Kapitel 48

Teleselskabet NewTalkInTown havde hovedsæde i to gule murstensbygninger i Ballerup i det område mellem Ring 4 og Herlev, der populært omtales som Danmarks Silicon Valley. Komtessen parkerede i gæstebåsen og konstaterede til sin tilfredshed, at hendes patruljevogn var ankommet. De to betjente ventede på hende ved siden af bilen på gaden umiddelbart ud for parkeringspladsen. Hun brugte ti minutter på at tale med dem, idet hun jævnligt sørgede for med en håndbevægelse at vise mod bygningen foran dem, hvor nysgerrige hoveder allerede hang i vinduerne.

Foran indgangspartiet til hovedbygningen var en gruppe ansatte samlet om cigaretterne. Bedene på begge sider af den korte flisegang flød med skod, vissengule filtre i alle grader af forfald mellem de ondskabsfulde ildtornbuske. Et par meter fra rygerne stod en mand og ventede. Han var kommet til, mens hun talte med betjentene, så det var ikke svært at gætte, at han formentlig var hendes kontakt. Allerede på afstand fornemmede hun hans nervøsitet, optrinet med betjentene havde atter en gang vist sin værdi, tænkte Komtessen, mens hun veloplagt præsenterede sig og gav hånd.

Manden var først i fyrrerne, almindelig af såvel bygning som udseende, og hans håndtryk var klamt, som at holde om en fisk. Komtessen tørrede diskret sin håndflade af mod sin lænd. Han sagde sit navn og betonede sin titel, han var chefprogrammør. Så afleverede han fire stykker sammenhæftede papirer, som han fandt frem fra sin inderlomme. Hans hånd rystede. Komtessen kiggede på notatet, overskriften var DE KORREKTE DATA! – skrevet med rødt med kæmpetyper. Hun bladede og konstaterede, at papirerne var en oversigt over Frode Ottos mobilsamtaler. De lignede dem, hun kendte, bortset fra, at ambassadørens telefonnummer var erstattet af et andet. Hun pegede på det nye nummer og spurgte:

– Det mobilnummer, er det jeres?

– Nej, det er Telias. Du må tale med dem, hvis du vil vide mere.

– Hvorfor var der fejl før?

Manden svedte og fremstammede et svar:

– Nogen havde ændret i koden for vores udskriftsprogram. Men du kan ikke bevise, hvem der har gjort det. Det er umuligt.

– Aha.

Hans stemme steg et par oktaver:

– Aldrig nogen sinde!

Hun sagde stille:

– Så er der er ingen vej udenom, du må med på stationen.

Han reagerede ikke på hendes direkte anklage mod ham, men gentog blot, at hun intet kunne bevise. Hun førte ham hen til sin bil og brugte en halv time på ham, lokkede ham, truede ham, forsøgte sig endog med almindelig fornuft, men lige meget hjalp det.

– Du kan ikke bevise noget.

Han kunne dårligt få ordene frem, så meget rystede hans stemme, og ikke desto mindre blev han ved og ved at henholde sig til netop dette uigendrivelige faktum. Det var som at tale med et barn. Han svedte og krøb, men fastholdt alligevel:

– Du kan ingenting bevise, det er umuligt.

Heller ikke et kort besøg hos chefprogrammørens direktør hjalp hende. Direktøren nægtede venligt, men pure at deltage i nogen form for afhøring af sin medarbejder. Hun tog tilbage til Politigården, godt ærgerlig.

Hanehoved-sagen var ved at gå i stå. Konrad Simonsen afhørte den betjent, der den 19. marts 2008 havde deltaget i et paragraf toogtyve eftersyn nord for byen Lynge i Nordsjælland. Samtalen var afslappet, han kunne godt lide manden, og betjenten gjorde sig alskens umage for at huske mere, end han umiddelbart kunne, hvilket var, at han havde set en afrikansk kvinde på bagsædet af en bil. Vist en dyr bil og vist med to mænd på forsædet, men det var han ikke sikker på. I sig selv var hans hukommelse bemærkelsesværdig, hvilket Konrad Simonsen startede med at spørge ind til. Betjentens forklaring var enkel og troværdig. Den 19. marts var hans bryllupsdag, og tilfældigvis var hans hustru kommet kørende og var blevet vinket til side for at få bilen nærmere undersøgt, dog ikke af ham. Deres bil var ikke af nyere dato, og den var blevet indkaldt til syn. Senere havde han talt med sin hustru om, at det var fandens til måde at holde bryllupsdag på. Derfor huskede han dagen. Hvorfor han så også huskede den afrikanske kvinde, kunne han ikke give nogen forklaring på, ud over at hun naturligvis skilte sig ud fra mængden på grund af sin hudfarve.

Betjentens vidneudsagn bekræftede datoen som tidspunktet for drabet, men var ikke til megen anden gavn, idet han var ude af stand til at erindre nogen detaljer. Det hjalp ikke, at han fik forevist en rekonstruktion af kvindens ansigt. Det kunne være hende, det kunne også ikke være det, han vidste det simpelthen ikke.

Konrad Simonsen brugte en time på ham og opgav ham så.

Tilbage var det telefonnummer, som Komtessen havde fået på sit besøg hos teleselskabet NewTalkInTown, samt en chefprogrammør og en voldtægtsforbryder, der begge nægtede at dele deres viden med politiet.

Telefonnummeret var således det bedste bud på at komme videre med sagen. Hvis ikke det eneste. Nummeret var et mobilnummer fra Telia, og det var indgået i en taletidspakke, som var blevet solgt via kiosker og tankstationer helt tilbage i foråret 2005. Kunden var naturligvis ikke registreret, og teleselskabet kunne ikke oplyse andet, end at der jævnligt – omkring to gange om måneden – var blevet tanket taletid, som regel for hundrede kroner ad gangen. Taletidskortene var for de flestes vedkommende solgt i Roskilde, men hvilken butik, for slet ikke at tale om til hvem, var det ikke muligt at spore.

Komtessen lukkede sig inde på sit kontor og låste døren, hvilket kun yderst sjældent skete. Når det drejede sig om de store teleselskaber, TDC og Telia for eksempel, havde hun kontakter, der fra tid til anden skaffede oplysninger, som Drabsafdelingen strengt taget ikke var berettiget til at modtage. Som regel krævede det en del overtalelse at få hendes kilder til at levere, og i dette tilfælde krævedes meget overtalelse. Manden, hun talte med, protesterede vildt:

– Det betyder, at jeg skal køre en søgning i hele vores database for at se, hvem der har haft kontakt med dit nummer. Sådan noget gør man ikke bare lige.

Det forstod Komtessen godt, og hun var meget taknemmelig.

– Og det er smadderforbudt.

– Jeg skal kun have navnet på de tre personer, mit nummer har talt mest med. Ikke andet.

Ikke andet! Det var også rigeligt. Hun lo og talte godt for sin syge moster. Han ringede tilbage efter en time, halvknotten og kort for hovedet: Der havde kun været en person, som var gennemgående, men her havde kontakten til gengæld været daglig, ofte to eller tre gange om dagen. Komtessen modtog navnet og takkede overstrømmende. Han afbrød.