Kapitel 59

Efter episoden med hunden ændredes forholdet mellem Komtessen og Silje Esper sig fra glimrende til dårligt. Komtessen var aldeles på det rene med, at den blinde kvinde ville have brugt sin hund til at dræbe hende, hvis hun havde haft muligheden og hun desuden kunne se sin fordel i det. Det var intet godt udgangspunkt for et samarbejde, og hun måtte da også mobilisere al sin professionalisme for at gennemføre de efterfølgende forhør i en rimelig forretningsmæssig tone.

Komtessen diskuterede sagen indgående med Konrad Simonsen og besluttede derefter, at hendes og Silje Espers samtaler skulle finde sted i Karlslille frem for på en politistation, hvilket – situationen taget i betragtning – ville have været mere naturligt. Men det forhold, at Silje Esper var blind, vejede tungt i den forbindelse, det var ganske enkelt nemmere at afholde samtalerne, hvor kvinden boede. Dertil kom, at Komtessen ikke var interesseret i et officielt videobånd, som hun ingen muligheder havde for at ændre i – ikke på nuværende tidspunkt. Der var ting, hun helst ikke så optaget på bånd. På trods af det, var der stor forskel på omstændighederne omkring forhørene i forhold til tidligere. Således medbragte Komtessen nu to betjente, når hun ankom. Den ene betjent var hundefører, og han lukkede sammen med Silje Esper Mads ind i sin vogn, inden Komtessen overhovedet stod ud af sin, en procedure, Komtessen kompromisløst holdt fast i, uanset den blinde kvindes gentagne forsikringer om, at hendes hund ingen fare udgjorde.

Men så man bort fra den dårlige stemning, skaffede Komtessens samtaler resultater. De kom langsomt, drypvis, til gengæld var de væsentlige. Desuden var kvindens liv blevet oprullet intensivt på Politigården, efter det havde vist sig, at hun havde løjet for politiet.

Da Komtessen genoptog forhørene, startede hun med forholdet mellem Silje Esper og Jan Podowski ved at sige:

– Du har en hjerneskadet søn, som bor i pleje på Sankt Eliza Pflegewohnen i Rinteln i Tyskland. Er det også Jan Podowskis søn?

Silje Esper nikkede, Komtessen henviste til sin diktafon og bad hende svare højlydt. Jo, det var rigtigt, Frederik var også Jans søn. Komtessen forlangte uddybning:

– Fortæl.

Silje Esper og Jan Podowski havde kortvarigt haft et forhold tilbage i 1986, da hun var gift og boede i Middelfart. Hun var blevet gravid, samtidig med at hun og hendes mand gennemgik fertilitetsundersøgelser på Odense Universitetshospital, undersøgelser, der konkluderede, at hendes mands sædkvalitet var for dårlig til, at han kunne få børn. Ægteskabet var gået i stykker, hun var flyttet til København, hvor hun i en årrække boede alene med sin søn på Vesterbro. Komtessen indskød:

– Du opsøgte ikke Jan Podowski?

– Nej.

– Fordi?

– I begyndelsen, fordi Jan ikke var den eneste, som kunne være Frederiks far. Men senere var der jo ingen tvivl, det kunne man tydelig se på Frederik, men da havde jeg ligesom vænnet mig til at bo alene … eller altså uden en mand. Det var først senere, efter uheldet, at Jan opsøgte mig. Men han var godt klar over, at han var Frederiks far, eller rettere: Han havde gættet det. Han fortalte, at han indimellem holdt øje med mig og Frederik, uden at vi vidste det.

I 1995 kørte Silje Esper galt i sin bil med sin søn og en kammerat på bagsædet. Det skete på Ballerup Boulevard, hun havde været småberuset og kørte for hurtigt. Konsekvenserne af ulykken var alvorlige: Silje Esper blev blind, hendes søn blev stærkt hjerneskadet, og hans kammerat blev dræbt. Jan Podowski havde opsøgt hende, da hun var indlagt på Herlev Sygehus, bekymret for sin søn og … Silje Esper smilede et trist smil, som ikke nåede hendes blinde øjne … Ja, han var også bekymret for mig.

Komtessen rapporterede til de øvrige i Drabsafdelingen, da hun kom tilbage på Politigården:

– De fandt et sanatorium i Tyskland til Frederik Esper. Han reagerer på lys, lyd og smerte, men han kan ikke tale eller bevæge sig koordineret. Han kan ikke genkende nogen mennesker og kan kun grynte for eksempel ved ubehag. Han sidder fastspændt i kørestol hele dagen, bruger ble og skal sondemades. Sankt Eliza er et godt sted til mennesker, der lider af den slags skader, som Frederik gør, men det er også et meget dyrt sted. Cirka tre tusinde euro om måneden, hvoraf staten, altså den danske, betaler omkring halvdelen, men selv efter det var det alt for dyrt for Silje Espers pengepung.

Klavs Arnold sagde, hvad de alle havde gættet:

– Men ikke for Jan Podowskis?

– Nej, ikke for Jan Podowskis. I forbindelse med sit arbejde kom han i berøring med store pengebeløb, ja, det er citat fra Silje Esper. Da han mødte hende anden gang, om jeg så må sige, stak han allerede lidt ekstra til side til sig selv, når lejligheden bød sig, men efter at han fik ansvar for sin familie, satte han sine tyverier i system. Silje Esper påstår, at hun ikke ved, hvem han arbejdede for, og jeg tror hende. Til gengæld ved hun, hvor meget han stjal, og det var betydelige beløb, i omegnen af halvtreds tusinde kroner om ugen.

Arne Pedersen fløjtede, Konrad Simonsen spurgte:

– Og hun har ingen anelse om, hvad han arbejdede med?

– Jo, en anelse har hun. Bordeller og ulovligt hasardspil, det er hendes gæt. Men hun understreger, at det er spekulationer. Ud fra små indiskretioner fra Jan Podowskis side i løbet af årene, ingenting konkret, ikke en enkelt episode, som hun kan huske, hvor han direkte har fortalt noget.

– Er det alt? Det lyder utroligt, at hun absolut ingenting ved om Jan Podowskis arbejde, når man tænker på, hvor lang tid de har boet sammen.

Det var mindst tiende gang, Komtessen hørte det udsagn, og dertil skulle lægges de gange, hun selv havde tænkt eller sagt det. Men faktum var, at det var rigtigt, utroligt eller ej, indtil nu i alle tilfælde. Hun agtede at tage en tur mere til Karlslille i løbet af ugen, der var stadig løse ender at samle op på. Og så var der to detaljer, som hun endnu ikke havde fortalt, og de kunne være væsentlige. Hun sagde:

– Manden, Jan Podowski arbejdede for, havde tre biler, hvoraf den ene var en Audi R8 og en anden en hvid Porsche. Det er ikke noget dårligt udgangspunkt, så mange kan der ikke være i Danmark, der ejer netop de to biler samtidig. Og der er en anden ting, som er interessant. Jan Podowski arbejdede med jævne mellemrum på sin computer med noget, han benævnte sin livsforsikring. Han ville ikke fortælle hende nøjagtig, hvad det var, men han gemte sine resultater på et usb-stik, som han holdt skjult, det er hun sikker på. Hun ved bare ikke hvor.

Konrad Simonsen brummede velfornøjet, især bilerne var tilfredsstillende. Han bad Arne Pedersen om at tjekke den vinkel og fastslog så:

– Det lyder, som om vi skal have foretaget en fornyet ransagning, tror du, Silje Esper vil tillade det? Ellers må vi have en dommerkendelse.

Komtessen mente, at de ville få kvindens tilladelse, Konrad Simonsen gjorde et kort notat på en blok, han havde liggende foran sig. Han forlangte ransagningen gennemført allerede mandag, og det måtte Komtessen stå for. Hun nikkede, derefter sagde han:

– Så fandt de på systemet med køb og salg af hendes keramik? Fortæl os om det.

Komtessen fortalte: Jan Podowski og Silje Esper havde et stort problem, nemlig at de mange penge, som Jan Podowski bragte med sig hjem, var sorte. Det udgjorde naturligvis en vis risiko i forhold til Skat, men først og fremmest forhindrede det dem i at foretage en lovlig opsparing, således at Frederik Esper kunne blive, hvor han var, helst resten af sit liv. Før hun blev blind ved trafikulykken, underviste Silje Esper i ler, på aftenskole og andre steder, faktisk hvor som helst hun kunne få job. Efter ulykken købte parret huset i Karlslille, renoverede det, og Silje Esper fik indrettet atelier til sin potteproduktion. Det viste sig hurtigt, at hun var en glimrende pottemager, og en hel del af de produkter, hun fabrikerede, fik hun også solgt, men slet, slet ikke til de priser, som hun senere fortalte, at hendes fiktive tyske opkøbere betalte. Men resultatet var naturligvis, at hun – efter at skattevæsnet havde taget sit – var i stand til at opbygge en legitim formue, eller rettere sagt en formue, der tålte dagens lys.

Komtessen var færdig, men Arne Pedersen havde et punkt, som forekom ham dunkelt.

– Hvorfor levede Jan Podowski to liv? Altså hvorfor opfandt han Philip Sander? Det følger ikke af hvidvaskningen, så vidt jeg kan se.

– Nej, ikke umiddelbart, måske endda slet ikke. Silje Esper mener, at det først og fremmest skyldtes, at han ville have en mulighed for at forsvinde, ikke for myndighederne, men for sin arbejdsgiver, hvis han en dag blev taget med fingrene i klejnekassen. Skete det, kunne han stille og roligt trække sig tilbage som Philip Sander og nyde sit liv i Karlslille. Hov, for resten, der er en ting, jeg har glemt at fortælle.

Konrad Simonsen støttede med et opfordrende Ja? – han kunne, rimeligvis som den eneste, udmærket høre, at hun intet havde glemt, men bare havde udskudt det til sidst.

– Jeg har lovet Silje Esper ikke at tale alt for højt om hendes tyske keramikarrangement. Der er ingen grund til, at staten skal pille ved hendes penge til hendes søn, men det går jeg ud fra, at I er enige i.

– Nej, det er jeg absolut ikke enig i.

Det var Klavs Arnold, de tre øvrige kiggede overrasket på ham. Komtessen sagde langsomt, uden at lægge skjul på sin forbløffelse, næsten fjendtligt:

– Det er du ikke?

– Overhovedet ikke. Alle tror, at statskassen er et stort uhyre, der æder vores penge, men hvem er det, som betaler opholdet for alle de andre trafikofre, der har det på samme måde som Frederik Esper, men som ikke nyder godt af et privat luksussanatorium?

Komtessen spurgte skarpt:

– Og du har aldrig modtaget lidt sorte penge i dine forskellige ekstrajobs, da du boede i Esbjerg?

– Hvilket så skulle give dig ret til at omgå alle regler efter forgodtbefindende?

Det var et minefelt. Arne Pedersen fik pludselig travlt med at kigge ud ad vinduet, ingen skulle forvente deltagelse af ham. Komtessen og Klavs Arnold sad parat som to kamphaner, der havde pause. Konrad Simonsen hævede stemmen en anelse og spurgte i en ildevarslende tone, som klart indikerede, at han gerne så strammere orden i geledderne:

– Har du fortalt Silje Esper, at hvis hun hjalp os, ville vi glemme hendes formue?

Spørgsmålet var naturligvis til Komtessen.

– Ikke så direkte, men det lå i luften.

Hendes svar var mildest talt flydende, det kunne betyde hvad som helst, hvilket Klavs Arnold da også var hurtig til at bemærke. Alligevel tav han efterfølgende og afventede sin chefs mening. Efter lidt betænkningstid, der var rent spil for galleriet, skar Konrad Simonsen igennem:

– Vi er ikke skattemyndighederne, og det er piskenødvendigt, at vi kan handle en smule, når det er fornuftigt. Vi glemmer de penge, Klavs.

Klavs Arnold svarede ham ikke, Konrad Simonsen gentog, idet han samtidig hævede blikket og kiggede direkte på jyden. Det hjalp, Klavs Arnold ekkoede ærgerligt:

– Vi glemmer de penge, Simon.