Kapitel 43

Det Danske Udenrigsministerium, et syvetagers skrummel i glas og cement, ligger på Asiatisk Plads i København med maskinmestertårnet på Knippelsbro som nærmeste nabobygning, arkitektur tete-a-tete, når det er værst og bedst. Konrad Simonsen spadserede fra Politigården, en tur, der måtte gøre det ud for dagens motion.

Helmer Hammer var allerede ankommet. Han havde lånt et kontor og bød på kaffe, men havde tydeligt travlt, så videre hyggelig blev den indledende småsnak ikke, og de gik hurtigt til mødets emne. Konrad Simonsen gennemgik metodisk situationen, fortalte om Frode Otto og viste departementsråden en udskrift over forvalterens telefonsamtaler, med en rød ring omkring de gange, den russiske ambassadør havde ringet eller modtaget opkald. Derefter fortalte han om Arne Pedersens korte kontakt med Bepa Rozhdestvenskaja og bemærkede, hvordan manden fik små svedperler på næseroden, da han hørte om opringningen, afbryde gjorde han dog ikke. Da han var færdig, gennemgik de, på Helmer Hammers forlangende, det hele omhyggeligt forfra, hvilket Konrad Simonsen fandt lettere hysterisk, men ikke desto mindre rettede ind efter. Departementsråden sagde:

– Der er yderst få danskere, som har det nummer. Selv ikke jeg har det. Eller altså havde det.

Han fik det næsten til at lyde som en anklage, som om kriminalpolitiet havde tiltusket sig nummeret uden at være berettiget til det. Og sådan var det måske også i hans optik. Konrad Simonsen tav, Helmer Hammer fortsatte:

– Du må være klar over, at uanset hvad, ganske ligegyldigt om ambassadør Rozhdestvenskaja er indblandet i din sag eller ej, har du ingen mulighed for at afhøre hende, eller for den sags skyld tale med hende overhovedet, ud over hvad hun selv vil. Selv hvis hun har begået noget ulovligt, og jeg understreger, at vi her taler om en helt hypotetisk og meget usandsynlig situation, selv i det tilfælde, har du ingen ret til at konfrontere hende. Det gælder dig, og det gælder alle andre danskere for den sags skyld.

Konrad Simonsen bekræftede, at han forstod situationen. Helmer Hammer forklarede den videre procedure. Først ville han forhøre sig opadtil, om han måtte kontakte ambassadøren i den pågældende sag. Hvis han fik tilladelse, og det var absolut ikke sikkert, ville han tale med nogle mennesker her i Udenrigsministeriet, og derefter ville han rette henvendelse til Den Russiske Ambassade og spørge, hvorvidt ambassadør Rozhdestvenskaja havde lyst til at hjælpe det danske politi i denne her forbindelse.

– Igen: Det kan være, at hun har, og det kan være, at hun ikke har. Det bestemmer hun alene selv.

De skiltes, idet Helmer Hammer lovede at holde ham informeret om sagens gang. Først på vej hjem undrede Konrad Simonsen sig over forløbet. Han havde aldrig forestillet sig, at departementsråden skulle involvere sig personligt, kun presse på for at få tingene til at glide. Men Helmer Hammer havde altså taget sagen selv og oven i købet sporenstregs taget fra Statsministeriet til Udenrigsministeriet, hvilket var overraskende. Meget overraskende, han sagde ordene ud i luften og spekulerede på, om det blot var hans normale mistroiskhed over for andre mennesker, der fik ham til at tænke sådan.

To dage efter mødtes Konrad Simonsen og Helmer Hammer igen. Det skete i Kristianiagade foran Den Russiske Ambassade på Østerbro i København. Departementsråden pegede mod ambassaden og sagde:

– Du ved godt, at så snart vi træder indenfor, befinder vi os på russisk område. Og det skal forstås aldeles bogstaveligt. Juridisk set er der ingen forskel på, om du tager til Moskva, Vladivostok eller besøger en russisk ambassade.

Det vidste Konrad Simonsen udmærket. Han bekræftede en smule studst, efterhånden godt træt af at blive belært om, at han ingen bemyndigelse havde.

– Og der bliver ingen opfølgende spørgsmål, husk endelig det. Når ambassadør Rozhdestvenskaja har fortalt, hvad hun ønsker at fortælle om sagen, så takker vi og går.

– Det er netop det, vi gør.

– Det er ikke nogen afhøring, absolut ikke.

Konrad Simonsen sukkede indvendigt og papegøjede:

– Absolut ingen afhøring.

Helmer Hammer kiggede bekymret på ham, i tvivl om hans svar var sarkastiske, så tilføjede han:

– Hvis ambassadør Rozhdestvenskaja ønsker at tale russisk, så oversætter jeg.

– Det er en god strategi.

Konrad Simonsens ansigt var stivnet i tung alvor.

Mændene gik indenfor i ambassaden, hvor de til start gennemgik et særdeles grundigt og langvarigt sikkerhedstjek. Derefter blev de ledt op på tredje etage til ambassadørens kontor, hvor de fik lov at vente i et forkontor i endnu længere tid, før de endelig blev lukket ind til Bepa Rozhdestvenskaja.

Hun var en lille kvinde, næppe over en meter og femoghalvtreds høj, det var svært at afgøre, når hun sad bag sit skrivebord – et overdimensioneret mahognimøbel, der passede skidt til hende. Hun var dyrt klædt, internationalt, med et strejf af kedelig, og det lykkedes hende at tage imod de to mænd med nøjagtig så meget høflighed, at man ikke kunne kalde hende uforskammet. Med en slank hånd viste hun hen mod et par stole, der stod foran hendes skrivebord: Hendes gæster havde tilladelse til at sætte sig. Da det var sket, fokuserede hun på Konrad Simonsen og sagde neutralt på dansk:

– Jeg ønsker at høre sagen fra Dem.

Konrad Simonsen var velforberedt, hvilket var tåbeligt. Forholdet var jo ligetil, men alligevel havde han gennemgået sin fremlæggelse hjemmefra og lagt sine få papirer i rækkefølge. Han fortalte kort om Frode Otto og viste hende et billede af forvalteren. Hun kiggede indgående nogle sekunder på fotografiet uden at reagere og nikkede derefter stift til ham om at fortsætte, hvilket han gjorde ved at lægge et papir med teleoplysningerne fra Frode Ottos mobiltelefonselskab foran hende. Hendes nummer var streget over med en gul markeringstusch, Konrad Simonsen sagde overflødigt:

– Jeg vil gerne vide, hvilken forbindelse De har med Frode Otto.

Som med billedet gennemgik hun først minutiøst udskriften. Så sagde hun:

– Jeg har aldrig hverken set eller talt med den mand.

Det var klar tale, men også et særdeles utilfredsstillende svar. Absolut det værst tænkelige i Konrad Simonsens drejebog. Og værre var, at han kun nåede at pippe et forsigtigt men, før Helmer Hammer afbrød ham som et søm.

– Mange tak for svaret, Deres excellence, og tak for Deres tid.

Departementsråden fra Statsministeriet rejste sig, lederen af Drabsafdelingen blev siddende. Bepa Rozhdestvenskaja rynkede brynene og spurgte koldt:

– Var der mere, hr. Simonsen?

Konrad Simonsen sagde:

– Ja, der er en lille ting mere, hvis jeg må have lov.

Han drejede hovedet et par grader bort fra Helmer Hammer, klar over, at bureaukratens blik prøvede at svejse ham midtover. Så rakte han ned i sin taske, tog en bog op og lagde den på hendes skrivebord.

– Kan jeg få Dem til at dedikere den her?

Bepa Rozhdestvenskaja kiggede ikke på bogen. I stedet betragtede hun ham indgående med et lille smil om munden, et lille smil, der til sidst forvandledes til et stort.

– Du interesserer dig for skak, Simon? Ja, mine medarbejdere fortæller mig, at du bliver kaldt Simon og ikke Konrad. Det er pudsigt, det har jeg aldrig hørt før.

Helmer Hammer satte sig igen. Hun fik bragt te.