Kapitel 47

Konrad Simonsen havde indkaldt til opsamling i sagen omkring den døde afrikanske kvinde i Satans Mose. Deltagerne bestod ud over Konrad Simonsen selv kun af Komtessen og Arne Pedersen, og dagsordenen indskrænkede sig til et enkelt punkt i og med, at efterforskningen i øjeblikket havde ét og kun ét spor at forfølge, inden sagen måtte henlægges som uopklaret.

De tre betjente sad ved konferencebordet på Konrad Simonsens kontor. Konrad Simonsen forklarede indgående om gårsdagens samtale på Den Russiske Ambassade. Bepa Rozhdestvenskaja havde i 1970’erne deltaget i skakverdensmesterskabet for kvinder. To gange nåede hun semifinalen, hvor hun blev slået af Nona Gaprindashvili, den senere verdensmester, og hendes bog fra 1981 om dronningeindisk var selv i dag …

Arne Pedersen gabte, han spillede selv skak, og det væsentlig stærkere end sin chef, men han havde langtfra samme fascination af spillet. På et tidspunkt blev det Komtessen for omfattende, hun afbrød sin mand:

– Okay, vi har forstået, Simon. Og hvad så mere?

– Tja, så overbeviste Bepa mig om, at hun talte sandt. Først fremdrog hun et par af samtalerne, hvor hun på det pågældende tidspunkt angiveligt deltog i møder i udlandet, dels i Moskva og dels i Malmø. Det sidste var i øvrigt offentligt. Imens lå hendes danske mobiltelefon i hendes pengeskab. Men de informationer kan jo være lidt vanskelige at tjekke for os, ja, det var hende selv, der bemærkede det, da hun så mit ansigtsudtryk. Så fandt hun noget bedre. Hele ambassaden, herunder hende selv, skiftede teleselskab i december 2008. Det skete af sparehensyn, de fik simpelthen et bedre tilbud. Jeg har en kopi af ambassadens kontrakt med det nye selskab, og hvis de oplysninger er korrekte, hvilket jeg ikke et øjeblik er i tvivl om, at de er, så kan halvdelen af samtalerne umuligt have været mellem Frode Otto og hende.

Arne Pedersen samlede op:

– Så teleudskriften er forkert i forhold til hendes nummer.

Konrad Simonsen bekræftede. Ja, sådan var det. Arne Pedersen spekulerede:

– Hvis der bevidst er manipuleret med data, kunne det ligne en tanke, at netop skakgeniets nummer er anført. Jeg mener, fordi hun er så svær at tjekke. Det var jo også tæt på at gå galt, og så havde vi ikke kunnet gøre andet end at rende rundt og være frustrerede og forestille os alle mulige scenarier om internationale komplotter.

Komtessen trak ham ned på jorden med et kort Ja hvis! Så sagde hun:

– Jeg ringer og beder NewTalkInTown om en forklaring.

Det var traditionelt hende, der tog sig af teleoplysninger, og hun havde sagt det som en selvfølge, men da hun så Konrad Simonsens skeptiske ansigt, tilføjede hun:

– Eller?

– Ring og forklar dem problemet. Og fortæl så, at du aflægger dem et besøg. Jeg er tilbøjelig til at give Arne ret, det her lugter langt væk af, at nogen bevidst har villet sende os på afveje. Vil du derud alene?

– Ja, helst. Bortset fra at jeg formentlig tager et par uniformer med.

Det var en af Komtessens små julelege. Når hun besøgte videnstunge virksomheder, ingeniørarbejdspladser og lignende, kunne hun finde på at medbringe en patruljebil og et par uniformerede betjente, hvis eneste opgave var at være der og gøre sig synlige omkring virksomhedens hovedindgang. Hun påstod, at hun blev taget mere alvorligt, end hvis hun kom uden, samt at arrangementet reducerede hendes ventetid til i omegnen af nul. Ingen i Drabsafdelingen sagde hende imod, men heller ingen kopierede hendes metode, som de øvrige fandt grov og desuden mente passede dårligt til den elegance, de normalt forbandt med netop hende.

Konrad Simonsen bemærkede:

– Den nummerændring er det eneste, vi har. Jeg håber, at du finder ud af et eller andet, så vi kan komme videre.

Det lignede ham ikke. Udsagnet var overflødigt, da hun udmærket selv var klar over efterforskningens aktuelle status, så hans ord kunne kun tolkes som et pres, chefens formaning om at gøre sig umage. Hendes reaktion var spids, hun svarede med et smil:

– Du kan da også selv tage derud, hvis du synes.

De vidste alle tre, at hun suverænt var den bedste af dem til den type opgaver, og Konrad Simonsen trak da også straks i land, nej, nej, sådan var det ikke ment. Arne Pedersen, som fornemmede stemningsskiftet, spurgte en anelse anspændt:

– Granrafterne og bæltespændet gav ikke noget?

Konrad Simonsen greb taknemmeligt stikordene og brugte et par minutter på sit svar, skønt to gange nej ville have været dækkende. Komtessen spurgte:

– Og hvad med den betjent, der var med til paragraf toogtyve ved Lynge?

– Kommer først i morgen, det første møde blev aflyst på grund af sygdom. Men vi skal ikke forvente mirakler.

Tilbage var kun Frode Otto og hans mystiske tilståelse samt totale uvilje mod at tale om afbrændingen af den gamle jagthytte og opsætningen af den nye. Spørgsmålet var overgivet til Arne Pedersen, som havde forhørt forvalteren i tre omgange. Komtessen spurgte til resultatet, selvom hun godt kunne regne ud, at hun ville have hørt noget, hvis der havde været noget at høre. Arne Pedersen svarede opgivende:

– Ham kommer jeg ikke videre med.

Konrad Simonsen sukkede og bad dem gå. Han havde et ubehageligt møde om en halv time og ville helst have dem ud i god tid inden. I øvrigt var der ikke mere at tale om.

Pauline Berg nægtede at tage plads på den stol, som Konrad Simonsen anviste hende, nej tak, hun stod såmænd udmærket. Han havde på forhånd lovet sig selv ikke at blive vred, og for en sjælden gangs skyld havde han gennemtænkt nogle af alle de gode råd, han havde fået på de lederkurser, han fra tid til anden var tvunget til at deltage i. Det var vigtigt at bevare værdigheden, det var vigtigt med klare udmeldinger, det var vigtigt, at den ansatte fik mulighed for at forklare sig, det hele var åh så vigtigt, men ingen havde lært ham, hvad han skulle gøre, hvis den ansatte havde lyst til at stå op, mens han sad. Kunne man tvinge folk til at sidde? Konrad Simonsen kunne, han råbte højt:

– Sæt dig ned, for helvede, når jeg siger det til dig.

Pauline Berg satte sig betuttet, hvorefter Konrad Simonsen selv rejste sig og stillede sig ved sit vindue for at dampe af. Han åbnede det for at få lidt luft. Det vendte indad, en specialitet, der i sin tid var udformet af Politigårdens arkitekt, for at facadens strenge orden og symmetri set fra gaden ikke skulle brydes.

– Hvad skal jeg stille op med dig, Pauline? Du er fløjtende ligeglad med mine ordrer, hvis det passer dig, og jeg kan hverken fyre eller forflytte dig.

Det var sandt, det vidste de begge to. Pauline Bergs fortsatte ansættelse var garanteret af ingen mindre end rigspolitichefen, der mente, at etaten, eller mere specifikt Drabsafdelingen, havde en del af ansvaret for, at hun havde det, som hun havde. Det var et synspunkt, som ikke var uden en kerne af sandhed. Desuden ville en afskedigelse sikkert give anledning til negativ presseomtale, et faktum som Konrad Simonsen var overbevist om, var den egentlige årsag til rigspolitichefens humane holdning. Men hvad enten det skyldtes det ene eller det andet, var summen, at Pauline Berg havde et helt usædvanligt stort frirum til at opføre sig, som hun havde lyst til. Hvilket hun i sandhed også gjorde. Senest ved at forsøge at afhøre en skovarbejder fra Halsnæs i den fatamorgana-sag, som Konrad Simonsen, hverken med det gode eller onde, kunne få hende til at droppe, hvilket med jævne mellemrum stillede ham selv og hele Drabsafdelingen i et latterligt lys.

Han fortalte hende det, som han havde gjort før, og som sædvanlig viste hun forståelse for hans synspunkt, som hun irriterende benævnte det, men han måtte også have forståelse for hendes: Hun havde besluttet sig for, at Juli-sagen gav mening. Måske ikke for andre, men helt sikkert for hende. Og det var der ikke så mange ting i den verden, hun levede i, som gjorde. Faktisk var hendes liv rædselsfuldt, rædselsfuldt og trivielt på én og samme tid, men det forventede hun ikke, at han forstod. Hvordan skulle han kunne det, når han ikke var hende? Men Juli-sagen gav altså mening. Særligt nu hvor den blev nævnt åbent og ikke forbigået, tiet ihjel, som hun selv blev.

Konrad Simonsen tænkte, at hans irettesættende samtale var forløbet endnu værre, end han havde frygtet. Hvis hun så blot havde råbt eller skabt sig, været mopset, som hun plejede, men det her … han var ikke psykolog, og der måtte være grænser for, hvad han som hendes chef … altså, hvad skulle han gøre? Gå sin vej fra sit eget kontor? Bede hende skride, overbevise hende om, at hun tog fejl, hjælpe hende i hendes ikke-sag? Pludselig opdagede han, at han ikke vidste, hvordan han skulle afslutte samtalen. Han sagde:

– Jeg har et møde, men vi taler sammen om det her en anden dag.

– Nej, du har ej, og ja, vi gør.

Hun var stadig lige rolig, selvsikker, urokkelig. Han tænkte på, om hun var på piller.