Kapitel 54

Det var et forår som ingen andre forår, Henrik Krag havde oplevet. Alt var anderledes, dejligt og hæsligt, vanvittigt og vidunderligt, uden styring, som en løbsk karrusel, hvor han ingen anelse havde om, hvor han havnede. Ikke desto mindre var han så glad indeni, som han nogensinde havde været. Det handlede om Benedikte Lerche-Larsen, ja, alt handlede efterhånden om Benedikte Lerche-Larsen, han tænkte på hende næsten hele tiden og talte dagene eller timerne til deres næste aftale.

Der bliver en anden gang, det var, hvad hun havde sagt den dejlige, sørgelige nat, de havde haft sammen. Siden havde sætningen fyldt hans hoved samtidig med, at han så småt havde fået skubbet sin ydmygelse i baggrunden. En anden gang – så gjorde det ikke så meget, at hans første opgave var ubehagelig. En opgave, der hurtigst muligt skulle overstås og så glemmes. En anden gang, en anden gang – det var langt bedre at tænke på, og ingen kunne høre ham nu, mens han kørte, han kunne råbe det, så højt han ville, ud i vinden.

To dage forinden havde Henrik Krag over sin mobiltelefon modtaget sin første opgave fra Ida:

Skovbrynet Station ved trappen op til perronen. Altså Skovbrynet Station. Der hænger en flok rødder ud, som generer andre mennesker. Du giver dem et grundigt lag tæsk, så de aldrig viser sig igen. Onsdag eller torsdag aften er bedst. Du har en uge.

Ida havde gentaget det, skønt det ikke var nødvendigt, han havde forstået det allerede. Da hun afbrød, trak han på skuldrene, det var der så ikke noget at gøre ved. Han havde håbet på en opgave som Benedikte Lerche-Larsens, hendes første naturligvis, et eller andet frivilligt og i det mindste noget, som ikke skadede andre. Men sådan skulle det altså ikke være. Han havde fået, hvad han havde fået, og nogen mulighed for at diskutere med Ida var der jo ikke.

Han var kørt ud for at kigge på stedet, samme aften han fik beskeden, og fandt det uden besvær. Skovbrynet Station viste sig at være en mindre S-togstation på Farum-linjen mellem Bagsværd Station og Værløse Station ikke langt fra Ring 4. Det lå ikke dårligt i forhold til hans opgave: langt fra nærmeste beboelse og godt skærmet af store betonpiller, dels til jernbanebroen, dels til Hillerødmotorvejen, som krydsede tæt ved på en bro endnu højere oppe. Kameradækning var der intet af, bortset fra på perronen, og i den lille halve time, han var i området, talte han kun seksten mennesker gå til og fra toget. Den flok rødder, som Ida omtalte i sin besked, så han ikke, og han undrede sig over, hvorfor nogen ville vælge netop dette øde sted som samlingspunkt, men stolede samtidig på, at Ida vidste, hvad hun talte om. Før han tog hjem, indprentede han sig afgangstiderne for S-toget i begge retninger, 02, 22, 42 mod Farum, 03, 23, 43 mod København, hvilket var perfekt og gjorde 05, 25, 45 til et godt tidspunkt at slå til på.

Han havde valgt en omvej, ind gennem København, ud ad Strandvejen til Klampenborg og derefter til venstre ind gennem Lyngby og videre ad Ring 4 mod Ballerup. Det skulle give ham tid til at indstille sig på sin mission, forberede sig mentalt, havde han håbet, men det var ikke blevet sådan. Han havde det meste af vejen tænkt på hende, som sædvanlig. Han tog farten af motorcyklen og drejede langsomt til højre ved Bagsværd, umiddelbart efter søen, hvorefter han valgte første sidevej, hvor han stoppede og parkerede. Han kiggede sig grundigt omkring og konstaterede tilfreds, at vejen var mennesketom. Så fandt han baseballbattet frem fra sin saddeltaske, befriede det for plasticposen, som han havde sat over den del, der stak op og ellers ville være synlig. Totre gange vejede han det i hånden, fornemmede vægtfordelingen og slagkraften, som om han stod i en butik og overvejede at købe det. Efterhånden var det flere år siden, han havde brugt det. Han lynede sin læderjakke halvt ned og stak battet ind til venstre med den brede ende nede i bukselinningen og håndtaget skråtstillet mod højre – et halvt sekund, og han kunne have det hævet til slag. Så tog han sit knojern på venstre hånd og begav sig med faste skridt, som han ikke følte, det sidste korte stykke vej til stationen. Han tænkte samme tanke som før: Det skulle jo for pokker blot overstås, andet var der ikke i det, intet som helst andet.

Henrik Krag satte farten en smule op og tænkte, at snart var han på vej tilbage, og at de unge havde fortjent, hvad han ville gøre ved dem. De generede andre mennesker, det var, hvad Ida havde sagt, og hun havde sikkert ret. Han kendte typerne, småfulde halvhjerner, skæve af lightergas, tumper, som råbte efter folk, og måske de gamle. Nej, ikke måske, helt sikkert. Henrik Krag kunne ikke fordrage, hvis nogen var ond ved gamle mennesker. Det gjorde ham vred, de gamle skulle have lov at gå i fred og ikke blive hånet, drillet eller skubbet omkuld af sådan en bande forbandede møgunger. Nu kunne de fandemig få en fortjent røvfuld for alle de ældre mennesker, de havde skræmt. Han forsøgte at forestille sig sin mormor liggende hjælpeløs på gaden, mens hun græd og forgæves rakte ud efter sin stok. Det var svært, og billedet forsvandt, da vejen vinklede mod højre og stationen lå ret foran ham. Han hørte latter, høj og lys pigelatter. Lidt tættere på stoppede han kortvarigt og dannede sig et overblik. To drenge øvede sig på hver deres skateboard, en pige sad på trappen op mod perronen og betragtede deres anstrengelser, og et par meter væk sad en anden dreng på sin knallert. Også han kiggede på. Fire unge, det var en befrielse, Henrik Krag havde været bange for, at der var flere. Nu var der fire, kun fire, og det var ikke så slemt, heller ikke selvom den ene var en tøs. Det kunne have været værre.

Overraskelsesmomentet var helt og aldeles på Henrik Krags side, og han udnyttede det fuldt ud. Så snart han var fri af betonsøjlen hev han sit baseballbat frem. Fem lange skridt bragte ham hen bag de to unge med skateboardene. På forhånd havde han udvalgt den største som sin første modstander. Med begge hænder og med al den kraft, han kunne frembringe, hamrede han battet ned på drengens kraveben og hørte det knække. Derefter slog han mod sidekammeraten, en mindre, splejset gut med uvasket, lyst hår og omvendt kasket. Battet brækkede drengens overarmsknogle, og et præcist spark mod hans testikler sendte ham i cementen. To skridt mere, og Henrik Krag var oppe på siden af knallertkøreren, som han skubbede hårdt sidelæns mod trappen. Knallerten væltede, og styret ramte pigen på foden. Alle fire skreg, men ingen af dem foretog sig noget konstruktivt, endsige satte sig til organiseret modværge. Han stak battet i bukselinningen bag på ryggen. Så kiggede han på drengene og besluttede, at det måtte være rigeligt. Pigen, der halvt stod, halvt sad op ad cementvæggen, hvinede hysterisk. Han tog hende ved håret og hev hende væk fra sine jamrende kammerater og tænkte, at det værste endnu var tilbage, og at der ingen grund var til at hive rundt med hende, han kunne jo for pokker bare slå hende, hvor hun var. Han pressede hende op mod væggen og slap sit tag. Hun græd og var bange. Hendes bøn var kluntet og næppe hørlig:

– Vil du ikke være sød ikke at slå?

Lad være at snakke med hende, lad være at kigge på hende, for fanden, din idiot, se så at få det overstået. Du kender hende ikke, hun kan være hvem som helst, det er uden betydning. Det var hende, som væltede mormor.

Pigen var lyshåret med et fregnet ansigt, en ring i næsen og en lille, sort rune af ubestemmelig art tatoveret på kindbenet ind mod hårgrænsen. Henrik Krag tog sig voldsomt sammen og sagde:

– Luk øjnene, og tæl til tyve, så sker der dig ingenting.

Hun gjorde, som han bad hende om. Oven i købet højt, som om hun dermed ville vise, at hun adlød, en, to, tre, fire …

Han knyttede hånden med knojernet, men kunne ikke, og han nøjedes med at give hende en lussing med den anden hånd.