Kapitel 1

Årets første rigtige forårsdag faldt midt i marts. En lun, hvid sol stod over landet, spejlede sig i morgenens regnpytter, lokkede de modigste anemoner frem i skovbunden, jog lærken trillende til vejrs over stubmarkerne – ja, rakte sågar ind i stuerne, hvor den blændede børnenes computerskærme og afstedkom stor irritation.

I Nordsjælland mellem byerne Lillerød og Lynge åd en sort Audi R8 kilometer efter kilometer af landevejen. Bilen gjorde sig godt i solskinnet, og misundelige blikke fulgte den, når den ubesværet accelererede fra den øvrige trafik efter at have holdt ved et stopsignal eller, i et enkelt tilfælde, ved en fodgængerovergang. Nu var den slags forhindringer kørt bagud, og vejen lå fri, så langt øjet rakte. Bilens fører trådte let på speederen og lidt efter en smule mere. Han nød, hvordan vognen nærmest sugede sig fast til vejbanen, mens landskabet susede forbi, og i ungdommeligt overmod slap han endnu en brøkdel af motorens kræfter løs.

– Kør ordentligt.

Henrik Krag skævede til manden på passagersædet, der sad tilbagelænet med halvt lukkede øjne, som om han sov, hvad han altså ikke gjorde. Man vidste aldrig med ham. Nogle gange var han åndsfraværende, næsten uden for kontakt, skønt han havde været på vandvognen en uge, andre gange reagerede han hurtigt og skarpt til trods for, at han havde mindst ti dybe gylp fra sin allestedsnærværende lommelærke skvulpende rundt i sin anseelige vom. Manden hed Jan Podowski, og Henrik Krag havde svært ved at blive klog på ham, ja, han var end ikke klar over, om han kunne lide ham og det til trods for, at de nu havde arbejdet sammen i snart to måneder.

– Der er jo fri bane.

– Fri bane til et klip i kørekortet, hvis du da slipper med det. I øvrigt er det ikke et oplæg til diskussion.

Jan Podowskis stemme var rolig, næsten konverserende, og blottet for irritation. Det var heller ikke nødvendigt, de to mænds indbyrdes hierarki lå fast, og Henrik Krag parerede ordre uden den store fortrydelse. Han var en ung mand først i tyverne med et viltert, lyst hår, blå tillidsvækkende øjne, stærke lemmer og en grumset straffeattest. Desuden havde han en stålsat vilje til at gøre det godt i sit nye job, tage ved lære af sin ældre makker og for en gangs skyld slå til. Hidtil var det gået fint, hvis man spurgte ham selv, hvad der nu ikke var nogen, som gjorde. Han sagde:

– Det er en fed bil, hvor længe har vi den?

– Til vores egen er færdig hos mekanikeren.

– Og hvornår er den det?

Den ældre mand svarede uengageret:

– Tirsdag eller onsdag, måske et par dage senere.

– Det håber jeg.

De kørte lidt i stilhed, så spurgte Henrik Krag igen til bilen.

– Hvad koster sådan en Audi i grunden?

– Sikkert mere, end du kommer til at tjene i hele dit liv, så du kan godt holde op med at drømme.

En stemme fra bagsædet brød ind.

– Hvorfor det? Lad ham da drømme, Paw Pojanski. At drømme er godt, det holder folk til ilden. Du har sikkert også selv dine egne små urealistiske ønsker, for eksempel at leve et par år mere.

En perlende klar latter ramte de to mænd bagfra, Jan Podowski dukkede nakken og sagde:

– Jeg ville ønske, at du holdt op med at kalde mig det der, Benedikte. Du ved jo godt, hvad jeg hedder.

Hun lo igen, og mod sin vilje smilede Henrik Krag, det var svært at lade være, også selvom han gerne havde støttet sin partner. Han rettede på bakspejlet og betragtede i smug kvinden, som støttede hans drømme, mens tavsheden igen trykkede sig blandt dem.

Benedikte Lerche-Larsens fremtoning var yndig på en frisk og ligefrem måde. Henrik Krag antog hende for at være på sin egen alder, måske endda lidt yngre. Køn var der ingen tvivl om, at hun var. Hun var rødhåret, og hendes høje, smukt buede kindben i de regelmæssige ansigtstræk gav hende et imødekommende udtryk, frejdigt og sorgløst, som om hun var på nippet til at bryde ud i et uimodståeligt smil.

Hun opdagede, at han betragtede hende i spejlet, og hun smilede drilsk, mens hun vuggede frem og tilbage med hovedet og fastholdt hans blik. Henrik Krag fulgte attituden, ude af stand til at smyge den af sig, selv om han helst havde været den foruden. Vist nok. Så pludselig slog hun om:

– Hold op med at glo sådan på mig, hvad tror du, at du er?

– Undskyld.

– Nu skal jeg fortælle dig, hvad min fars biler koster. Han har tre, og den her er den billigste. Den står sådan cirka i femogtyve ludere, hvis de ellers gider arbejde, og det er her, du kommer ind i billedet, min ranglede ven, for nogle af dem vil hellere sidde på deres flade røv og fise husleje af end passe deres job.

Hun slog med hovedet mod bilens sidste passager.

– Ja, det er dig, jeg taler om, søster. Nu har vi fragtet dig hele vejen herop til civilisationen, og så gider du pludselig ikke overholde din del af aftalen. Men min familie skal du ikke slå plat på, og jeg kan garantere dig for, at om lidt får piben en anden lyd.

Pigen, der var fragtet, var også køn, men i situationen så hun alt andet end køn ud. Hendes alder var vanskelig at fastslå, hendes angst var ikke. Hun krøb sammen på bagsædet så langt væk som muligt fra Benedikte Lerche-Larsen, og da hun blev talt til, skubbede hun sig endnu et par centimeter bort til trods for, at hun ikke forstod hovedparten af ordene. Ingen bortset fra hende selv kendte hendes rigtige navn, men her i Danmark hed hun Jessica. Alle kvinderne i hendes forsendelse havde fået j-navne, det var nemmere sådan.

Henrik Krag skævede kort over skulderen mod hende. Da de for en times tid siden hentede hende, havde hun grædt, nu var hun begyndt igen.

Benedikte Lerche-Larsen betragtede pigen, så tabte hun interessen og lænede sig i stedet frem mellem forsæderne.

– Har du fortalt ham, hvad der skal ske?

Spørgsmålet gjaldt Jan Podowski, og svaret faldt trevent:

– Det er jo ikke så svært at gætte.

– Så har du heller ikke fortalt, at det er anden gang?

– Nej.

Hun kastede sig over Henrik Krag.

– Hold da op, det her bliver interessant. Det er din første gang, Henrik, men det er Tudemaries anden, og du ved end ikke, hvad du skal i gang med. Sikke en ilddåb det bliver.

Henrik Krag svarede ikke. Hvad var der også at sige? Uanset hvad, ville hun overtrumfe ham med sine velformulerede giftigheder. Plus alt det andet, der gjorde hende urørlig.

– Hvad var det nu, hun hed, hende den sidste, der måtte igennem en tur nummer to, før hun endelig fattede, hvorfor hun var importeret? Nej, du skal ikke sige det, Jan, jeg kan godt selv, øjeblik, øjeblik …

– Isabella, hun hed Isabella, er det ikke rigtigt, Jan?

– Jo.

– Ha, jeg vidste, at jeg kunne huske det, men hør nu godt efter, Henrik, for ved du, hvad Jan gjorde ved hende? Han brugte startkablerne fra sin bil, og det ene satte han fast i hendes tunge, mens det andet … ja, kan du gætte, hvad han klemte det omkring? Jeg siger dig, at hun hvinede som et svin og det længe før, der overhovedet blev sat strøm til hende.

Bilen slog et kort slag ud mod den anden vejbane, ikke kraftigt, men rigelig til at røbe, at Henrik Krag ikke syntes om det billede, der blev hamret ind i hans baghoved. Benedikte Lerche-Larsen nød sin effekt, hun rakte en hånd frem og kørte forsigtigt en lok af Henrik Krags lyse hår om sin finger.

– Nå da da, den var åbenbart ikke så svær at regne ud. Men du tager fejl, søde, det ville selvfølgelig slet ikke gå, vi skal jo ikke ødelægge varerne, og hvem tror du har lyst til at købe …

Jan Podowski afbrød hende.

– Hvis du har noget coke, er det en god ide at smide det ud ad vinduet, Benedikte.

– Hvad snakker du om?

– Om at din lille gyldne antikvitet i tasken bør kunne tåle en ransagning, hvis det kommer dertil. Medmindre du da har lyst til en tur til Hillerød Politistation.

Også Henrik Krag havde nu set det, han tog farten af bilen, mens han med et ryk hev hovedet til sig og befriede sit hår fra hendes finger. Et par hundrede meter fremme var en håndfuld biler gennet ind til siden, en motorcykelbetjent stod midt på vejen, let genkendelig i sin gule vest med hvide refleksstriber. Benedikte Lerche-Larsen strakte hals. Da hun havde orienteret sig, spurgte hun en smule usikkert:

– Hvad sker der, Jan?

– Aner det ikke, spritrazzia, fartkontrol, paragraf toogtyve, hvad ved jeg?

– Har det noget med os at gøre?

– Nej, men det kan det sagtens få, hvis du ikke opfører dig en smule smart.

Benedikte Lerche-Larsen rakte ned i sin taske og fiskede et smukt ciseleret guldetui frem, men i stedet for at tømme dets indhold ud i foråret, gav hun det til Henrik Krag og kommanderede tørt:

– Hold det.

Henrik Krag kiggede spørgende på Jan Podowski. Den ældre mand trak opgivende på skuldrene, og Henrik Krag stak etuiet i lommen. Så spurgte han:

– Hvad med Jessica? Hvad hvis hun vil ud?

– Hvorfor skulle hun det?

– Det er jo politiet, jeg mener … altså, de hjælper folk og den slags.

– Sådan fungerer det ikke.

– Hvad mener du?

– Jeg mener, at sådan fungerer systemet ikke. Hvis hun tager med strømerne, bliver hun sendt tilbage til Nigeria, og der er folk i hendes hjemland, som hun er væsentlig mere bange for, end hun er for os.

– Og det ved hun godt?

– Det kan jeg garantere dig for, at hun ved. Det ved de alle sammen.

Jan Podowski fik ret. Den afrikanske kvinde udnyttede ikke lejligheden til at søge beskyttelse hos ordensmagten, til gengæld begyndte hun at ryste og mumle uforståeligt for sig selv, i samme nu bilen drejede fra landevejen og fortsatte ned ad en skovvej. Henrik Krag formåede at holde bilen fri af de værste huller, og snart drejede de igen, denne gang ind på et hjulspor, som var skåret ned i det tunge ler af årtiers køretøjer. Over dem lukkede mørke nåletræer af for sollyset, mens de af hensyn til undervognens velbefindende sneglede sig rundt i et langt sving, som til sidst førte dem til en lille lysning, hvor en uprætentiøs træhytte var sat op i den fjerneste ende.

Så snart bilen var standset, steg Benedikte Lerche-Larsen ud og hastede uden forklaring videre ad hjulsporet, som førte dybere ind i skoven. De to mænd blev siddende, Jan Podowski tog en god slurk af sin lommelærke, Henrik Krag spurgte:

– Hvad skal hun?

– Tisse, vil jeg tro.

– Hvorfor er hun med? Jeg troede, at vi skulle af sted alene.

– Glem hende, og udfør det arbejde, som du får din løn for.

Henrik Krag nikkede, det skulle han nok, og alligevel spurgte han:

– Var det sandt, det hun fortalte om hende der Isabella?

– Kun delvist, hun overdrev, men du skal ikke være nervøs, den metode bruger vi ikke mere. Det var for svært at styre, og desuden kunne jeg ikke starte bilen bagefter.

– Hvad bruger vi så?

Han ville gerne, at spørgsmålet lød henkastet, som om den ene pinsel frem for den anden kunne være ham det samme. Det lykkedes dårligt. Den ældre mand opfangede undertonen af nervøsitet og sagde afdæmpet:

– Tag det roligt, det skal nok gå, så slemt er det heller ikke. Kom, lad os strække benene, det trænger vi til.

De steg ud og stillede sig på hver sin side af bilen. Henrik Krag bemærkede, hvordan hans makker prustede ved den mindste bevægelse, endnu værre end normalt, tænkte han. Da Jan Podowski igen fik vejret, fortsatte de samtalen hen over biltaget.

– Der er ingen grund til at skjule, at det her er den grimmeste del af jobbet, men dels sker det ikke særligt tit, højst et par gange eller tre om året, og dels bliver det nemmere og nemmere. Første gang er afgjort den værste.

Henrik Krag nikkede forstående og tænkte, at det var en ringe trøst.

– Altså, de har jo alle mindst to måneders erfaring fra bordellerne, før vi overtager dem, og der får de banket de værste nykker væk. Desuden tager de få, som indimellem må afrettes, næsten altid ved lære af en håndfuld lussinger og en buket trusler. Det er ret sjældent, at vi må ty til den store omgang, til gengæld er det sidste chance. Hvis i dag ikke hjælper, leverer vi hende tilbage.

– Hvorfor det?

– Fordi vold ikke passer ind i forretningskonceptet, langt hovedparten af vore samarbejdspartnere bryder sig ikke om den slags.

– Hvad har hun gjort?

– Det er nærmere, hvad hun ikke har gjort. Hun ligger dødekød under kunderne. Der har været flere klager, og vi har måttet refundere syv besøg, eller otte, jeg husker det ikke præcis. Men det er nyt, førhen har hun arbejdet upåklageligt, og ingen ved, hvad der er sket.

– Hvad siger hun selv?

– Ingenting, eller ingenting, der giver mening i hvert fald.

– Det kan være, at hun ikke ved det selv.

Et lille lys af håb opstod i Henrik Krags hjerne, måske var det bedre at snakke med pigen, tale hende til fornuft, så at sige. Han foreslog det, men Jan Podowski pustede straks håbet ud:

– Tja, hvem ved? Men det får vi jo at se i aften.

– Har hun en kunde i aften?

– Naturligvis. Husk i øvrigt, at hvis det er vinter, eller rettere frostvejr, er det en god ide at tøjre dem udenfor en halv times tid uden tøj på. Det er nemt og faktisk uhyre effektivt. Jeg har prøvet det tre gange, og alle tre arbejdede efterfølgende uden problemer, selv da det blev sommer.

Han lo, som havde han sagt en vittighed, og Henrik Krag lo med.

– Nå, nu er den unge frøken tilbage fra sin spadseretur. Du sørger for at få Jessica ind i hytten, så låser jeg op og finder vores ting frem.

Henrik Krag vendte sig og ganske rigtigt – Benedikte Lerche-Larsen var på vej. Det var tid at skride til arbejdet.

Hytten var beregnet til jagt og gjorde ikke meget væsen af sig. Den var bygget af svære blokhusbrædder med et par snavsede sprossevinduer i hver langside. I den ene ende af rummet var opsat to køjesenge, hvor et par skumgummimadrasser lå og samlede støv, og i den anden stod en matsort støbejernsovn med et langt ovnrør ført op gennem taget til udsugning. Møblementet var sparsomt, tunge træmøbler omkring et langbord, der var naglet til gulvet, intet andet, og ud over et gulnet stålstik af en jæger med sin hund bestod udsmykningen kun af varierede former for hjortegevirer, hvis tilhørende hvide kranier hang og grinte morbidt mod beskueren med deres tomme øjenhuler. Luften var hengemt og tung. Henrik Krag rynkede på næsen, dåsebajere, nikotin og årgammelt stegefedt fra den primitive terrassegrill konkurrerede med almindelig mug og fugt om det duftmæssige overtag. Han overvejede at åbne et vindue, men det blev ved tanken.

De hængte pigen op med et reb over en hanebjælke, hun var nøgen og krumsluttet med hovedet nedad, idet Jan Podowski kyndigt havde sammenbundet hendes hænder, ført dem over hendes knæ og presset en kraftig stok ind mellem hendes arme og knæhaser.

Han hejste sit offer omkring en meter i vejret og bandt derefter enden af rebet fast omkring brændeovnen i en skødesløs løkke. Hun jamrede, men endnu ikke højt, nærmere klynkende. Hendes krøllede hår hang mod gulvet som totter af filtret, sort uld, mens det hvide vendte ud af øjnene. Henrik Krag tænkte, at det hele var forkert, og han tillod sig at kigge bort et øjeblik, indtil Jan Podowski rakte ham kniplen. Den var kunstfærdigt flettet ud af et elektrisk kabel og føltes tung, men var samtidig bøjelig. Han kiggede igen på pigen. Hendes ene hårelastik var gledet næsten af og sad i den yderste tot af hendes hår, den var sort og lignede nu et insekt, der kamuflerede sig.

– Du skal ramme her over lårene, på sædet … ja, altså røven, og så ryggen eller skuldrene. Pas på ikke at skade hendes nyrer, nakke og kønsorganer.

Jan Podowski udpegede pædagogisk områderne uden at berøre pigen. Henrik Krag nikkede og spurgte:

– Hvor mange gange skal jeg slå?

– Til jeg siger stop.

– Og hvor hårdt?

– Alt, hvad du kan.

Så var der ikke flere spørgsmål og dermed ikke flere udsættelser. Henrik Krag vejede endnu en gang kniplen i hånden og slog den derefter kraftfuldt, men kontrolleret ind mod pigens ryg. Et fortvivlet brøl fulgte slaget, mens hans offer spjættede i smerte og duvede stille frem og tilbage i sit reb. Som en fastelavnstønde, tænkte Henrik Krag og bed tænderne hårdt sammen for ikke at få tårer i øjnene.

– Det kan du gøre bedre, læg kræfterne i, mand.

Han slog igen, samme sted, men denne gang så meget, han orkede. Pigen vrælede hjerteskærende, Benedikte Lerche-Larsen kiggede bort, Jan Podowski nikkede træt. Henrik Krag følte en underlig vrede bruse i sig, en vrede mod pigen, han tævede. Måske på grund af hendes skrig, måske fordi han måtte hive hende ind fra bilen ved øret, og hun ikke selv ville tage sit tøj af, eller måske blot fordi hun hang der hjælpeløst foran ham, og det var hans arbejde at slå hende. Slagene faldt derefter nemmere, fem gange, ti gange, tyve gange, han talte ikke, bare slog og slog, for at få det overstået. Skrigene løb over i sig selv, kun afbrudt af lejlighedsvise gisp efter luft, og så pludseligt, lige som alt gik, som det skulle, ramte Henrik Krags næste slag rebet, da løkken omkring brændeovnen gik op og sendte pigen hovedkulds i gulvet. Hendes hals brækkede med en lille grim lyd. Stilhed fulgte.