Kapitel 17

Væggene i Svend Lerches kontor var fyldt med stålstik fra starten af 1800-tallet. Han samlede, men ikke på hvad som helst. Der skal være et uartigt motiv, sådan forklarede han for de gæster, som viste interesse, og blinkede derefter indforstået på en måde, så hans tilhører havde svært ved ikke at smile.

Svend Lerche sad bag sit skrivebord og læste i et notat. Han var en mand først i halvtredserne med sølvgråt hår, en fast hage, årvågne blå øjne og dannede manerer. Ofte charmerende og tillidsvækkende, men også med et hidsigt temperament, der i visse situationer kogte over og voldte ham problemer. Han skævede op. På den anden side af skrivebordet ventede Benedikte Lerche-Larsen utålmodigt på, at han skulle blive færdig. Hun havde sat sig omvendt på stolen med stoleryggen vendt mod ham, mens hun misbilligende betragtede væggen bag ham. Hun havde godt af at vente.

Endelig blev han færdig. Han lagde notatet bort, og fra sin øverste skrivebordsskuffe tog han et magasin op, som han skubbede hen foran hende. Pokerspilleren hed det, og hele forsiden var prydet af hans datter. Benedikte Lerche-Larsen affærdigede det med en syrlig grimasse. Anden reaktion viste hun ikke, han forsøgte at dæmpe sin vrede, da han sagde:

– Hvad i alverden tænker du på?

– Jeg kan da ikke bestemme, om jeg bliver fotograferet på offentlige steder, eller hvilke billeder de bringer i hvilke blade. Der er trykkefrihed her i landet.

– Behøvede du være dullet sådan op?

– Dullet op, må jeg være her. Vi var på kasino, så kunne jeg da ikke være klædt som en bibliotekar. Jeg var nødt til at passe nogenlunde ind.

– Og posere for kameraerne, var du også nødt til det? Du er klar over, at dit navn er nævnt inde i bladet?

Benedikte Lerche-Larsen viftede med sin hånd i en ligegyldig gestus, han fortsatte irriteret:

– Forudsætningen for, at vores forretning fungerer, er diskretion. Det troede jeg ikke, jeg behøvede fortælle dig.

– Forudsætningen for, at din forretning fungerer.

– Og hvad er det nu, du lever af?

Hun rejste sig, vendte stolen og satte sig igen. Så sagde hun koldt:

– Skal du, af alle mennesker, belære mig om diskretion? Det er ikke mig, der har fået polititilhold mod at komme på rådhuset. Hvor diskret er du selv, Svend?

Hun ramte et ømt punkt, og det ærgrede ham. Desuden hadede han, når hun kaldte ham Svend og ikke far, hvad hun derfor stort set altid gjorde. For godt en måned siden var han gået amok på en ligegyldig bureaukrat i skatteforvaltningen, havde råbt og skreget samt desværre også truet hende personligt. Det var en kæmpe fejltagelse. Særligt set i lyset af at beløbet, han skulle punge ud med, ikke var andet end en bagatel. Han skiftede emne:

– Hvad talte du og Bjarne Fabricius om i lørdags? Din mor fortæller, at I var inde i drivhuset i lang tid.

– Hvis ti minutter er lang tid, så har mor ret. Vi talte om orkideer.

– Som du ingenting ved om.

– Og som Bjarne ved en masse om. Jeg behøvede kun at lytte.

– Bjarne, I er åbenbart kommet på fornavn.

– Åbenbart.

– Prøver du bevidst at tirre mig, Benedikte? For hvis det er tilfældet, så lykkes det rigtigt godt.

Benedikte Lerche-Larsen bøjede af, som hun altid gjorde, når han blev vred. Først rettede hun overflødigt på sin kjole, idet hun pertentligt hev den yderligere et par centimeter ned over sine knæ, så lo hun pludselig med hele perlerækken af sine hvide tænder og hovedet spontant kastet bagover. Han tænkte bekymret, at ingen i hele verden kunne tænde og slukke for sit humør, som hun kunne.

– Far, vi talte om orkideer. Og jeg er udmærket klar over, at de informationer, som Bjarne Fabricius skal have om vores forretninger, skal komme fra dig. Men jeg tror overhovedet ikke, at han ville høre på mig, hvis jeg brokkede mig over dig, hvis det er det, du frygter. Han ville nærmere stemple mig som illoyal.

– Så det er et rent tilfælde, at han ringede og belærte mig om, at du snart er klar til et større ansvar?

– Jeg anede ikke, at han havde ringet. Men du kan jo gøre, hvad du vil. Du er din egen chef.

Begge vidste, at sådan forholdt det sig ikke. I praksis var hans forretninger afhængige af et godt samarbejde med Bjarne Fabricius, han sagde tonløst:

– Selvfølgelig kan jeg det.

– Men hvad så? Skal jeg have et større ansvar?

Han var i alvorlig vildrede med hende. På den ene side var det måske bedre, at hun flyttede, lærte at stå på egne ben, så at sige, og så naturligvis fik et almindeligt arbejde. Det ville på mange måder være godt for alle parter, og han havde intet imod at hjælpe hende med en lejlighed og eventuelt et månedligt tilskud. På den anden side kendte hun hans aktiviteter rigtigt godt, og skønt de var stærkt uenige om forretningsstrategien, bidrog hun i væsentlig grad til den daglige drift. Ikke mindst på det økonomiske område var hun stærk, og på trods af at han endnu langtfra havde givet hende fuld finansiel indsigt, aflastede hun ham for mange timers ugentligt arbejde. Hvilket han betalte hende godt for, men det ville ikke være nemt at finde en afløser. Og samtidig med, at han skulle oplære en ny mand i stedet for Jan Podowski, ville det nærmest være umuligt.

– Ja, måske skal du. Lad os vende tilbage til det senere. Men det var faktisk ikke derfor, at jeg ville tale med dig.

Hvis hun var skuffet, viste hun det ikke. Tværtimod var hun ren imødekommenhed:

– Hvad vil du mig så, far?

– Bede dig blive væk fra Jans begravelse.

– Gerne, jeg havde ikke tænkt mig at deltage alligevel. Men hvorfor?

– Fordi Jan for et års tid siden var involveret i en episode, hvor én af vore afrikanske medarbejdere kom til skade.

– Og hvad har det med mig at gøre?

– Ingenting, Benedikte. Og sådan skal det gerne blive ved med at være.

Hun mødte hans blik, men kiggede bort efter et sekund. Så sagde hun:

– Hvis jeg får større ansvar, skal jeg også have mere i løn.