender at de har gjort andre ondt, men som ikke fortryder under parolen ‘det har gjort mig til den jeg er’. Så hvem fanden er de så som er så fantastiske at det er okay at såre andre? Og hvis de netop ikke havde gjort det, havde de så ikke været bedre mennesker? Hvis de ikke ønsker deres liv er anderledes, mangler de så ikke selvkritik eller i det mindste fantasi?
Fantasi havde jeg til overmål.
Et par dråber regn begyndte at falde på forruden og taget som små spyd af vand. Lyden af dråberne som ramte metallet, var høj og taktfast, men langsomt tog lyden til, dråberne blev mindre, men flere, og til sidst frembragte de en nærmest statisk støj når de hamrede mod bilen. På få minutter var temperaturen i kabinen faldet mærkbart, og jeg skuttede mig og trak jakken sammen om mig selv mens jeg sank længere ned i sædet.
Det var umuligt at skelne detaljer udenfor, alt var forvrænget af det vandslør som strømmede ned over ruden. Indimellem kunne jeg skimte mennesker som løb gennem regnen, gådefulde figurer med forvredne lemmer bevægede sig bag vandtæppet.
Jeg overvejede at tænde for viskeren, men afviste idéen. Det var ikke til at sige hvor længe jeg skulle sidde dér, og jeg ville heller ikke tiltrække mig unødig opmærksomhed. Hvis kommunikationen gennem postboksen vitterlig virkede, var det måske ikke nødvendigt at opholde mig så tæt på min tidligere familie, men hvis morderen ville fuldføre sin plan alligevel, var det det eneste sted jeg burde befinde mig.
Fornemmelsen af at jeg havde gjort hvad jeg kunne, det eneste jeg kunne, fik mig til at slappe af. Jeg læste lidt i aviserne, spiste slik og drak mig langsomt ned gennem flasken. Udenfor stilnede regnen af. Det holdt ikke op, men fortsatte stædigt i sin blidere form mens det blev mørkere. Folk vendte hjem til deres huse, og lys begyndte at blive tændt bag ruderne.
Pludselig tændtes lys i huset jeg hele tiden havde betragtet. Jeg havde ikke set nogen komme hjem, men det kunne sagtens være sket mens jeg havde læst i avisen. Fra min position kunne jeg ikke se direkte ind i stuen, men blot konstatere at lampen i vindueskarmen blev tændt. Det var ikke til at vide om det var Bjørn, Line eller pigerne som var kommet hjem.
Jeg havde ikke til hensigt at kontakte dem, men som jeg sad dér i det begyndende mørke, med kulden krybende ind gennem lagene af tøj, ønskede jeg mig ind bag vinduet, ind i den varme stue med den lune belysning hvor lyden af regnen ikke kunne høres over barnestemmerne og middagsforberedelserne i køkkenet.
Jeg lukkede øjnene og kunne næsten dufte maden.