Kapitel 30

Silja Tannik Line sejler mellem Stockholm og Helsinki. Færgen afgår fra Sverige først på aftenen og anløber Finland næste morgen, hvorefter den klargøres og igen sejler om aftenen, blot den modsatte vej. Der er indsat to færger på ruten.

Den 23. juni i 2007 var en lørdag, og vejret i Stockholm var behageligt, varmt og vindstille, da en gruppe unge først på eftermiddagen samledes ved Ringen, det cirkulære hul mellem stueplanet og førstesalen på Stockholm Centralstation, som svenskerne kalder deres hovedbanegård. De unge kendte hinanden fra internetsitet vimusiker.se.

Randi Hansson var nitten år og kom fra Jämtland i Midtsverige. Tidligt om morgenen var hun kørt til hovedstaden, i godt humør, hun glædede sig, det var sjældent, at hun kom ud. Gruppen af unge var løst sammenknyttet, men humøret var højt, og øllet flød. Allerede da de kom om bord på færgen, var Randi Hansson beruset, en tilstand som gradvist forstærkedes, efterhånden som aftenen skred frem, og som kulminerede i, at hun kastede op på toilettet, strategisk placeret umiddelbart før diskoteksområdet. En kvindelig vagt anbefalede hende stærkt at gå i seng, et råd, hun vaklende fulgte.

Voldtægten var rå og sadistisk. Den fandt sted i Randi Hanssons kahyt og stod på i adskillige timer. To ribben og fire fingre var brækkede, en del af hendes hår var revet af, og hun havde fået indført fjernbetjeningen til kahyttens tv i sin endetarm som en sidste ydmygende hilsen fra sin overfaldsmand.

Både det finske og det svenske politi prioriterede sagen højt, dels fordi forbrydelsen var ualmindelig afstumpet, og dels fordi det var sket før. Godt tre år tidligere var en syttenårig finsk pige blevet voldtaget på samme færge under lignende omstændigheder, en forbrydelse, der indtil nu var uopklaret. Men opklaringen af Randi Hanssons voldtægt havde mange odds imod sig: Næsten syv hundrede mennesker havde under overfarten befundet sig på færgen, og langt hovedparten var ikke registreret. Oveni kom, at Randi Hansson var blevet blændet, idet hendes bøddel, så snart han havde kneblet hende, dryssede peber i hendes øjne, og efter et halvt års tid døde efterforskningen ud og blev henlagt.

Den svenske og finske presse omtalte naturligvis forbrydelsen indgående, men at Komtessen kendte til den skyldtes et rent tilfælde: I efteråret 2007 blev hun kontaktet af en svensk kollega og veninde, som bad om at låne hendes sommerhus i et par uger for at få noget fred. Veninden var blevet bevilget to måneders, stærkt tiltrængt, orlov. Komtessens sommerhus lå nær Blokhus ved Vesterhavet, og på vej fra Stockholm til Nordjylland overnattede veninden i Søllerød, hvor hun fortalte om Randi Hanssons ulykkelige skæbne på Silja Tannik Line-færgen, og beretningen havde sat sig fast.

Straks da Komtessen mødte på arbejde morgenen efter besøget hos Victoria Blixen-Agerskjold, kontaktede hun veninden og forklarede situationen. Derefter sendte hun Frode Ottos fingeraftryk, ventede spændt en halv time og hoppede et par centimeter i stolen, da opringningen fra Sverige kom. Det var et match. Hun frydede sig. Ikke fordi aftrykket entydigt knyttede forvalteren til voldtægten på færgen, for det gjorde det ikke, men fordi hun nu havde det ekstra på ham, der skulle til, for at statsadvokaten ville forsøge at få en dommerkendelse på mandens teleoplysninger. Håbede hun. Hun gjorde sig umage med sin rapport og sendte den til Store Bertha personligt. Fem minutter efter modtog hun et kort Okay, jeg prøver retur. Hendes humør var således i top, da hun om eftermiddagen vendte sagen med Arne Pedersen.

– Jeg er stensikker på, at Frode Otto ikke kan holde til at blive gennemlyst. Der kommer ting frem, enten af den ene eller anden slags, bare vent og se.

Arne Pedersen var enig, men kun til en vis grad. Han sagde søgende:

– Måske har han slået den afrikanske pige ihjel, men jeg tror ikke på, at han har sænket hende i søen. Eller rettere: været med til at sænke hende i søen, for det har krævet mere end én person. Men han ville have så mange bedre muligheder for at skjule hende, hvoraf den mest simple er at grave hende to meter ned i Hanehoved Skov.

– Eller skære hende i små stykker og fodre hende til svinene. Det er uhyre effektivt, de æder alt.

Det var Malte Borup, han sad med ryggen til og baksede med et printerproblem på Arne Pedersens computer. Komtessen sagde tørt:

– Du ser for mange film, og du bliver en elendig drabsmand, Malte. Hold dig til dine computere. I øvrigt har de ikke svin på godset.

Studenten skiftede emne:

– Jeg hader printere, kan du ikke skrive ud i hånden, Arne?

Arne Pedersen ignorerede ham og brugte de to næste minutter på at overbevise Komtessen om, at de, der havde skjult den afrikanske pige i søen, havde brugt denne løsning, fordi de ikke havde en skovl – et argument, som Komtessen for længst havde accepteret, så hun lod sig tålmodigt overbevise for anden gang. Arne Pedersen afsluttede:

– Har Simon fundet ud af, hvornår vi tager ham til forhør?

– Ja, mandag eftermiddag.

– Hvem skal have ham, er det afgjort?

– Ja, det skal du og Simon selv.

– Og hvem skygger ham i morgen? Var det ikke Klavs, der tog den tjans?

Det kunne Komtessen heller ikke huske, han måtte spørge Konrad Simonsen. Det blev dog ikke nødvendigt, Malte Borups fingre fløj over tasterne, og han informerede:

– Det gør Klavs, tror jeg. Han har booket en civil bil her til weekenden.

De to ældre kastede blikke. Informationssamfundet var skræmmende, stort set samtlige af de sikkerhedsforanstaltninger, etaten beskyttede sine databaser med, brød studenten nærmest rutinemæssigt.