Kapitel 2

Søen klemte sig ind mellem to uregelmæssige skrænter, som om der kun lige var levnet plads til den. I tidernes morgen havde isens afsmeltning her kilet en tunneldal ned i landskabet, hvor løvtræer nu bevoksede et lille fristed i den ellers dystre og uforstyrrede nåleskov. Langs vandkanten, omtrent hele kompasset rundt, holdt brede bræmmer af tagrør, dunhammer og sødgræs vagt, flankeret af kæruld, hvis gråhvide totter varsler sommeren og udgør fattigbondens kapok samt majvindens legetøj.

Et officielt navn havde søen ikke, dertil var den for undseelig og lå for skjult. Lokale kaldte den blot Lillesø eller Den Lille Sø, og udefrakommende, hvilket mest var ornitologer eller jægere, bekymrede sig ikke om den slags. Dog udgjorde den østlige bred en undtagelse, idet gamle kort stedfæstede dette område som Satans Mose. Myten ville, at netop der havde en deling svenske tropper på vej mod Frederik den Tredjes København slået lejr i 1658 under en af Danmarks utallige nabokrige. Om aftenen forlystede de fremmede sig så med bøndernes piger, såvel de villige som de uvillige. Et orgie, der kulminerede i, at selveste præsten fra Kolleløse Kirke blev druknet i søen, da han modigt, kun bevæbnet med Guds ord og egen vrede, forsøgte at standse voldsfærden. Historien var muligvis en smule flosset i kendsgerningerne, men der på egnen hægede man om sine sagn, og sandt var det da, at gamle folk endnu fortalte med knugende overbevisning, at skulle man skære strå i Satans Mose, gjorde man bedst i først at slå tre kors for sig, hvis ikke man ville risikere en ulykke på halsen, inden året var omme.

Jan Podowski slog ingen kors. Dels kendte han ikke legenden, og dels havde han fået sin ulykke allerede. Han stod ved søens bred og kiggede ind i den mandshøje bevoksning af duvende rørplanter. Bag ham ventede en tavs Benedikte Lerche-Larsen, og mellem dem lå en stor, groft tilhugget granitsten, der var tøjret til et par solide tværgående granrafter med det samme reb, som de havde benyttet under afstraffelsen af pigen. Jan Podowski vendte sig og sagde:

– Du har klaret det flot, Benedikte.

Han pegede med foden mod granitblokken mellem dem, en vejsten med afskallet hvid maling på den del, der havde raget op over jorden. På trods af vægten havde hun og Henrik Krag slæbt den næsten to kilometer, og selvom hendes byrde var afstemt ved granlægternes længde, så hun løftede væsentlig mindre end sin partner, havde hun præsteret et imponerende stykke arbejde. Men anerkendelsen bed ikke på hende, hun svarede ikke, som om hun ikke havde hørt ham. Lidt efter sagde hun:

– Hvad vil du sige til min far?

– At der er sket et uheld, som han ikke har lyst til at vide noget om, og så selvfølgelig, at han har mistet en investering.

– Ikke andet?

– Nej, ikke andet, og det er også rigeligt. Både din mor og far kalkulerer med den slags tilbageslag. Det har de taget højde for i budgetterne.

– Hvad med mig?

– Ja, hvad med dig?

– Vil du fortælle dem, at jeg var med?

Den ældre mand trak svaret en smule, mens en rørdrum godt skjult i vegetationen sang hult ind mod dem.

– Jeg troede, at du var her i dag på din mors ordre. For at se til, at vi ikke var for blødsødne.

– Hold nu op, Jan. Det ved du jo godt er løgn.

Han var udmærket klar over, at hendes mor ikke havde sendt hende, men det gavnede ikke at bore rundt i hendes ambitioner om at kende alle områder af hendes forældres virksomhed. I stedet sagde han:

– Jeg går ud fra, at du er pinlig bevidst om, at det her kan dine forældre ikke redde dig ud af. Du står til år i fængsel ligesom Henrik og mig.

Hun nikkede irriteret.

– Jeg er, hvad var det, du kaldte det? … pinlig bevidst om, at det her er noget rigtig lort for os alle tre.

Det lykkedes Henrik Krag at bugsere sin byrde ned ad skrænten til søen uden at glide eller falde en eneste gang. Med den døde, nøgne pige slynget om skuldrene siksakkede han sig sidelæns fra det ene træ til det næste, indtil han til sidst befandt sig i niveau med de to andre. Han gik hen til dem og lagde pigen ved siden af stenen, idet han gik i knæ, før han forsigtigt læssede hende af. Jan Podowski spurgte:

– Ingen så dig?

Spørgsmålet var overflødigt. Hvis han havde mødt nogen, ville han næppe være kommet anstigende så roligt, som det var sket, men faktum var, at Jan Podowski havde løbet en stor risiko ved at lade Henrik Krag bære pigen på den måde, det var sket. På den anden side var der også risici ved alternativerne. Henrik Krag svarede:

– Det tror jeg ikke.

– Og hytten er klar til at blive tændt?

– Ja.

Benedikte Lerche-Larsen havde vendt ryggen til liget og dermed de to mænd, nu spurgte hun:

– Hvorfor vil du brænde den af, det vil tiltrække opmærksomhed.

– Fordi det er nødvendigt. Vi har efterladt snesevis af tekniske spor derinde, og uanset hvad vi gør, vil de blive fundet, hvis nogen begynder at lede.

På Jan Podowskis anvisning blev liget af den nigerianske pige rigget sammen med stenen og granrafterne. Det var en omstændelig proces, og hvert øjeblik frygtede Henrik Krag, at de ville blive opdaget. Anråbt oppefra af en skovfoged eller, endnu værre, af et par tilfældige jægere med geværer. Men ingenting skete, og deres makabre arbejde skred støt og roligt fremad. Først frigjorde de stenen fra rafterne, hvorefter Jan Podowski forlangte, at de gravede en række parallelle render hver på godt en halv meters længde og omkring fem centimeter dybe. Med en kæp ridsede han for, og selvom de kun havde fingrene til at fjerne den sorte, fugtige jord med, gjorde de to unge, hvad han ønskede, uden at spørge til formålet. Henrik Krag for ikke at virke ubegavet, Benedikte Lerche-Larsen, fordi hun for længst havde indset, at hendes bedste chance for at lægge det igangværende mareridt bag sig var ved at adlyde den ældre mand uden indvendinger. Da de var færdige med at grave, lagde de granrafterne på tværs af deres små grøfter, og derefter rullede de stenen hen og baksede den ovenpå, således at dens længderetning fulgte løftestængerne. Til sidst placerede de pigen. Hun lå i en obskøn positur, som omfavnede hun stenen, med sine slappe arme og ben slængt ud til siderne. Jan Podowski og Henrik Krag surrede hende fast, så stramt de kunne, Benedikte Lerche-Larsen førte enden af rebet gennem en rende, når det var nødvendigt. Tilbage var at få liget båret ud i søen, og her måtte de alle tre hjælpe til.

Atter en gang var det Jan Podowski, som tog teten:

– Vi kommer til at tage vores sko og tøj af, ind til undertøjet. Det går ikke, at vi kører hjem og er sjaskvåde.

Hverken Henrik Krag eller Benedikte Lerche-Larsen protesterede, og Jan Podowski fortsatte:

– Tag jeres sko på igen, når I er færdige, og så kan I godt belave jer på, at det kommer til at gøre ondt. Vandet er næppe mere end fem grader, så vi skal være færdige i løbet af få minutter, er I med?

De nikkede og begyndte at klæde sig af. Jan Podowski stoppede dem:

– Nej, ikke før vi har lagt hende klar og aftalt, hvem der gør hvad. Det skal vi ikke diskutere, mens vi står og fryser.

Kort efter stod mændene i underbukser og Benedikte Lerche-Larsen i trusser og bh, alle var iført sko. Henrik Krag rystede af kulde, endnu inden han havde bundet sine snørebånd. En let vind, som han ikke havde bemærket før, bed nu aggressivt i hans krop, og han havde søgt et stakket ly bag en vedbend, der slyngede sig op ad et gammelt lindetræ.

– Hold da kæft, hvor er det koldt.

Jan Podowski var over ham som en høg:

– Stop det klynk, det gør kun ondt værre.

Og Benedikte Lerche-Larsen støttede overraskende op, idet hun snerrede:

– Du kan få varmen i fængslet, eller du kan fryse en smule her. Se så at få hende op.

Hun trådte målrettet ud blandt tagrørene og fortsatte, indtil vandet gik hende til midt på lårene. Mændene fulgte hende langsomt, besværet af deres byrde mellem sig. Henrik Krag gispede af kulde, men led i tavshed. Benedikte Lerche-Larsen holdt tagrørene til side, og skridt for skridt blev pigen og stenen båret ind gennem vegetationen, der snart lukkede sig bag dem, så de ikke kunne se bredden. Da vandet nåede mændene til livet, gjorde opdriften arbejdet nemmere, men svigtende kontrol over deres følelsesløse lemmer satte en naturlig grænse for, hvor meget længere de kunne gå. Jan Podowski kommanderede:

– Ti skridt mere, så slipper vi hende. Kom så, Henrik, det kan du godt. Kun ti skridt, så er det slut, lad os tælle dem sammen.

De talte i kor, og det gik. Da de nåede tallet ti, slap mændene, på det tidspunkt gik vandet dem omtrent til halsen. Jan Podowski sagde:

– Pas på ikke at knække de der skide rør på vej tilbage. Vi går ind lige så langsomt og forsigtigt, som vi gik ud.

Henrik Krag hørte næsten intet, kun ordet tilbage trængte igennem, men Benedikte Lerche-Larsen overhalede ham og holdt planterne til side med den ene hånd, mens hun med den anden hev ham ind mod bredden. Man skulle ikke være læge for at forstå, at kulden var ved at overmande ham, og at han måtte have varme tilbage i kroppen inden for kort tid. Jan Podowski fulgte de to unge med øjnene, hans fedme ydede en udmærket beskyttelse mod temperaturfaldet, og han var således ikke videre fysisk påvirket af situationen. Han blev nødt til at afskedige Henrik Krag, give ham nogle penge og bede ham holde sig væk og frem for alt glemme, hvad der var sket. Det var ærgerligt, han kunne godt lide knægten, men der var ingen vej udenom. Han kiggede i stedet på Benedikte Lerche-Larsen og smilede. For første gang nogensinde havde han set hende slægte sine forældre på, været målrettet, stærk og kynisk – uden at spare hverken sig selv eller andre. Det var en ganske anden side end den, han oplevede til hverdag.