Kapitel 3

Da Henrik Krag og Jan Podowski slap deres byrde, og pigen sank mod søbunden, tiltede stenen rundt således, at hun landede på siden omkring en meter fra, hvor rørskoven grænsede ud til det åbne vand. Her lå hun med opspilede øjne og gabende mund, som skreg hun et tyst skrig ud i sin nye verden, mens hendes vidneløse nedbrydning startede. I begyndelsen kun langsomt, idet vandets lave temperatur dæmpede søbundens biologiske aktivitet, siden hurtigere. I starten af april havde effektive raspetunger hos søbundens rovsnegle fjernet hendes øjne, og leddyr med lange latinske betegnelser havde fornemmet vejen til hendes åbninger, og da bøgen sprang ud i maj og vandplanterne over hende stod lysegrønne og spændstige, tog forrådnelsesprocessen fart. Bakterielle gasser spilede hende op indefra, og hun hev i rebene for at flyde mod overfladen, mens små perlerækker af bobler piblede fra hende, snart her, snart der. Hen over forsommeren tiltrak lugten fra pigens lig en lang række af søens ådselædere: krebsdyr, larver og fisk af mange arter og størrelser. En gruppe gulål tilbragte midsommeren i hende og tiden som fulgte, men i ugen, hvor lindetræerne blomstrer og den korte danske vår går på hæld, var det slut, da var hun skeletteret, og fiskene fortrak en efter en. I august måtte de sidste sener og muskler slippe, og hendes højre hånd drev bort, kort efter fulgte den venstre. Første september gik andejagten ind.

Jægeren var på plads ved søbredden fra morgenstunden. Han sad tålmodigt på sin klapstol, mens et blegt lys sivede ud fra den perlegrå himmel i øst og naturen omkring ham fik farver. Ved siden af stolen lå hans jagthund, en treårig irsk setter, der i sin endnu korte levetid havde givet ham mange ærgrelser og kun få glæder. Den hed Knold og var slet og ret dum. Han savnede sin gamle hund, der så tragisk havde fået hjerte-lungeorm, og som efter en rædselsfuld sygdomsperiode måtte forlade ham i sin bedste alder. Sådan tænkte jægeren på sin stol, samtidig med at morgenen gryede og han uden modvilje aede hunden bag øret. Den kunne jo ikke selv gøre for sin dårlige begavelse.

Gråanden blev ramt perfekt i flugten og faldt mod jorden som en sten, den knasede gennem de tørre tagrør og brød vandspejlet i et dumpt plask, mens skuddet ekkoede fra skrænten. Jægeren brækkede geværet og knyttede kort hånden mod himlens magter for at markere sit smukke skud, hunden stak halen mellem benene og peb. Tilbage stod at hente byttet ind. Tre gange blev Knold kommanderet i søen, og tre gange vendte den tilbage, logrende, men tomflabet, mens dens ejer hovedrystende så småt indstillede sig på, at ville han have fugl i ovnen, kom han selv til at apportere. Eller skyde en ny and over land. Han skævede ned på sit dyr og bemærkede tørt:

– Du skal være glad for, at vi ikke æder hunde her i landet. Knold lystrede og var glad.

– Kom så, nu får du én chance til, find så den and, for pokker.

Fjerde gang forsvandt Knold i vegetationen, og han måtte hjemkalde den med adskillige kald, før den endelig vendte tilbage, stolt som en pave, på trods af at det, den bragte med sig, ikke var en gråand.

I sit civile erhverv som pressefotograf havde jægeren mange gange set døde mennesker, og han blev ikke videre chokeret over kraniet. Det var skjoldet og misfarvet i sortbrune nuancer med tjavser af algefarvet hår klæbende til issen og unaturligt hvide tænder i overmunden, mens underkæben manglede. Et stykke tid holdt han det foran sig som en anden Hamlet, indtil han følte sig overbevist om, at det var ægte. Så lagde han det forsigtigt fra sig i græsset, men fortrød straks efter. Hans hund var så åbenlyst ikke faldet, som hunde faldt flest, så måske var det bedst, at den ingen mulighed havde for at stikke af med sit fund. Han tog atter kraniet og hængte det i stedet på et ungt birketræ med en gren stukket ind gennem den ene øjenhule og uden for hundens rækkevidde. En respektløs handling, der senere kostede ham over to timers afhøring på Hillerød Politistation, hvor man kun havde ringe forståelse for Knolds manglende opdragelse.

Regn og rusk drev de næste dage i bølger ind over landet fra vest og besværliggjorde dykkernes arbejde. Nok var søen lille, men midtpå stak den sine tolv meter, og det lave vand mod bredderne var anstrengende at undersøge på grund af vegetationen. Udbyttet på førstedagen indskrænkede sig til en død gråand, hvilket delvist bekræftede jægerens historie, men den var der nu aldrig nogen, som for alvor havde betvivlet, hans usømmelige omgang med kraniet til trods. Andendagen var slet og ret resultatløs, hvorimod tredjedagen gav afkast efter fortjeneste. Allerede om morgenen fandt man resterne af en hånd og kort efter en underkæbe, der gemte sig mellem en klynge åkander. Fundene indgød de to dykkere ekstra energi, nu de var sikre på, at der var noget at lede efter, og først på eftermiddagen blev skelettet i Satans Mose opdaget. Sammen med stenen blev pigen bjerget i land på en dag, der var omtrent lige så kold, som da hendes drabsmænd et halvt år tidligere bar hende ud.

Efterforskningen blev overladt til kriminalpolitiet i Hillerød, og på trods af et teknisk set glimrende stykke politiarbejde førte den ikke til noget resultat. Obduktionsrapporten fastslog, at liget tilhørte en kvinde i alderen mellem femten og tyve år, almindelig af bygning og med en højde på 168 centimeter. Hendes død skyldtes et brud på anden halshvirvel, og hun havde derudover ingen frakturer eller misdannelser i sine knogler bortset fra et brækket ribben, som rimeligvis var tilføjet hende, da hun blev bundet fast til granitblokken. Mest problematisk for efterforskningen var, at det kun med en meget bred margin kunne estimeres, hvor længe liget havde ligget i vandet. Obducenten anførte fra fire til syv måneder som ydergrænserne, og det oven i købet under en lang række forudsætninger, som gjorde perioden endnu mere usikker. I praksis betød det, at nogen havde sænket kvinden i søen mellem februar og april i år, formentlig. Til gengæld afslørede obduktionen et overraskende faktum, nemlig at kvinden var af den negroide race, hvilket bekræftedes tredobbelt ud fra hendes hårrester, hendes kranium og hendes dna. Men de tekniske undersøgelser førte ikke de store landvindinger med sig. Rebet, hvormed kvinden var bundet til granitblokken, blev analyseret i alle ender og kanter, tilbage stod dog, at det kunne købes i omtrent et hvilket som helst byggemarked over hele landet. Også granitblokken blev målt og vejet, men på det tidspunkt havde efterforskningen allerede fastslået, at stenen havde stået på hjørnet, hvor markvejen, der førte ind i Hanehoved Skov, mødte landevejen. Her var den rykket op fra jorden, uden at nogen kunne fortælle hvornår. Kun et enkelt positivt indspark bidrog teknikerne med, nemlig en rekonstruktion af ligets ansigt, som kvinden måtte have set ud, da hun levede. Teknikken til den slags genskabelser var blevet effektiviseret dramatisk de seneste år, og processen var nu både hurtigere og billigere, samtidig med at resultatet blev mere validt end tidligere.

Kriminalpolitiet koncentrerede sig om to spor, der desværre begge endte blindt. Det ene spor var Kolleløse Gods, der ejede Hanehoved Skov og dermed skovsøen, hvor kvinden var fundet. Godset tilhørte kammerherre Adam Blixen-Agerskjold, der kunne føre sine aner århundreder tilbage, men som derudover var en moderne og ligetil mand først i fyrrerne. Sammen med sin kone og en lille håndfuld ansatte drev han et gennemindustrialiseret landbrug med varierende afgrøder af primært vårbyg, vinterhvede og vildtmajs på godsets godt 700 hektar land. Nogen guldgrube var forretningen bestemt ikke, og hver en krone, godsejeren kunne frigøre, gik desuden til vedligeholdelse af hans historiske bygninger. Både han og hans hustru var sig deres kulturarvforpligtelser bevidst, også selvom det var en omkostningstung bevidsthed, som kun få forstod at værdsætte.

Politiets interesse rettede sig selvsagt mest mod kammerherrens skov og kun i mindre grad mod hans landbrug. Men Hanehoved Skov lå i det store og hele uudnyttet hen. Jagten var lejet ud til en jagtforening på Frederiksberg, og der kunne gå måneder mellem, at nogen fra godset havde ærinde i skoven. Dertil kom, at ingen, hverken fra godset eller fra jagtforeningen, havde set en afrikansk kvinde på godsets jorder.

Det andet spor, kriminalbetjentene fra Hillerød forfulgte, viste sig også at være en blindgyde. En massiv indsats sørgede for, at pigens genskabte portræt blev forevist, ikke kun til egnens sparsomme beboere, men også til en meget stor del af de forretningsdrivende i de tre nærmeste større byer, nemlig Slangerup, Lynge og Ganløse. Det var et kæmpe arbejde, men alt sammen forgæves, og efterforskningen gik derefter langsomt i stå af mangel på relevante ideer til at komme videre. På årsdagen for kvindens død – en begivenhed, som kun meget få mennesker kendte til – var der derfor ingen fra politiets side, der reelt beskæftigede sig med hende. Og heller ikke offentligheden bekymrede sig synderligt om hendes skæbne, hvilket dog skulle ændre sig dramatisk.