Kapitel 41

Henrik Krag spejdede utålmodigt ud ad vinduet, hvor han havde overblik over parkeringspladsen under sig, og håbede ikke, Benedikte Lerche-Larsen havde glemt deres aftale. Hun var forsinket, og han havde sin mobil i hånden for at ringe til hende, da hendes bil gled ind på parkeringspladsen. Kort efter åbnede han døren, og han fik et lille klem i hånden, det var nyt, næsten intimt. Hun lignede en drøm.

– Jeg har set frem til det her. Hvor skal vi hen?

– Det er en hemmelighed. Du får se.

– Jeg håber, at vi skal ud på min motorcykel.

Han nikkede bekræftende, det var, hvad han havde tænkt sig.

– Har du prøvet at køre på motorcykel før?

– Aldrig.

Han fandt jakke, handsker og hjelm til hende. Hun snusede til jakken, den var af læder og godt slidt. Så konstaterede hun misbilligende:

– Den lugter af røg. Hvem har haft den på før mig?

– Flere forskellige. Når vi først kører, kan du ikke lugte noget.

Hun accepterede argumentet, og de tog deres tøj på.

Vejret var perfekt i forhold til årstiden, omend det var køligt. Majsolen skinnede smilende, himlen var skyfri, bortset fra et lysende bånd af cirrusskyer mod øst, næppe en vind rørte sig. De stod foran motorcyklen, Benedikte Lerche-Larsen betragtede den forsigtigt.

– Det er godt nok et ordentligt dyr, når man kommer helt tæt på. Hvor hurtigt kan den køre?

– Tilstrækkeligt hurtigt, men vi kommer ikke op på de store hastigheder i dag.

– Fordi jeg er nybegynder?

– Blandt andet.

– Er der noget specielt, jeg skal gøre?

– Ja, holde ordentlig fast.

Umiddelbart før Solrød Strand forlod han motorvejen, og de fortsatte ad en række småveje, indtil han drejede fra ad en skolesti. Henrik Krag satte farten betragteligt ned. Benedikte Lerche-Larsen løsnede sine arme omkring ham og nøjedes med et fast tag i hans hofter; lidt efter slap hun ham helt. Der var ingen andre på stien bortset fra en jogger, der råbte arrigt efter dem, da de forsigtigt passerede. Lidt efter mundede stien ud i en dårligt vedligeholdt markvej. Til venstre for dem var udsynet spærret af nøddekrat, filtret i brombærranker, skvalderkål og kvikgræs, til højre gumlede en flok køer indolent på en nedspist mark. For enden af vejen standsede de. Benedikte Lerche-Larsen tog sin styrthjelm af og kiggede sig mistroisk omkring, mens Henrik Krag sikrede deres hjelme og låste maskinen.

– Det var en fed køretur, men hvor er vi henne, Henrik?

Han sprang adræt over et frønnet stakit ind til en eng, hvor græsser, svingel og brændenælder voksede knæhøjt.

– Kom, vi er der om lidt.

Også hun forcerede forhindringen, omend mindre elegant. Resultatet blev et langt, grønt algespor på hendes bukser fra knæet og nedefter.

– Se nu, hvad du har gjort. Altså ligner jeg en malkepige eller en feltbiolog? Og jeg kan lige så godt sige dig, at hvis det er noget med heste, så kan du glemme det, jeg kan ikke fordrage de … Henrik, jeg går ikke et skridt videre, før du fortæller mig … åhhr for pokker.

Hun talte til hans ryg, der var på vej ad et nedtrådt spor, som snoede sig op ad en kort, krap bakke. Hun slog ud med armene i en ærgerlig attitude og hastede efter ham. Hendes støvlehæle sank i den bløde jord, alligevel lykkedes det hende at indhente ham og hægte sig på med et greb i hans læderjakke, som han havde lynet ned.

– Du skal ikke bryde dig om at gå fra mig.

Som svar tog han hende i hånden, og hun lod ham gøre det.

På den anden side af bakken var vegetationen lavere og mere sparsom. Henrik Krag stoppede endnu før, de var helt nede. Så pludselig lagde han hovedet let tilbage og hylede højt med blafrende kinder som en sirene i udu. Benedikte Lerche-Larsen stirrede undrende, næsten skræmt på ham. Han gentog processen, denne gang endnu højere. Og så et tredje hyl, hvorefter han fik svar.

En kalkun spankulerede frem fra en busk en snes meter borte. Den havde sine halefjer udslået, som om den ville markere, at de befandt sig på fremmed territorium. En tid besigtigede den dem mistroisk med sit ene øje, derpå skrabede den i jorden med en kraftig fod, mens den lagde hovedet bagover og igen udstødte sit pludrende kald, så vorterne i dens grimme, højrøde fjæs sitrede i takt.

Henrik Krag smilede stolt og sagde:

– Prøv, det er ikke svært.

Benedikte Lerche-Larsen fulgte ikke opfordringen. Hun fjernede rasende hans hånd, og hendes øjne slog gnister.

– Sig mig, har du slæbt mig helt herud på Lars Lorts marker for at hyle som en idiot til en åndssvag hønsefugl?

– Den hedder E.

– Har du også givet den navn? … Nej, nej, du skal ikke svare mig, Henrik.

– Kun bogstaver.

– Kun bogstaver.

Hun vrængede og karikerede vredt hans stemmeføring fra før og vendte sig næsten forskrækket, da en kalkun bag hende kvitterede med en tilsvarende lyd. Henrik sagde:

– Det er B.

– Ja, naturligvis er det B. Goddag B. Og hvor er så A, C, D og resten af alfabetet? Dem skal jeg vel også præsenteres for. Du er simpelthen ikke rigtig klog.

Han sagde stille:

– Der er kun til F, og C er død. Jeg tror, han er slagtet og spist.

– Hold da op en tragedie, skal vi bede en stille bøn for C, inden vi skrider? Tænk, at jeg er blevet koblet sammen med dig af alle mennesker. Er det her, du kører dine tabertøser ud?

– Nej, det er første gang. Ellers kommer jeg kun alene.

– For at øve alfabe …

Hun tog sig i det.

– Nej, det mener jeg ikke, undskyld. Men det her er simpelthen håbløst.

Alligevel lagde hun hovedet tilbage, som Henrik Krag og kalkunen havde lært hende, og hylede løs, det bedste hun kunne. Hun fik svar tre steder fra. Henrik roste hende.

– I guder … mit livs karriere er sikret. Jeg har talent for at tale med kalkuner. Hov, hov, det er mig én gang til. Dig er de jo vant til, de fortjener noget fornyelse.

Hun var igen henne ved ham og skubbede ham ublidt, så hans kald mislykkedes. Et par tårer gled ned over hendes kinder, uden hun gjorde mine til at tørre dem væk, og et øjeblik troede han, at hun var blevet ked af det. Så opdagede han, at hun grinede. Det smittede, og han lo med, det var umuligt at lade være.

Hun brød sammen midt i sit fjerde kald. Rystende i kramper, med hænderne presset mod mellemgulvet, gled hun viljeløst på knæ på jorden. Han skævede bekymret til hendes bukser, der nu blev endnu mere beskidte mod den fugtige, sorte jord. Måske det ville ærgre hende, når hun blev sig selv igen, og han ville få skylden. Hun fulgte hans blik, gættede tilsyneladende hans tanker og grinede også af dem. Så hev hun ham ned til sig, og begge hulkede i latter, pande mod pande, mens det ene anfald efter det andet skyllede gennem deres kroppe og kvalte hvert meningsfuldt ord. Kalkunerne forlod dem for at passe deres; de ænsede det ikke. Der gik lang tid, før de genvandt en smule kontrol og det endda kun, fordi de undgik øjenkontakt, vel vidende at selv det mindste lille fnis ville udløse et nyt brøl hos den anden. Benedikte Lerche-Larsen sagde udmattet:

– For helvede, Henrik, du kunne score selv Afrodite på det her.

Han havde svært ved at få ordene frem.

– Hende kender jeg ikke.

– Nej, du gør ej, og det er hun sikkert ked af. Det er simpelthen genialt.

De rejste sig sammen og slap først hinanden, da de var tilbage ved hegnet. Han tilbød hende en hånd, som hun smilende afslog. På den anden side stod hun et par sekunder i sine egne tanker og sagde så:

– Okay, Henrik, noget for noget. Hvis du har aftaler i aften, så aflys dem, for jeg bliver sammen med dig. Vi skal omkring en videoforretning på vej hjem, og hvis du også kan finde et sted, hvor vi kan købe to nogenlunde appetitlige pizzaer, vil det være perfekt.

I videobutikken valgte hun deres film, mens Henrik Krag samlede et par poser chips, en ramme colaer og en plade chokolade. Hun kom med deres film, Quentin Tarantinos Inglourious Basterds.

– Kender du den?

Han forsøgte af al magt, men forgæves. Titlens første uforståelige ord lod sig ikke tyde. Han kunne end ikke afgøre, om det var dansk eller ej. Hun kom ham til undsætning:

– Inglourious, det er også et helt umuligt ord, og så er det endda med vilje stavet forkert. Skændige møgsvin er en rimelig dansk oversættelse, men det er underordnet.

– Benedikte, jeg kan ikke læse teksterne, og det ved du godt. Hvis du kun er ude på at nedgøre mig, så skrid hjem til dig selv.

De nærmeste kunder kiggede hen mod dem. Benedikte Lerche-Larsen verfede deres blikke væk med arrige øjne. Så smilede hun til ham.

– Rolig, nu. Jeg læser selvfølgelig op for dig, det er det, der er pointen.

Hjemme hos Henrik Krag arrangerede de sig. Indkøbene blev linet op, og en lænestol blev fjernet for at give gulvplads foran fjernsynet. Han hentede sin madras, hun samlede puder sammen til at have i ryggen. Han spurgte:

– Hvad med pizzaen? Er du ikke sulten?

– Den er til pauserne. Vi bliver nødt til at stoppe en gang imellem, men hold nu mund, og følg med. Det er faktisk en ret fed film. Ikke noget mesterværk som noget af det andet, han har lavet, men helt sikkert værd at se. Du vil elske den.

Hun fik ret. Ja, mere end det. Efterhånden som filmen skred frem, og hun speakede dialogen for ham, skete underet: Han glemte både maden og hende, glad som et barn over sin oplevelse. I pauserne var han utålmodig, næsten urimelig:

– Læg mærke til, hvordan ham naziobersten optræder yderst kultiveret, og så drikker han oven i købet mælk.

– Ja, ja, men skal vi ikke se videre?

– Jeg må først have lidt mad og hvile stemmen.

– Men det har du gjort.

De fortsatte, og han nød hvert minut.